Skiftende medhjælpere i mit barndomshjem

Vi havde igennem min barndom, for det allermeste, en nykonfirmeret dreng ”i vort brød”, som det den gang udtryktes. De ansattes – ”festedes” for et halvt år ad gangen, og altid fra skiftedag til skiftedag, 1. maj – 1. november, eller omvendt. Det var naturligvis ikke meget arbejde der hverken kunne påregnes eller overhovedet forventes af en dreng / pige, der for de flestes vedkommende var vokset op i arbejderhjem og derfor var helt uvante med landbrugets vidt forskellige gøremål. Men lønnen var jo så også derefter. Det er ikke nær dem alle jeg husker noget særligt om, men jeg vil da alligevel forsøge at tegne et billede af de omstændigheder, der knyttede sig til denne form for ”tilvænning” af unge mennesker til deres kommende arbejdslivs krav, som jo også, måske lidt vel højttravende udtrykt, udgjorde en vigtig side af disse unge menneskers begyndende  ”dannelsesrejse” ind i den menneskelige tilværelses mange veje og vildveje. Naturligvis var kost og logis en særdeles vigtig del af arrangementet. Og den unge mand eller pige skulle gerne både være og også selv føle sig som en del af værtsfamilien.

Ham jeg her tænker på er en dreng vi havde, som hed Henry, hans forældre var ansat på Valnæs som bestyrerpar for godsets gartneri, og far og mor opfattede dem som værende i alle måder gode og stræbsomme folk, der ikke som de fleste herregårdsarbejdere, hvoraf mange jo kom fra Polen, holdt sig for selv og ikke blandede sig med sognets andre beboere. Men Henry var, som jeg ellers husker ham, ganske almindelig for sin tid, han havde sikkert ikke været det store lys i skolen, men var bare indstillet på at gøre alt det, der blev ham pålagt, så godt han nu kunne, imens han dog også på mange måder signalerede sin usikkerhed. Jeg kunne tit, selv om jeg jo bare var et barn, tit ikke lade være med at føle med ham, når jeg syntes, at far farede alt for hårdt frem imod ham. Jeg husker især en lille episode, hvor far skældende og smældende løb efter ham og tildelte ham nogle ganske alvorlige lussinger. Hans forseelse var, at han, som det havde været ham pålagt, havde givet nogle småkalve skummetmælk at drikke, men som efter fars mening havde været for varm. Skummetmælken fik vi jo retur fra mejeriet, og den kunne sommetider være så varm, at det var nødvendigt at køle den lidt ned før kalvene fik den at drikke. Om mælken netop ved den lejlighed nu også havde været for varm, kan jeg ikke vide, men jeg syntes bare ikke, at det var rigtigt af far at ”lære” ham om dette problem på en så brutal måde.

Af gode grunde havde han jo heller ikke endnu lært at malke med hånden, men skulle først nu til det. Ikke desto mindre blev han engang sat til at malke de 6 – 7 køer alene fordi far og mor ikke var hjemme. Men da kom hans far da også og hjalp ham til rette med det. Det syntes jeg var et godt tegn på, at han havde gode forældre, der var rede til at hjælpe og støtte ham. I den forbindelse kan jeg da lige som en sidebemærkning fortælle, at jeg selv ikke var mere end 6 år, da jeg stolt ”plantede” mig ved en kos flanke med malkeskammel og spand, men det var helt sikkert fordi jeg gerne ville. Men det førte til, at jeg et få år senere fik til opgave selv at malke alle køerne i flere dage imens mor og far tog til dyrskue på Bellahøj i København. Men det syntes min tante Sigrid, der boede lige i nærheden, nu alligevel var så meget for meget, at hun af egen drift kom og hjalp mig, hvad jeg da også husker, at jeg var hende meget taknemmelig for.

Nok var denne Henry også nogle gange for let på tråden og lod sig friste til noget, som virkelig var forkert, og som kunne blive uheldigt for ham, hvis ikke nogen rakte ham en hjælpende hånd.  For det skete naturligvis også, at han sammen med alle byens andre unge mennesker kom på Kroen, når der var bal. Ved en sådan lejlighed havde han uheldigvis formastet sig til at tage et par gummihåndtag fra en anden mands cykelstyr og sætte dem over på sit eget – altså ret og slet et tyveri.  Men heldigvis for ham, blev det opdaget, og nogle dage senere kom landbetjenten fra Orehoved, der hed Johansen, højtideligt anstigende hos os og udbad sig en samtale med ham. Og det var jo unægtelig i sig selv en alvorlig sag for Henry. Jeg kan her så mange år senere stadig genkalde mig scenen hvor denne store kraftige, uniformerede politibetjent med sin tjenestekasket på hovedet tårnede sig op foran denne lille undseelige tjenestedreng, for at holde ham i skole om det nødvendige i at kunne kende forskel på mit og dit. Der var naturligvis ingen andre der overhørte deres samtale, men ifølge Henry selv, så var de blevet enige om, at han selv skulle aflevere disse simple gummihåndtag, som i vore dages øjne ville have været endnu mindre end ubetydelige effekter, til deres rette ejermand. Og det endda på selveste Den Danske Ordensmagts foranledning.

