Før Storstrømsbroen

En gang vi cyklede ned til Gåbense, (vi sagde nemlig altid ned til Gåbense, ligesom vi også sagde op til Nr. Alslev). Og til Gåbense skulle vi jo altid, når vi skulle besøge Farmor og Farfar, som boede ovre i Masnedsund. For færgen dertil sejlede netop mellem Gåbense og Madsnedsund. Det var en råkold og tåget vintermorgen, en af de dage hvor dagslyset, selv langt op på formiddagen havde besvær med at sætte sig igennem. Aftenen før havde far gjort karbidlygterne klar, så de ikke var alt for genstridige at få fyret op i, når vi skulle af sted. Tiden skulle jo passes for ikke at komme for sent til færgen. Og det ville heller ikke være rart  at skulle køre i blinde, fordi lygterne drillede. Far havde bundet en sæk omkring stangen på sin cykle for at jeg ikke skulle blive alt for øm i enden af at sidde på den. Og mor havde indrettet et interimistisk sæde til Helge på sin bagagebærer, mens Hans Svenning endnu ikke havde gjort sin entré i familien. – Eller måske havde han allerede indrettet sig lunt og godt inde i Mors mave? Derudover mindes jeg vist ikke meget andet end turen ud ad vigvejen, der den gang bare var en smal grusvej med en række store Elmetræer på hver side. Og i den tætte tåge lyste lygterne kun op lige foran cyklernes forhjul. Men når vi kiggede op imellem de to rækker træer kunne vi lige netop skimte den grå tåge, den tegnede sig som en lang, en smule lysere stribe oppe imellem træernes mørkere kroner.

Lidt senere, da lillebror Hans Svenning var kommet til, begyndte vi at køre til Gåbense med hest og ponyvogn, fordi det jo nok var nemt nok for Mor og Far at cykle med hvert et barn. Men langt mere besværligt, når der nu var kommet en ekstra lille baby til. For der var sådan, at der i tilknytning til Færgegården, som jo stadig ligger der, var der en rejsestald, hvor de rejsendes heste, for kortere eller længere tid, kunne staldes op. Men havregrutning (malet havre) blandet op med hakkelse som foder til hesten, mens vi var væk, måtte vi selv have med. Men noget senere, da vi havde fået en tjenestekarl, der hed Magnus, hvis mor var malkekone oppe på Borregård. Han var det man kaldte "lidt til en side", men ikke mere end han godt kunne finde ud af selv at spænde en hest for en vogn. Så i den tid vi havde ham, kørte han os til færgen og hentede os igen, når vi kom tilbage. Dog var det hver gang, han skulle hente os lidt spændende at se, om han nu også var der til tiden, eller om vi skulle blive nødt til at gå hjem? Men jeg mindes nu ikke, at nogen gang havde taget fejl af klokkeslættene. Jeg kan slet ikke huske hvor tit vi besøgte Farmor og Farfar. Kun at det altid var noget vi børn glædede os til. Og da ikke mindst til selve sejlturen, der vel må have taget omkring en times tid. Den syntes vi altid var utrolig spændende - lige meget om vejret var godt eller om færgen gyngede lystigt for en frisk kuling - og gynge det kan I ellers lige tro, at den kunne, for den var i sammenligning med vore dages færger ikke ret stor. En anden ting, som vi altid interesserede os meget for, var de fine motorcykler og biler, der somme tider kunne være med. Og det optog os især, hvis der var fornemme tyskere i deres skinnende, luksuøse biler. Eller der kunne også være rigtige sportsvogne, der rigtig kunne få vor fantasi til at blomster og øjne til at drømme. Jo, der var meget for raske drenge som os at opleve på Gåbensefærgen, der den gang udgjorde et uomgængeligt led i den direkte landevejsforbindelse imellem Berlin og København.

