Skoleudflugter

Der var jo på den tid, da jeg havde mine første skoleår ikke ret mange af forældrene der havde bil. Og selv om disse betragtede det som en æressag at køre for os, var der slet ikke plads til alle. Desuden havde de, naturligt nok, også altid deres koner med. Og ud over de få forældre der var ejere af en bil, var det meget få af os der havde enten far eller mor med Selv havde jeg det f.eks. aldrig, så jeg blev altid sendt af sted alene eller når alderstrinnet passede, sammen med min bror Helge. Til alle dem, der ikke var plads til i privatbilerne, var Valdemar Smeds lastbil blevet hyret, og den var så til lejligheden forsynet med bænke, som var lånt på kroen, for at vi skulle kunne sidde nogenlunde komfortabelt. Det var godt nok den samme lastbil, der de andre dage, transportere grise og kreaturer til slagteriet i Nykøbing, og på tilbagevejen forskelligt fragt – alt mellem himmel og jord lige fra meget tunge effekter som kakkelovne til små glas med piller fra apoteket. Men selvfølgelig var lastbilen i dagens anledning blevet gjort ekstra godt ren. Og de høje rækværker på laddet, som til hverdag forhindrede dyrene i at hoppe af, var jo også gode til at holde os børn på laddet, så vi ikke, i bare kådhed, gik hen og faldt af. Og så var disse rækværker ellers pyntet med friske bøgegrene. Meget festligt var det når vejret var godt, og det kan jeg slet ikke huske, at det ikke var, en del os havde et lille dannebrogsflag med, der lystigt blev svinget med, når vi passerede en af de mange landsbyer på vejen, imens vi af fuld hals, sang med på de viser og sange vi havde lært i skolen, hvorfor der da også var altid rift om at komme med lastbilen, simpelt hen fordi det var meget sjovere at være med der end i luksusbilerne, og luksusbiler var nu den gang betegnelsen for en privat bil, som vitterligt også var ren luksus i forhold til at skulle ud og rode med seletøj, hest og dennes opstaldning, men dette at have bil var nu også kun for dem, om hvem det hed sig som det hed, for det at have bil var virkeligt betragtet som ren luksus, og dertil kun for dem der virkelig var ved "muffen", som man sagde. For os udflugtsglade unger var det altså alt for kedsommeligt bare at blive puttet ind i en bil til nogle kedelige voksne, der ikke vidste at snakke andet end deres egen snak, imens alle kammeraterne morede sig ustyrligt på lastbilens.

I de første to år af vor skoletid, dvs. fra ca. 7 - 10 år gik udflugten til skiftevis Nykøbing eller Nysted, og varede kun en god lang eftermiddag. I Nykøbing gik den til Zoologisk Have, det nuværende Folkeparken, som den gang var en rigtig Zoologisk have, med en masse forskellige dyr og fugle lige fra løver og bjørne til hvide mus, grise, geder og de mindste fugle. Og lige ved siden af lå jo Vesterskovspavillonen, hvor vi begyndte med at få sodavand og varm chokolade med lagkage. Siden forslog vi et par timer i den Zoologiske have med dels at kigge på både de vilde dyr og lege med de tamme dyr som pattegrise og gedekid. Det helt store nummer var at købe sutteflasker med mælk, hvis indhold både smågrise og gedekid trængtes om at få del i. Hvis der så var lidt tid til overs efter det, var der rig lejlighed til at lege børnelege på det store græsareal lige ved siden af, som også udgjorde Nykøbings dyrskueplads, hvor Falsters Landboforening, i skifte med Stubbekøbing, hvert andet år afholdt sit eget lokale dyrskue. Når så eftermiddagen var godt og vel brugt op, kom de medbragte madkurve frem fra deres ”gemmesteder” under køligere, til den specielle lejlighed opfundne forhold, da vor tids praktiske mobile kølefaciliteter jo endnu ikke var opfundet. Spisningen kunne så, i godt vejr, foregå mere eller mindre selskabeligt, idet dog alt hvad der hed bordskik, i hvert fald for os børns vedkommende, var midlertidigt annulleret. I tilfælde af dårligt vejr stod Vesterskovspavillonen naturligvis til vor rådighed hvad angår spisningen, også af medbragt mad - om end en skoleudflugt i regnvejr næsten ikke en gang ville være til at tænke på. Og så kunne det ellers hurtigt, når alt var fortæret, blive tid til at vende næsen hjemad. – Og efterhånden som vi igen nærmede os de hjemlige omgivelser, steg også lystigheden på lastbilens lad. Hurraråbene rungede ud i den stille aftenskumring, og sangenes glade stemninger fik et ekstra løft. Alle – også de mange der ikke var med skulle vide, at endnu en vidunderlig dag var føjet til alle de andre gode dage, som vore børneliv, trods hjemmepligter og andre, til livets ophold nødvendige gøremål, var så fulde af.

