En julefortælling om ensomhed og trøst

Hvis nogen måske vil undrer sig over, at Una var det eneste af mine 4 børn jeg savnede så vildt, så er forklaringen den, at de andre 3 jo var voksne og altså åbenbart fuldt bevidst selv havde fravalgt mig, imens Una jo dog stadig, i hvert fald for mig, endnu var et barn. Skønt jeg jo også godt vidste, at det ville være meget svært for hende at holde fast i mig som sin far, hvis både hendes 3 ældre søskende og hendes mor lagde pres på hende, hvad der jo for mig at se, var meget stærke indicier der pegede i retning af.

Det er juledag i året 1982 – min anden jul uden min kære familie omkring mig – klokken er 23,00, og jeg er lige netop kommet tilbage til min ensomhed her i min Gisselfelt residens efter at have holdt juleaften og juledag sammen med mine forældre i Vålse på Falster – og også efter juleaftens dag at have besøgt Una i Grænge, og jeg må ærligt vedgå, at det er dette der tynger mine tanker allermest her omkring den familiefest, som julen jo ellers i mine foregående 55 leveår, minus sidste år, ellers alle gangene har kunnet fejres i min families skød. Besøget hos Una blev desværre mit livs store skuffelse, også selvom jeg måske nok ikke var ganske uforberedt på det, men derom senere. Jeg fik jo en lille julegave fra hende, men med en meget kort men meget køligt afmålt hilsen, og så ellers med afsenderadresse i Grænge. - Efter nærmere overvejelse måtte jeg opfatte det således, at hun, trods alt, gerne ville høre fra mig, men at hendes mor måske blot ikke måtte opdage det. Men da jeg jo ikke på dette sene tidspunkt ikke kunne nå at sende noget til hende der ville kunne nå frem inden jul og da jeg jo også samtidig længtes så ganske forfærdeligt efter bare at se hende, ringede jeg. Men det var Clausens – Unas kærestes far, Jens, jeg kom til at tale med, og han fortalte mig, at det da var hans bestemte indtryk, at Una gerne ville se mig, og han lovede mig at bede Una ringe mig op, så vi kunne træffe en aftale. Men dagene gik og Una ringede ikke tilbage, hvorover jeg blev mere og mere ude af mig selv snart af sorg og snart af spænding – nu da jeg dog ellers havde anet et lille håb.

Jeg var fuldstændigt ved siden af mig selv, det var de værste dage i hele mit liv, syntes jeg, jeg kunne ikke spise, ikke tage mig sammen til at bestille noget som helst nyttigt, jeg kunne ikke sove, og faldt jeg endelig for en kort stund i søvn, var det med underligt uvirkelige drømme, som bare fik mig til at vogne op igen, og ind imellem slog hjertet kolbøtter i mit bryst, så jeg troede, at det skulle sprænges. – Jeg ville se hende! men vidste sommetider ikke hvorfor – for måske ville hun alligevel slet ikke se mig, når hun nu ikke ringede tilbage. – Ja, måske ville hun bare, når hun så mig, overfuse mig, og hvad godt kunne der vel så komme ud af det? – Ja, og desuden, så var jeg måske slet ikke i stand til at køre bil? Og jeg så i ånden mig selv indblandet i en ulykke, der måske kun var kommet til at gå ud over andre – og så på en juleaftensdags eftermiddag, hvor man dog allernødigst ville gøre andre fortræd. – Men hvad skulle jeg stakkels ensomme mand dog gøre?

Jo, jeg ville snakke med mine to gode veninder, ja, bare det at jeg vidste, at jeg dog trods alt havde nogen at helde mit blytunge hjerte til, lettede mig meget – jeg opsøgte Kirsten, og vi snakkede bare, og jeg ringede til Annelise, og vi snakkede bare, og jeg fik sådan en rar fornemmelse af, ja, jeg kan såmænd dårligt forklare det. - Ja, såmænd bare at jeg alligevel ikke var helt alene i verden, at der dog, selv her i mit hjertes allerværste kvide var nogen der kærede om og for mig.

