Pigerne

Jeg har altid været meget glad for at danse - havde jeg nær sagt. For det er kun til dels rigtigt. Ja, det begyndte faktisk med, at jeg i min barndom ligefrem hadede at gå til dans. Det var, da jeg var omkring 8 - 10 år gammel, at far og mor rent ud tvang mig til at gå i danseskole. Sagen var nemlig den, at jeg var så genert, specielt overfor piger – dog ikke overfor mine jævnaldrende kusiner - at de sikkert nok har været lidt bekymrede for mig. Samtidig kunne jeg virkelig blive frygtelig opstemt, og rød i hovedet, selv bag ørerne kunne jeg mærke det, bare ved at se på et fotografi af en sød lille pige. Jeg kan tydeligt huske det - dog nu, i min mere overmodne alder, med nogen overbærenhed i sindet, samtidig med at den er blandet op med en velbehagelig duft af minder. - For bortset fra, at jeg ikke længere bliver rød i hovedet, så kan jeg da stadig falde i svime ved synet af dejlige damer. Og dér, hjemme hos far og mor, var vi jo desværre kun drenge. Så jeg er såmænd i dag så taknemmelig for, at mor og far holdt mig til ilden og tænkte, at det bestemt måtte være en god ide at få mig sendt i danseskole, så disse ustyrlige flammer kunne få lejlighed brænde en smule ud og blive til mere vedholdende varme gløder. Jeg er ret sikker på, at foruden deres tålmodige vedholdenhed ville mit liv være blevet langt mere kedeligt. For jeg kunne utvivlsomt, under andre omstændigheder, være blevet til noget af en ”tørvetriller”. - Du ved nok – det er én der lader sig nøje med alt hvad der er kedeligt, bare fordi det sjove, synes alt for risikabelt.  

Den gang kunne de - hverken far, mor eller for den sags skyld pigerne jo vide, at jeg dybt inde i mig selv var så fuldstændigt grænseløst betaget af disse små søde væsener, der dog trods alt også, ligesom jeg selv, var en slags mennesker, samtidig med at de alligevel var så meget anderledes, end mig. Deres hår var sat anderledes. Måden de klædte sig på var anderledes. Og ikke mindst måden de førte sig frem på var helt anderledes end den vi drenge plejede at føre os frem på. Ja, også deres vidunderlige kroppe var jo anderledes - helt anderledes ubeskrivelige, selv om lige netop dét ikke var noget jeg som dreng, og ganske særligt ikke i flok med andre drenge vovede åbent at vedgå. For de flestes drenges vedkommende, var det vel således, at de afreagerede på deres følelser overfor pigerne ved at lægge et tilpas tykt lag fernis ovenpå dem, så de blev glatte og afvisende at se på, imens der nok inde bag ved det gemte sig både det ene og det andet – også sammen med en trang til, på samme tid, at dyrke kammeraternes flokinstinkt. Men det gjorde jo bare pigerne endnu mere utilnærmelige og hemmelighedsfulde for mig, som den enlige svale jeg følte mig som – og også helst ville være. I virkeligheden havde jeg det nok med pigerne, ligesom en brandmand kunne tænkes at have det uden sin hjelm og sin brandhæmmende påklædning. I sandhedens interesse kan jeg dog ikke forbigå, at vi drenge, som ovenfor antydet, meget gerne legede doktor, købmand og ikke mindst far mor og børn, med vore jævnaldrende kusiner. Og så gravede vi dybe huler i høet oppe på loftet.  For det var både pirrende, og havde et vist anstrøg af noget hemmelighedsfuldt og egentligt forbudt over sig! Vi havde jo 4 jævnaldrende kusiner boende næsten dør om dør med os. Og de kom i vid udstrækning til at udgøre en slags erstatning for de søstre, vi desværre aldrig fik.