Hvert andet år, når turen gik til Nysted foregik det naturligvis på samme måde, bortset fra at der gik vi i vandet, og legede senere "To mand frem for en Enke" i sandet ud for skansepavillonen, spillede håndbold, eller hvad andet lærerinden nu syntes, vi skulle foretage os. Men traktementet og transporten var det samme, som når vi tog til Nykøbing. Naturligvis havde vi også lommepenge med. Selvom vi ikke alle havde lige mange. Selv fik jeg, hver gang en krone, med til at solde op. Enkelte havde meget mere. Men jeg husker også en, som ikke havde noget, men hun fik en krone af lærerinden. Den billigste is kostede 10 øre. Og selv om der ikke var meget at bruge løs af. Så jeg tænker stadig tilbage på disse udflugter med glæde og taknemlighed.

Den allerførste gang jeg skulle rejse med tog, var også en skoleudflugt, Det må have været i 1935, da jeg endnu ikke var fyldt 9 år. Og den gik til Næstved. Først samledes vi i skolegården her i Vålse, hvor både de mest velstående af forældrene med deres luksusbiler – dem var der jo stadig ikke ret mange af, og Valdemar Smed med sin lastbil, var mødt op for at køre os til Orehoved Færgehavn, hvorfra vi sejlede over til Masnedø. Og der stiger jeg så for første gang i mit liv op i et tog. Det var naturligvis et tog med et rigtigt damplokomotiv foran - andet fandtes ikke - og jeg var dybt imponeret. Jeg skulle naturligvis, ligesom de fleste af mine kammerater, hele tiden stå i vognens sidegang med hovedet så langt ud af et vindue som vel muligt. Og det, selv om vi med tydelig skiltning: ”LÆN DEM IKKE UD” var tilbørligt advaret. Da vi, alt for hurtigt, nåede Næstved, var min fine hvide, nystivede sommerhat, samt mine næsten lige så hvide fortænder slet ikke hvide længere. De var nemlig undervejs blevet ” dekoreret” med fint, sort kulstøv fra lokomotivets skorsten. – Men dog, så er det jeg mest husker den udflugt for, var at jeg, da toget på vejen ud gjorde holdt på Vordingborg station, tabte den eneste krone, jeg havde fået med til at snolde for, ned i en avis/sliksælgers store bakke med forskellige ting og ugeblade, som han gik og faldbød nede fra perronen, idet denne bakke, som hang i en bred læderrem omkring nakken på ham, gjorde det ud for en let overskuelig udstillingsplads, lige foran sig på maven på ham selv, for hele hans sortiment af herligheder. Og jeg tabte såmænd bare min enkrone, fordi jeg tilfældigvis havde den i hånden, da jeg, ligesom alle de andre, rakte armene ud af togvinduet, ikke fordi jeg havde tænkt at købe noget, men bare for nysgerrigheds skyld, tror jeg nok. Men da trængselen ved vinduet var større end jeg rigtig var forberedt på, kom jeg altså til at tabe hele min ”formue” ned i den stakkels sælgers ”varelager”. At det virkelig var ham, der var stakkels, opdagede jeg rigtigt, da han gav sig til at lede efter min krone, som havde gemt sig så godt, at han kun lige nåede at finde den og række den op til mig, inden toget igen fløjtede afgang. Han havde altså tålmodigt brugt den tid på at finde min krone, som ellers kunne have bibragt ham en beskeden indtægt ved salg af nogle af sine varer. Varer, som der øjensynligt var nok andre, der havde interesserede i at købe.

