En spejderfortælling

Selvom jeg selv, noget sent, blev lukket ind til spejderlivets glæder, så kom interessen - ja vel snarere ligefrem lidenskaben for disse glæder til at fylde virkelig meget i løbet af den korte tid, som den varede. Sagen var nemlig den, at der herude i Vålse, omkring 1943 var blevet dannet en patrulje under spejdertroppen ”Falkene” i Nørre Alslev, der havde fået navnet ”Sorte Panter” og som med andre ord var en satellitafdeling af ”Falkene” under Det Danske Spejderkorps (De Gule Spejdere). Godt nok vidste jeg ikke ret meget om spejderbevægelsen i det hele taget, udover at det var noget med raske drenge og friluftsliv. Men alligevel var min forhåndsinteresse meget stor, hvilket vel helt åbenbart var en konsekvens af, at alt hvad der netop havde med fri natur og dens mange mysterier at gøre havde en dragende effekt på min fantasi og på mine drengede længsler. Det var da også derfor, jeg havde så stort et ønske om at komme med der, men måtte alligevel, til min sorg og græmmelse blot konstatere, at jeg var blevet for gammel, og kun ville kunne optages i en såkaldt Skovmandspatrulje. Og da en sådan, på daværende tidspunkt, ikke fandtes, måtte jeg nøjes med at se på, at lillebror Helge kom med. Og i øvrigt erkende at spejderlivet glæder, alene på grund af min alder, nok aldrig ville blive mig til del, og så resonere som så, at jeg dog kunne glæde mig over, at jeg dog havde en lillebror der var med.  – Men så skete der det i løbet af foråret og sommeren i 1944, at Falkene i Nr. Alslev havde fået en ny og meget energisk tropsfører, kaldet Jeppe, der i øvrigt virkede som lærer på realskolen. Han fik oprettet en skovmandspatrulje bestående af nogle af de andre store drenge, der havde passeret aldersgrænsen, på 16 år, som ”rigtige” spejdere, men som heller ikke havde lyst til helt at droppe spejdersporten. Og denne Jeppe så ingen grund til, at jeg, selvom jeg ikke tidligere havde været med, ikke skulle kunne optages. Og lykkelig blev jeg, over at jeg nu ikke længer bare skulle være tilskuer til det, som de andre gik så højt op i.

Men det varede da bare ikke mere end nogle få måneder, inden denne nye tropsfører tog plads som lærer et andet sted og rejste dermed væk fra Nr. Alslev igen. Og så var Falkene fuldstændig førerløse, og havde al mulig udsigt til at blive nedlagt. Som følge heraf begyndte mange spejderforældre, sammen med tropsrådet, hvis formand var realskolebestyrer Herman Nielsen, at søge med lys og lygte efter et muligt nyt føreremne, til at påtage sig opgaven som ny tropsfører. – Men det viste sig desværre ikke muligt sådan lige umiddelbart at støve nogen op. Men jeg, som jo nu var blevet troppens ældste medlem, der netop lige var fyldt 18 år, og som sådan den eneste, der ville kunne opnå korpsledelsens grønne stempel, var tilsyneladende selvsikker og ambitiøs nok til at tilbyde mig som mulig ny tropsfører til tropsrådet – Falkenes bestyrelse som bestående af spejderforældre – hvis de da ellers måtte ønske at acceptere mig som ny tropsfører. Hvor begejstrede de var, kan jeg naturligvis ikke vide. Men det endte i hvert fald med, at de sagde ja. Og derfor var det så, at jeg begyndte seriøst at overveje, om det nu også virkelig ville være en god ide for mig selv. – På den ene side ville jeg grumme nødig gå glip af alt det sjove og spændende, som spejderlivet kunne byde på, og på den anden side måtte jeg, hvis jeg endelig besluttede at sige ja belave mig på en meget vanskelig opgave, ikke mindst fordi jeg, trods alt, var meget ung og aldeles uerfaren i et sådant lederjob, og dertil var jeg jo også en ren novice i det meste af hvad det praktiske spejderarbejde drejede sig om. Men resultatet blev alligevel til sidst, at jeg fastholdt mit tilbud, idet jeg dog lagde vægt på, at det kun kunne blive midlertidigt, da jeg jo også havde store drømme om at komme ud og opleve verden. Men derfor kom denne udfordring nu alligevel til at trække voldsomt i mit meget unge virkelystne gemyt.

