Min ”befjerede” barndom

Det første jeg overhovedet husker om fjerkræ stammer fra begyndelsen af 1930verne, da jeg var 5 - 6 år gammel, da havde mine forældre begyndt at prøve sig frem med at ruge kyllinger ud med noget, som den gang var helt nyt, nemlig en rugemaskine, som jeg husker, at de også kaldte en fladruger. Den lignede nærmest en firkantet, flad kasse stående på 4 bordben, og var anbragt i et kælderrum under stuehuset. Den havde en kapacitet på 120 æg, og varmedes op ved petroleum. Petroleumsbrænderen sad som et påhæng på bagsiden af den, og var indkapslet i et kvadratisk påbygget skab der indvendig var brandisoleret med blikplade, og det gik næsten helt ned til gulvet. Trækket til brænderen, og dermed fladrugerens temperatur, blev reguleret med en lille cylindrisk æterbakke, som varmen fik til at udvide sig, eller trække sig sammen, hvis temperaturen blev henholdsvis for høj eller for lav. Og formodentligt fordi spillerummet for den rigtige varme var så lille, blev den altid målt i Fahrenheit, om jeg husker ret, imellem 99 og 100 grader, eller = med hønens kropstemperatur. Og inde i selve rugeren, under bakken hvorpå æggene lå, var der anbragt en bakke med vand for at sikre en tilpas luftfugtighed. Det var vigtigt at æggene, ligesom enhver rugehøne altid instinktmæssigt ville gøre det, blev vendt en gang om dagen. For ikke at blive nødt til helt at kassere ubefrugtede æg, blev de gennemlyst på 12. dagen. På det tidspunkt var det nemlig ved gennemlysning muligt, at sortere de æg fra som var helt skyggefri og derfor ubefrugtede. Disse blev solgt til bageriet, der godt kunne anvende dem, men naturligvis til en stærkt reduceret pris. For fødevarekontrol fandtes ikke, og den gang havde småpenge også ret. Hvis man var nysgerrig efter at vide hvor mange kyllinger, man kunne forvente at få ud af det, kunne æggene gennemlyses igen på 18. dagen, for på det tidspunkt var det med nogenlunde stor sikkerhed muligt at afgøre, hvilke æg der rummede en tilstrækkeligt udviklet kylling, og hvilke der ikke gjorde. Faktisk den samme prøve som man også ofte udførte på æg, der var ruget på af en rugehøne. Den gik ud på at lægge æggene i tilpas varmt vand, så ville nemlig den levende kylling inde i ægget slå små slag, der ville få hele ægget til at bevæge sig kraftigt i vandet, hvorimod æg med en død kylling ville ligge fuldstændig stille. Alle æg der blev lyst fra på 18. dagen, samt æg der ikke havde klækket på 21.dagen, dvs. de æg som kyllingen ikke var på vej ud af, samt kyllinger der ikke var tilstrækkeligt livskraftige, eller som havde synlige defekter, anvendtes som svinefoder.

Ovenstående faktuelle oplysninger udgør selvsagt ikke nogen del af mine allerførste erindringer om fjerkræ, men er alene indskudt for overskuelighedens skyld. Nej det allerførste jeg husker er selvfølgelig mere jordnært, nemlig dunsten af brændt petroleum, og så de små brunstribede dunklumper, der, når æggene havde klækket, blev taget ud af maskinen på den 24. dag. Men det var jo egentlig nok så meget, hvad der skete med kyllingerne, efter at de var taget ud af rugeren, der fangede min opmærksomhed. Denne form for moderne gennembrud, som jeg bestemt heller ikke vidste noget om, der gik ud på at erstatte den rigtige, gammeldags, befjerede kyllingemoder med en kunstig ditto gik jo langt videre end til selve udrugningen. Efterfølgende krævede det også en kunstig kyllingemoder til at holde de små kræ varme. Løsningen på det problem kom med konstruktionen af de såkaldte kassemødre. Det var en rektangulær kasse på et par kvadratmeter, eller måske 3, på 4 korte ben, og delt i to rum, med et løst låg over, hvor det ene rum havde gulv af zinkplade, hvorpå der blev lagt et lag groft sand eller grus, og midt i det rum var der et lavt "tårn", også af zinkplade, nærmest af form som en gryde med bunden i vejret, hvorunder der var placeret en petroliumsbrænder, noget i stil med de petroleumslamper man også i vore dage kan finde rundt omkring i hjemmene som hyggelamper. Denne brænder kunne enten reguleres manuelt ved at skrue vægen op eller ned, således at det at ramme den rigtige varmegrad afhang af hvor øvet man var i at koordinere brænderens indstilling med lågets afdækning og den nødvendige ventilation hos kyllingerne, eller den kunne, lidt mere sindrigt, reguleres med føromtalte æterbakke, ligesom på rugemaskinen. Fra dette rum var der så en lille låge til det andet rum, hvor der ikke som i det første run var mørkt, der kunne også der være sand, fintskåret hakkelse eller måske hvedeavner på gulvet, og det var her fodringen foregik og vandtruget var anbragt. I de allerførste dage fik de små kyllinger havregryn, der efter kort tid gradvis byttedes ud med en foderblanding. Fra dette rum var der så endnu en lille lem, der førte ud i det fri. Var det i vintertiden eller i den mere kølige forårstid, stod disse kassemødre altid inden døre, men om sommeren kunne man godt anbringe dem udendørs. Det siger sig selv, at disse kyllingemødre repræsenterede en betydelig brandrisiko. Så der var nogle, der slet ikke, eller kun modvilligt, tog dem i anvendelse, alternativet var så fortsat at holde sig til naturmetoden og lade liggehønsene klare sagen. 8 – 10 liggehøns kunne klare nogenlunde det samme som en af de der nymodens, brandfarlige. - Men hvorfor nu begynde og eksperimentere med alt dette ukendte, når man lige så godt kunne have fortsat, som man altid havde gjort?