Men jeg ville – jeg måtte simpelt hen se hende, hende som jeg altid havde forgudet og beundret for hendes mange pudsige indfald, og for hendes vildtflyvende fantasi. - Satte hun sig med øret helt op imod fjernsynets højttaler og lyttede til The Beatles sange, der jo siden hen alle er blevet evergreens, eller gik hun, som i ekstase, og småsnakkede med – eller ligefrem legede med John Lennon, hendes ”beatle favorit”, så tog hun alle os andre med storm ved hjælp af denne helt formidable og aldrig svigtende indbildningskraft, og det på en måde så vi slet ikke kunne undgå betingelsesløst at måtte kapitulere overfor hendes ageren, og vi lod os villigt føre med ind i en underfuld verden, hvor en grænseløs fantasi – og billedskabende virkelighed greb fat i os. – Eller når hun, da hun var blevet en kende større, når sengetiden nærmede sig, gjorde sig kostbar for sine større brødre, der var parate til i skarp konkurrence med hinanden, at ofre al den prestige som de overhovedet kunne mobilisere, bare for at lokke hende til at dele seng med sig for natten – eller i det mindste for nogle få kostbare stunder, indtil hun trygt sovende ved passende tid fandt sit endelige natteleje midt imellem Far og Mor i dobbeltsengen. Ja således erobrede, og befæstede hun sin stilling som hele familiens suveræne brobygger og ”limsmed”. Hun kunne møde alle mennesker, også vildfremmede, med en tillidsfuldhed, som jeg næppe har observeret hos noget andet barn. - Da jeg engang, da Una vel kan have været fire år gammel, fik besøg af en af mine tidligere lærere fra Korinth Landbrugsskole, traf det sig, at han indfandt sig noget før aftalt tid, og at Maja derfor var travlt optaget af madlavningen, imens jeg endnu ikke var kommet ind fra kostalden. Derfor var læreren, der i ganske udpræget grad evnede at leve op til betegnelsen ”en rigtig hyggeonkel”, alene i stuen sammen med Una og nogle af de andre børn. Og imens de andre underholdt sig selv med deres egne forehavender, underholdt læreren sig med Una – eller måske var det omvendt? – I hvert fald, så kravlede Una helt på eget initiativ op og satte sig bekvemt til rette på lærer Philipsens skød, idet hun stolt begyndte at indvi ham i alt det, hun i sit lille og endnu ganske korte liv havde lært, af sine imponerende læremestre, de større søskende, og det lærte begrænsede sig på ingen måde til blot sprogligt artisteri. Næh, den selvbevidste glorie, som disse brødre også med allerstørste fornøjelse for alle parter nidkært havde forsynet hende med, strålede som en lille sol, idet hun selvsikkert stemte i med en remse, der ikke engang ude i køkkenet hos hendes mor var til at overhøre: ”en to ti, giraffen slog en ski” – idet hun naturligvis herefter forventede, at vor kære gæst skulle tilføre ovennævnte glorie endnu mere glans. Hvad hans øjeblikkelige reaktion var, skal jeg ikke kunne sige, for der var ingen anden end Una selv, der havde mulighed for at iagttage den. Men ud fra mit eget kendskab til manden, må jeg gætte på, at den har været at ligne ved en lun dansk sommervind, med grøde bundet i halen. Når telefonen ringede, skulle vi andre være meget vakse for at nå at tage den inden hun allerede havde indledt en samtale med den anden ende af tråden, og ved en bestemt lejlighed hvor hun særligt ivrigt gestikulerende talte med en, så vidt hendes mor kunne forstå ret så fremmed person, viste det sig, at det var Una selv der bare havde drejet et tilfældigt nummer og derved var kommet til at tale med en meget sød dame nede på Bornholm.

