”Skoleridt”

Da dagen for skolestart var lagt fast, følte jeg det som noget ganske forfærdeligt. Det var som om hele min verden var ved at gå i opløsning, og jeg prøvede helt at lade være med at tænke på det. Men det kunne heller ikke hjælpe, dagen trængte sig bare endnu hastigere ind på mig som en uafvendelig ulykke. Jeg mindes min første skoledag, hvor min mor fulgte mig helt ind i skolestuen, og blev der i hele den første time, mens jeg selv blev anbragt sammen med alle de andre børn. Vi blev fordelt to og to ved pultene, og den eneste jeg kendte, var fætter Johannes. Men alligevel følte jeg mig, da mor var gået, ganske alene og forladt. Hun havde brutalt efterladt mig alene i denne helt nye, ukendte verden, som jeg mildest talt ikke ventede mig noget godt af. Den rygsæk, som mor havde givet mig nogen tid før, stod for mig som selve symbolet på den trældom, jeg nu med vold og magt skulle vænne mig til, og bedre blev mit humør da ikke ved at opdage, at alle de andre drenge havde rigtige tornystre, og ikke bare sådan en simpel slatten rygsæk som min. Vi havde alle fået besked på at møde med et træpenalhus indeholdende griffel beregnet til at skrive med på den skiffertavle, som vi også skulle have med sammen med en tavleklud og en lille flaske med vand til at væde denne klud med, når tavlen skulle viskes ren. En blyant, en blyantspidser og et viskelæder til at viske ud med, men endnu ingen bøger at skrive i. Dem fik vi først udleveret senere. Det drejede sig om skrivebøger, med bogstaver i, som vi så skulle øve os i at gøre efter. Men så vidt jeg husker, brugte vi, bortset fra førnævnte bøger hvor vi opøvede kunsten at skrive skråskrift, ikke andet end tavle og griffel igennem de første to tre år af skoletiden. I modsætning til mig så var vist alle de andre skolekammerater mere eller mindre glade og forventningsfulde omkring skolen. Vi var ikke så mange i klassen, bare en 12 - 13 stykker. Og jo mere det gik op for mig, hvor forventningsfulde alle de andre var, jo mere modfalden blev jeg. – Der var endda en af drengene, der, fordi han var yngre end os andre, godt kunne have ventet et helt år med at gå i skole. - Det kunne jeg slet ikke forstå.

For mig syntes det hele bare uoverskueligt.  Min mor. og ikke mindst min mormor havde læst med mig i en læsebog, der hed "HANEBOGEN", med en meget flot hane uden på. Og jeg var meget optaget af de meget fine billeder i flotte farver, der alle indgik i en eller anden lille historie, som så skulle læses. Men jeg syntes vist nok, at jeg sagtens kunne forstå historierne, uden at jeg havde behov for at læse det ud af bogstaverne. For dem forstod jeg jo alligevel ikke. - Og jeg var, for at sige det mildt, meget lidt glad for den skole. Om det var fordi, jeg virkelig var det man kaldte en ”sinke”, eller det måske bare var fordi jeg var så sikker på, at det var det, de andre regnede mig for, har jeg aldrig, heller ikke siden hen, fundet ud af. I hvert fald endte det med, at jeg ret hurtigt blev offer for deres drillerier – og det blev det jo ikke bedre af. Det eneste der kunne trøste mig lidt var, at jeg kunne se frem til at have skolefri hver anden dag.

