De blå Anemoner

Det var en af disse vidunderlige forårsdage i marts med høj himmel og klart solskin. En af dem, der gør livet og tilværelsen så uimodståelig og ustyrlig, og som kan stemme forventningerne til det kommende opad, så de med et gennembryder alle den mørke tids træge forskansninger. For så at sprede sig som en vifte ud i rummet, båret af den lune luft og lokket af lærkernes glade og livsbekræftende parringsopvisninger, som de, takket være deres ubændige trang til liv, besynger på deres egen æggende og smittende fuglemanér. Og det så overbevisende, at selv den sindigste bonde med sit tunge spand, ude i den fede muld, måtte give sig til, ikke bare at synge med, men også til at flyve med! – For det var jo endnu længe før hans stemme druknedes i motorstøj, og hans ører beskyttedes med høreværn, så hans vinger mistede deres bærekraft derved.

Jeg kan vel have været omkring 10 år gammel. Det var en af de fridage fra skolen, som der dengang var mange af. Og dermed en dag, hvor livet syntes mig udholdeligt og værd at leve, just fordi jeg så var i stadig kontakt med dyr og planter - og med mig selv - lige fra morgen til aften. Vel var mine dage ikke fri for problemer. Min far var vokset op under barske vilkår, i et fattigt, men dog varmt og kærligt arbejderhjem i begyndelsen af århundredet, hvor tørre tærsk var et vigtigt og agtet middel i børns opdragelse. Og den terapi lod han så, uden videre overvejelser, gå videre til mig. Jeg følte den ikke som et udslag af ondskab. Men den ydmygede mig, og den fyldte mig med trods. - Og dog, den dag fik min trang til liv overhånd over de tilvante trivialiteter. Og jeg følte mig som en ung plag, der var sluppet ud i lyset efter en hel vinters indespærring i en halvmørk stald, som i sin kådhed ikke vidste alle de kunster, den skulle finde på. - Ligesom bonden, følte også jeg, at lærkerne løftede mig op i deres element – op i friheden!

Det var i det, som man dengang på, landet, kaldte middagsstunden. Den tid midt på dagen, hvor gårdens folk sammen indtog dagens varme måltid mad, imens hestene holdt deres velfortjente siesta i stalden. Efter middagsmaden var der så en times tid til en lille lur, eller hvad andet man nu kunne få lyst til, som ikke forstyrrede middagsfreden. Men det var vigtigt, ikke at overskride den afsatte tid. - I samme øjeblik jeg kom ud i sollyset, efter spisestuens mørkere tone, sprang jeg, uden at have gjort mig nogen tanker om, hvad jeg ville, eller hvor jeg agtede mig hen, på nakken af min cykel, stampede løs i pedalerne, og strøg ud på den støvede, skærvebelagte vej.

Som de stod der og nikkede overlegent til de spæde græsstrå, der undseeligt stak frem rundt omkring dem, lyste de nøgne gule følfod i vejkanterne om kap med solen, De kunne rigtignok føle sig på forkant med udviklingen. Beruset, som jeg var i min ekstase, hjulede jeg fremad, udad og henad. Måske var jeg styret af nogle dybere instinkter, der må være til stede i alt det, der er levende, eller som måske netop er det levende selv. Også i os mennesker - hvis vi da evner, og tør åbne os, og give plads til tvetydigheden, og til vore egne indre brudflader. - Som Jeppe Aakjærs Ole, der sad på sin knold og sang om de tanker, der kan komme over os på fantasiens og følelsernes vinger. Som vi ikke kan få styr på med vor forstand, fordi de udfordrer den. Som vi sjældent tør give os hen til, fordi de virker farlige og støder vore bindinger til realiteter og normer. Men som ikke desto mindre er selve livet i en nøddeskal. - Om udflugtslængsler der sved i hjertet. Om moders øjne der bandt. Om rindende tårer, om at rive sig løs og om det får og beder ej forstår! Det var alle disse spændinger, som så tidligt i mit livsløb holdt mig fangen. Som trykkede ned, og stemte op, og holdt mig i en sær balance. Samt nu og da gav mig en ubekymret lykkefølelse. Som den der kun sjældent - måske aldrig, giver sig rigtigt til kende udenfor de vågne drømmes verden. - Er det mon sådan, det er at være?

Den lille Adam betror sig til sin mor, i digtet Adam Homo af Paludan Møller: Min lektie har jeg lært til punkt og prikke. Men hvad det er at være, ved jeg ikke! - Selv havde jeg ikke lært min lektie. Det stod mig smerteligt klart. Og jeg så heller ingen vej til at få den lært. Alene tanken om den bragte mig i nederlagsstemning. Men her havde jeg fundet en vej ud - en forbindelse til friheden og til livet, lige midt i bundetheden. Var det mon den røde tråd i menneskers liv? - Livlinen til det guddommelige! - Den, der så let brister, og efterlader os fremmede for os selv, dersom vi ikke stædigt holder den fast - ved at tro.