Jo, der var det problem med naturmetoden, at hønsene fra naturens hånd er indrettet på kun at ville ruge når årstiden byder dem at gøre det, og kun rent undtagelsesvis kan finde på at lægge sig og ruge, før solen er kommet nogenlunde højt på himlen, dvs. når forårslyset hen i maj sætter gang i de naturlige hormonale formeringsinstinkter. Derfor, hvis man fortsat baserede sit hønsehold på naturmetoden, ville det betyde, at man fik de fleste af sine kyllinger i juni - juli, og dermed langt størstedelen af sine æg et godt stykke tid hen på efteråret, samtidig med at alle andre hønseholdere også havde rigeligt med æg, således at udbuddet af æg kom til at presse prisen i bund. Formålet med at få kyllingerne tidligt på vinteren var altså dels en udjævning af de hidtidige meget voldsomme sæsonsvingninger i udbudet, og dels at profitere på leverancer på den tid af året, hvor prisen var højest, nemlig i sensommeren og i det tidlige efterår. For det var jo netop der, en betydelig del af fortjenesten ved hønseholdet kunne hentes ind. Det, det drejede sig om, var kort og godt at få hønsene til at lægge mange æg i den dyreste tid. Og det var netop det Mor og Far meget målbevidst prøvede sig frem med, og som det igennem mange år, lykkedes dem at sikre sig et, relativt set, favorabelt eksistensgrundlag på. Men for at nå frem til det, var der mange problemer der skulle kortlægges, og forhindringer der skulle overvindes. Traditionelt havde hønseholdet været landbokonernes domæne, endda noget som mændene, for de flestes vedkommende, aldrig ville værdige en tanke. Mange af dem så hønsene som et nødvendigt onde, som man mere eller mindre nødtvunget lod konerne beholde, for ikke altid at skulle lægge øre til deres jammer, når et par nye sko eller en ny kjole stod på deres ønskeseddel. For indtægterne fra hønsene havde konerne, dog først og fremmest på bøndergårdene, ubeskåret til deres egen rådighed. Og kornet som disse høns åd, øste konerne frimodigt op i deres forklæder fra deres mænds kornmagasiner, uden beregning. Hvorefter disse, med eller uden modvilje, noterede det som udgift for svineholdet. - Hvis der da overhovedet førtes noget regnskab? - Jeg må nok indrømme, at jeg, med mit kendskab til min barndoms landboliv, kun kunne have fuld forståelse for de koner, der ikke plagedes af dårlig samvittighed i forbindelse med dette privilegium. Også selv om gårdmændene, og såmænd husmændene med, havde en vis tilbøjelighed til at skyde en god del af skylden for 1930divernes mange fallitter på deres koners ekstravagancer, med en spydig bemærkning om, at en spendabel kone kunne bære mere ud i sit forklæde, end en nok så flittig mand kunne køre hjem med en vogn og to heste.