Ja, det var jo altså den gang. Men hvad nu? – Havde hun mon alligevel ikke lyst til at møde mig? – Var det med velberådt hu, hun ikke havde ringet tilbage til mig? – Eller, nej, det er løgn! Det er jo fuldkomment absurd! Det kan simpelt hen umuligt være sandt! – Og så alligevel. Er det nu også klogt af mig, sådan bare komme anstigende og løbe risikoen for at blive pure afvist? – Og ville jeg nu også kunne bære det, hvis det skulle blive mig en skuffelse? Ja, sådan tårnede det ene spørgsmål sig op ved siden af det andet og efterlod mig nøgen, alene og rådvild på Herrens Mark. – Ja, havde det ikke været for det netværk af fortrolige veninder, som jeg lige siden min flugt hjemmefra, helt bevidst, havde satset på at etablere, så ved jeg slet ikke hvordan det ville være gået mig. Et netværk, der var kommet i stand dels gennem tilfældige kontakter og dels som en sideeffekt af min intention om at bruge rigtig mange kræfter på de aftenkursus, som jeg havde meldt mig til 4 aftener om ugen, først og fremmest med det formål at holde mig selv fast i noget, der ville kunne have blivende værdi for mig, helt uanset at jeg ikke nærede nogen illusioner om at blive andet end den halvgamle skovarbejder, som jeg allerede var. På disse kursus, som der på den tid var et rigt udbud af i Haslev, lærte jeg mange forskellige mennesker at kende. Til min overraskelse mange enlige kvinder, men kun en enkelt enlig mand. – For øvrigt heller ikke ret mange ægtepar! Til gengæld, så havde en god del af disse stærke, enlige kvinder selvoplevede erfaringer fra problematiske, forliste ægteskaber magen til mit. Og nogle få af disse kvinder var, ligesom jeg selv, involveret i alvorlige eksistentielle selvopgør, som det ville kræve al deres formåen og al deres psykiske styrke bare at komme nogenlunde helskindet igennem. Disse kvinder påkaldte mig den allerstørste respekt, og de blev mig en livgivende kilde til inspiration. Og det var nogle af disse der kom til at udgøre mit netværk – min åndelige og sjælelige redningskrans. – For dette arbejdsmæssigt og familiemæssigt, i et hug, at være nødt til at bryde alle broer bag sig kan i sandhed lignes ved på nåde og unåde at kaste sig ud på det allerdybeste vand uden på forhånd at have lært sig at svømme.

Og dem kunne jeg gå til, ikke bare for at få gode råd, men måske også for blot at føle, at der dog var nogen der interesserede sig for mig som menneske. – Nogle som gav sig tid til at lytte, og som havde mod nok til at bakke mig op i forhold til mine egne drømme og fortsæt, de være sig for overfladiske betragtninger - eller reelt - nok så tvivlsomme. – Det, at et andet menneske siger god for én, virker i sig selv modererende – også på éns egne vidtløftigheder! – Jeg tror at humlen bag den kendsgerning, at kvinder generelt set er langt bedre til at klare sig igennem livskriser end mænd, er den, at de er langt mere indstillede på at gøre aktivt brug af den hjertevarme, som de sikker igennem mange generationer har måttet tilegne sig som deres respektive familiers ultimative hjemmesymboler, og som de derfor selv sidder inde med mulighederne for at generere og udstråle - en varme, der ligesom hos blomsterne ude i solskinnet tvinger dem til at folde sig ud for omverdenen, dette skaffer dem det udsyn og det livsmod, som deres situation afkræver dem, hvor mænd, er alt for tilbøjelige til bare i angst for det uvisse ligesom østersen at klappe i og lukke sig selv inde i det mørke, hvor dødsdriften fører det store ord.