Som betingelsen for at jeg ville kunne opnå rådets accept forudsattes dog, hvad vel kun rimeligt var, at jeg ville være parat til at tage del i korpsets førertræningskursus, som skulle foregå på dets kursusejendom ”Storedam” i nærheden af Hørsholm i påsken 1945. – Og det gjorde jeg med stor fornøjelse, også selvom kurset faktisk kom til at hænge i en tynd tråd på grund af den stadig trussel om at krigshandlingerne kunne brede sig, - Det var jo sidst i marts i 1945, kort før tyskernes kapitulation den 4. maj om aftenen. Alt var meget usikkert, og ingen vidste noget, imens alle gjorde sig parate til hvad som helst. Om det til allersidst kunne udvikle sig til krigshandlinger på dansk jord, kunne ingen jo vide noget om. Men kurset blev altså ikke aflyst, men fik dog også af samme årsag, ingen deltagere langvejs fra. - Bortset lige fra mig selv, kom alle 30 – 40 deltagere fra hovedstaden og det nordsjællandske område, ligesom alle også havde fået instrukser for hvilke ruter der skulle tages for ikke at komme for tæt på tyske forlægninger. Jeg kom så, som den eneste fra Lolland – Falster.

Derforuden måtte jeg jo også forudsætte, at jeg ville være den eneste bondeknold, der kom ude fra det rigtige bondeland. Og ovenpå kom så også, at jeg jo aldrig havde været rigtig spejderdreng, hvad alle de andre med garanti havde, nogle af dem måske i en hel menneskealder. – Siden har det da også tit undret mig, at jeg aldrig havde tænkt på, at jeg på så uendelig mange måder var meget anderledes end samtlige andre deltagere. – Ikke fordi jeg i mindste måde, i mit forhold til dem, fik så meget som antydning af noget negativt i den anledning, Hverken i forhold til dem, jeg kom til at bo i telt sammen med eller i øvrigt kom i berøring med. Og så var der jo også det, at jeg meget sandsynligt ville være den eneste af dem alle, der ikke havde gennemgået en eller anden form for boglig uddannelse. Og så fik jeg alligevel, på trods af dette langt snarere indtryk af, at mine medkursister ligefrem beundrede mig. Endda så meget, at da der kom en journalist fra Berlingske Tidende og ville referere fra kurset, var det mig, der måtte holde for. Jeg havde godt nok indtrykket af at dette pressebesøg var en smule uønsket, sikkert af sikkerhedsgrunde. Og Jeg måtte derudfra skønne, at der måske ikke engang havde været andre end mig der informeredes om at denne fremmede var journalist. Derfor blev det da heller ikke til andet end en lille notits med et billede af mig, som ingen i øvrigt ville kunne genkende, og dertil nogle få ord om hvor jeg kom fra, og at jeg faktisk havde været på cykel hele vejen. Så det eneste avisen fortalte var altså kort og godt, at jeg havde været der - Men jeg må dog til læsernes orientering minde om, at dette skete på et tidspunkt af danmarkshistorien hvor vi alle sammen rig og fattig – bybo og landbo var rede til at tage hverandre i hånden og anråbe hver vore respektive billeder af mulige frelsende engle om nåde.

