Vinterminder fra da der var vintre til!

Rigtig vinter har vi ikke haft i adskillige år, i det mindste kun for kortere perioder ad gangen. - Da jeg var dreng havde vi sommetider ekstremt strenge vintre i månedsvis. Man taler om de 3 krigsvintre 1939 - 40 til og med 1941 - 42. Fælles for dem alle 3 var, at de begyndte tidligt og varede ved meget længe. Hvad også bevirkede, at de indre danske farvande frøs til, så f.eks. så storebæltsfærgerne, og til tider også isbryderne måtte give op, og forbindelserne imellem landsdelene måtte klares med såkaldte isbåde, vist nok almindelige småbåde forsynede med meder, som et antal mænd kunne skubbe, trække hen over isen, og i påkommende tilfælde redde sig op i, hvis man var uheldige at komme ud på for tynd is. Nogle steder, hvor isen havde vist sig særlig sikker, kunne man endda benytte sig af hestetrukne slæder. På landjorden ”kørte” man i lange tider med hestetrukne kaner. Mælkemændene, der hver eneste morgen kørte rundt på vejene og samlede leverandørernes mælk sammen til mejeriet, brugte specielle kaner, kaldet knopslæder, de havde et stort fladt lad, med plads nok til, at alle mælkejungerne kunne stå på dem. Det var ind imellem en hård tørn at være mælkekusk, for mælken skulle jo til mejeriet uanset vejret. Somme tider kunne vejene være helt eller delvis lukkede af enorme snedriver i dage og uger. Så blev der, på særlige steder, sat halmviske, på lange stager, hen over markerne, som pejlemærker for dem der absolut skulle frem, så de, ved at følge dem, kunne komme uden om vejenes værste driver. Postmanden, som ellers altid var på cykel, kunne selvfølgelig heller ikke komme frem. Derfor måtte bønderne, som jo alle havde hest og kane, skiftes til at køre for ham. Og det kunne tit tage hele dagen, selvom hans tur, set med vore dages øjne, slet ikke var så lang. Men en masse mennesker var der jo alle steder. Og især når der var rigtigt snefog var postmanden og hans kusk en velkommen gæst, og rundt omkring på gårdene blev der budt på hjemmebagt hvedekage (franskbrød) og masser af kaffe – ja rigtig kaffe var det jo ikke, fordi vi under hele 2.verdenskrig var afskåret fra at få oversøiske varer til landet, så det man kaldte kaffe var noget miskmask blandet sammen af forhåndenværende forskellige planter, og en dram eller to kunne de vel også få lempet ind under vesten undervejs, selvom de jo også for det meste, bestod af erstatninger for de ægte varer. Men i sådan et føre, havde de fleste beboere langs postruten masser af tid til at snakke og drikke, for tiden skulle jo gå med noget. Dette gjaldt især på de gårde hvor gæstfriheden i forvejen var velkendt. Nej, hverken postmanden, hans kusk, eller for den sags skyld hesten, kom til at mangle noget. Og hvad havde man også at skynde sig efter andet end lige det at nå hjem, inden det blev mørkt.

Til gengæld, så var alt nødvendigt arbejde, så snart opholdsvejret meldte sig, blevet gjort dobbelt besværligt. For ikke alene skulle der sørges for dyr og menneskers velbefindende hvad angik foder, mad, varme og daglig pleje som føleligt besværliggjordes af dette ekstreme vintervejr. Der skulle også, så snart  vejret var bare nogenlunde, kastes sne væk fra vejene. På enhver ejendom, stor eller lille, hvilede der en, i forhold til ejendomsstørrelsen, udmålt snekastningspligt. Og administrationen af denne pligt pålagdes, som borgerligt ombud, en af sognerådet udpeget og i pågældende distrikt boende, snefoged. Ham påhvilede det at tilsige det antal snekastere fra gårde og huse, som han skønnede nødvendigt for at hurtigt at få vejene ryddet for driver. Det var en opgave, der i fald vinteren var lang og hård, bestemt ikke var misundelsesværdig. - Der skulle også i løbet af vinteren laves brænde til næste vinters forbrug, og det var i særlig grad arbejdskrævende under krigen, hvor der var brændselsrationring. Man fik af kommunen tildelt et vist begrænset kvantum brænde fra skoven. Resten måtte man skaffe sig på anden måde. Hjemme hos os fældede vi hvert år et antal gamle piletræer fra markhegnene. Men det krævede mange dages hårdt arbejde, for pile er både knudrede og seje og have med at gøre. Alle grene lige ned til de tyndeste kviste blev hugget til risbrænde som brugtes til at tænde op med og især til at fyre med på komfuret i køkkenet. Vi plejede altid at trøste os ved at sige, at pilene gav varme to gange. Første gang ved at rydde, save, hugge og flække dem. Og dernæst, året efter, ved at fyre med dem. Der skulle også, med hest og vogn, køres roer ind fra den udendørs roekule og ind til roekælderen ved kostalden, hvilket under sådanne omstændigheder kunne være en brydsom affære. For roekulen havde, som sikring mod frosten, fra efteråret af været dækket til med et tykt lag jord, og denne jord kunne det, hvis den var gennemfrossen, være meget tidkrævende at få fjernet, for i det hele taget at få fat i roerne, ligesom det heller ikke var så ligetil at få den resterende del af kulen dækket af igen, så frosten ikke kunne trænge ind. Men til gengæld lå alt markarbejde af gode grunde helt stille  

