En englandstur som handikaphjælper

Jeg vil her fortælle om en tur, vi havde for en hel del år siden, lige inden Storebæltsbroen i 1998 åbnede, da jeg tog med Linda til England som medhjælpende handikaphjælper. Pravina er den dame der er invalid og ikke i stand til så meget som at bevæge en finger, som Linda har været med til at passe i snart mange år. Hun ville gerne besøge noget familie og nogle gode venner, som hun har i England. Og det havde længe i forvejen været bestemt, at Linda og en af hendes kolleger på jobbet, som var israeler, skulle tage med som hjælpere. Men så skete der uheldigvis det, at denne israeler i sidste øjeblik inden den berammede afrejsedato opdagede, at hans opholdstilladelse i Danmark var løbet ud, så han derfor var afskåret fra at tage med. Og da turen umuligt kunne gennemføres med kun en hjælper, blev gode råd pludselig meget dyre. For hvem af de andre hjælpere ville vel kunne tage med, med så kort varsel? Det var der naturligvis ingen der kunne. - Men det kunne så til gengæld jeg. Selv om jeg ikke havde meget forstand på handikappleje, så ville jeg vel nok, under Lindas kyndige råd og vejledning, kunne gå hende til hånde med mange ting. Og dertil noget meget væsentligt på denne meget lange tur i Pravinas egen handikapbus. - Jeg kunne nemlig være chauffør!
 
Og selvfølgelig ville jeg meget gerne tage med på den tur, ikke mindst også fordi jeg derved løftede jeg også en tung sten fra Pravinas hjerte. For hun havde sådan glædet sig. (Det skal siges, at Pravina og jeg på ingen måde var / er fremmede for hinanden). Jeg måtte så i hast se at få pakkenellikerne samlet sammen, gjort hus og have klar til to ugers fravær, og så ellers af sted. Turen gik over Esbjerg Harwich - til min store forundring. For Linda havde jo selv været med til at planlægge den. Hun havde åbenbart glemt alt om sin næsten sygelige frygt for søsygens kvaler, som jo, hvis de "går højt", kan blive særdeles ubehagelige på en 18 timers sejlads hen over Nordsøen. Det gjorde de nu til alt held ikke, det blev såmænd næsten havblik - både frem og tilbage.
 
Linda havde på forhånd, overfor Pravina, kraftigt pointeret, at hun under ingen omstændigheder ville være med til at køre ind i den londonske bytrafik. Hvortil Pravina forsikrede, at hendes familie slet ikke boede inde i London. - Men lidt spændte var vi nu alligevel. Derfor spurgte vi, inden vi endnu var kommet i havn i Harwich, en tilfældig medpassager på skibet, med danske nummerplader på sin bil, idet vi viste ham et kort, om han eventuelt kunne fortælle os, hvilken vej vi bedst skulle tage til vort bestemmelsessted? Det viste sig, at omtalte mand var en dansker, der boede i England. Og han kunne fortælle os, at vi da havde taget fejl, hvis vi troede at det sted, vi skulle hen ikke var i London, for det var jo lige ved det berømte Wimbledon Stadion. Og dertil "trøstede" han os med, at han aldrig selv kørte der, fordi han simpelt hen ikke brød sig om det. - Så Pravina havde altså alligevel fået bundet os noget på ærmet. - Men nu var der så ikke andet at gøre end at tage situationen i stiv arm og klø på, så godt vi nu kunne. Så imens jeg kørte, studerede Linda kort og vejskilte. Og trafikken der, og for øvrigt mange steder i England, er altså temmelig kaotisk i forhold til det vi kender til i DK. - Ikke fordi bilisterne ikke er hensynsfulde nok - men der er alle vegne så forbistret mange af dem.
 