Det, som jeg håbede på som tropsfører var, at tropsrådet ville kunne bakke mig op indtil et mere alderstegent og fastboende føreremne eventuelt ville melde sig på banen. Der er da slet ikke tvivl om, at det var et meget stærkt ønske fra både forældrene og deres drenge om ikke at nedlægge ”Falkene” der i sidste ende gjorde, at man valgte at se bort fra mine reelt set næste totalt manglende kvalifikationer og tog imod mit tilbud, hvilket jeg så også fra min side tog som en stærkt forpligtende tillidserklæring. – For jeg var jo, ikke mindst i min egen forståelse først og fremmest et aldeles ubeskrevet blad, som ingen kunne vide noget om. Og med tanke på hvordan jeg overhovedet ville kunne komme frem til dette kursus, tænkte jeg også, at det var et held, at jeg havde en cykel, som det også ville være muligt at køres længere stræk på, hvilket igennem de sidste krigsår langt fra var nogen selvfølge. For selv om stort set enhver måske stadig havde en cykel, så var der ikke ret mange der havde brugelige dæk og slanger, fordi nye simpelt hen igennem adskillige år ikke havde været at opdrive i landet. - Kvikke hoveder var godt nok begyndt at skære cykeldæk ud af gamle kasserede bildæk, både som faste ringe og som regulære om end ikke særlig fikse dæk med slange indeni, der dog viste sig at være meget tilbøjelige til at forårsage gnaveskader på slangerne, som jo for alles vedkommende var blevet møre af ælde, hvorfor punkteringer altid hørte til dagens orden, og tilmed var solution så vel som lapper aldrig alt for gode heller. Men så var der jo ikke andet at gøre end at lappe, og så ellers se glad ud hvis operationen lykkedes. Behagelige at køre på, var de aldrig, ligesom de også var tunge at drive frem. – Den cykel, jeg den gang kørte på til Nordsjælland, var netop udstyret med dæk af udskårne bildæk, og slangerne indeni var ikke så lidt mere end godt brugte.

Men på trods af alle disse besværligheder, som jeg ærligt talt ikke, den gang, skænkede mange tanker – for sådan var det jo bare. Så jeg startede med friskt mod turen imod Storedam onsdag morgen, dagen før Skærtorsdag, i et skønt, solfyldt forårsvejr. Det blev en meget let og behagelig tur, og det skyldtes hovedsageligt, at det var på en hverdag. Jeg havde på forhånd tænkt på muligheden af at få et lift eller to med lastbiler – der jo alle den gang var forsynede med gasgeneratorer, som alligevel satte snævre grænser for hvor hurtigt de kunne komme frem, og som der en gang imellem skulle tilføres generatorbrænde (små firkantede stykker af bøgebrænde).  Måske var det endda alle disse besværligheder sammenlagt der tilsammen gjorde, at hjælpsomheden overfor andre lå nærmere for, end den på noget tidspunkt senere i mit liv har gjort. Og som sådan en stor dreng i spejderuniform, vidste jeg ret sikkert, at jeg, med lidt held, skulle have gode muligheder. Og ganske rigtigt, jeg fik flere lift undervejs, nogle endda over betragtelige afstande. – Nu var det jo altså heller ikke kun kørsel på cykel der i løbet af krigen var blevet problematisk. Det var lastbilkørsel og i øvrigt al anden motordreven kørsel jo også. Den eneste form for transport der klarede frisag, ja, som forståeligt nok under disse omstændigheder fik en - om end - uvelkommen genopblomstring, var den, der dreves frem af rigtige levende hestekræfter – og som ganske få år tidligere havde været så godt som enerådende på transportområdet og derfor som ”kunstart” stadig levede i alle menneskers bevidsthed. – Og heldigvis for det! - Men ligegyldig hvad, ville man frem, så måtte man i bogstaveligste forstand benytte sig af ”de forhåndenværende søms princip” og simpelt hen mobilisere fantasien til det yderste. Herunder ikke at forglemme vort gammelkendte bøgebrændes potentialer, som ved en generators hjælp på køretøjet muliggjorde, at dette blev lavet om til gas. Nu skulle man som erstatning for benzindunken bare have en sæk med brænde med sig på tur. Selvom det var besværligt og ineffektivt, var det dog bedre end slet ikke at komme nogen vegne. – Måske burde jeg også lige gøre opmærksom på, at det at tage toget, som nogle læsere sikkert vil spørge om, slet ikke var relevant, dels kunne ingen vide hvornår der ville gå et, og dels var der ikke mange, der overhovedet ville vove sig ud på de sabotagetruede skinner.