På den måde kan man sige, at det, i overført betydning, var "jomfruelig jord" mine forældre gav sig til at opdyrke med disse nye ideer om hønseholdets indplacering som en ligeværdig produktionsgren i landbruget. - Ideen om skabelse af et rentabelt brugshønseri. - Og rækken af spørgsmål de dermed havde stillet sig selv overfor var lang - meget lang. Der skulle indkøbes det bedst mulige avlsmateriale fra avlsstationerne, dem der den gang benævntes kontrolhønserier, for hele tiden at kunne være på toppen. Og samtidig, havde det vist sig, var en udnyttelse af krydsningsfrodigheden meget vigtig for ægproduktionens økonomi, høns til ægproduktion skulle altid være førstegangs krydsninger. - Hos os, hovedsagelig krydsning imellem Hvide Italienerhaner og Rod Islands Reeds høner. Men det, hele tiden at skulle indkøbe nyt avlsmateriale var, heller ikke den gang, ganske risikofrit. Jeg husker meget tydeligt min far, med et dybt sørgmodigt udtryk i ansigtet siddende på hug midt i en stor flok halvstore kyllinger, der så fuldstændig raske ud. Men som, havde det senere vist sig, var kommet fra en besætning, der nu havde fået konstateret en så farlig sygdom, at der kun var et at gøre, hurtigst muligt at få hele flokken aflivet, og rummet grundigt rengjort og desinficeret. Dette var jo altså risikoen ved løbene at skulle sørge for blodfornyelse i bestanden. Men stadigvæk, selv det bedste avlsmateriale kunne ikke komme til sin ret, medmindre de bedste produktionsvilkår også var til stede. Bare en ting som fodringen, som der ,den gang, næsten ingen forsøg havde været udført med, måtte foregå lidt på lykke og fromme. Færdigblandet foder fandtes slet ikke. Så hvordan man greb fodringen, og for den sags skyld også den daglige pasning og pleje an, beroede for en stor del på en blanding af gamle husråd, og egen snusfornuft blandet godt op med nybagte rådgiveres ofte meget mangelfulde viden om en gesjæft, som traditionelt, økonomisk set, havde været af yderst marginal betydning. Dog var det vist almindeligt kendt, at vitaminerne var vigtige. Således blev jeg som barn, meget tidligt om foråret, som vitamintilskud til helt små kyllinger, sat til at ruske ungt kort græs ude på marken, og for at gøre det muligt for kyllingerne at æde det, skar vi det i milimeterkorte stykker på en gammel, kasseret og håndbetjent brødmaskine. Hvor stor virkning dette måtte have haft, ved vel ingen. Men græsset fik de i hvert fald, og kyllingerne var vilde med det. Skete det at afføringen kom til at se mistænkeligt tynd ud, kunne man, imod det, i brugsen købe trækul til iblanding i foderet. Og sådan blev såmænd, fra mange kilder, vidt forskellige ideer og anbefalinger bragt til torvs. Tilsammen kan dette tjene som illustration af den ildhu og initiativrigdom, som Far og Mor både lagde øre til og nødvendigvis måtte lægge for dagen i det daglige arbejde med fjerkræet, om de ellers ville gøre sig håb om at finde en vej frem, og de gjorde det på en måde, så vi børn, som en selvfølge, kom til at leve med i det, og med glæde, under hensyn til vor formåen, tog vores part af familietørnen til det fælles bedste.

Efterhånden som de høstede erfaringer og fik mod på at udvidede hønseholdet, var de også begyndt at sælge daggamle kyllinger, samtidig med at de rugede ud til sig selv. Og det varede ikke mange år inden de 2-3 fladrugere, som de efterhånden var kommet til at råde over, slet ikke havde kapacitet nok. Derfor købte de omkring 1936 - 37, fra et firma i Sorø, der hed ”Kildebo”, en meget større 5000 ægs ”Motorruger”, eller ”Skabsruger”, som den i modsætning til fladrugeren også blev kaldt. Men det kostede både bryderier og penge, inden Far havde fået sig lært at bruge den hensigtsmæssigt. Da det i begyndelse gik mere skævt end godt var, ringede han til ejeren af firmaet og klagede sin nød, og han kom personligt kørende helt fra Sorø med en lille spånkurv med rugeæg, som han vidste, var i orden, som far så skulle ruge ud, og sammenligne resultatet med æggene fra egne høns. Men samtidig fik Far også, af ham, en alvorlig lektion i hvordan denne nye rugemaskine skulle håndteres, og manden blev så ivrig, at sveden stod ham på panden, da han begyndte bryde huller i rummet, hvor den stod, for at forbedre ventilationen. Først fra da af blev Far efterhånden mere og mere dus med den, samtidig med at efterspørgslen efter kyllinger også stadig øgedes. (Billedet viser Svends - Minde omkring 1938). Stadig flere bønder og mindre jordbrugere fik nu øje på gevinsten ved at sælge æg til de højere priser. Og det var ikke muligt uden omstilling. Mange steder begyndte mændene nu også at interessere sig for fjerkræet, men det indebar, at de måtte bevæge sig ind på et af konernes gamle domæner, hvilket kunne skabe problemer, som ofte krævede diplomatisk snilde for deres løsning, fordi disse, af gode grunde, var tilbageholdende, både med det, som de anså for en nymodens dille, og med at lade manden blande sig i deres egne suveræne affærer. Men samtidig så lokkede modernitetens forjættelser jo også med muligheder for at kunne flotte sig med hidtil usete bekvemmeligheder, som f.eks. støvsugere og vaskemaskiner og andet, ligesom muligheden for øget luksus i bredere forstand også virkede dragende. Og nøglen til alt dette var jo forandring. Bl. a. det, at manden og konen kunne alliere sig i et fælles engagement omkring f. eks. fjerkræholdet. Og det var denne omstændighed, der langsomt øgede efterspørgselen efter daggamle kyllinger, og som samtidig åbnede vejen for ekspansionen i Mors og Fars fjerkræforretning.