Heldigvis var både Linda og jeg, fra vore mange år i Afrika, meget fortrolige med at køre i venstre vejside. Og heldigvis er der i England rigtig mange rundkørsler, der gør det muligt at tage en ekstra tur rundt for at aflæse skiltene en gang mere, når man ikke er helt sikker på, hvor man skal hen. Og det hele endte faktisk med, at vi havde held til at finde frem helt uden besvær. - Hvad der jo bestemt ikke er ilde for selvtilliden – og dermed også for sikkerheden i trafikken!  - Dem vi skulle besøge og bo hos i et par dage var et ganske ungt par med en baby (en slægtning til Pravina), og de boede i et lille rækkehus i et helt nybygget kvarter. Og det blev nok noget nær det underligste familiebesøg nogen af os nogensinde har aflagt. - For det første var der ingen hjemme, da vi ankom. Jeg tror vi ventede udenfor deres dør i mindst en time på, at nogen skulle dukke op. Og det på trods af at de udmærket vidste, hvornår de kunne vente os. Og for det andet - at dette ikke resulterede i selv den allersimpleste form for undskyldning fra deres side godt nok overraskede os, dog samtidig med at det også gjorde sit til, at vi vist her måtte være forberedt på lidt af hvert. Der var absolut heller ingen forberedelse gjort til at tage imod os. Ingen mad var forberedt, ingen gav os anvisning på hvor eller hvordan vi kunne indrette os. Det måtte vi selv finde ud af på egen hånd. De to unge mennesker havde en baby, som vi fik indtryk af, at de heller ikke havde ret meget begreb om at tage sig af, eller måske rettere, ikke kunne blive enige om at tage sig af. Men de sagde dog, at de var meget glade for vort besøg, og gav os villigt anvisning på, hvor vi kunne købe os noget at lave mad af, uden dog at oplyse det mindste om deres køkkens særheder eller funktionsmuligheder. De var såmænd så søde og flinke, at vi umuligt kunne vredes på dem. For ubehjælpsomhed er der jo, ud over lidt hovedrysten, ikke meget at stille op imod. Pravina kaldte, meget rammende, denne hjælpeløshed for simpel kulturløshed. - Hvad det ved Gud da også var! Som en lille sløjfe på dette besøg i London, var der en veninde af Pravina, som igennem mange år havde boet i London, og som ville komme og besøge hende, imens hun nu var i byen. Men det sted som vi dagen i forvejen med lethed havde fundet frem til, kunne hun, trods timers søgen, ikke lokalisere, og havde til sidst måttet give op, imens vi sad og ventede forgæves på hende
 
Fra London fortsatte vi til Wales, hvor vi skulle besøge en af Pravinas nære venner, der hed Geoffrey. På vejen dertil var vi, blandt meget andet, ude for en lille pudsig, men samtidig højest overraskende oplevelse. Det er jo sådan, at når Pravina, der er absolut lam fra hovedet og nedeftet, skal tisse, så skal hun sidde på en toiletstol, som vi altid har med os. Men for at få den ud af bilen, skal en hel masse andet nødvendigt rejsebagage og handikapudstyr, herunder også en kran, ud af bagdøren før, det overhovedet kan være muligt at få, først toiletstolen ud, dernæst finde et eller andet passende skjul for uvedkommendes nysgerrige blikke at anbringe / gemme denne, så hun endelig også selv, siddende i sin særdeles tunge kørestol, kan trilles bagud på liften, sænkes ned og køres forbi hoben af just omtalte ”bjerg” af habengut, og derpå blive kørt hen på siden af toiletstolen, så hun fra kørestolen kan løftes, støttes, drejes over i denne, hvor hun så kan forrette sit ærende. Og når hun er færdig med det, er det bare hele den samme proceduren om igen, i omvendt rækkefølge. Derfor forsøger vi, så vidt det er muligt, at finde et nogenlunde diskret sted, hvor vi ikke generes alt for meget af nyfigne blikke. Et sådant sted havde vi netop fundet, og det var bare dejligt - mente vi. Det var godt nok en temmelig stor rasteplads, men der var ikke et menneske indenfor synsvidde, ligesom vejen, den lå ved, så vidt vi da kunne fornemme, ikke var særlig meget befærdet. Men netop som vi alle tre var midt i denne ret så private proces, kom en af det britiske militærs panserkolonner under øredøvende spektakel brasende ind på rastepladsen med deres mega enorme bæltekøretøjer, armeret med tunge kanoner, maskingeværer og det hele. Besætningerne på disse køretøjer var åbenbart også blevet ”trængende”, idet de i det mindste kom ind på rastepladsen til os, og parkerede ved siden af vor "opstilling", som for dem at se, må have taget sig ret så besynderligt ud. Og fra disse adskillige meter høje stålkolosser, som jo har et luge i toppen som eneste ud / indgang, kom besætningerne væltende op som lava fra en vulkans krater. O disse unge gaster må nødvendigvis under denne proces have en ganske interessant udsigt over dette besynderlige menageri, som de, ganske uforskyldt, var kommet til at "belure". Vi havde jo virkelig forsøgt at gemme os, uden dog at have tænkt på at søge dækning for en militær ”stormflod”. - Men billedet af Pravina set fra luften, og siddende på sin toiletstol midt i hendes mere intime forehavende omgivet af et, for uvildige at se, ganske ubestemmeligt virvar af tilfældigt løsøre, der tilmed flankeredes af to halvgamle, måbende hjælpere, der givetvis må have set ganske himmelfaldne ud i deres fuldstændigt forsvarsløse situation i forhold til disse unge motoriserede krigeraspiranter! - Der, selv om de sikkert har været toptrænede i at spejde efter mistænkelige personager, næppe tidligere kan have oplevet noget der blot kan have lignet dette her.
 