Ved ankomsten til Storedam tidligt om aftenen var der, selvom de fleste kursister endnu ikke var ankommet, straks nogen der bemærkede, at mit divisionsmærke på uniformen fortalte, at jeg kom fra sydhavsøerne. Og da jeg, ligesom de fleste andre, den påfølgende dag blev beæret med et ”øgenavn” faldt det ligefor at kalde mig ”Samoa”, som var navnet på en sydhavsø i Stillehavet, der netop i de dage havde været stærkt omtalt i nyhederne i forbindelse med stillehavskrigen. - Havde udturen til Storedam, takket være forskellige lastvognschaufførers hjælpsomhed, været let og ubesværet, så blev turen tilbage, til gengæld, hård og udmattende. Der blæste en frisk kuling fra sydvest, der med jævne mellemrum, fulgtes op af kolde sludbyger. Adskillige gange undervejs måtte jeg også have fat i lappegrej og cykelpumpe, i skarp modsætning til udturen, fordi hjemturen ikke var på en almindelig hverdag, men på en helligdag, 2. påskedag. Så der var ingen hjælpsomme lastbilchauffører på vejene, at praje for et lift. – Kort sagt, jeg havde på hjemturen ingen formildende omstændigheder at læne mig på ad, overhovedet. Og da jeg endelig, først på aftenen, havde fået mig stridt frem til Storstrømsbroen, og var lige ved at være hjemme, havde tyskerne lukket den for al trafik. Hvilket ellers var ganske usædvanligt. Normalt skulle man bare vente på, at der havde samlet sig et mindre antal cyklister, der agtede sig over, hvorefter man blev fulgt over af en cyklende soldat. Og det tog sjældent særlig lang tid, da cyklen jo, bortset fra toget, var den eneste måde at komme over på den anden side af Storstrømmen på. Men denne gang var der altså bare lukket. Men så kunne jeg da heldigvis prise mig lykkelig over at have en farbror og tante boende i Masnedsund. Dem kørte jeg tilbage til og blev modtaget med alt hvad jeg trængte til – mad, drikke og en varm seng. – Og det er ikke for meget sagt, at dette er den mest velkomne og mest varme velkomst, beværtning og logis, jeg igennem hele mit lange liv har været genstand for – tror jeg nok. – Da var det virkelig skønt, næste formiddag, veltilpas og udhvilet, at kunne tage den sidste ubetydelige etape af denne, helt ualmindelige ”påskeudflugt”. Da vi var en lille flok der agtede os over, kom en tysk soldat, som sædvanligt, på cykel og eskorterede os over til Falster, og vi var ikke engang henvist til cykelstien, men kunne bare brede os på hele kørebanen.

Efterfølgende udviklede min nye gerning som tropsfører sig også til at blive en ganske krævende opgave, der også rummede mange vanskeligheder. Men samtidig blev det også en udfordring, som jeg tror, at jeg siden har høstet mange værdifulde erfaringer fra. Jeg skal her undlade at komme nærmere ind på de mere trivielle ting, som i det daglige krævede mit engagement, med de begrænsninger som min normale arbejdstid som karl på en bondegård nu engang måtte sætte. Så mange opgaver som muligt uddelegeredes jo, som helt normalt var, til patruljeførerne for de 3 patruljer, ”Sorte Panter”, ”Sheeta” (Gepard) og ”Bæverne” med omkring 7 – 8 drenge i alderen 10 til 16 år i hver, som i meget af hvad de lavede, arbejdede helt uafhængigt både af mig og af hverandre. Således, at det kun var fællesmøder og fælles arrangementer, som jeg selv, med hjælp af et par assistenter havde ansvaret for. Men det frie spejderliv, som jeg ellers havde set hen til og drømt om, blev der godt nok ikke nær så megen tid til, som jeg ellers havde forestillet mig. For jobbet som tropsfører indebar jo også en hel del administrativt arbejde, som ikke lige just faldt ind i normaliteterne for en bondekarls tilværelse, og min arbejdsgiver gjorde unægteligt store øjne da han så, at jeg flyttede ind i karlekammeret, der var placeret med indgang fra gårdens portrum, med skrivebord og diverse kontorartikler.