Som et apropos til ovenstående ved jeg, at Johansens efterfølger som vort områdes landbetjent, ofte benyttede sig af en lidt anderledes taktik overfor ungdommelige lovbrydere, nok hovedsagelig hvis de var antruffet på cykel uden katteøje, eller uden lys i lygtetændingstiden. Han stillede dem overfor valget imellem et par flade af en kraftig og hårdtslående næve, eller at gå videre med sagen. Syndernes valg faldt betegnende nok altid på det første.

En anden af vore tjenestedrenge som jeg meget tydelig husker hed Egon og han kom fra Orehoved. Om hans forældre husker jeg intet, men om ham selv husker jeg, at han var en særdeles gemytlig fyr, en af dem der altid ville kunne finde vej i livets mange kringelkroge ude at pådrage sig alt for mange skrammer. Det som især imponerede mig var at han var i besiddelse af en luftbøsse som han i sin fritid håndterede med stor dygtighed – mest til at skyde gråspurve med. Og så udbredte han sig tit med fantastiske historier hjemme fra Orehoved. Bl. a. berettede han, husker jeg, at hans far, som åbenbart må have været jæger, engang havde fyret et skud hagl af imod en hel flok gråspurve med det resultat, at en hel del af dem blev liggende, således at hans mor kunne samle dem op og komme brystkødet fra dem på panden, så der kom et helt måltid velsmagende ”kød” ud af det. Om denne historie nu var fostret i hans fantasi eller ej, fandt jeg aldrig ud af. Men i min egen hukommelse har den i hvert fald været langtidsholbar. 

Men han havde også en helt anden historie, som han fortalte, samtidig med at han også leverede et sødt lille bevis på dennes autenticitet. Så den historie fik jeg til gengæld aldrig grund til at betvivle. Det grejede sig om hans fortælling, om hvordan han hvert år i skovviolernes og bukkarenes blomstringstid havde tjent sig en ekstra skilling ved at faldbyde små buketter til togpassagererne, når disse kom med færgen ovre fra Madsnedø, og var på vej ind i de ventende togvogne – eller også var på vej den anden vej. Blomsterne hentede han henne i Orenæsskoven få hundrede meter fra færgelejet, og han satte dem sammen med blå violer i midten og uden om en krans af grønne bukkar. Og disse små søde buketter havde han, efter hvad han fortalte, solgt mange af til 10 - 15 øre stykket. Og det skal nok have været rigtigt, for hans ansigt strålede som en sol da han kom og forærede mor en buket magen til. 

En helt tredje af de mange medhjælpere vi havde hed Magnus, han var noget ældre men i nogen grad retarderet, hans mor var malkekone på Borregaard, lige i vort nære nabolag, han havde adskillige andre søskende, der i almindelig tale på egnen samlet gik under betegnelsen ”Monserne”, skønt de ellers alle hed Hansen til efternavn, om de alle havde samme far, var der vist ingen der rigtig vidste, men Magnus var den eneste i flokken der var retarderet. Han var i øvrigt en både flink og ærlig fyr, men skulle altså helst have én ved siden af sig, så det var aldrig så godt, når far ikke var hjemme. Og det var han ret tit ikke. Jeg husker at Magnus, der gerne, ligesom så mange andre store og små ville lave løjer nytårsaften hvad enten disse løjer nu gik ud på at bytte om på folks havelåger eller at hejse en – helst – fyldt lokumsspand op i en flagstang, somme tider efter at have fyldt gær i den, så den rigtig ville komme til at koge over – den var altså ikke rar at hejse ned igen nytårsmorgen! - Men Magnus var nu mere godmodig, end som så, så han havde bare båret vor havelåge hen i naboens mergelgrav. Og nytårsmorgen bad far ham bære den tilbage igen – og det gjorde han så uden indvending eller andre ”udflugter”. 

Men der var ét ubehageligt problem ved at have ham boende, han havde nemlig lopper, og selvom min moster Maren Johanne, der den gang også boede hos os, altid sørgede for at iføre sig sit regntøj, før hun gik ind og redte hans seng, så kunne det ikke undgås at lopperne alligevel invaderede hele husstanden og foranledige jævnlig loppejagter, hver gang vi observerede en loppe hoppende rundt på ”divaneseren” eller andre steder i huset, hvor vi ellers havde set hen til at få et tiltrængt hvil.