Men mine overvejelser endte dog alligevel herefter med, at jeg at startede min gamle Toyota varevogn, og satte kursen imod Grænge, idet jeg, som så ofte tidligere i mit liv gjorde mig rede til endnu et møde med tilværelses uforudsigelige tilskikkelser. – Ville jeg forude møde en forjættende lysning med håb om forsoning med den lille pige, der tidligere altid havde været så varm og mild af sind? - Eller skulle jeg møde en kølig og utilnærmelig ung kvinde, der under indflydelse af sin hadefulde mor havde bundet sig til at kaste vrag på sin fars kærlighed? – Tusind tanker hjemsøgte mig og gjorde mig snart modløs og snart opsat på aldrig at opgive håbet om genforening. På vejen til Grænge på Lolland var det somme tider, som om jeg forude anede en fortryllende drømmeverden, hvor fred, harmoni og glædesfyldte mennesker fyldte verden, fordi livet havde lært dem kunsten at leve, at føle, at opleve og ikke mindst at opdage. – Men måske var dette alt sammen bare alt for flygtigt, som hos H C Andersens ”Den lille pige med Svovlstikkerne” der så snart hun havde nået at varme de iskolde fingre på den sidste flamme fra den sidste svovlstik igen sad alene ude i den kolde nat, hvor intet var forandret – slet intet! – Og så banede tårerne sig igen, som en springflod, vej, og gjorde alt tåget – uklart og håbløst. Og derfor greb jeg igen, som så uendeligt mange gange tidligere efter den stump køkkenrulle, som jeg havde gjort det til en vane altid at have med mig, og som har den forunderlige egenskab, at den kan suge tungsindet, sorgen og modløsheden ud af en hjemløs flygtnings brødebetyngede sind, for at konvertere disse til noget helt andet, til noget stort og ukueligt, der ikke sådan lader sig træde ned, og som jeg nødvendigvis måtte betragte som et nådens helt vidunderlige kærtegn, som blev mig formidlet til gennem et stort træs guddommelige væsen. - For disse stumper køkkenrulle, større eller mindre, er jo alle sammen gjort af træ, måske endda af et træ der igennem flere menneskealdre har vokser sig stort og flot ude i en dansk skov, et træ som har set solen skinne, hørt fuglene synge samtidig med at de byggede deres reder i dets grene, og desuden havde der jo også oplevet hvordan egernet elegant og net med den buskede hale som styrerpind hoppede eller sprang fra gren til gren i dens store krone, den samme store krone hvorfra træet havde en vid udsigt til alle sider, havde set meget, hørt meget og derfor også havde viden om sorgen over det sørgelige lige såvel som om glæden over det glædelige, og også fordi det helt sikkert må have været et smukt træ - forestillede jeg mig. Skønt dette med skønhed naturligvis slet ikke interesserede det, fordi dette med at ”se ud” jo tangerede forfængelighed, og noget sådant vil et træ aldrig kunne nedlade sig til. Det stod såmænd bare der og var smukt, og lod en egen uimodståelige glæde dale ned over de mennesker der tilfældigvis bevægede sig ind under dets grene. - Dette træ var bare med sin stærke af vind og storm hærdede stamme og dybe rødder ned i en fortid, som den kunne holde sig fast i, hvad det var – og så var den ikke længer. – Og så vidste det, hvilket jeg jo selv så mange gange havde erfaret, at jeg meget tit havde et skrigende behov for dets kærtegn,

Da jeg ankom til gården i Grænge var Una og Clausen alene hjemme. Og nu stod hun så der overfor mig halvt gemt bagved en åben dør, meget usikker på sig selv fornemmede jeg. Det var mig selv der tog initiativet til hilsen, idet jeg måtte strenge mig an, for at min stemme ikke skulle brække over, inden min hilsen nåede at komme ud over læberne. Derfor tror jeg helt sikkert, det var, at jeg gjorde det eneste, som jeg følte mig sikker nok til at gennemføre, jeg ignorerede hendes mulige modvilje imod mig, og gav hende et varmt knus, som jeg af hele mit hjerte ønskede, måtte bevise overfor hende, at det var ærligt, og kærligt ment. - Hvor godt det lykkedes, fandt jeg aldrig ud af. Det var alt sammen så overvældende, og det var, sandt at sige, ved at tage både modet og vejret fra mig. Det hjalp mig ikke meget at Clausen, som jeg i øvrigt siden hen har lært at sætte stor pris på, som en anden legeonkel lå og flød rundt på gulvet sammen med sin lille nieces byggeklodser, som han i al fredsommelighed legede bygmester og arkitekt med – eller hvad det nu kunne være, han havde for med dem? – Jeg forstod, at han blot opfattede sig selv som en viljesløs, forstummet - måske en smule forlegen baggrundsfigur.

Men langt, langt borte anede jeg en stor lykke, som vi, måske, jeg ved det ikke, ad stenede veje var fælles om at gribe efter, alt imens Clausen ufortrødent legede videre med klodserne. Jeg stod der, bare i nogle få øjeblikke, med min egen datter i mine arme, og jeg mindedes hende i et glimt som lille. da hun fik så uendeligt mange, mange knus af mig, og da blev jeg jo ganske som nu blød om hjertet ved hendes blotte nærhed – min egen lille tøs, som jeg legede, pjattede og sang mine brummesange sammen med. Men som også, igennem den allerseneste tid, inden jeg måtte forlade familien, havde fået mig til at tåle, eller overse – eller simpelt hen nægte at erkende, at en snigende kulde ubønhørligt var ved at sænke sig ned imellem os. Og alligevel, så kunne jeg ikke tro det. - Nej, nej sagde jeg gang efter gang til mig selv, det er løgn, det kan ikke være sandt, at det er hendes mening at medvirke til at tømme sin egen fars tilværelse for mening, og tage hans livsgnist fra ham! – Først efter meget lang tid måtte jeg erkende, at, jo, det var vist kun alt for sandt. – Og nu stod jeg så der hos hende, jeg ved ikke om det hun udstrålede var kulde, men varme var det i hvert fald ikke. Jeg blev ikke budt hverken vådt eller tørt, men hun gjorde mig bekendt med, at de var lige ved at skulle ud af huset for at tage til julegudstjeneste henne om hjørnet i Toreby kirke. Og trods det, at jeg ved min forstands brug måtte erkende nederlaget, så har jeg senere kun kunnet glæde mig over at jeg alligevel vovede forsøget, og glæder mig faktisk også nu, mere end en menneskealder senere, over at jeg den gang havde mod til at bringe mig selv ind i denne ulidelige klemme. – Og jeg vil ganske sikkert vedblive med at gøre det, så længe jeg endnu har kræfter til det, om end det, måske, for fremtiden bare vil blive i form af stadigt fjernere tankeflugter til næring et for langsomt fortonende håb – for jeg kan jo ikke andet. – Men efter dette – ja, det kan kun fremtiden vise mig.