Men uanset hvad, så kom befrielsen den 5. maj til at sætte sit ganske særlige præg på en stor del af de aktiviteter, som vi i tiden der fulgte beskæftigede os med, specielt for mig som tropsfører naturligvis først og fremmest de fælles arrangementer, men underliggende også med dybere tankeflugter. Jeg tror ikke at dette var noget ganske særligt for mig, men på den anden side følte jeg nok, at jeg havde en tilgang til dette vanskeligt beskrivelige forhold, og de mange års ulidelige grusomheder mennesker imellem endelig havde nået sin afslutning. Det havde jo ikke mindst været iblandt spejderførere, at den danske modstandskamp havde kostet liv Og her kom det nok i særlig grad, for mig, til at dreje sig om den forsoningsproces som nu ville blive nøglen til denne helt nye tids krav til os alle sammen, og dette på trods af at hadet bestemt ikke var forsvundet, men på mange måder ligefrem fik en ny opblomstring og nåede nye højder igennem de første måneder af den nyvundne frihed. Man slog ikke mere hverandre ihjel som før. Men til gengæld voksede forhånelser og psykiske nedvurderinger af dem, der ifølge flertallet havde været på den forkerte side til hidtil usete højder. Og det bekymrede mig. Således husker jeg, at jeg til et tropsmøde den sommer havde bestemt mig til at recitere dele af Henrik Ibsens bevægende digt ”Terje Vigen” der handler om en fattig norsk fisker, der for at sikre sin hustrus og barns overlevelse under englandskrigene 1807 – 14, hvor hungersnøden herskede. Han roede sin lille båd til Jylland for at hente 3 tønder byg, men opbragtes af en engelsk fregat, netop da han havde fået sit hjemland i sigte, kom i krigsfangenskab og kom først hjem igen efter adskillige år, for at opdage at hans hustru og barn for længst var døde og borte, hvorefter vi følger hans kamp med sig selv for overhovedet igen at kunne blive menneske. Det ville føre alt for vidt her at referere den vej han havde haft at tilbagelægge, for at nå frem til, til sidst at kunne sige til sig selv: Stort har jeg mistet – og stort jeg fik – Måske var det bedst, at det gik som det gik! – Jeg kunne naturligvis ikke være blind for, at dette ville være et vovestykke, ville disse drenge mon til fulde kunne forstå, hvad det var, der drev mig? Jeg vidste godt, at det altid var et problem for mig at styre mine følelser, både når jeg læste sådanne vidnesbyrd for mig selv, men i ganske særlig grad hvis jeg som her, ville læse dem for andre. – Men selvom jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at styre mig, så endte det jo alligevel med, at tårerne kom til at flyde, og alligevel fortsatte jeg. Og alle sad stille og roligt og hørte efter, det eneste var, at en af drengene, der havde sat sig op på et bord med fødderne på sin stol, tog sin spejderhat og holdt op under sit ansigt og øjne som en slags symbolsk ”tårefang”. - I hvor høj grad mit budskab om forsoningens nødvendighed gik igennem til drengene, kan jeg jo ikke vide, men der blev stille i lokalet, og det var det, der var vigtigt for mig.

Sommerlejren det år, havde vi snakket frem til, eller rettere jeg foreslog imens det jo i sidste ende var en opbakning til disse forslag jeg søgte hos drengene for at få dem til at føle, at de også havde et ord at sige – at det ikke bare alt sammen blev trukket dem ned over hovedet ligesom deres forældres aktive medvirken på mange felter jo også ville være et must, bl. a. og ikke mindst ved også at give deres drenge de nødvendige rationeringsmærker med til indkøb af smør, sukker og brød, som stadig, selv om krigen var forbi, var udprægede mangelvarer. Lejren skulle foregå i Strandegård Dyrehave ved Fakse Ladeplads. Men også problemet med overhovedet at komme frem til lejrpladsen, opdagede jeg hurtigt, ville ikke være nogen helt let sag, al den stund der stort set endnu ingen biler fandtes, der kunne bringe os frem. Men til alt held, så vidste jeg, at en vognmand fra Vålse samlede mælk op fra nogle af landsdelens herregårde til et mejeri i København, og han indvilligede beredvilligt i at hjælpe os, da han jo alligevel på sin ”mælketur” kom ret tæt på Dyrehaven. Så vi fik lov til at stå, sidde eller på anden måde gøre os livet så behageligt som muligt iblandt telte, soveposer, mælkejunger og diverse andet grej, herunder også vor medbragte trækvogn. – Den sommerlejr vi tænkte os skulle være en mellemting imellem en vandre og - standlejr på den måde, at vi slog vor lejr op i dyrehaven, men forlod den tom i nogle dage, imens vi selv flyttede til Fakse Kalkbrud, hvor vi havde fået lov til at låne de derværende spejderes hus. Og derfra gik vi så ud til forskellige steder, hvor vi kunne stifte bekendtskab ved verdener, som vi ikke ellers kom i nærheden af endsige i berøring med. Her tænker jeg naturligvis ikke mindst på kalkbruddet, der jo udgør en hel eventyrlig verden for sig selv. Og så stod der, den gang, på en af bruddets brinker (ca.80 m. over havet) dette, Fakses Vartegn, som det givetvis fra begyndelsen havde været tænkt som, nemlig det 25 m. høje Rollotårn hvorfra der var en ganske eventyrlig udsigt viden om, og som var bygget i 1938 i anledning af en byfest. Det har så siden, som så meget andet hen over årene måttet vige for ”nødvendighedens lov”, da den kalk som det var bygget på skulle gøres i penge. - En af disse dage var også sat af til et besøg på Vemmetofte Adelige Jomfrukloster. Nu er det jo 70 år siden, og jeg har intet nedskrevet, Men dette besøg var ligesom besøget i kalkbruddet planlagt for at vise drengene verdener så forunderlige, og dog så virkelige, at man er nødt til ved selvsyn at forvisse sig om deres eksistens for overhovedet at begribe bare en lille flig af det man ser. Og her var besøget hos disse fornemme, ældre damer på ingen måde mindre interessant end besøget kalkbruddet. – Der er mange praktiske ting i verden, som det er godt at kunne – Men dette at blive sig selv i denne verden forudsætter også, ifølge min bedste overbevisning en aldrig hvilende nysgerrighed – Og en nysgerrighed der ikke opbygges og næres i barne – og ungdomsårene bliver sjældent særlig frugtbar – den kan ganske let risikere at dø bort af sig selv. Som jeg husker det, så var vort besøg på Fakse Bryggeri dog nok det, der både forlods var det drengene var mest spændte på og senere efter besøget snakkede mest om, fordi, tror jeg, dette at de fik lov til at drikke al den sodavand de lystede var dem så ganske uvante hjemmefra, hvor mådeholdet altid ikke bare var en selvfølge, men en dyd som også det store flertal af drengene havde lært at sætte en ære i at holde i hævd hjemmefra.

Som et kærkomment hjælpemiddel for en sådan vandrelejr er en trækvogn helt eminent. Og til dette havde jeg lånt en tohjulet trækvogn, som min far mange år tidligere havde lavet sig af de noget mindre forhjul (end baghjulene) fra en kasseret ponyvogn, b. a. til transport af mindre husdyr i såkaldte grisekasser. På denne kunne vi nemlig have alt vort nødvendige husgeråd, soveposer, madvarer og andet nødvendigt gods. Og det skete da også en gang imellem at de to yngste deltagere, når de var blevet trætte i underekstremiteterne fik sig en plads på toppen af det hele, det drejede sig om de to vålsedrenge, som mange læsere sikkert vil have kendt, nemlig Knud Stigsen og Bent Sommer Madsen. Den dag i dag kan jeg tydeligt se disse to drenge for mig siddende på toppen af læsset, imens kammeraterne på skift trak det fremad. Jeg ved, at der var nogen der hellere havde taget del i en sommerlejr hvor hovedsagen bare var at nyde livet ved at dase tiden bort. – Men her kunne jeg bare være lykkelig med min viden om, at alle deltagere syntes, at vi ellers på, denne tur havde det så fantastisk sammen, at sure miner bare slet ikke kunne trives. – Et helt andet festligt indslag i lejrlivet var vor deltagelse i en gudstjeneste i Roholte Kirke, hvor jeg på forhånd havde aftalt med præsten hvorledes det skulle foregå. Om det ligefrem vakte opsigt på egnen kan jeg ikke vide, men til gengæld kan jeg nu fortælle, at det gjorde det så hos mig selv. Vi skulle jo alle være ret tidligt på færde den dag, fordi vi selvfølgelig skulle gå de formentlig omkring 6 km. fra lejrpladsen, og til kirken. Og jeg må da også vedgå, at den gang vor lille flok spejderdrenge sammen med mig og med fanen i spidsen langsomt bevægede sig hen igennem dette skønne sydsjællandske landskab følte jeg en glæde, som jeg slet ikke magter at forklare, selvom det dog synes mig, at jeg alligevel på trods, så godt som jeg nu kan, forsøger mig med det. Det viste sig så, at der også skulle være barnedåb. Og på vej ud af våbenhuset kom én fra dåbsfølget hen til mig og takkede varmt for vor deltagelse, og fordi hun havde syntes at det var så festligt for dem, at der endogså havde været fanevagt ved dåbshandlingen.

