Er Folkekirken folkets kirke eller præsteskabets?

Jeg må allerførst fremhæve, at det er ud fra en fast forankret overbevisning, jeg her føler trang til at udkaste nogle tanker om ovenstående vigtige spørgsmål – og det er ikke bare ment som en provokation. Jeg anser det for bydende nødvendigt, at også menigmand bidrager med ”brændstof” til den løbende debat om Folkekirkens stilling i samfundet, lige nu, og i tiden der kommer. En debat, som kun kan holdes på sporet ved, at vi alle, og det i ordenes bedste betydning, holder den varm, levende, og kontroversiel. For det rum, hvori vi lever og bevæger os udgør det spændingsfelt, hvori vi alle, i en broget mangfoldighed af ofte direkte modsatrettede poler, der uophørligt enten udøver deres tiltrækning på os, eller med afsky støder os væk. Men er ikke desto mindre i det rum vi, hver især skal forsøge at finde os selv..

Mine tanker om disse ting skriver sig egentlig helt tilbage til min barndom og grønneste ungdom, til tiden op imod udbruddet af 2. verdenskrig. Dengang der endnu var stærke traditioner for at forholdsvis brede lag af befolkningen, i hvert fald på landet, hvor jeg hørte til, tog del i folkelige møder rundt omkring i forsamlingshusene. - Møder hvor almene emner, også omkring den menneskelige eksistens, der mange gange rakte langt ud over det rent underholdende, var på dagsordenen. Det var ved sådan et møde taleren tog sit udgangspunkt i myten fra den klassiske sagnverden om fabeldyret Sfinksen, der for øvrigt stadig i sin ensomme og gådefulde majestæt anråber, også vore dages ægybtensfarere, om eftertænksomhed. Det hedder sig, at den stillede alle rejsende der kom forbi spørgsmålet om livets mening. Hvorefter den, med sin kæmpe krop, knuste alle der kom for skade at give et forkert svar.

Nu kan man jo affærdige et sådant udsagn som bare værende en gammel myte, eller som overtro, da det jo handler om gamle forestillinger der ligger umådelig fjernt fra vor egen nutidige virkelighed. Og dog må det, tror jeg, for en stor del af os levende og følende mennesker, nødvendigvis pirke til noget vitalt, dybt nede i vor bevidsthed, noget som vi ikke bare kan slippe, selvom vi slet ikke, med vor forstand, kan få greb om det. – ”Livets Gåde” kalder vi det så i vor snusfornuft, uden egentligt at gøre os dybere tanker om hvad dette nu måtte kunne betyder for os selv. Det er som om vor forstand er alt for snæver til at kunne rumme et udsagn af den art. Med denne formår vi måske kun at affærdige gåden som en ren overtrossag – færdig med den! – Men alligevel vedbliver den at være der, den hager sig som en burre ind i hår og klæder på os. Og prøver vi på af rive den ud, bliver der alligevel nogle af hagerne siddende som ubekvemme påmindelser til os om noget, som vi alligevel ikke uden videre kan slippe udenom.