Og hvad er så det, der gør, at jeg ikke kan andet? Det er naturligvis et spørgsmål, som jeg også har måttet stille mig selv masser af gange. Man taler jo om at lægge problemer og ulykker bag sig, og om at komme videre i sit liv. Men jeg mener ikke, eller rettere, jeg tror slet ikke, at det for mig ville være sagen at lægge følgerne af et ulykkeligt tilfælde til side på en aflåst hylde som en for altid afsluttet sag. – Noget sådant vil aldrig kunne blive et middel for mig til at komme videre i livet. – Måske hænger det sammen med, at jeg heller ikke kan sætte nogle mennesker i bås som værende de onde og andre som værende de gode, for vi er alle sammen mennesker på både godt og ondt, og i og med at vi er det, så ér vi også behæftede med fejl og mangler. Og det synes jeg vi efter bedste evne burde kunne vedkende os, for i fællesskab samdrægtigt at prøve på at kæmpe os ud over det. - Jeg ved da udmærket, at mange vil påstå, at jeg ved at insistere på at holde fast i et håb om forsoning, som, i hvert fald for nærværende efter alle solemærker at dømme må synes helt ude i hampen, lægger tåbelige snublesnore ud på min egen vej. Men jeg har oplevet mennesker, der har fundet en dyb lykke i dette at være blevet forældre til et handicappet barn, der, selv om deres omgivelser nok så meget beklager dem for den onde skæbne der er overgået dem, aldrig kunne forestille sig at være dette barn foruden. Skulle jeg, som måske endda ikke en gang er ganske uden skyld i mine børns vildfarelser, da ikke også, på trods af denne brist, vedblivende kunne nære kærlighed til dem? Dertil kommer at ethvert følende menneske jo inderst inde godt ved, at konfrontationer altid med sikkerhed udvikler sig i en ond spiral og dermed avler nye konfrontationer. – Det at smække med døren kan vel markere handlekraft, men i sidste instans alligevel kun tjene til fryd for enhver mulig menneskelig ondskab, om denne så ellers måtte ligger nok så godt gemt væk. Modsat, så vil det, at holde en dør åben, uanset at det også kan tage sig ud som svaghed og måske i sidste ende vise sig omsonst, altid søge at appellere til menneskers instinktive samvittighed og fornemmelse for fællesskabets værdier. Den åbne dør er en investering i fremtiden, der ligesom alle andre investeringer er og altid vil være usikre. - Men dog føler jeg, at den mulige gevinst alligevel er forjættende nok til at være prisen værd! Og til slut: selv om spillet, for et spil vil nogle vel kalde det, skulle ende med at jeg må trække en nitte, så vil denne jo aldrig kunne slette sporene fra de længsler, der har ligget disse til grund.

Som Storm P., som var en livsklog mand, udtrykte det: Livet er en gåde, løsningen står på bagsiden. – Apropos klogskab. Så hørte jeg i gang i radioen, at Karen Blixen skal have udkastet den tanke, at visdom i alderdommen kun kan tilegnes mennesker der i ungdommen har levet deres liv på det, som de allerfleste medmennesker ville kalde den skinbarlige ”ufornuft”, – og som følgelig har valgt at bevæge sig igennem livet udenfor de trådte stier, der hvor de på nåde og unåde, trøstigt og betingelsesløst har måttet give sig lykken i vold.