Afrikanske billeder

Vore egne kommentarer til turen

Som I måske ved, så har Linda og jeg jo imens vi boede i Kenya, haft megen fornøjelse af at arrangere danske gymnastikopvisninger. Hvad vi måske ikke har snakket lige så meget om er, at vi fra 14. – 28. Maj 1993 arrangerede en ekskursion til Kenya for 17 elever fra Næsgård Agerbrugsskole. (Selv om det var imens Prins Joachim residerede der som elev, var han dog ikke med). Disse elever skrev selv en ganske interessant beretning om rejsens forløb, og vi har nu har fået denne kopieret / skannet med det formål at eventuelle andre interesserede, f. eks en som dig, også kunne få fornøjelse af at læse den. Men vi har dog fundet det nødvendigt at supplere den med vore egne kommentarer, da den jo er formuleret alene ud fra deltagernes eget udgangspunkt og egne synsvinkler, og derfor indeholder den da også en god del indforståede udsagn, ligesom vi, naturligvis, som arrangører / rejseledere af ekskursionen, i mangt og meget, har oplevet den fra en noget anden vinkel.

Jeg må dog begynde med at understrege, at denne tur, også for os, har føjet sig ind i vor erindring, som en meget stor oplevelse. Det hele begyndte med, at vi blev kontaktet af en person med tilknytning til Næsgård, der spurgte, om vi ville have lyst til at komme på skolen og vise lysbilleder fra Kenya for en gruppe elever, der, som mål for deres kommende obligatoriske udlandsekskursion, netop stod i begreb med at vælge Kenya som deres rejsemål. Og det sagde vi naturligvis ja til. Det bemærkedes, at denne ekskursion også skulle virke som et led i undervisningsforløbet, og derfor naturligvis indeholde et vist mål af landbrugsfaglige islæt. Da vi havde vist billederne for dem, og fortalt om vore indtryk og oplevelser, ville de gerne høre lidt om vort syn på de praktiske muligheder for gennemførelsen af en sådan tur. – Det de i første omgang havde tænkt sig var at kontakte DYNE LARSEN, for at høre om han ville kunne hjælpe dem. Det stod vi godt nok temmelig tvivlende overfor. Men var til gengæld frimodige nok til at tilbyde dem vor egen assistance.

Vore personlige forbindelseslinier til landet var jo stadig ganske friske. Og rige erfaringer havde vi allerede for længst indhøstet igennem vore arrangementer med de danske gymnastikhold på turnéer. Og næsten før vi vidste af det, var det blevet en aftale, at vi skulle gå i gang med planlægningen, idet et vigtigt indbyrdes stridspunkt eleverne imellem var blevet bilagt. Der var nemlig en del af dem, der meget gerne ville ud og svømme i Det Indiske Ocean. Og der måtte vi kategorisk sige nej til at medvirke, hvilket så bevirkede, at nogle få sprang fra. Men de resterende17 holdt ved uden slinger i valsen. Nu vidste vi jo godt, at dette drejede sig om unge mennesker, flertallet godt oppe i tyverne, der på ingen måde var fremmede for det, at tage ud og ”erobre verden”, adskillige af dem havde allerede prøvet det, og derved fået blod på tanden. Hvilket ikke for os gjorde det mindre spændende, selvom det dog også stillede os overfor lidt anderledes udfordringer, end dem vi tidligere havde kendt. For der er nu engang en hel del forskel på at tage på tur med en ungdom, der i lang tid, i et fast sammentømret hold, har forberedt sig på at rejse ”på eventyr” med en gymnastikopvisning som endemålet, hvorimod mange af disse ungdommelige eventyrere, der, vist nok, for de flestes vedkommende, allerede var dus med rejselivet og eventyret, i den forstand, at de havde været ude i verden og på egen hånd lært sig noget om dennes mangfoldighed af udfordringer, dog hovedsagelig i lande hvis kultur har store ligheder med vor egen, og netop ikke i fattige ulande som f.eks. Kenya. – Og det gør unægteligt en meget afgørende forskel.