Besøget hos Pravinas gode ven og tidligere samlever, Geoffrey, i Wales var også ganske interessant, han boede i en lille by i et meget gammelt hus, 2 – 300 år var det vist nok, og det har sikkert aldrig været moderniseret ud over det allermest nødvendige, tørret støv af har der formodentligt heller ikke været i umindelige tider. For jeg kom til skade at lægge et par af mine aflagte underbukser fra mig på en hylde, og de blev de så beskidte af at have ligget der i et par dage, at det, efter hjemkomsten, ikke gik af selv efter flere forsøg i vaskemaskinen. Det må man da vist nok kalde patina? Huset havde, som man vel nok måtte forvente, heller ikke noget badeværelse, som vi ville kunne bugsere Pravina ind i for at blive badet. Så det måtte foregå i køkkenet, hvilket kompliceredes af, at der ingen afløb var. Derfor måtte jeg være parat som bademedhjælper med adskillige håndklæder, som jeg sugede badevandet op fra gulvet med og vred det ud igen i køkkenvasken. - Nej, kedeligt kan man sandelig ikke sige, det har været at være handikaphjælper for Pravina. Men det skal da også siges, at hun selv helt fra teenagealderen og indtil hun midt i 30års alderen, hvor sygdommen langsomt begyndte at udvikle sig, havde foldet alle sine talenter for både det ene og det andet ud i fuldt flor, blandt andet som feteret fotomodel, ligesom hun nåede at have boet i både Spanien, Indien og England, hvor hun da også i sidstnævnte land havde giftet sig med en mand der var katolik, men som desværre døde ung som følge af en kræftsygdom. Det var efter ham hun fik efternavnet Sector, og det var med ham hun fik sin datter, Medha, imens det var i Indien hun skiftede det danskklingende fornavn, Birgit, ud med mere eksotisk lydende navn, Pravina.
 
På vejen tilbage til Harwich skulle vi så besøge en kusine til Pravina i en lille by der hedder Polstet. ”Mussen” blev hun kaldt, selv om hendes navn ellers er Marie. Hendes mand, Donald, der vist nok var en eller anden form for ”finsnedker”, hvis der ellers er noget der hedder sådan? Men reelt må jeg nok betegne ham som et rent kunstnerisk geni. I hvert fald havde han lavet et meget fornemt smykkeskrin til selveste Dronning Elizabeth. Og sandt var det, for han viste os billede af ham selv sammen med dronningen fra selve overrækkelsen. Ligeledes havde han til en berømt engelsk skuespillers guldbryllup lavet en meget smuk himmelseng. Han havde også specialiseret sig i at lave nogle aldeles enestående byskilte til markering af byers indfaldsveje. Og selvfølgelig havde Polstet også sådanne skilte. Derudover, så havde han, foranlediget af en af deres døtres tidlige død, slået sig på at lave gravsten i marmor. Så man må nødvendigvis, som fremmed, alene ud af disse indicier være nødt til at slutte, at han ikke en mand af den slags, hvor der går tyve på snesen. Men at se på, var han en meget mærkelig ”fætter”. Da vi ankom, blev vi naturligvis modtaget af Mussen og deres to voksne, for øvrigt meget nydelige og tiltalende børn, en søn og en datter, og så var der altså også denne just omtalte mærkelige fætter, der mest af alt gav indtryk af, at han kunne have været en af byens originaler, der bare tilfældigt var kommet forbi. I påklædning og fremtoning stak han fuldstændigt ud fra de andre, og at han skulle høre til i familien havde jeg slet ikke forestillet mig, men det gjorde han så alligevel. Jeg sagde også til Pravina, at det da var et meget spøjst par, denne venlige, buttede, altid smilende, og særdeles propre kone i daglig tale kaldet, Mussen, sammen med denne fåmælte, tilbageholdene og ikke særlig velsoignerede ægtemand, Donald. Men det så ud som om de havde godt sammen. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig over hvordan de mon havde fundet hinanden? Ja, fortalte Pravina, han havde engang i sine unge dage været i Danmark, og havde godt nok mødt Mussen, men der havde absolut intet været imellem dem. Så pludselig en dag, på et noget sener tidspunkt, var han dukket op og havde friet til hende, d.v.s. han havde faktisk belejret hende og fortalt hende, at han ville bygge et helt nyt hus til dem. Og han afsluttede så ikke denne ”belejring” før hun havde givet ham set ja. Således at han, som en anden ”sejrherre”, igen kunne styre imod de hjemlige kyster, vel vidende at han havde sikret sig en trofast hustru. Han rejste tilbage til England for at bygge det hus, som han selv havde lavet tegningen til og med egne hænder bygget, nøjagtigt som havde lovet hende, det hus som de så stadig boede i, da vi var der. Da så huset var færdigt opfyldte hun sin det af pagten, rejste til England og giftede sig med ham. – Og sjovt nok, så fandt vi ud af, at han og jeg var født på selv samme septemberdag i 1926. - Og dertil havde jeg så ved samme lejlighed mødt et menneske, som jeg med garanti vil huske til min dødsdag. Ikke så meget for hans helt åbenbare og yderst sjældne kunstneriske talenter, som for den aldeles fordringsløse måde, hvorpå han var sig selv.
 