Naturligvis var jeg ham meget taknemmelig for, at han gav mig min krone tilbage, idet jeg dog husker, at samvittigheden efterfølgende nagede mig. For det jo var på grund af min skødesløshed, han havde tilsidesat sine egne forretningshensyn. Senere gik det nemlig op for mig, hvilken trang til hjælpsomhed der, fra hans side, må have ligget bag. – Måske havde han, som så mange andre arbejdsløse, sultne børn derhjemme, som han skulle sørge for mad til?

Men det blev så også den sidste skoleudflugt, jeg overhovedet kom med på. Der var ellers tradition for 2dages skoleudflugter til København for de store klasser, som jo nu ikke længere gik hos lærerinden, men hos skolelæreren. Imidlertid skete der det tragiske, at vores skolelærer, ganske få dage efter at jeg var nået op i hans klasse, blev alvorligt syg af en kulilteforgiftning, og derefter erstattedes med en vikar, imens det forventedes, at han indenfor en uoverskuelig tid igen skulle blive rask og i stand til at genoptage arbejdet. – Det trak imidlertid ud med hans sygdom. Så min klasse blev ved med at have skiftende vikarer i de resterende 4 år af min skoletid. Og man har sikkert ikke fra skolekommissionens side ment det forsvarligt at overdrage ansvaret med københavnsudflugterne til disse skiftende unge vikarer.

I de små klasser, dvs. fra ca. 7 - 8 år gik udflugten til skiftevis Nykøbing eller Nysted, og varede kun en eftermiddag. I Nykøbing gik den til Zoologisk Have, det nuværende Folkeparken, som den gang var en Zoologisk have, med en masse forskellige dyr og fugle lige fra løver og bjørne, geder og grise til hvide mus og de allermindste fugle. Lige ved siden af lå jo Vesterskovspavillonen, hvor vi fik sodavand og varm chokolade med lagkage. Inden vi igen vendte næsen hjemad, spiste vi vor medbragte mad til endnu en sodavand. Da der jo ikke var ret mange af forældrene der havde bil, og selv om disse betragtede det som en æressag at køre for os, var der slet ikke plads til alle. Desuden havde bilejerne jo naturligvis altid deres koner med. Men bortset fra disse ”selvkørende” var det var meget få af os der havde enten far eller mor med. Selv blev jeg altid sendt af sted alene. Men til dem, der ikke var plads til i bilerne, var der hyret en lastbil, der til lejligheden der var forsynet med bænke uden ryglæn at sidde på, som var lånt henne på kroen.

Det var den lastbil, der de andre dage blev brugt til at transportere grise og kreaturer til slagteriet i Nykøbing på, som selvfølgelig i dagens anledning, var blevet gjort ekstra godt ren. Og de høje rækværker på laddet, som til hverdag forhindrede dyrene i at hoppe af, var jo også velegnede til at holde en flok overstadige unger på laddet, så vi ikke, i kådhed fik gjort noget dumt og faldt af. Læreren eller lærerinden var selvfølgelig også med på laddet for at holde kådheden inden for tilladte grænser. Og så var rækværkerne selvfølgelig i dagens anledning pyntet med friske bøgegrene. Meget festligt var det, og mange af os havde medbragt et lille dannebrogsflag, som vi lystigt svingede med, imens vi af fuld hals sang med på de viser og sange vi havde lært udenad i skolen. Når vejret var godt, og jeg kan for øvrigt slet ikke huske, at det har været dårligt vejr på de dage, så var der rift om pladserne på lastbilen, for det var meget sjovere at være med der, end at være vist hen til luksusbilerne, som det hed, for det at have egen bil var at betragte som ren luksus, og så var det at have bil da for resten også kun for dem der ikke lagde skjul på deres status og velstand, og som havde tjenestefolk til det grove, som man sagde. Men for os udflugtsglade unger var det noget andet. Vi ville hellere have lov til at slå os løse på træbænkene på lastbilens lad, så vidt som nu skolelæreren og lærerinden tillod det, end at sidde til anstand i en fin bil med bløde polstrede sæder, men hvor man så til gengæld også var afskåret fra at slå sig løs.