Det måtte f. eks. ikke på forhånd kunne overraske os, hvis nogen af dem ytrede ønske om, eller ligefrem insisterede på, at komme på diskotek, ganske som de, uden problemer, havde gjort det andre steder i verden. Men et af vore mareridt var faktisk, hvis nu der var nogen, der på trods af vore indstændige pålæg om ikke at gøre det, alligevel gjorde det. - Måske kunne de også få lidt for meget indenfor vesten, for i den retning havde vi jo intet som helst kendskab til nogen af dem, og så efterfølgende kom til at fornærme nogen, hvad sjældent sker hvis det er en eller to det drejer sig om, men som meget let kan forekomme, når der er tale om hel en flok. – Skulle noget sådant ske, eller hvis vi på anden måde kom i konflikt med lokale folk, eller måske endda med politiet, så ville hele vort stramt planlagte program uhjælpeligt falde fra hinanden. For det er nu en gang således, at unge hvide mænd, især hvis de optræder i flok, og ikke er vant til ligefrem at behøve at føle sig forsigtigt frem i de kredse, hvor de før har bevæget sig, meget let kommer til at opføre sig som elefanter i en glasbutik, når de bevæger sig ind på steder, hvor de hverken kender til folks umiddelbare reaktionsmønstre eller kulturelle egenart, for da slet ikke at tale om deres sårbarhed i forhold til selvbevidste fremmedes medfødte nedladenhed. Hvordan skulle vi kunne gøre dem forståeligt, at det netop er her, hvor de måske tilmed føler sig mere som verdensmænd, end de selv er klar over, at det lige netop kan være en ganske afgørende dyd at kunne gå ”på listesko”. – Både Linda og jeg måtte derfor være meget opmærksomme, hvis vi så nogen af de unge mennesker f. eks. kaste bananskræller ud af et bilvindue i hovedet på folk i vejsiden, eller som på anden måde, bevidst eller ubevidst, tenderede til at nedgøre lokale beboere. Så måtte vi, under al vor pædagogiske formåen, gøre opmærksom på det, på stedet. – Idet vi også var helt på det rene med, at det, som det for os drejede sig om, var at mobilisere de mere besindige elementer i selskabet til at hjælpe os med at håndhæve den orden og selvdisciplin, som vi næppe, uden deres hjælp, ellers ville kunne fastholde.

En anden af turens mere vigtige detaljer var, hvordan man klarer at holde så mange mennesker med lommepenge? De havde jo alle sammen rejsechecks eller amerikanske dollars til omveksling undervejs. Men da det i et land som Kenya kan være en meget tidkrævende ”operation” at få valuta omvekslet, ville dette også nemt kunne vælte vort program over ende, hvis hver enkelt skulle ind i en bank og stå og vente i en lang kø. Derfor ordnede vi det på den måde, at Linda blev overladt deres værdier i form af fremmed valuta, så hun kunne veksle for dem alle under et, hvorefter de igen, hos hende, kunne hæve hvad de havde brug for. Hun fungerede således rent faktisk som deres bank. Og da Kenyashillings ikke har ret stor købekraft, kunne alle disse seddelpenge somme tider fylde en stor plasticpose. Og når der ellers var lejlighed til det fik hun disse mange penge deponeret i hotellernes pengeskabe, hvor vi overnattede. – Jeg nå nok indrømme, at det var med en vis undren, jeg iagttog hendes sikre håndtering af alle disse mange forretninger. Som jo dog skulle varetages ved siden af alt det andet vedrørende turen, som i sig selv, også var en alvorlig prøve på både åndsnærvær og rådsnarhed hos os begge to.


Herefter vil jeg så nu gå over til at kommentere det, som deltagerne selv har skrevet i deres dagbog. I øverste afsnit står at Arne og Linda hurtigt blev omdøbt til Mamma Kali. – Det var nu kun Linda, der fik det navn, der, som der står, betyder ”skrap kælling”. Mere korrekt betyder det vel en meget bestemt kone (moder med ansvar for familiens velfærd), så det har altså, for det allermeste, en positiv betydning i den forstand, at det er en kone, som mændene ikke så let ”kører rundt med”. Da ingen af de unge mennesker, på det tidspunkt, kendte noget til Swahili, er det sikkert Linda selv, der har introduceret udtrykket, med en, formoder jeg, vis grad af psykologisk bagtanke.