Derfor måtte de, som tiden gik, anskaffe sig endnu flere og endnu større motorrugere, for resten en lidt misvisende betegnelse, eftersom det blot henførte til, at de var forsynede med en elektrisk ventilator, hvis funktion det var at holde den varme luftstrøm inde i det godt og vel mandshøje skab i gang, og dermed sikre ens temperatur for oven og forneden. Varmekilden var stadig stort set den samme brænder på petroleum som i de gamle fladrugere, blot var de større, ligesom der var flere af dem. Og naturligvis var rugeriet for længst flyttet væk fra den trange kælder og op i et specielt til formålet indrettet rugerum. Men en betingelse for at få dette moderne rugeri, som det efterhånden med rette kunne benævnes, til økonomisk at løbe rundt var jo, at være ivrig efter, for ikke at sige utrætteligt opsat på, at opsøge og bryde nye veje. Ikke mindst hvad angik praktiske arrangementer i det daglige, specielt hvad angik pasning, pleje og fodring. For mine forældre drejede det sig ikke kun om at få hønsene til at lægge mange æg på en tid af året, der ellers, ifølge naturen, ville være ”ægfattig”. De skulle også kunne opnå en rimelig god frugtbarhed på trods af disse kunstgreb. Derfor forsøgte de nok mange ting og muligheder, som vi selv, i dag, ville trække på smilebåndet af. Men som den gang, da verden og måden man gjorde ting på, endnu kun forandrede sig langsomt og nølende, og let kunne gøres til genstand for hån og mistænkeliggørelser af de mange, der stadig holdt fast i det gamle. Men det har vel altid været pionerens lod at blive gjort morskab af. - Og pionerer, det må man sige, at de var.

En af de ting, som nogle af de mere konservativt indstillede beboere i datidens landsbysamfund kunne finde på at more sig over, fordi det på den tid var uhørt, var at give hønsene elektrisk lys for at øge daglængden og dermed også hønsenes mulighed for at indtage tilstrækkelige mængder af foder til den større produktion af æg. – Jævnfør den nok så bekendte skadefro insinuation, eller hvad man nu vælger at kalde det, at egen fremgang og succes nok byder på en stor tilfredsstillelse. Men at naboens ruin, eller besværligheder virkelig heller ikke er at foragte! – Nu vel, daglig påpasselighed og omtanke, i det store som i det små, var vigtige dyder i mit barndomshjem. Men at nye måder at gøre ting på også kunne vise sig mere lukrativ end nok så megen ”vedtaget” påpasselighed, var endnu ikke almindelig anerkendt. F. eks. vakte det almindelig forundring, at vi dyrkede en masse grønkål til hønsene at forlyste sig med om vinteren. Det husker jeg ikke mindst for alle de gange, jeg blev sendt ud med en sæk i regn, frost eller rygesne, for at fylde den med grønkålsblade, imens mine fingre frøs til is. Men hønsene skulle have deres daglige ration af grønkål, som vitamintilskud, til fremme af vinterviriliteten. Når kålen var frossen og stiv, måtte den tøs op i den varme kostald før "serveringen". Og hønsene elskede den – og så var det vist i øvrigt et af de meget få bredt anerkendte former for vintervitamintilskud – til mennesker. Men da det jo var lige ved hånden – hvorfor så ikke også lade fjerkræet få glæde af det?