Men mærkeligt nok, så kunne min naturlige nysgerrighed og hjemmevanthed overfor kusinerne slet ikke umiddelbart overføres til andre piger. Overfor disse ”fremmede” må jeg nok medgive, at jeg må have virket meget sky og usikker. Sikkert nok takket være den omstændighed, at jeg altid var så ulykkeligt forelsket i en eller flere af dem, at mine drømme og ømme fantasier fuldstændigt kunne bemægtige sig min tankeverden. Og følgelig, at mine flossede følelsers tilstand derved kom til at blokere for enhver form for ellers naturlige kontakter. Jeg turde næsten ikke en gang se på nogen af dem, ikke en gang på dem, som mine fantasier ikke omfattede. Under de omstændigheder er det vel ikke underligt, om pigerne fik et noget belastet forhold til mig. Jeg var, rent ud sagt, på en og samme tid vildt betager og frygtelig bange for dem. Og blev følgelig også både drillet, hånet og mobbet af dem - ikke mindst i skolen. Jeg tror piger har det med bange drenge, på samme måde som hunde har det med bange postbude! - De går til angreb og bider efter dem. – Derfor var det naturligvis heller ikke rart for mig at blive sendt i danseskole. Havde det så endda været sådan, at vi af danselæreren havde fået tildelt en partner at danse med. Men så let skulle det absolut ikke være. Nej, det var bare med at se at komme ud på gulvet og byde en ”dame” op. Også selvom jeg tydeligt kunne se, hvordan disse ”damer” så til den anden side, så snart jeg nærmede mig. Hvad der ofte bragte mig til fortvivlelsens rand.  Men efterhånden lærte jeg dog, at det kunne ”betale sig” at gå efter dem, som de andre drenge helst undgik. For om dem viste jeg, at de ikke var nær så kræsne. Måske havde de det i virkeligheden på samme måde som jeg selv? Men det tænkte jeg godt nok ikke så meget på, for jeg havde mere end nok i mit eget.     

Den gang forbandede jeg i mit stille sind mine forældre for deres stædighed med denne skide danseskole. Og den forblev en pestilens for mig i årevis, imens jeg måtte leve videre med mine komplekser og mit mindreværd, for det var jo i virkeligheden det, det var.  Jeg måtte dertil fortsat, også i årevis, døje med pigernes ubarmhjertige forhånelser, imens jeg inde i mig selv nærede disse ganske uhæmmede følelser og drømte om alt det dejlige jeg også forbandt disse vemmelige tøse med. Ja, tøse, i en nedsættende betydning, tænkte jeg vist aldrig - det udtryk var mig så nedladende, at jeg end ikke kunne tænke det. – Jeg må godt nok have været et problem for mine kære forældre, der uden tvivl vidste mere om mig, end jeg selv gik og bildte mig ind. Jeg tror faktisk, at det kunne have gjort mig sindssyg, om det ikke havde været for deres vedholdenhed, også på andre områder. De sendte mig nemlig først en hel vinter på Nr. Ørslev Ungdomsskole. Og siden på dagefterskole i Nr. Alslev. Der lærte jeg andre piger at kende. Nogen der hverken vidste noget om alle mine ubegribelige særheder eller om hvor højest mærkeligt et gemyt jeg i det hele taget var. Og det blev for mig en helt afgørende forandring til noget, der var mig helt nyt og meget anderledes. Det var som om alle mine komplekser langsomt men sikkert fortog sig, så mit virkelige liv, det liv jeg følte mig god nok til at tage livtag med kunne tage sin begyndelse. – Pigerne så jeg nu i et helt andet lys. Beundringen og fascinationen bestod, ja, jeg vil endda sige at de tog til, imens det sygelige, der før havde plaget mig så voldsomt, forsvandt!                                                                                                                 

På det tidspunkt begyndte jeg også jævnligt at gå til baller. I begyndelsen ikke for at danse, for usikkerheden overfor pigerne sad stadig dybt i mig. Derfor gik jeg der såmænd bare for at se de andre more sig, for at lytte til musikken og lade mig indfange af atmosfæren. Men så skete det en aften til et bal, at to af pigerne fra efterskolen kom hen og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at danse. Og jeg blev så glad, at mit hjerte kom helt op i halsen på mig. Der havde de virkelig ”taget mig på kornet”. Men det lykkedes mig dog, tror jeg nok, at skjule for dem hvilken helt uventet lyksalighed de, med deres umiddelbare og positive opmærksomhed, havde bibragt mig. Og heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok til at sige ja tak for tilbuddet. Denne tilsyneladende ubetydelige episode står stadig for mig som det ultimative vendepunkt i mit hele liv. Jeg husker stadig tydeligt situationen og de to piger, der smilede så sødt til mig. Jeg husker også at de hed Lis og Birgit og boede i Sundby F.  - Desværre takkede jeg dem vist aldrig for det. Og nu ved jeg ikke hvor i verden de er - eller om de stadig kan tælles iblandt de levende? - Jeg måtte også, dén aften, sende en meget taknemmelig tanke til mine forældre, at de aldrig havde givet op overfor de problemer, som denne besværlige knægt havde givet dem. For det var takket være dem, at jeg overhovedet havde fået lært, i hvert fald visse grundelementer i dansens mysterier. - Men hvorom alting er. - Fra da af blev jeg meget glad for at danse.  Og jeg havde ikke længere de fjerneste problemer med det at skulle byde en pige op til dans. Ja, igennem mange år betragtede jeg mig selv som en lidenskabelig danser. - Men Far og Mor er nu for længst borte. - Takkede jeg dem mon nok for deres stædighed?