De tre minibusser der står omtalt under den 15/5 blev faktisk noget, der gav os begge to meget røde ører. Den ene af dem havde vi lånt af Mellemfolkeligt Samvirke i Nairobi, og ingen problemer med den. De to andre havde vi lejet, uden fører, fra biludlejningsfirmaet Hertz. Men problemet var, at de skulle betales forud, hvad vi naturligvis vidste alt om. Derfor havde vi hjemmefra, ved forespørgsel i en bank, fået oplyst, at vi ikke ville behøve dollars eller rejsechecks til det formål. De fortalte os gladelig, at det ville være langt lettere for os at hæve pengene på dankortet. Og det tog vi så for gode varer, hvilket vi ikke skulle have gjort. For på dankort kunne man nemlig kun hæve 2000 danske kr. om dagen, opdagede vi. – Og det var jo ikke så godt. Det var det, der var årsagen til at det tog os to timer at blive køreklar. Og uden et godt kendskab til omgang med ”sorte” forretningsfolk, havde vi helt sikkert ikke fået bilerne udleveret, før vi havde, enten samlet alle deltagernes kontanter sammen, hvad der måske ikke en gang ville have været nok, eller fået penge overført hjemmefra, hvilket, den gang, mageligt kunne have taget et par dage eller tre, for det var jo weekend.

Men efter intens parlarmenteren – i sådanne situationer ser Lindas evner ud til at være eminente - lykkedes det os altså at få bilerne udleveret mod en langt mindre forudbetaling end forudsat. Og KUN to timers forsinkelse er bestemt, når det er i Afrika, en succeshistorie. - Bilen (”rugbrødet”) fra MS måtte ifølge lånekontrakten, af forsikringsmæssige årsager, ikke føres af andre end Linda eller mig. I de første par dage skiftedes vi, selv om jeg ellers helst ville have været fri. Måske dels fordi jeg syntes, jeg igennem 7 år havde fået nok af den kenyanske trafik, og dels fordi jeg havde en vis frygt for, at disse unge mennesker skulle føle sig utilpasse ved at skulle tage til takke med en så aldrende chauffør, som mig. Men efter et par dage kunne jeg se, at Linda havde nok andet at tage sig af. Så derefter kørte jeg MSbilen hele tiden – Og jeg blev efterhånden igen helt høj ved at sno mig i denne gammelkendte, kenyanske trafiks uberegneligheder, idet jeg kun alt for godt vidste, at jeg ikke skulle dumme mig ret meget for at miste den sikkerhed, uden hvilken man let kommer på herrens mark i afrikansk trafik. De to lejede biler havde vi skaffet lokale chauffører til ude fra Abosi. Det var folk, som vi kendte godt, og som vi havde ubetinget tillid til ville opføre sig fornuftigt i trafikken. Vi har jo, ved de tidligere besøg af danske gymnastikhold, der altid lejede minibusser, med fører, oplevet hvordan disse sorte chauffører, alt for ofte, simpelt hen kørte som en brækket arm, og det i en grad, så den mere nervøse del af deres passagerer hele tiden måtte sidde med livet hænderne af skræk. Det ville vi altså gerne være fri for denne gang. – Og det lykkedes til fulde.