Jeg har allerede ovenfor omtalt kassemødrene for de små kyllinger. Men efterhånden som flokkene blev større og større, kunne disse jo heller ikke vedblivende klare behovet. Derfor gik man over til at anvende såkaldte "briketmødre". Det var en skærm af galvaniseret blikplade af form som en paraply med en diameter forneden på omkring 3 m. Og denne skærm havde, for de flestes vedkommende en støbejernskrans for oven, der passede til at hænge ned over en lille briketovn med blikskorsten, således at skærmen kunne dreje rundt i en fals på ovnens overkant. Uden om denne skærm blev så anbragt en anden, men lodret, skærm på gulvet til at forhindre, dels at de små kyllinger bevægede sig for langt væk fra varmen, og dels at træk langs gulvet kunne opstå. Efterhånden som kyllingerne voksede og krævede mere plads, kunne man så forlænge skærmen og til sidst fjerne den helt. Der var nu altid noget meget bevægende ved at holde sådan en lille dunklump, som en lille forsvarsløs kylling jo altid er, i hånden, ligesom det er livsbekræftende at opdage, at sådanne hjælpeløse skabninger også er udstyret med et instinkt for overlevelse. Prøver man med en finger at pigge i sandet, som en hønemor også ville gøre det, så kommer alle de nærmeststående kyllinger farende til og pigger med, de ved altså, at hvor hønemor pigger, nå der være et eller andet spiseligt, men selv hvis der slet ingen rigtig hønemor er til at vise dem, hvordan de skal gøre, så ved de alligevel, hvor føden skal findes, for de pigger efter alt hvad der er småt og ser afvigende ud. Somme tider kan det godt nok bare være et lille sømhovede eller noget andet småt, der fanger deres øje, men det kan heldigvis også være et lille havregryn eller noget andet småt og spiseligt. De bliver ufortrødent ved, lige til de har fået deres lille kro fyldt. Det er vel også på den måde, de lærer sig overlevelsens vanskelige, men nødvendige kunst. - De mest fredfyldte øjeblikke med sådan en flok små kyllinger oplevede jeg nu alligevel, når Far, af en eller anden grund var forhindret, således at jeg blev sat på opgaven at tilse dem om aftenen, inden jeg gik i seng, den opgave som jeg gerne påtog mig, som var at fyre af for natten, og sikre, at alt var, som det skulle være, ja det var ligefrem et ritual. Så lå nemlig alle kyllingerne fladt henslængte i en rundkreds under ovnens paraplyskærm, og på afstanden fra deres rundkreds og ind til selve ovnen kunne jeg se, hvor varmt de havde det. Var det rigeligt varmt, gjorde de deres rundkreds større og vice versa. Men gav man sig lidt mere tid til at iagttage dem, kunne man se, at kredsen også var i uafbrudt indbyrdes bevægelse, fra det inderste af kredsen og udad, og fra det yderste af kredsen og indad, det synes som om de, imens de sov, pr. refleks automatik bevægede sig efter optimalt velbefindende, for der vil altid være en smule varmere i inderkredsen end i yderkredsen, idet de dog, uanset om de befinder sig i inder – eller yderkredsen, ligge fladt og dovent henslængte. Sker det at, at varmekilden svigter, vil de uvilkårligt søge sammen for at varme hverandre.

Men efterhånden blev langt størstedelen af de kyllinger rugemaskinerne spyttede ud fordelt til forskellige kunder. Det var almindeligt at sende de daggamle kyllinger ud til køberne med tog eller rutebil i specielle til formålet beregnede papæsker med små huller for ventilation. Og så var de mærket: ”Levende Kyllinger”. Nok brugte Far æskerne, men han tog selv ud og afleverede kyllingerne. Han havde alt for mange gange erfaret, hvor lidt kunderne vidste om kyllingeopdræt på denne nye måde. Derfor ville han, i øvrigt til kundernes tilfredshed, selv se efter, at de forhold, de blev budt, var gode nok. For hvis de nu altid havde været vant til, at en hønemor passede dem, så var det faktisk et stort og farligt eksperiment pludselig at skulle gøre det på egen hånd, uden hønens ekspertise. Det kunne nemlig ske, at kyllingerne blev installeret i et hus, der havde blodmider i sprækkerne, at der var for meget eller for lidt varme, at de ingen adgang havde til det grus, der var en forudsætning for at deres fordøjelse kunne komme i gang, eller der kunne være 117 andre ting at rette op på. Det skete også, at folk, efter nogle dages forløb, ringede og beklagede sig over, at kyllingerne begyndte at dø. Og i fald miseren ikke kunne opklares i telefonen, måtte Far selv tage ud og besigtige forholdene. Alle vidste, f.eks. at det var en god ide at starte kyllingerne på havregryn. Men en del vidste ikke, at det ikke ville være godt nok, ret længe. Derfor blev der også nogle gange leveret en lille sæk kyllingefoder sammen med kyllingerne, med anvisning på hvornår, og på hvilken måde, det skulle bruges. Man må vel sige, at dét var en kundeservice, der ville noget. Og det skete heldigvis også kun yderst sjældent, at en kunde, i vrede, skiftede til en anden kyllingeleverandør. Hvis nogen endelig gjorde det, var det oftest på grund af prisen, for den kunne der aldrig pruttes om. I begyndelsen hvor hverken antallet af kunder eller antallet af kyllinger var særligt stort, og afstanden til kunderne heller ikke var ret langt, blev de som regel kørt ud med hest og vogn, men efter 1938, hvor far havde anskaffet en bil, blev den naturligvis brugt til det. Dog kun indtil foråret 1940, hvor der, grundet den tyske besættelse, ingen benzin var at få mere, derefter måtte vi tage en ”budcykel” i anvendelse. Men efter krigen, hvor afsætningen af kyllinger rigtig skød i vejret, kunne bilen igen tages ned fra klodserne og ud at rulle på vejene med kyllingerne.