Vejen og hjulene førte mig helt ud i eventyret ad denne grusede og stenede vej. Og det begyndte just der, hvor den, på den ene side havde et gammelt stråtækket bindingsværkshus i skovhjørnet, og på den anden side, den friske sydvendte strand med saltvand og et svanepar - med dens mange fantasifuldt udformede sten, dens duft af frisk tang, og dens lave vindblæste træer, der kun modvilligt havde tilpasset sig deres udsathed. Skønt dem af dem, som stormene, allerede, igennem årene havde taget, ellers advarende, lå og viste de blotlagte rødder frem. I dette gamle hus havde min mormor, som nu boede på aftægt hos mine forældre, tilbragt de første år af sit ægteskab, og født sine to piger. Hun havde levet der, under spartanske forhold, sammen med min morfar, der tjente til livet som skovløber, og ved lidt fiskeri til gryden. Min mormor, som var en streng, men kærlig opdrager, elskede at fortælle historier. Ikke mindst om sig selv, ligesom vi børn også elskede at lytte. Så det sted, jeg var ført hen, var mig slet ikke ukendt.

Med et, som jeg gik der og sugede til mig med åbne sanser, af alt dette på en gang forunderligt nye, og dog så velkendte, var der en ganske lille blå blomst, der fangede min opmærksomhed. Den stod næsten helt gemt nede imellem de visne blade, der siden løvfald kærligt havde skærmet dens rødder imod vinterens kolde ånde, så den kunne være klar til at byde solen velkommen, når denne, endnu en gang, hævede sig op over horisonten for at sende sine endnu ganske blege, men dog så rart varmende, stråler ned igennem barrieren af nøgne træstammer. - Da bøjede jeg mig betaget. Omend jeg meget vel kendte den fra tidligere år, og havde set den som en forårets forjættende frontløber.

Forsigtigt fjernede jeg noget af det visne løv, som den gemte sig i. Og da opdagede jeg, at den lille ensomme blomst slet ikke var så alene. For dernede gemte der sig mange små, let behårede spirer, der glinsede som sølv, og var på vej til at folde sig ud som blomster og blade. De lå bare der og holdt sig skjult, imens de ventede på signalet til den store forvandling. - Dette blev mig en åbenbaring, der aldrig kan udtrykkes finere og stærkere end Kaj Munk gjorde det - måske næsten samtidig: - "Den la’r mig nyfødt arve en evighed af håb" - Jeg gravede forsigtigt, med mine barnefingre, ned i den løse muld, og fik fat i en lille klump, der indeholdt rødder, spirer og en halvt udfoldet blomst. Stak den nænsomt i en lomme. Hvorefter jeg cyklede hjemad, alt hvad remmer og tøj kunne holde. For nu var jeg tilbage i den hårde virkelighed igen. Jeg var kommet i tanke om, at tiden var gået – vist nok alt for megen tid?

Jo mere indædt jeg trådte i pedalerne, des mere trængte denne truende og fjendske virkelighed sig ind på mig. Jeg forestillede mig, min far stående, meget vred, i stalddøren med trusler på læben og med spanskrøret i hånden. Jeg tænkte bedrøvet på min kære lille lidende anemone i bukselommen, uden at jeg dog turde lindre dens indelukkede vilkår, af frygt for at en endnu mere ond skæbne skulle blive den til del. Og jeg harmedes indigneret over, at det virkelig skulle være så vigtigt, at påføre de største glæder i tilværelsen så megen uforstand og fortræd. - Imens jeg lagde alle kræfter i, lagde min voksende trods sten på sten til den fæstning, der i givet fald skulle beskytte mig imod autoritetens forventede overgreb. Og inden jeg igen nåede hjem, var min evighed af håb svundet ind og var blevet til mismod - druknet i mismod. Ligesom den før så inderlige glæde, forvandlede sig til sorg og vrede. - Men far var ikke i staldøren. Der var ingen overgreb eller trusler i luften. Og min sorg og vrede bortvejredes i takt med, at mit håb på ny vandt frem. Så jeg sneg mig, så uset som muligt, ud i haven, plantede min anemone på en solfyldt plet under en tjørnehæk. - Og far kom mig glad og veltilfreds i møde, da han fik øje på mig! - Havde han mon alligevel ikke savnet mig? - Slet intet ondt haft i sinde. - Også han måtte have været optaget af noget godt og dejligt!