Uheldigvis fik en af bilerne fra Hertz mortorstop den første dag, som dog hurtigt udbedredes på stedet, og da var det, at vi på grund af en misforståelse imellem mig og Linda kom fra hverandre, men det problem løstes også uden dramatik, dog med nogen forsinkelse og en madbestilling undervejs, som vi måtte løbe fra – dog ikke uden at betale. Vi skulle, som dagbogen fortæller, overnatte i en af vore gode bekendtes hus i Nakuru – Kenyas næststørste by. Og Åke Boberg, som manden hed, var ikke, som skrevet i dagbogen, dansk ulandsfrivillig, men en svensker der var danidaansat og arbejdede i et fællesnordisk andelsprojekt med virkefelt i hele Kenya. Ligesom den også omtalte Charles Koy var en af Åkes lokale samarbejdspartnere. Åkes hus var stort nok til, at vi alle kunne overnatte i det, om end ikke på den allermest komfortable vis. Åke selv var nemlig hjemme i Sverige på ferie. Der var kun den familie, der passede hus og have for ham, hjemme, og de boede i et tilhørende anneks, det var også dem, deres børn og nabobørn, der var så flinke at underholde os om aftenen. Hvad underholdning angår, så har det altid været et problem for os, når vi havde danske gæster, ikke at kenyanerne altid gjorde meget ud af at underholde os, med dans og sang, men det, at de så til gengæld også forventede, eller måske mere rigtigt, at vi følte en vis forpligtelse til også at kvitterede med en eller anden form for underholdning, for dem. Og det har vi yders sjældent kunnet præsteret med et bare nogenlunde antageligt resultat. – Altså lige med undtagelse af, når det var gymnaster hjemmefra, der besøgte os. Det eneste vi, i så tilfælde, måske, kunne søge trøst i ville være, at hvis et hold sorte mandlige gæster kom til Danmark, ville de sikkert være lige så hjælpeløse på det felt, for underholdning af de lokale har altid været udført af børn eller kvinder – aldrig af mænd. Så måske er det ikke kun danske mænd, der hellere må søge beskæftigelse et andet sted, end lige netop i underholdningsbranchen.

Under den 18/5 nævnes det, at vi spiste lunch hos Mrs. og Mr. Monoko. Han var også en af Åke Bobergs lokale samarbejdspartnere i andelsprojektet, og han havde virkelig gjort meget ud af vort besøg, ikke mindst var den frokost, han og hans kone beværtede os med i alle måder, nærmest, overdådig. Men han havde desværre også, som kun er alt for almindeligt i dette land, lagt planer for mere, end vi havde tid til. Og det til trods for, at vi havde sendt ham en detaljeret plan for hvor megen tid, han ville have at disponere over. Så var det bare ikke særlig rart, som tak for alt det han havde gjort for, at vi skulle føle os velkomne, at skulle kappe et besøg af på grund af manglende tid. Men det er, og det gælder ikke mindst i Afrika, hvor der, selv i bedste fald, kan være adskillige uforudsete omstændigheder på lur, at skulle tage højde for, vigtigt at vi, i hvert fald ikke forsætligt lader tidsplanen skride.

Under den 19/5 fortælles det, at der var nogle der gik på disco. Det er rigtigt, som der står, at det ikke var med vores gode vilje. Men de fik os overtalt, da de forsikrede os om deres yderst fornuftige manerer, og så havde den ene af vore chauffører, James, samt manageren af det hotel vi boede på, lovet os at gå med. Bagefter fandt vi dog ud af at manageren alligevel ikke var gået med. Men der skete altså ikke noget. Vi havde jo også, så godt vi kunne, appelleret til deres bedre jeg. Men noget benovede blev vi dog, da vi blev bekendt med, at en af dem havde taget en lille sort pige med på værelset, og dels for privatlivets freds skyld, og dels for at værelsets to andre beboere ikke skulle føle sig generede, havde slået telt op midt på værelsets gulv. –To uger uden en pige, påstod han, det var altså mere end han mente sig i stand til, på rimelig vis, at kunne klare. Han spurgte dog den næste dag, lidt undseeligt, om ikke vi mente, at han havde været godt nok sikret imod HIV/AIDS ved at bruge kondom? Hvortil vi jo kun kunne svare ham at, det vidste vi altså ikke ret meget om! – Og han havde dog ellers, ved andre lejligheder, ikke lagt skjul på, at han havde en sød pige der gik og ventede derhjemme.