Et helt kapitel for sig var opdrættet. Hanekyllingerne blev naturligvis solgt til Ringsted Fjerkræslagteri, så snart de var store nok. – En mindre del af dem blev dog solgt lokalt. Det var mest de lidt finere folk, som f.eks. godsejeren på Valnæs, der pludselig, gemt i en sand støvsky, i af sine hurtige biler, kunne komme farende ad de grus – og skærvebelagte veje. - Hvis han da ikke sendte sin chauffør for at hente dem, fordi de, med kort varsel, havde bestemt sig for kyllingesteg til middag. En fast madplan så det i hvert fald ikke ud til, at disse gode folk havde belemret sig selv med, for kyllingerne var kun yderst sjældent bestilt på forhånd. Eller måske var det dem bare en vellyst at se andre, tyende og leverandører, stå på pinde for dem? - Men naturligvis var hanekyllingerne kun en lille biting, som nogle år senere næsten helt forsvandt, da man omkring 1960, fandt på at kønssortere de daggamle kyllinger. For naturligt nok, når det nu var ægproduktion det drejede sig om, så var det kun hønekerne, der havde interesse. For øvrigt blev der da også, hvert år, afsat et mindre antal kyllinger som 10 -12 ugers høneker, der ligesom de daggamle kyllinger altid blev leveret på stedet med hest og vogn i dertil egnede kasser, der også undertiden kunne være en grisekasse. Også her satte Far pris på at få lov til at vurdere forholdene. For gik det op for os, at der, ind imellem kunne være kunder, der ikke vidste ret meget om fjerkræ. Jeg husker særlig en gang, en mindre flok høneker var blevet leveret til vores sognepræst, som åbenbart havde fået hønsenes naturlige aktiviteter i ”den gale hals”. Få dage efter at han havde fået hønekerne leveret i præstegårdens hønsehus, som i øvrigt havde stået tomt i årevis, men som altså nu, på ny, skulle tages i brug. Ifølge det indtryk vi havde fået ved leveringen, var huset helt eminent til formålet. Men efter nogle dage kom præsten til os med en meget betænkelig mine på. Og idet han, ved en form for gymnastiske øvelser, demonstrerede hvor mærkeligt disse fjerede væsener havde begyndt at opføre sig, delagtiggjorde han os også i sin formodning om, at disse høneker måtte have pådraget sig en alvorlig lidelse - måske en form for sindsforstyrrelse? Men efter besigtigelse på åstedet, og efter en nærmere redegørelse for fjerede væseners vaner og tilbøjeligheder, kunne vi dog berolige Vor Herres Tjener med forsikringer om, at det disse befjerede skabninger foretog sig, var en, for dem, naturlig støvbadning, og at denne netop var et sikkert tegn på, og bevis for, deres upåklagelige sundhedstilstand!