Men der drypper jo også, i vor skål fra tid til anden, om vi vil det eller ej, malurt, og herfra var vores sommerlejr selvfølgelig heller ikke undtaget. – Sagen var den, at en tidligere spejder, som vi mente, at vi kendte tilstrækkeligt godt til, at vi på hans anmodning tillod ham at komme med på sommerlejren. Men desværre havde vi i det stykke taget gruelig fejl. Det viste sig nemlig, at han ikke havde spor lyst til at gå på sine egne fødder til Fakse, som vi jo skulle. Og det havde da været helt OK med os, hvis han ikke ville det. Men at han forsøgte også at sætte de samme griller i nogen af drengene, og dette var til gengæld ganske uantageligt. Heldigvis lykkedes hans mulvarpearbejde kun overfor en enkelt af drengene, og disse to blev så, af alle os andre, bedt om at forlade lejren, hvad de så også gjorde. Imens jeg ringede til Hermann Nielsen (tropsrådsformanden) og informerede ham om, hvad der var sket. Og heldigvis var det mit bestemte indtryk, at denne episode langt snarere end at splitte min flok forstærkede sammenholdet. Når jeg har valgt at tage denne lille sidespringshistorie med her, så er der allermest fordi den fortæller lidt om forskellen i de, den gang, gældende familierelationer i al almindelighed forældre og børn imellem for disse 70 år siden i forhold til i dag. Man tillagdes den gang som skolelærer, præst eller for den sags skyld som en hvilken som helst øvrighedsperson, og altså også til en vis grad mig i min egenskab af at være tropsfører en betydelig form for forhåndsværdighed der afkrævede en respekt, som der aldrig for alvor kunne være tale om at sætte spørgsmål ved. Og det var højest sandsynligt netop dette forhold, der gjorde det muligt for mig, at redde vores vandrelejr fra den fuldkomne fiasko. Jeg vidste, eller retter jeg håbede, at spejderforældrene ud fra ovennævnte forklaring var rede til at sige ja, til den måde hvorpå jeg havde handlet i denne sag, uanset at den nu, set i bakspejlet, ikke havde været ganske uangribelig. – Jeg burde naturligvis bare have sat den ”fremmede” på porten og insisteret på, at det var mit ansvar overfor forældrene at sikre, at den forrådte spejderdreng blev hvor har var. Men på trods af denne fejl begået af mig, blev der aldrig rejst så meget som en finger. Måske fordi almindelige borgere for 70 år siden i langt højere grad end i de gør det i nutiden, tænkte tilværelsen i sociale termer, hvor ting, for at kunne fungere, nødvendigvis måtte ses og tolkes i sammenhænge. – Før var man reelt set pisket til at skulle finde frem til bæredygtige sammenhænge - men disse sammenhænge eksisterer desværre slet ikke mere i samme grad som tidligere  –  også selv om mennesker stadig i bund og grund er sociale væsener,, der kun trives optimalt i sociale sammenhænge. - Jeg ved f. eks. også, at de fleste af mine skolekammerater, på både godt og ondt, aldrig ville drømme om at gå hjem og beklage sig til far eller til mor, hvis de var blevet korporligt irettesat af skolelæreren, fordi der i så fald let kunne hænge nye øretæver i luften hjemme hos forældrene.