Hjemturen fra Esbjerg blev også noget af en oplevelse. Egentlig var der vel beregnet tid nok til at nå den bestilte plads på færgen fra Nyborg. (Det var jo før broen) Men problemet var, at der var vejarbejde og mange omkørsler på det første meget lange stykke efter Esbjerg, samtidig med at der også var ret tæt trafik. Resultatet var naturligvis, at vi blev meget forsinkede. - En forsinkelse som bare skulle indhentes. Fordi vi med en handikapbus ikke bare ville kunne tage den næste færge. Vi skulle nemlig altid på forhånd have reserveret plads, så vi kunne komme til at holde, så der var rigelig plads til at bussens bagudvendende lift kunne slås ud for overhovedet at få kørestolen med Pravina ud, foruden af vi også skulle kunne holde bekvemt lige ved en elevator, hvormed vi kunne få hende bugseret op på et af dækkene oven over. Der måtte jo som bekendt ikke være personer på bildækket, når der sejles. Så, dette, som handikappet, at komme med færger er i det hele taget, og hver eneste gang, en ganske kompliceret affære, der skal være nøje planlagt på forhånd.
 
Vel vidende alt dette, er det vel ikke underligt, om vi var blevet lidt stressede. Men vi nåede dog frem i nogenlunde rimelig tid. Problemet var bare, at Pravina skulle tisse, og det kunne hun umuligt vente med til vi var kommet om bord, sammenholdt med at vi også skulle være parate til af køre ombord, når der blev vinket til os. Og vi var helt på det rene med, at det ikke kunne vare ret længe. Derfor smed vi i største hast, og til stor måben og forundring for de hundreder af turister og forretningsfolk i ventebanerne omkring os, det meste af hvad vi havde i bilen af puder tæpper, kran, toiletstol og andet mere eller mindre ubestemmeligt gods bagud i en stor bunke, for at kunne få Pravina bugseret ud i sin kørestol, hvorefter Linda i fuld fart strøg af sted med hende for at finde toiletterne, imens jeg blev tilbage og "vogtede" på bil og gods. Men et øjeblik senere kom Linda farende tilbage for at hente toiletstolen. For nok var der toiletter, men ingen der var store nok til at kunne få en kørestol ind i dem. Derfor måtte "seancen" nu foregå ved hjælp af toiletstolen i nødtørstig skjul bag en busk. - Men da det hele jo skulle foregå i huj og hast, og denne toiletstol ikke ligefrem var beregnet til at køre på toppede brosten med, kom Linda til at vælte med den så potten trillede rundt på stenbroen med Linda over sig. - Hvilket for alle, undtagen Linda selv, utvivlsomt må have været et syn for guder!  Nå, men hun kom da på benene igen, og Pravina fik forrettet sin nødtørst i ly af denne hersens beskedne busk. - Men da vi jo nu havde både kørestol og toiletstol på "aftrædelsesstedet”, var der ikke andet for mig at gøre, end at forlade min post som "opsynsmand" for at hente toiletstolen der, hvor den efter endt "tjeneste" stod og var "tømt ud" - til gode for busken. - Klar til påny at blive bragt tilbage til "samlingen". - Denne gang dog uden nogen trillen rundt.                    
 
Og det hele endte såmænd ganske lykkeligt med, at vi netop nåede, godt nok i vildeste uorden, at få alt "proppet" ind ad samme bagdør, som det nogle minutter tidligere havde været smidt ud af. Og det lige tids nok til at vi nåede at få bagdøren smækket, inden signalet om at køre om bord blev givet. - Og så kunne vi endelig slappe lidt af. - Men hvad de mange tilskuere ved Nyborg Færgehavn kan have tænkt om os - og ikke mindst om vor højest besynderlige adfærd? - Ja, det må da sikkert kun guderne kunne vide? Et gratis grin må de da i det mindste have fået sig! - Men vigtigst af alt er nu bare, om jeg midt i skyndingen har fået historien fortalt på en måde, så en eventuel læser også har kunnet fornemme, at det var en god historie, og tilmed oven i købet lidt sjov. I det mindste, så er den fuldstændig sandfærdig. - Eller som H C Andersen ville have sagt: "Det er ganske vist".