Igennem mange år blev hønekerne til egen avl, om foråret, taget i "sommerhus" ude på en græsmark, så snart vejret var til det. Det må vel i regelen have været hen imod midten i af maj. Vi havde et antal transportable kyllingehuse på meder, der hvert år, med to heste som trækkraft, blev flyttet til et nyt stykke indhegnet græsmark, hvor de rigtig kunne nyde solen, sommeren og den friske luft, indtil kornet var høstet og kommet af marken. Når den tid kom, blev hestene igen, en sen aften når hønekerne var gået til ro på deres pinde, spændt for husene for at slæbe dem ud rundt omkring på stubmarken, hvor de fik deres fulde frihed helt uden indhegning af nogen art, og beholdt den lige indtil de, hen imod midten af oktober, var kommet godt i gang med æglægningen. Derude kunne de færdes lige hvor de lystede, og æde lige hvad de fandt for godt. Og jeg tror faktisk, at både hønekerne og deres mennesker nød det lige fuldt. Det var et, på en gang, både smukt og inspirerende syn at se disse flotte høneker der nu nærmede sig, hvad man i menneskeverdenen kunne betegne som de unge pigers skønneste og mest indtagende alder og hele habitus, altid iklædt i den mest veltrimmede, og af sundhed glinsende fjerdragt. Ikke mindst når de hen under solnedgang, især efter en lun regnbyge, færdedes spredt ud over hele marken, på opdagelse i et revir, som kun deres egen nysgerrighed og vovemod kunne satte grænser for. Vel var det et arbejde hver dag at skulle ud i marken med vogn eller trillebør - eller måske med åget på nakken. - For vand og foder måtte de selvfølgelig aldrig mangle. Ligesom æggene, som de nu også lagde en hel del af, skulle samles ind. Men det var faktisk med meget stor glæde, for ikke ligefrem at sige begejstring, at vi gjorde det, for det var bare en lise for sjælen. Og når så endelig sensommerens tætte mørket var faldet på, hvis det da ikke lige var, fordi månestrålerne gjorde sig til i oplysningens tjeneste, måtte vi, på et tidspunkt, efter at solen havde boret sig ned bag horisontens barrierer af skyer og ildtunger, ud og lukke og låse husene, ligesom de, tidligt om morgenen, skulle lukkes op igen. – Men hvor var det dog også en stor glæde en tidlig morgen at åbne husenes døre og lemme, og beundre den morgenduelighed hvormed alle disse befjerede beboere styrtede ud i friheden på den dugvåde stubmark. Ja, jeg tror virkelig, at vi alle sammen, mennesker såvel som høns, hver gang oplevede denne frisættelse af liv i højeste potens som et af det virkelige livs store og eventyr.

Men med efterårets jævnt afkortende dage kom også den årstid, hvor det var det økonomiske udbytte af al forårets og sommerens, i hovedsagen, lystbetonede ulejlighed og slid, der spurgtes efter. Dertil blev det jo efterhånden også både for koldt og for mørkt ude på marken. Så en skønne dag i skumringen, når hønsene var gået til ro på deres pinde, kom al familiens mobiliserbare arbejdskraft ud til husene på marken med hest og vogn samt et større antal jutesække, for råt og brutalt, men alligevel med størst mulig lempe, at putte hønsene i sækkene, 10 i hver, for at køre dem hjem i deres fremtidige, rengjorte og desinficerede bofaciliteter, der var gjort hyggelige med masser af ren strøelse på gulvet, faksekalk på gødningsbrættet under de nykalkede siddepinde, og dertil var de rengjorte redekasser, der udgjordes af tomme magarinekasser fra Brugsen, som var flikket sammen af tynde brædder, forsynet med rent redemateriale. Og for at de desorienterede høns, idet de blev hældt ud af sækkenes mørke, med det samme skulle føle sig hjemme og velkomne, og som en introduktion til deres fremtidige hjem, var alle lys tændt for fuldt blus, hvilket de af rent velvære kvitterede for med en velment prøve på skønsang i deres eget tungemål. Nej, det var ikke til at misforstå. Det var tydeligt at, at de nu var parate til, til gengæld, at gøre deres bedste. Derfor kunne vi da også med største glæde stille dem et hold virile unghaner i udsigt, når de nu igen var faldet lidt til ro. For det er nemlig en kendt sag, at en høne også kan lide savn. En snurrig tilbøjelighed, eller måske snarere en naturlig trang, som høns har – de er jo lige så vel som os menneske seksuelle væsener, indebærer, at de pludselig kan finde på at sætte sig lige foran én med vingerne stramt spændt omtrent vandret ud, med de inderste vingefjer helt tæt til kroppen, hvilket de rent instingtivt gør for at invitere en hane til at ”bestige” sig, hvad en hane, hvis den da ikke ligefrem er kørt træt, ikke lader sig byde to gange, men straks, som en stolt erobrer, med værdighed og pondus træder op på det ”trinbræt”, som hønens