Men så under den alvorlige krise i begyndelsen af 1930verne, hvor arbejdsløsheden var meget stor, blev der, dels som beskæftigelsesarbejde og dels til imødegåelse af fremtidens krav om trafikale forbedringer, i folketinget vedtaget en lov om bygning af Storstrømsbroen. Og selvom Far var dybt engageret i politik og samfundsforhold, og, efter at vi havde fået radio, hver dag lyttede meget opmærksomt til Pressens Radioaviser, og derfor også kendte til disse broplaner, så var det naturligvis ikke det, der fyldte i vores barneverden. Ikke før vi selv med egne øjne havde haft lejlighed til at se byggeriet. Og vi så hvordan den ene bropille efter den anden skød op af vandet i en lang række. Det var på disse sejlture med færgen til Masnedsund, over til Farmor og Farfar, vi over nogle få år fik syn for sagn, og med en blanding af vemod, vi, fordi disse spændende sejlture så snart ville få en ende, og forventning, fordi vi snart ville kunne cykle hen over vandet, lige når vi selv havde lyst, kunne følge med i bygningen af denne lange bro, igennem mange år Europas længste. Vi var, både store og små, simpelt hen imponerede over hvad vi så. Og den dag broen blev indviet, af kongen selv på hans fødselsdag den 26. september 1937, kom han, Christian Den Tiende, sammen med sin dronning, Alexandrine, og følge i den kongelige salonvogn trukket frem af et skinnende, nypudset damplokomotiv, og så foregik det på den allerskønneste septemberformiddag man overhovedet har kunnet forestille sig. Første stop var Vordingborgs nye jernbanestation, som han skulle indvi, ligesom næste stop også var en ligeså nye station i Orehoved, hvor kongen igen havde den samme højtidelige opgave som i Vordingborg. Men det blev jo så også både første og sidste gang, en konge satte sine ben på Orehoved Station, der allerede nu igennem mange år har stået som et trist, tiloversblevet hylster, ladt tilbage af en tid der bare drog videre - som et memento mori om alle tings forgængelighed. – Men denne fremtidens evige bevægelse imod uendeligheden gjorde dog ingen skår i højtideligheden på Orehoved Station på dens store dag, hvor en masse lokale beboere sammen med honoratiores fra både Lolland og Falster, først og fremmest Maribo Amtsråd med Amtmanden i spidsen var mødt op i stiveste puds for at byde deres konge velkommen. Selv var vi ikke til stede. Men mange andre vålsere var der helt sikkert, og blandt dem naturligvis også vores egen mejeribestyrer Larsen, der var med som medlem af Amtsrådet. Og han fortalte da også siden, vidt og bredt, med en blanding af stolthed og ærefrygt, hvor få meter han havde været fra kongen. Selv lagde vi da også, i dagens anledning, den hjemlige travlhed i vores lille landbrug til side, og cyklede ned Orehoved efter middag, til Byen med den nu dødsdømte jernbanestation og færgefart. Vi så tilfældigvis det allersidste tog forlade byen. Dette tunge prustende damplokomotiv, og med det mange andre lokomotiver havde igennem et par menneskealdre, hyldet i røg og til akkompagnement af høje prust og fløjtelyde, sat sit umiskendelige stempel på byen og dens beboere. Men dette allersidste tog havde nu, som blind passager, taget den hele bys selvforståelse med på rejse imod ukendt destination. Hvilket unægtelig dannede en skarp kontrast til det feststemte lokomotiv, der just havde trukket kongens salonvogn, ind i fremtidens lokkende verdener. For selvom jeg ikke selv boede i Orehoved, og selvom jeg kun var 11 år, så berørte det mig alligevel på en mærkelig måde.

Vore cykler efterlod vi ikke langt fra den spritnye ”Restautant Falstria”, i en af de utallige, interimistiske ”cykelstalde”, der i dagens anledning var etableret. I en sådan ”cykelstald” betalte man et lille beløb – måske en 5 - eller 10øre, hvorefter staldens indehaver tog vare på cyklerne til man hentede dem igen. Sådanne cykelstalde fandtes den gang på ethvert sted, hvor et arrangement, stort eller lille, afvikledes, hvad enten det var på det fine hotel Baltic i Nykøbing, på Vålse kro eller ved Fællesdyrskuet i Maribo, og hvad der gjaldt for cyklerne gjaldt også for folks overtøj, hvis vejrliget krævede det. Så var der etableret en garderobe, hvor en mand eller kvinde, mod betaling, tog vare på det også. Men nu tilbage til Storstrømsbroens indvielse. Efter at have fået cyklerne staldet op, begav vi os til fods op på broen og tog turen ud til buerne og tilbage igen. Og der var et hav af mennesker alle vegne, og et hav af biler alle vegne. Det hele var nærmest komplet uoverskueligt. - Aldrig har der vist været så mange fodgængere på cykelstien og biler på broens kørebane på en gang. Brofesten havde udviklet sig til en regulær folkefest, hvor også vejret, som ovenfor antydet, viste sig fra sin allerbedste side med højt, klart og rigtig lunt solskinsvejr, næsten uden vind, og det lige fra tidlig morgen til sen aften. Men samtidig kunne vi også fra broen mod vest se færgerne Masnedø – Orehoved og mod øst Gåbense – Masnedsund sejle deres sidste ture. - Og dermed blev det med et slag meget lettere at besøge Farmor og Farfar. - Hvor det før krævede den hele dag, kunne det nu klares som en aftentur. Men eventyret ved rejsen forsvandt, for nu var det jo ikke længer nogen rejse. – Bare et lille smut – men nu uden den forventningens glæde, som kun en rigtig rejse vil kunne skabe. At besøge farmor og farfar var nu nemt, bekvemt og hurtigt. Men i forhold til det der forsvandt også farveløst og hverdagsagtigt.