Jeg tror ikke, at der var ret mange af mine skolekammerater, der på forhånd havde ”startet” skolegangen hjemmefra. Så fra begyndelsen stod vi vist temmelig lige hvad f. eks. læsefærdighed angik. Men det varede ikke ret længe inden nogle var blevet meget dygtigere end andre. Og så blev de dygtigste sat frem på de forreste pulte mens de dummeste blev forvist til de bageste. – Og det var da også der, jeg kom til at holde til. At lære kunsten at læse, skrive og regne fyldte naturligvis en god del af vor tid helt fra begyndelsen af. Men ud over det blev der også lagt meget stor vægt på bibelhistorie, danmarkshistorie og salmevers (det sidste som udeadslære), foruden at vi også sang meget, så meget at vi foruden sangtimerne, som vi vist kun havde en af om ugen, aldrig begyndte en time, uanset fag, uden at starte med en sang. Somme tider gik lærerinden helt hen og lagde øre til hver enkelt elevs sangstemme. Engang, da hun havde lyttet til mig, sagde hun til mig, at jeg kun skulle synge lavt med, og ellers høre godt efter med de andre. - På et noget senere tidspunkt fik vi også geografi og tegning. Geografien gik faktisk, for mig, hen og blev et yndlingsfag, ret beset det eneste der rigtig optog mig. Det var ikke ualmindeligt at jeg, om aftenen når jeg var kommet i seng, faldt i søvn med atlasset i hænderne, for jeg blev ved med at studere det indtil øjnene bare lukkede sig. Læsning fik dog efterhånden også, som tiden gik, en større stjerne hos mig, især efter at det var lykkedes mig at stave mig igennem min allerførste bog, lige fra ende til anden. Det var ”Den Sidste Mohikaner”. Den gav mig virkelig blod på tanden og satte gang i min læsning, først og fremmest om rejser i fremmede lande, og blev dermed også en yderligere spore for min interesse for geografien.

Som jeg allerede har fortalt gik vi kun i skole hver anden dag, altså 3 dage om ugen. Og vi gik hos lærerinden i 3 år. Et år i 1.klasse og to år i 2. klasse. Således at vi kun var en årgang i 1. klasse og 2 årgange i 2. klasse. Da jeg begyndte i 1. klasse var vi 12 elever, og da jeg kom op i 2. klasse blev vi så 23, husker jeg. I de store klasser, som vi benævnte 3. og 4. klasse, havde vi en mandlig lærer og var også der 2 årgange sammen i klassen. Uheldigvis blev læreren alvorligt syg få dage efter, at jeg var kommet op i 3. klasse. Og da man ikke ville afskedige ham, men vente og se, om han kunne blive rask igen, kom dette til at bevirke, at vi i alle de 4 år jeg havde tilbage i skolen, blev undervist af skiftende mandlige vikarer. Og det tror jeg bestemt ikke har forbedret min motivation for skolearbejdet, og det har dermed også, formoder jeg, medvirket stærkt til mit ringe udbytte af skoletiden.

Det var en æressag for mine forældres generation at undgå, at deres børn skulle udsættes for det samme, som de selv havde været udsat for i deres egen skoletid. Derfor var det for dem utænkeligt, at give deres børn arbejdspligter inden skoletid. Men stadig var skoleferier jo langt fra at være det, som de i vore dage er blevet til. Særlig på landet, hvor jeg jo hørte til, forblev ferier fra skolen noget der blev indrettet efter hjemmenes behov for et ekstra nødvendigt nap til gode for familiernes velfærd. Sommerferien blev af mange kaldt høstferie og efterårsferien kartoffel - eller roeferie. Og de var ikke på forhånd fastlagte. Lærerne på landsbyskolerne kunne selv, ved forespørgsel hos børn og forældre, tage stilling til hvilket tidspunkt der bedst ville tilgodese forældrenes behov, for hjælpende hænder, når høsten eller roerne krævede det. Og det blev skoleferierne så fastsat efter. For mig, der jo ikke på nogen måde var vild med at gå i skole, og som det passede fint både kun at gå i skole hver anden dag og at få ferie når der foregik noget ekstraordinært og spændende derhjemme, hvor jeg rigtig kunne få lejlighed til at udfolde mine lyster og evner, og ikke mindst min energi, var dette ikke spor uvelkomment. Mit problem med skolen bestod for en stor del i, at jeg vist nok var ordblind. – Selvom det ikke var noget jeg vidste noget om, og jeg tror heller ikke, at mine forældre tænkte på det, da det var et fænomen, som endnu ikke var kommet frem i lyset. - Noget helt andet er så det, som også i vore dage betragtes som et stort problem, nemlig at mobbede børn, generelt set, ikke får det samme ud af skolen, som dem af deres kammerater, der ikke er mobbede. I datidens terminologi, hed det sig, at hvis man ikke var lige så lyst et hoved som de fleste andre, så var man bare dum. Og det at få hæftet betegnelsen dum på sig, er i sig selv et meget stort handicap. Jeg kunne rent faktisk hverken læse, skrive eller regne til nogen redelighed, da jeg gik ud af skolen.  Og der er en ganske bestemt episode, som jeg vil huske til min dødsdag. Først og fremmest fordi den, den gang, gjorde mig meget ked af det – ja, faktisk slog den mig helt ud. Men som senere hen i livet, også fordi den, sammen med en lang række andre lignende episoder, lærte mig en masse om det at være til. - For det er jo heldigvis også en kendt sag, at den modgang, der ikke får en til at bukke under, gør en stærkere.