Når turen gik til Nysted foregik det naturligvis på samme måde, bortset fra at der gik vi i vandet, og legede senere "To mand frem for en Enke" i sandet ud for skansepavillonen, spillede håndbold, eller hvad andet lærerinde og lærer, som for øvrigt var søskende, hed Bruun og stammede fra Nærstrandgård i Nr. Vedby, nu syntes, vi skulle foretage os. Men traktementet og transporten var det samme, som når vi tog til Nykøbing. Naturligvis havde vi også lommepenge med. Selvom vi ikke alle havde lige mange. Selv fik jeg en krone med til at solde op, eller rettere holde hus med . Enkelte havde meget mere. Men jeg husker også en, som ikke havde noget, men hun fik en krone af lærerinden. Den billigste is kostede 10 øre. Og selv om der ikke var meget at bruge løs af. Så tænker jeg tilbage på disse udflugter med stor glæde og veneration.

fordrev tiden med at lege ”To mand frem for en Enke” og ”Bro bro Brille”. Men endelig kom toget, som vi godt trætte og udasede steg på. Og så dampede vi ellers sydpå imod færgen til Orehoved igen hvor vi hentedes af de samme, som om morgenen havde sendt os af sted. Men når jeg nu sidder her og skriver imens jeg tænker tilbage. Så havde udrejsen, som jeg så mange gange senere i livet har oplevet det, sine håbefulde forventninger næret af ufortrøden lyssyn og optimisme, imens hjemrejsen har sin stille eftertanke, sin poetiske mediteren over det der måtte stå tilbage som udkommet af de anstrengelser, som denne strejfen rundt i det ukendte altid, på godt og ondt, må efterlade sig. På denne, mit livs første togrejse, står hjemrejsen endnu tydeligt for mig, og imens solens kugle kom stadig nærmere synsranden, krøb kulrøgens skygger ude på de østvendte marker længere og længer væk fra futtoget, som det tit kaldtes, ikke kun i børnesprog, og jeg kom til at tænke på et vers af Jeppe Aakjær, vi som så mange andre vers, havde lært udenad, bare ved at synge dem gang efter gang: Toget stønner tungt afsted / Højt sig røgen løfter / plagen står ved vangeled / slår sig løs og snøfter / hyrden kobler sine køer / aftensuk i siv og rør / fra den åbne smededør / går lange skumringsgnister.

Ja, hver gang jeg tænker på denne ganske særlige togtur hjem fra Næstved, tænker jeg også på dette vers, som for mig rummer en dyb resignation og accept af menneskelivet med alle dets op og nedture, en accept både af det der var lykkedes og det der ikke var lykkedes, og jeg kan tage det hele til mig, omfavne det og trods alt lade mig glide hen i glad ro, ro for legeme og sjæl. Og så går det mig, ligesom det gik for Prinsessen der ikke kunne sove i H. C. Andersens eventyr: Efter en lang dag med mange oplevelser og strabadser faldt hun i en dyb befriende søvn på vejen tilbage til slottet.

Men hermed var det så også slut med skoleudflugter, i hvert fald for mit vedkommende, for da jeg var færdig med lærerinden i de 3 små klasser, og skulle begynde hos læreren, der havde de 4 store klasser, skete der det, at læreren var kommet til at starte sin bil inde i garagen, uden at tænke på hvor farligt det kunne være, når porten var lukket. Derfor fik han en meget alvorlig kulilteforgiftning og blev sygemeldt. Han blev så afløst af vekslende unge vikarer, og denne tilstand kom til at fortsætte til ganske kort tid før jeg gik ud af skolen. Om det så var disse unge vikarer, der ikke ville påtage sig ansvaret, med at fortsætte den mangeårige tradition med en to dages udflugt til København hver sommer, eller det var skolekommissionen der ikke ville overlade dem ansvaret med at gøre det, ved jeg ikke. Men grunden til at han ikke tog sin afsked eller blev sagt op, var at man troede på, at han igen kunne blive rask nok til at genoptage sit arbejde. På et vist tidspunkt forsøgte han da også, men det gik slet ikke. Og en ny fast ansat lærer fik vi så, som sagt, først ganske kort tid før min skolepligts ophør.