Kun hvis vi formår at overvinde vor forstands begrænsninger og af et ærligt hjerte tager gåden til os som hørende ind under troens sande domæne, kan vi håbe på at få nogenlunde fred i sindet. For troen giver os nemlig lov til, og mulighed for, at anskue, også et begreb så uhåndgribeligt som Livets Gåde, fra en helt anden vinkel, hvorfra vi på fantasiens vinger kan nå frem til verdener og tanker, som ellers, set fra forstandens synspunkt, ikke ville være os tilgængelige. Ligesom den også kan sende os på ekspeditioner ind i landskaber hvor vægtløsheden ophæver alle tings tyngde, og netop derfor kan en sådan gåden visualisere de indsigter hinsides forstanden, som kan få vor hidtil, netop af forstanden, undertykte livsgnist til at blusse op og lyse for os ind i det mørke og den uvished der, måske, ellers ville paralysere os. Og med den ro i sindet, som kun troen kan skaffe os, kan også vore slumrende lidenskaber aktiveres, de lidenskaber der, på trods af alle de farer, som disse eventuelt også måtte udsætte os for. For lidenskaberne er selve dynamoen i vor livsvilje. – Lidenskaben, der kan få os til at gøre en dyd ud af en oprigtighed der hverken kan pantsættes eller på anden måde sættes til side! - Jesus blev hængt op på et kors fordi han, vel vidende at det ville være en udfordring på liv og død, forsøgte at afsløre vore egne dybt tragiske tilbøjeligheder til at lade os indfange af dødens spiraler. Og han tog konsekvensen af sin lidenskab for at vise os en vej ud af disse spiraler. Og som tak korsfæstede vi ham sammen med to røvere, som han tog med sig i paradiset. Imens vi selv, godt nok, udødeliggjorde den sag han havde ofret sit liv for. Men som han tog røverne til sig i paradiset, tog vi, som bærerne af hans vidnesbyrd, hans lære til os som vor egen suveræne ejendom, idet vi gav den netop den tolkning, der som fod i hose passede til den, i mennesket stadigt spillevende dødsspiral som vi altså ikke, heller ikke efter to tusind år, har været i stand til at vikle os ud af.

På den baggrund kan det vel ikke undre, at nogle mennesker - ja måske endda rigtig mange - der måske også betragter Jesu nådesbud som et dobbeltmoralsk fif, hvad jeg selv dog ikke gør, vender ryggen til ideen om at tro overhovedet skulle kunne besidde nogen evne til at påvirke mennesker i positiv retning i forhold til de etiske fordringer, som et mere tåleligt, for ikke at formaste sig til at sige kærligt, niveau for menneskeligt samliv, på tværs af race, religion, nationalitet og samfundsmæssig status, måtte kunne stille til os. Og derfor, som en logisk konsekvens, bekende sig til forstanden og fornuften. - Hertil kan jeg så kun sige, at de meget vel, ud fra deres egne resonementer, kan have ret. Men at min indvending imod det er, at en betingelse for at det skulle kunne være rigtigt, da må være, at man virkelig tror på, og har visioner om, hvad forstand og fornuft kan udrette i verden, og at en sådan stillingtagen jo, følgelig, alligevel ikke, i sin grundsubstans, kan bygge på andet end trossætninger.

Nu er et fremtrædende element i stort set alle religioner jo netop troen på forskellige ting, så som troen på et liv efter døden, en skabende og opretholdende Gud og andre dogmatiske læresætninger, som direkte betragtet har mere at gøre med relationen mellem Gud og mennesker end med relationerne mennesker til menneske. For den fuldttroende er forholdet til Gud naturligvis essentielt. Men for flertallet af os moderne mennesker, der jo alle lever vore liv i mindre socialt som kulturelt fragmenterede enklaver, for det meste med masser af gode viljer, men også med meget lidt kendskab til, og forståelse for, dem der falder udenfor egne kredse af ligesindede. Dette gør os usikre og søgende, nærer vor tvivl og tilsiger os at sætte spørgsmål ved både kristendommen som bærer af vor kultur og ved vore verdslige samfundsinstitutioner som garanter for social velfærd. – Måske er det dette samtidige opbrud på mange forskellige fronter, der bogstaveligt talt har bragt alle aspekter af menneskelig omgang med både ting, levende væsener, og ikke mindst med os selv, i spil. Har - om man så må sige - grebet os med en frygt og utryghed, der, efter al sandsynlighed nødvendigvis må pege hen imod et paradigme skifte, såvel i tros – som i samfundsforhold.