Min lille anemone slog rod, og kom igen, og igen, igennem mange år. Og jeg søgte ofte trøst og lise, ved at beundre dens pragt og udholdenhed - eller blot ved at tænke på den. Men en skønne dag måtte jeg drage hjemmefra, for at bygge min egen tilværelse. Derfor tog jeg mig mange ting til, som jeg fandt både kloge og fornuftige – men ikke mindst nødvendige! - Håbet beholdt jeg. Men som tiden gik, forbandt jeg det mindre og mindre med lærken, anemonen og solskinnet. De værdier, som jeg engang troede var mig umistelige, fortonede sig og blev til nostalgiske sværmerier, der, løsrevet fra mig selv og fra min hverdag, bibragte mig en stigende indre uro. - Og når samvittigheden tyngede mig, dulmede jeg den med hårdt arbejde under henvisning til udviklingen - og til tidens krav. Ligesom jeg også gemte mine indre brudflader i et slør af bortforklaringer.

Nu har jeg efter 40 år, sluttet ringen, og er kommet tilbage til mit udgangspunkt. Meget har forandret sig. Tjørnehækken med de blå anemoner, er der ikke mere. Min mormor og de andre gamle mennesker, som jeg kendte så godt, og som stadig, nu og da, træder tydeligt frem i min erindring, er naturligvis også alle sammen borte. – Men ude i skoven, ved det gamle hus, er de blå anemoner stadig der, hvor jeg for mange år siden fandt dem. Og hvorfra de bebuder en evighed af håb hvert eneste forår. Og erindringen om den lykke mit unge flyvske drengesind engang fandt hos dem, er igen tilbage i min hverdag. - Ikke fordi hverdagens udfordringer har mistet deres tidligere betydninger. Jeg føler snarere tvært imod. Men fordi livet langt om længe lærte mig et og andet om væsentligt og uvæsentligt , og om nødvendigheden af at gøre de valg der må gøres, og betale deres pris. Kun derved kunne jeg vinde mig selv tilbage.

Det er sikkert de færreste, der er bevidste om, at når de små blå blomster viser sig i skovbunden, så har spirerne, der næret fra rødderne, ligesom spirerne fra så mange andre af skovens planter, allerede igennem måneder, også, givet næring til de drægtige råer, som naturens kredsløb har indsat som et led i sit eget sindrige system. Så man kan sige, at anemonen er med til at give råerne styrke til at modstå vinterens kulde og knaphed på føde, så de på trods, bliver i stand til at føre deres slægter videre. De finder helt spontant frem til disse spæde spirer, fordi de pr. instinkt ved, at deres overlevelse, uløseligt, er knyttet sammen med den opstemmede næring i dem. - Måske de også uden disse spirer, fysisk, ville kunne klare sig igennem vinteren? Men alligevel ikke uden alvorlig fare for at tabe forplantningens under, og derved, på trods af livet, forblive golde.

Anderledes forholder det sig med os mennesker. Vi kan vel opspore blomsterne for at finde håb og inspiration. Men vi har intet instinkt, der fortæller os om det. Hvad dyret bare spontant gør, det skal vi tænke over, og beslutte os til. - Vi er dømt til selv at skulle vælge! - Og det ikke at vælge noget som helst, er også et valg! - Deri ligger vore spændinger og brudflader. Og derved bliver menneskelivet til en lang kæde af udfordringer og dermed forbundne valg, som vi må gøre os bevidste om, give plads til og forsone os med. - Hvis vi da ellers vil gøre os håb om at kunne optage og frugtbargøre den opstemmede åndelige næring og inspiration, som den verden, hvori vi er sat, og det liv som den udfolder, også kan forlene os med. - Men som vi altså, af os selv, skal finde og tage til os. For også vi løber en alvorlig fare for at tabe det liv, der, kun på trods, vil kunne forhindre os i at kaste os ud i det golde - glædesløse intet.

Nogle mennesker er træge, og frygter at vove sig ud i de store, konfliktfyldte og farlige turbulenser, som er menneskelivets grundvilkår. Og det er sandt nok, at de er farlige. - Der er andre, der slet ikke kan lade være. - Og atter andre, om end de er få, der i lutter kærlighed til livet slår på stortromme for at holde os vågne, - i bevidstheden om at livet er livet værd. De spreder budskabet om at menneskelivet ikke, som vi alt for villigt forestiller os det, har noget krav på sikkerhed, tryghed og menneskeret. Men derimod indeholder en fordring om at vi skal tage vort ansvar på os. Et ansvar for vor egen gøren og laden i og med vor egen tilværelse, midt i alle dens modstridende tilskyndelser.

Min sandhed, kære læser - din egen kan kun skabes og begribes af dig selv - er at vore sanser i deres overfladiskhed ofte bedrager os, og at kun vore hjerters trang til nærhed og varme kan modvirke disse bedrags dødbringende konsekvenser. - Det var den tid, som jeg spildte på min anemone, der gjorde den så værdifuld for mig. Jeg ved ikke om den gjorde mig til et bedre menneske? Det er nu nok tvivlsomt. Men den lærte mig noget om at storhed ikke lader sig udstille som blikfang. Og den tog brodden af mine aggressioner - det er da vel værd at glædes over. – Trangen til at være frontløber er, nu som altid, menneskelivets fornemste krumtap.

Arne Larsen