vinger nu udgør. Men, når man nu bare kommer gående for at fodre eller for at samle æg ind, kan det dog godt virke lidt irriterende at skulle ”sparke” sådan en brunstig høne væk, for ikke at falde over den. På den anden side, for en knægt i puberteten, som jeg den gang var, var den slags lyster heller ikke mig ganske ukendte. Så jeg havde, trods alt, alligevel en vis grad af sympati for dem. Derfor kunne det da også, undertiden, falde mig ind, at bøje mig ned og tage hønen op for nænsomt at forklare hende, at jeg desværre var nødt til at skuffe hende, da jeg hverken var i besiddelse af haneklør til ”bestigning” og opuldning i hendes fjer, sporer til indgydelse af respekt hos rivaler, eller næb at bide i hendes små nakkefjer med. – For så ville hun helt sikkert, i sit eget hønesprog, først lade mig forstå, at hun følte sig forsmået, men siden dog undskylde mig denne, for en ellers respektabel høne, yderst upassende frimodighed. - Men endelig, så kunne det da også ske, hvis nu mit humør var til det, og der ellers ikke var andre nyfigne tobenede væsener i nærheden, at jeg bøjede mig ned, og med en hånd på hendes ryg rystede hende eftertrykkeligt, med fingrene lidenskabeligt uglede op i hendes fjerdragt, og imens med et par negle knipsede i hendes korte nakkefjer. For så ville hun, til gengæld, så sikkert som ammen i kirken, takke mig ved energisk, ganske som havde det været en rigtig hane, der havde været der, energisk, og fuldstændigt besat af nydelse, ryste den uglede fjerdragt på plads, så hun igen, som den anstændige høne hun naturligvis var, igen kom til at se anstændig ud. - Hvor er høns i grunden, om ikke lige just menneskelige, så dog på mange måder alligevel lig mennesker.

Men lige meget om vi gør sådan eller sådan, så er og forbliver hønsene, og for øvrigt alle vore husdyr, objekter for os menneskers behov af den ene eller den anden art, og, hånden på hjertet, det er en omstændighed, som sætter os i mange vanskelige dilemmaer – eller som i hvert fald burde gøre det. Vi vil gerne være gode ved vore dyr, men vi vil også gerne, dog vegetarer undtaget, spise dem. Og det uanset at disse dyr mange gange, for ikke at sige altid, opfører sig mere ærligt overfor os, end vi opfører os overfor dem. Når man ikke én gang, men utallige gange, ikke har kunnet nære sig for at beundre disse, af sundhed og velvære struttende væsener, der både har sans for udseendet og for en dannet fremtræden, så kan det godt, i hvert fald hos mig, vække nogle tanker til live af mere eksistentiel karakter, at fundere over hvad meningen med det hele dette sammensurium af lyster i grunden er? Jeg kan godt forstå, at nogle folk, af kærlighed til dyr, bliver vegetarer, men må alligevel, for mit eget vedkommende, forsøge at stille mig selv tilfreds med den angribelige indstilling i forhold til dyr, at vi mennesker, i det mindste, har pligt til at sikre at disse, i den tid, hvor de er under vor beskyttelse og vort ansvar, har krav på en for dem, hensynsfuld og nænsom behandling, herunder en rimelig grad af accept af de enkelte arters egenart og særlige behov.
Undskyld mig, at jeg ikke har kunnet undlade, i forlængelse af denne korte fortælling om mit barndomsliv med fjerkræ, at tilføje nogle betragtninger i forhold til vor nutids pengefikserede forhold til produktionsdyr, betragtninger, som først har bundfældet sig hos mig lang tid efter, at jeg selv har haft ansvar for noget fjerkræ, eller for noget dyr i det hele taget. - Det forekommer mig, at vi i vores iver efter at tilegne os en sand overflod af materielle forbrugsgoder, som vi, hvis vi tænker dybere efter, må indrømme, at vi alligevel aldrig vil kunne mættes af, men kun, i bedste fald, få vor tørst efter endnu mere forstærket. Jeg ved godt, at dette netop er selve ideen og livsnerven i den markedstænkning, der på godt og ondt, i hvert fald, er på vej til at slavebinde os alle sammen i vore egne kollektive eller private trædemøller. Netop derfor er det mig så magtpåliggende at minde mig selv og andre om, de på længere sigt helt ubærlige omkostninger for os alle, høj som lav – og ikke mindre for de dyr vi betjener os af, eller udnytter, det uvægerligt vil få, hvis vi tankeløst fortsætter i samme spor. Ovenstående beskrivelse af karakteren af min barndoms forhold til fjerkræet i produktionens tjeneste er i vor tid blevet reduceret til en unødig fordyrelse af basale fødevarer. – Hvorfor? - Fordi vor vilje og evne til medfølelse med vore medskabninger, af hvad art de end tilhører, er skrumpet. - Det bliver fatalt, om vi tror, at indstillingen til dyrene ikke smitter af på relationerne imellem mennesker indbyrdes!