Derfor kan det vel heller ikke undre, at dette opbrud også medfører at mange mennesker – måske endda flertallet, ikke føler sig hjemme i en folkekirke, der endnu ikke synes at være moden til at kunne rumme mennesker, der selv synes, at de vakler i den tro, som mange medmennesker og gamle traditioner forudsætter, at de skal have, og derfor, midt i al forvirringen, kalder sig ateister, hvad mange af dem, måske, i virkeligheden slet ikke er. Men at det lige så godt, kunne være fordi nogle såkaldt rettroende kristne – hvad der så ellers kan menes med det? - skyder dem det i skoene. - Selv kan jeg i hvert fald ikke definere mig selv som andet end et kristent menneske. Ja, jeg kan slet ikke få øje på, hvad jeg så ellers skulle være? Og netop derfor gør det mig ondt, når nogen umiddelbart uddrager den konklusion af min tvivl, at det slet ikke er kristendom jeg bekender mig til. - For mig ville det være over al måde glædeligt, om den religion jeg bekender mig til, altså netop kristendommen, i langt højere grad, end det i dag er tilfældet, lever op til den symbolik der ligger i megen vidunderlig dansk kirkekunst, hvor menigheden lignes ved et skibe der hænger ned fra hvælvingerne, eller ved alterbilleder der viser menigheden samlet i en lille båd på et stort og oprørt hav. De gamle søfarere vidste nemlig, om nogen, at det som det gjaldt om, hvis de velbeholdne skulle nå frem til bestemmelsesstederne var at kunne navigere og manøvrere i forhold til last, vind og vejr, – og at kaptajnen kunne stole på, at hvert enkelt besætningsmedlem, nok så meget ud af konduite som efter på forhånd givne ordrer, udfyldte sin plads på skibet, og at han, på sin side, var i stand til at skabe en omgangstone besætningsmedlemmerne imellem, der sikrede, at alle mand følte sig værdsat for det de var, og for det arbejde som de udførte. - Store dele af kristenheden af i dag er, som jeg ser det, er mere optaget af at hage sig fast i ræling og tofter end i at agte på de udfordringer som sejlads i ukendt farvand med skjulte rev og uberegnelige vejrforhold burde tilsige. Ligesom den også er mere optaget af at sikre sig, at alle medlemmer, i hvert fald dem der har med forvaltning og tjenester at gøre, mere helliger sig overholdelsen af gamle, til en svunden tid hørende regler og tankebaner, end til det at tage bestik af den nutid, som vi dog, nu engang er dømt til at leve og virke i.

Det er da rigtigt, at omkring 85 % af Danmarks befolkning stadig er medlemmer af folkekirken. Men måske skulle man være lidt mere varsom med at tage det som et sikkert tegn på alle medlemmers opbakning til den, uanset hvad? Det er for mig et stort spørgsmål om ikke dette mere skyldes, at det, som ældgamle traditioner byder, stadig er kirken der står som administrator af alle vore rituelle handlinger i forbindelse med livets store overgangsriter, fødsel, overgang fra barne - til voksenliv, bryllup og død, således at omkostningerne ved at vende kirken ryggen, for de allerfleste mennesker, føles alt for uoverskuelige, end det skyldes deres følelse af et egentligt dybere tilhør til det vi opfatter som nutidens kristne menighed. – Måske holder folkekirken i virkeligheden en stor den af dens egne medlemmer som gidsler for sin egen uvilje imod en mere forsonlig holdning overfor både præster og overfor andre, der tillader sig åbent at give udtryk for tvivl i forhold til vedtagne læresætninger? Måske fordi de ikke ejer troens nådegave. Måske fordi de ikke har det særlig godt med visse af de kristne dogmer – Det er nu en gang således at moderne demokratisk indstillede mennesker, som hovedregel, reagerer negativt og fjendtligt overfor enhver form for meningspoliti. Og hvordan man i øvrigt kan tilslutte sig Grundtvigs berømte sætning: ”Menneske først og kristen så” og i samme åndedrag udstede bandbuller imod ærligt tænkende mennesker, blot fordi de tillader sig åbent at lufte deres tvivl, det forstår jeg slet ikke