Under den 20/5. Står der ikke noget om Lindas morgenrim. Det var nu ikke fordi der ikke var noget. Det lød nemlig således: Nu slår jeg på tromme – snart vil morgenmaden komme. - Når vi ganske særligt husker netop dette. Så er det fordi Linda, samtidig med at hun, ganske som hun for det meste, hver morgen plejede van, med høj røst, for at ingen skulle overhøre det, ved ovennævnte rim, og ved hver eneste dør bekendtgjorde, at det var ståoptid, idet hun samtidig bankede kraftigt på. Og den tanke, at hun kunne huske fejl af numrene lå hende slet ikke for. Men i et bestemt tilfælde viste det sig desværre, at hun havde husket forkert. For pludselig stod hun altså ansigt til ansigt med en kæmpestor, meget vred neger i pyamas, der alene ved sit ansigtsudtryk var tæt på at skræmme livet af hende. Ganske forfjamsket forsøgte hun efter bedste evne at forklare sig. Om negeren tog hendes søforklaring for gode varer vides ikke, for arrigt, skulende smækkede han døren i lige i synet på hende. Mærkeligt nok må episoden ikke have været observeret af vore unge medrejsende, ellers ville den givetvis have været refereret i dagbogen på en tilpas fremtrædende plads. Men det korte af det lange er det faktum, at det vist nok var den eneste gang, under hele turen, hvor Linda ikke følte sig på højde med situationen.

Lige til sidst under den 21/5. Dagens torsk: Nice to stay in Kenya but not here. (Det er dejligt at være i Kenya, men ikke her)! Det henviser til at Lærer Krogh ikke var særlig velbevandret i det engelske sprog. Han kom i hvert fald, nu og da, ud for alvorlige fortalelser, når han, ifølge sin stilling, var den der på holdets vegne skulle takke for et godt måltid, god behandling eller hvad det nu ellers kunne være. Og det lavede hans elever utrolig meget sjov med. Under den 22/5. Står der noget om en flue som kaldes Tetsefluen som spreder den farlige sovesyge. Når englænderne i sin tid ryddede alle træer og buske på et ca. 750 m. bredt bælte, var det for at forhindre denne flue, og dermed sovesygen, i at brede sig. Tetsefluen er nemlig ude af stand til at flyve ret langt uden at have lejlighed til at hvile på buske og træer undervejs. – Det også omtalte anti-tægebad er noget som alt importeret, fremavlet kvæg i hele Østafrika må igennem to gange ugentlig som beskyttelse imod den frygtede østkystfeber, som er absolut dødelig. Den spredes nemlig med tæger, som både det oprindelige, lokale, men ikke særligt produktive kvæg, og de vilde dyr har, men som disse, takket være resistens, ikke smittes med.

Denne dags motto: ”Tag den med ro drenge, der er langt til toppen” viser hen til hvad jeg sagde til dem under opstigningen på Abosi Hill. Jeg opdagede, at der var enkelte af dem, der ikke var i alt for god form, og derfor pustede vel meget. Hvilket uvilkårligt fik mig til at tænke på, hvad der ville ske, hvis en eller anden af dem gik hen og fik hjertestop undervejs? – Hvad der jo også sagtens kan ske for unge mennesker. Det var grunden til, at jeg sagde det. – Måske var der nogle få af dem, der forstod det pointen? Men en helt vidunderlig tur blev det. Som det fremgår af deres dagbog, stilede vi efter at nå toppen tidligt nok til at se solen stå op over landskabet. Og det nåede vi lige netop!