Og så til her som afslutning på denne beretning, var der vor store spejderfest. Som jo i hvert fald den gang bestod i et udpluk af de mange forskellige former for optræden, som drengene ved forskellige lejligheder ved lejrbål, møder og sammenkomster og lignende var blevet særlig gode til, og dermed også selvinspireres sig til at forfine. Og medvirkende ved denne fest var også ”Falkenes” ulveflok deltagere (de drenge der endnu ikke var gamle nok til at være rigtige spejdere, samt naturligvis også denne floks daglige ledere). Det som det falder mig magtpåliggende i denne lille beskrivelse i ganske særlig grad at fremhæve, er den iver og medleven som alle store som små, lagde for dagen igennem alle dette arrangements nødvendige, gentagende sceneprøver, som jo så også hørte med til festen. Dette var både med til at nære alles ubændige lystfølelse omkring den hele sag, og til i særdeleshed at glæde og opmuntre mig selv personligt, som den der, måske i første omgang en smule overmodigt, havde udkastet ideen. Det hele skulle naturligvis foregå i Nr. Alslev Hotels store sal med tilhørende scenefaciliteter, og det var til min, måske, store udelte overraskelse ganske inspirerende at være vidne til den energi og vedholdenhed hvormed alle, store som små, gik ind for sagen. For sandt at sige, så skulle drengene i hvert fald være meget syge, før de meldte afbud til en sceneprøve. For mig selv, der jo også er vokset op i Vålse, selvom jeg den gang var tjenestekarl på en gård i Nr, Vedby, og derfor ikke havde helt så lang vej til Nr. Alslev som de havde, virkede det i virkeligheden ganske imponerende, at drengene fra Vålse, på trods af den lange vej, aldrig beklagede sig over hverken det ene eller det andet, for det var jo i virkeligheden, på den tid hvori det foregik, noget af en rejse, 23 kilometer frem og tilbage, som foregik med heste og vogntøj En såkaldt gummivogn med et rektangulært lad uden særligt høje side, for og bagsmækker, der blev bare fyldt noget halm i bunden på vognen, som de så kunne sidde og gemme og lune sig lidt i under turen. – Heldigvis, skal det siges, så kom den pågældende vinter til at rangere i den mildere ende af skalaen for vintre i almindelighed. Og det var jo godt nok det, som man kunne kalde et svineheld for os.

Ligesom på sommerlejren, så var Bent Sommer Madsen og Knud Stigsen også her både de yngste og de mindste. Og især Knud måtte vi alle sammen beundre, fordi at det især for netop ham var det virkelig en rejse, først måtte han tage de 4 km. fra hans hjem langt ude i Resle Skov på cykel og så derefter den lange vej til Nr. Alslev med hestevogn, og det ikke kun én gang, men mange gange. Det fandt vi virkelig alle sammen var noget af en bedrift. Men arrangementet kom altså, trods alle odds, til at løbe af stabelen. Og det blev også en for tilskuere såvel som for alle os medvirkende en stor succes. Som allerede fortalt, så bestod programmet hovedsagelig af forskellige former for optræden, solo såvel som i flertal, af drengenes i forvejen indøvede optrin hentet fra lejrliv og andetsteds. Men så var det jo alligevel, endnu så kort tid efter befrielsen, noget helt, ja, man kunne måske, en smule banalt, kalde det enestående. Og der er da slet heller ikke nogen tvivl om, set i bakspejlet, at den opbakning som hele arrangementet mødte fra alle sider havde sin rod i den befrielses eufori, som faktisk kun os, der selv har oplevet den, rigtigt vil kunne forstå, heri også medregnet dens ovenfor bemeldte skyggesider. Og det er da også i denne sammenhæng, at det afsluttende optrin på scenen skal ses og forstås. Denne kerede sig nemlig omkring Hans Hartvig Pedersens den gang særdeles vedkommende digt fra 1936 ”Svanerne fra Norden” der engang slog sig ned ved Nordens kyster ved Island, Norge, Sverrig, Finland og Danmark og som symboliseredes ved 5 pulte i forskellig højde med Danmark på den højeste pult og i midten, og dette foregik ved, at de fem optrædende, hver med det pågældende nordiske lands nationalflag efter tur trådte op på den for dem beregnede pult, hvor de med flaget foldet ud foran sig sang vedkommende lands nationalsang, således at de til sidst alle 5 sammen stod på deres respektive pulte med deres udfoldede flag foran sig. Og jeg kan forsikre mine kære læsere for, at dette optrin, den pågældende tid taget i betragtning, var meget bevægende.