I ældre tiders samfund fandtes der et skarpt skel imellem magthavere og undersotter, hvor der aldrig kunne være tvivl om hvem der udstak retningslinierne for samfundenes liv og virke, idet det var magthaverne der altid, præcist, vidste, hvad der var bedst for de uvidende. Og dette gjaldt naturligvis, om muligt, i endnu højere grad i de religiøse cirkler. Var der en folketro, og det var der i mange sammenhænge, så blev den i underdanig respekt for autoriteterne underordnet teologernes formaninger og påbud. – Om ikke ved hjælp af andet, så ved voldelig adfærd overfor de ulydige. Nu i vor egen tid, hvor forvaltere af magt, i alle verdslige samfundsorganer, på demokratisk vis, bliver valgt af de mennesker, som disse organer angår, fordi, som man siger, at den der har skoen på bedst ved hvor den trykker. Hvorimod der indenfor Folkekirken stadig findes en væsentlig gruppe af, ofte højtråbende, teologer og andre, der præcis ved hvad der er bedst for de uvidende. Og skulle der være nogen, som får en sten i skoen, eller på anden måde føler sig utilpas med den tro, som de forudsættes at skulle have, kan de enten blive mødt med larmende tavshed – eller med besked om at de ikke er værdige til at kunne betragtes som gode kristne. Samtidig med at der, sideløbende, blandt lægfolk er ved at vokse en af perfiditet næret snagen i præsters mere personlige trosforhold, som jo i modsætning til alle os andre, har et konkret præsteløfte, som de skal leve op til for at være egnede til deres embede. – Undskyld mig, men jeg finder at præster, lige så vel som andre tilhørende menigheden, må have, i hvert fald en vis grad af frihed, til at melde ud, hvad de, af et ærligt hjerte, har på sinde. Det kan godt være at man har givet dem kjole og krave fordi man ville vide hvor man havde dem. Men for en anden kirkegænger, som mig selv, kunne det jo også være betryggende at vide om den gejstlige tjener der står foran en siger det som han skal sige – eller om han siger det som han / hun ærligt har på hjerte.

Jeg synes det er et dybt beklageligt, at vi i det moderne Danmark, som vi ellers i tale og sang lovpriser, fordi vi har lært at lægge en helt afgørende vægt på folkestyrets kendetegn: ”Frihed for Loke såvel som for Thor”, og alligevel i den grad underordner os middelalderlige underdanighedsidealer, og det skønt jeg mener at skulle tage meget fejl, om ikke et stort tal af folkekirkens medlemmer, i deres egen bevidsthed, dyrker et eller andet velovervejet - eller flagrende sandhedsbegreb, som de føler sig i deres gode ret til at beskytte imod andres nyfigne mistænksomhed. – Tiden har ændret sig, og de mennesker, som belæste teologer i fortiden, ustraffet kunne belære om hvad sandhed var, findes ikke mere. Og hvad datidens præster kunne opnå ved terperi og udenadslære må nutiden præster forsøge at opnå ved ligeværdig dialog.

Jeg ved udmærket at antallet af danske folkekirkepræster der har forstået disse signaler, efterhånden, er meget stort, og det skal vi virkelig prise os lykkelige for. - Det som jeg efterlyser, er hverken en ny reformation eller at et eneste medlem af folkekirken skulle afsværge sin overbevisning eller tro. Men at der indenfor folkekirken må kunne åbnes for en mere værdig dialog om de trosmæssige divergenser der nu en gang skal og må være rum for, både blandt lægfolk og teologer, også uden at det fører til mudderkastning eller udstødning. For det ville være til alles bedste på den måde at kunne invitere til større bredde i en levendegjort debat, der så oven i købet, måske, ville kunne virke bremsende lidt op på en forventet, fremtidig medlemsflugt.

Jeg ved ikke ret meget om kemi, men dog så meget at der, når det drejer sig om kemiske stoffers evne til at danne forbindelser, så er der strenge lovregler for det. Hvorimod når det drejer sig om menneskelige forbindelser hvor kemien står i vejen, så er det muligt, ved selvovervindelse, at overskride det umuliges grænser. – For hos mennesker er det, i sidste instans, et spørgsmål om vilje!

Arne Larsen