Noget anderledes forholdt det sig for os børn. For selvom vi, en gang imellem, kunne blive sat til et arbejde, vi ikke ligefrem elskede. Så var det alligevel ikke værre, end at vi gik og ønskede, at vinteren ville blive ved rigtig længe. Vi løb på skøjter næsten hver eneste dag sammen med en flok andre børn, først på byens gadekær. Og der vi var virkelig mange, for stort set alle byens børn var med. Der var jo, den gang, ingen, der hverken spillede fodbold, gik til spejder eller alt det andet, som siden er kommet til. Et par timers gymnastik ugentlig på kroen, og lidt danseskole, det var alt. Men de skøjter vi havde, kan vist i dag kun findes på museer. Ja, vi fandt da også nogle gamle skøjter på loftet, der vist nok engang havde tilhørt moster Maren Johanne, det ene par kaldte mormor ”snabelskøjter” og det andet ”hælebrækkere”. Sikkert nok fordi det ene par havde en snabel foran, imens begge par var beregnet til fastspænding på hælene af lædersnørestøvler og så fastholdt fortil med en rem hen over vristen. De nye skøjter, som vi siden brugte, var også beregnede til at skrues fast på læderstøvler med en dertil beregnet nøgle, som man skulle passe godt på ikke at tabe, for det kostede 15 ører at købe en ny. Men da vi ingen læderstøvler havde, kun vore bløde gummistøvler, var det at få skøjterne spændt ordentlig fast tit en vanskelig, somme tider nærmest umulig sag, også selvom vi havde skøjteremme op over vristen som ”ekstra sikring”. Alligevel faldt skøjterne næsten hele tiden af. Særlig klart for mig står en dag, hvor den der fastspænding havde drillet mig ekstra meget, da havde jeg nemlig været så uheldig at tabe min skøjtenøgle, og jeg turde ikke fortælle det til mor, og da slet ikke til far. Jeg var dybt ulykkelig over det, så ulykkelig, at jeg vist ikke sov den hele nat. Næste morgen lå jeg i min seng og bad inderligt til Vorherre, om han dog ikke ville lægge den tilbage i min lomme igen, hvorefter jeg, fuld af håb og forventning stod op, og mærkede efter. - Men lommen var og forblev tom.

Men det var nu ikke kun isen, vi var henrykte for. Sneen var skam heller ikke at kimse ad. Vi havde hver en hjemmelavet slæde, en som far selv, med megen snilde og godt resultat, havde konstrueret. Det var mest ude på vejen vi legede med slæde, især når sneen var kørt fast og var blevet hård som is. For så kunne vi stage os frem med en lang kæp. Eller vi kunne lægge os på slæden og skiftes til at skubbe den frem – eller også, hvis der var en god bakke, så den kunne stryge af sted af sig selv - i hvert fald så længe det gik nedad. Og når der først, den gang var kommet sne på vejene, så blev den liggende til tøvejret kom og smeltede den væk. Saltning var man endnu ikke begyndt på, og det ville jo også medføre problemer for de mange kaner man var afhængige af til transport af både det ene og det andet. Da var det også, at der var nogle raske unge mennesker der fandt på, at man også kunne stå på ski for at komme frem. Helt fra begyndelsen af var det at stå på ski, først og fremmes en måde at komme frem på, når alt andet var umuligt. Men det forhindrede naturligvis ikke, at vi drenge hurtigt fandt på at bruge dem som et hidtil ukendt legeredskab. Vi fandt hurtigt en lille bakke, som vi, med møje og besvær. kunne møve os op på, for siden at stryge ned igen for fuld fart.