Hvad der derimod ikke fremgår af dagbogen, er en lille episode der udspillede sig tidligt om morgenen den 25/5. Det var den kriger ved navn David, som for øvrigt slet ikke var kriger, da han kun var en 13 – 14 år gammel, han var et barnebarn af en af vore gamle,, meget trofaste nattevagter igennem flere års besøg i reservatet. Igennem denne gamle bedstefar kendte vi naturligvis også David ganske godt. I de første år af vort bekendtskab med ham, kom han med sin hund for at holde aberne væk fra vore telte, når vi var ude og se på vilde dyr om dagen. Denne morgen kom David til Linda og fortalte, at der var nogle af vore unge mennesker, der havde givet ham penge, som de havde bedt ham om gå hen på den nærmeste lodge og købe dem spiritus for. Men det ville han alligevel ikke, uden først at spørge os. Desuden fortalte han, at de unge mennesker havde givet nattevagterne spiritus om aftenen, så de var faldet i søvn og havde sovet hele natten. – Da masaierne jo, når de lever i deres traditionelle landsbysamfund, aldrig drikker den slags, er det ikke underligt, om de let bliver endog meget berusede. Da dette var kommet Linda for øre blev hun fuldstændig rasende. Hun kaldte øjeblikkelig hele flokken sammen til skideballe. Og den fik altså ikke for lidt, da hun fortalte dem hvor lusede de havde opført sig. Og hvor let det kunne være gået rigtig galt, hvis der var kommet bøfler eller elefanter på natligt besøg, og så de vagter sov, der vidste hvordan man behandler disse vilde dyr, og får dem til at fortrække fra lejrens område igen. Og det bare fordi, der var nogen der havde syntes det var sjovt, at drikke dem fulde. Det må siges, at det var en temmelig slukøret forsamling, der fik en yderst klar besked om at opføre sig som voksne mennesker. Samtidig med at hun også efterlyste den, der havde givet David pengene til spiritus samt tilbød, at han ville få pengene igen, hvis han meldte sig. Men der var ingen der meldte sig! For øvrigt var der, ved provianteringen, allerede købt rigeligt ind af de våde varer, som de bare kunne få. – Måske vil I, der læser dette, spørger hvor jeg ”manden i huset” var henne i alt det påstyr? Ja det er nu sådan, at Linda og jeg er meget forskellige, også når det gælder taklingen af vanskelige situationer, men vi bakker altid hinanden helhjertet op. Somme tider er det mig der klarer det, sommetider hende. Er det de gamle Kenyanske bønder, det drejer sig om, så er det altid mig, for dem forstår jeg mig bedst på. Men i tilfældet med disse unge, som flok betragtet, ingenlunde letfærdige elever fra Næsgård, der må jeg sige, at hun havde et fantastisk godt greb på dem.

Det var jo første gang vi fik afprøvet vor formåen med hensyn til at være rejseledere for en flok, der for de allerflestes vedkommende nærmest måtte betegnes som vidt berejste. Men vi var da, på forhånd, helt trygge ved at der var en lærer med. Det skulle imidlertid vise sig, at i det stykke havde vi gjort regning uden vært. Niels Krogh, som desværre døde temmelig ung for få år siden, var en yderst behagelig og meget sympatisk mand, og utvivlsomt også en dygtig og skattet lærer på Næsgård. Men udenfor klasseværelserne, havde han tydeligvis ikke meget, at skulle have sagt. Eleverne ignorerede ham simpelt hen, eller også lavede de grin med ham. Men det er måske sådan, det er at være lærer i vore dage?

Disse Safaribusser (rugbrød) er jo forsynet med et tag der kan løftes op, så man kan stå op og kigge ud over landskabet i vildtreservatet. Men når man kører på landevejen skal man selvfølgelig sidde ned på sæderne. – Der var hurtigt nogle af dem, der syntes det var sjovt at hænge ud over taget. Det måtte vi jo så fortælle dem ikke var lovligt. Da det ikke syntes, at have nogen virkning, sagde jeg til Krogh, at jeg da var glad for at vi havde en ansvarlig lærer med. – Men det lod sig tydeligt se, at, i det stykke skulle han altså ikke have noget klinket. Så måden hvorpå jeg fik dem vænnet af med det var, at jeg hele tiden kørte den mellemste bus, således at jeg både kunne se dem foran og dem bagved, og så snart nogen stak hovedet op igennem taget begyndte jeg at tude i hornet, og blev ved til de var kommet ned igen. For nok var vi i et såkaldt uland, men derfor skal landets love nu alligevel overholdes, rent bortset fra, at det ville kunne berøve os både en klækkelig sum penge til bestikkelse, og en masse kostbar tid, hvis vi, på grund af simple drengestreger, kom i karambolage med politiet. Men uanset disse kontroverser, hvor vi nogle få gange virkelig måtte bruge de store bogstaver. Så oplevede vi på intet tidspunkt, overhovedet, fra nogen side en eneste sur mine. Og når det hele bare kommer til at spænde af på den måde. Ja. så kan man da alligevel slet ikke lade være med, at komme til at holde rigtig meget af dem alle sammen, med unoder og det hele. Det var som en tur med en af de rigtig gode familier, hvor man kan tage nogle tørne, så det flyver om ørerne. Men alligevel lade sammenholdet være det afgørende, når det gælder. Vi betragter begge to denne tur som en af vore helt store oplevelser, som vi meget nødigt ville have været foruden.

Linda & Arne Larsen