Det var i en læsetime med den unge vikar, som vi på det tidspunkt undervistes af. Jeg vidste kun alt for godt, at det i en læsetime også skulle blive min tur til at læse et stykke, og som sædvanlig gruede jeg på forhånd for det. Det var feset ind, at for at kunne læse, og få mening ud af det læste, skulle man kunne skille ordene ad i stavelser og lægge trykket på de rigtige steder. Jeg havde ellers altid været vandt til, at læreren hjalp mig på gled, når der var et ord, som han syntes, jeg var for længe om at finde ud af. Et af disse ord var: bagefter. Da han langt om længe syntes, at mit studium af dette banale ord havde varet længe nok, ”hjalp han mig”. Men i sin irritation - formoder jeg - lavede han lidt om på stavelserne, så det blev til: ba-gef-ter. - Og troskyldig som jeg var, gentog jeg det, nøjagtig som han sagde det. - Med det resultat, at hele klassens fuldstændig tøjlesløse latteranfald kom væltende ned over mit stakkels hoved, imens tårerne stod som en styrtsø ud af mine slørede øjne! - Og det skal, for en ordens skyld siges, at dette ingenlunde var nogen enestående episode igennem min skoletid. – Til gengæld så har jeg, i modsætning til hvad så mange andre fra mine jævnaldrende årgange har berettet fra deres skoletid, aldrig hverken selv været genstand for eller været vidne til en lærers korporlige afstraffelse af nogen skoleelev.   

En anden lille episode, der har sat sig fast, udspillede sig på en lidt anden måde. Det var sådan den gang, at vor landsbypræst, som også var formand for skolekommissionen, havde som en af sine opgaver, fra tid til anden, at besøge skoleklasserne for at tilse, at børnene fik lært det de skulle. En dag, da han var på besøg i min klasse, stillede læreren mig en lille opgave i hovedregning: Hvis I nu derhjemme har fået 5 kattekillinger, og en dør efter et par dage, og atter to dør efter 5 dage. Hvor mange har I så tilbage? – Og da, fuldstændigt som vanligt, sådanne svære opgaver bare løb rundt i hovedet på mig, faldt det mig ind at svare, som sandt var: Vi har slet ikke nogen kattekillinger, fordi alle vore katte er døde af kattesyge! – Og igen rungede latteren, til min store fortrydelse igennem klassen, imens læreren selv dog nøjedes med at smile overbærende. Men præsten, som godt kendte til mine svagheder, opmuntrede mig med at fortælle hele klassen, at det da godt kunne være, at jeg ikke var så god til hovedregning, men han vidste i hvert fald, at jeg var god til mange andre ting derhjemme. – Og denne lille berigtigelse gav mig en oprejsning fra uventet kant, som stivede mig gevaldigt af. – I nutidssprog kunne man kunne kalde det en kattelem for klassens sorte får!