Men ski og stave var godt nok ikke noget, vi sådan bare kunne købe os. Ikke fordi de ikke kunne købes. Men fordi det i vores kære hjem var en utænkelig luksus at bruge penge på. - For der var i forvejen svært nok for far og mor, at skaffe mad og tøj til os alle sammen - nok uden at vi havde den helt store forståelse herfor. Men vi måtte lærte at indrette os, og hvis vi ville have ski, så måtte vi lave dem selv. Til alt held fandt vi en gammel feltseng på loftet med defekt fjederbund. Fra den fik vi lov til at tage sidefjælene og bruge som ski. Vel var de ikke ligefrem fremragende til formålet. Men det var det bedste vi havde ved hånden. Og dog noget som med lidt god vilje godt kunne ligne rigtige ski. Bindingerne havde vi problemer med, men dem løste vi også efter de forhåndenværende søms princip. Og som skistave var det ikke spor vanskeligt at finde et par egnede træpinde. - Når jeg nu, så mange år senere, tænker på det. Så må jeg ærligt sande, at vi havde det aldeles pragtfuldt. - For alt det som vi, set med nutidens øjne, havde måttet mangle. Ja, det vidste vi heldigvis slet ikke noget om.

Men vi havde også mange andre glæder ved den megen sne. Som nævnt var det jo imens 2. verdenskrig rasede omkring os ude i den store verden. Hvilket naturligvis også satte sit præg på vore lege. Først byggede vi i fællesskab formidable fæstningsværker af sne. Og siden delte vi os i 2 hold, hvor det ene hold skulle forsvare fæstningen, og det andet hold angribe den. Og derefter gik det ellers på livet løs med sneboldkamp. Og da man normalt, i en sneboldkamp, ikke ligefrem bliver gjort ukampdygtig, var vi nødt til at fortsætte indtil ingen af os orkede mere. Eller til vi var blevet så kolde og våde, at vi havde mere lyst til at komme ind og få varmet os ved en dejlig kakkelovnsild.

Når bare der var sne nok var der næste ingen grænser for hvad vi kunne finde på at bruge den til. At bygge snehytter var en af mulighederne. Ved at stikke den ikke ganske nyfaldne og derfor temmelig faste sne ud i terninger med en skovl, og stable dem oven på hverandre som ”byggesten” var det muligt at bygge hytter så store at vi kunne stå oprejst inde i dem. Det mest besværlige var at få dem lukket helt sammen i toppen. Men med lidt forsigtighed lykkedes det i regelen. Man kunne så gøre dem ekstra holdbare ved at stænke lidt koldt vand på dem, og lade det fryse til is. Havde man først gjort det, kunne de faktisk klare ret megen tø om dagen uden at falde sammen. Næste nat var frosten der jo igen til at reparere eventuelle skader. Men det gik jo altså desværre slet ikke med et aldrig så lille bål for at få varme og lys. Så vi måtte slå os til tåls med bare med at få læ for vinden og god lejlighed til at prale med vor ”ingeniørkunst”. Ja, bare det selv at have bygget et hus af sne var for os noget stort?

Det allermest almindelige man kan lave af sne, nemlig snemænd, lavede vi selvfølgelig også en del af. Men det var nu mest, når der ikke var sne nok til alt det andet. Det er vist for øvrigt også noget vanskeligere at lave snemænd, når der er rigtig megen sne og frosten er hård. Sådan en skal jo trilles for at få en tilpas størrelse. Og det forudsætter faktisk dels, at snelaget har en tilpas tykkelse, at sneen ikke er føget i driver, og at temperaturen ligger lige omkring frysepunktet. Er det for koldt, kan man ikke få sneen til hænge på bolden, når man triller den. Men hvordan en snemand ellers ser ud, behøver jeg vist ikke forklare. Sådan en har de fleste børn selv prøvet at lave med små stykker kul eller koks, eller noget andet sort, til øjnene og en gulerod til næse. – Den høje hat måtte vi godt nok, i mangel på bedre, erstatte med en gammel udslidt pelshue.

Som ovenfor antydet, så ønskede vi, som børn, altid at vinteren ville blive rigtig lang, at der ville komme rigtig megen sne. Og når vinden gik i sydvest og radioens vejrberetning bebudede tø tog kedsomheden os, som den lige i øjeblikket tager enhver pige eller dreng, der har mistet sit legetøj. Om det så i virkeligheden var for det mistede legetøjs skyld, eller om det var fordi tåge og regn i sig selv er deprimerende, skal jeg ikke kunne sige. Men der er nu heller ikke noget der ser så kedeligt ud som gammel sne i tøvejr, trist og grå er lige hvad den er. – Men endelig, efter disse meget lange vintre, så mærkedes det heldigvis også, at den varmende sol kravlede stadig længer op på himlen, alt imens lærken begyndte at lade sine glade triller høre oppe fra en stadig mere blå himmel. Og det kan da kun være fordi foråret må være lige henne om hjørnet!