Omkring min egen konfirmation

Når jeg nu er kommet ind på forandringer i tilværelsen, som en konfirmand måtte underordne sig, så kan jeg da fortælle, om min egen konfirmation at der ”hjemme hos os” skete en stor forandring i anledning af min konfirmation. Det kom sig til dels af, at mor meget tit var syg og derfor kun magtede lidt, og mormor, som boede hos os, var ved at blive gammel. – Derfor gruede alle i familien faktisk for denne begivenhed, som med ubønhørlig sikkerhed nærmere sig. – Men så var det så heldigt, at mor havde en kusine på en 25 - 27 år, tror jeg, som bestemt ikke var ”tabt bag af en vogn”. Hun havde været ude i den store verden og prøvet sine kræfter af. Ja, hun havde endda også søgt arbejde i huset hos en eller anden finere frue i København, og det var der altså ikke mange landbopiger, der den gang havde mod til. Men hun var da så også ”rendt af pladsen”, noget som man normalt i de miljøer, som hun var vokset op i, betragtede som faneflugt. Men da det nu en gang var sket i København, og Ingeborg, som denne kusine hed, påstod, at hun havde forladt pladsen i nattens mulm og mørke, fordi, som hun formulerede det, at kællingen var stik tosset, hvilket til gengæld, her ude på landet, nok kunne anses for en formildende, om end alligevel noget belastende, omstændighed. For storbyens fruer, tossede kællinger eller ej, havde man jo, trods alt, ingen forudsætninger for at forholde sig til. – Men haps, tænkte far, hende må vi se at få fat i til at hjælpe til med denne forestående konfirmation. Og det sagde hun heldigvis ikke nej til. - Og jeg skal ellers lige love for, at der kom liv i kludene i det lille hjem. For denne dame vidste lige hvordan det hele skulle være, og dertil forstod hun, som kun få andre, at få noget ”fra hånden”. Hun snakkede hverken med far, mor eller mormor om hvordan noget skulle være. Hun sagde kort og godt, sådan og sådan.

Og sådan blev det. Jeg husker det, som var det i går, hvordan far, som ellers aldrig passede madtiderne, fordi han ikke anså noget sådant for vigtigt - eller i hvert fald som noget man bare kunne tage sig tid til, når man ”havde tid”. – Indrømmet! Mor havde også kun sjældent maden parat til bestemt tid. Men nu kan det nok være, at det kom nye boller på suppen. Nu var han helt indstillet på at der skulle være orden i tingene, og han stillede til lige pludselig til madtiderne lige på klokkeslæt. Det havde jeg aldrig oplevet før. Og det, der for mig var det mest mærkelige var, at det så ud til at bekomme ham særdeles vel. Og selv mor fik det straks meget bedre, - måske fordi Ingeborg havde fået sat det hele på ”skinner” – lige netop det som mor aldrig selv havde magtet! Jeg ser endnu den dag i dag Ingeborg og far i gang med at tapetsere hverdagsstuen, og hvordan far, som jeg ellers aldrig havde set som den lydige, og en lille smule forsagte, mand i forhold til de kvindfolk jeg ellers havde set ham omgås, parere ordre, og det endda helt uden at nogen ordre var afgivet. Og tapetsering var den gang ingen spøg, for det foregik med melklister og var en ret så kompliceret affære, som ikke mindst for selvlærte ofte endte som fiasko.

Og for mig, som jo på en måde var årsagen til hele ”omvæltningen” kom Ingeborg som en gave sendt fra himlen. For jeg, der altid var blevet klippet af min mormor efter bedste ”kasserollemønster”, var noget urolig for hvordan jeg skulle få hende fortalt, at jeg ikke ville have hende til at klippe mig til konfirmationen? – Hun var mig, selv om, eller måske snarere fordi, hun plejede at have et stort ord at sige i hjemmets anliggender, alt for gammeldags. - Men det problem klarede Ingeborg meget elegant. Det blev ikke engang omtalt. For hun sagde bare til mig. nu syntes jeg, Arne, at du skal cykle til barberen og blive klippet. Og lykkelig blev jeg - og glad kørte jeg til Ø. Kippinge og blev klippet hos Poul Barber som senere blev - og faktisk stadig er, en kendt og elsket spillemand, selvom han nu ikke spiller mere, fordi han er død og borte nu. Han klippede mig formedelst 1,50 kr. Og så fik jeg i tilgift brillantine i håret. Hvad min mormor aldrig havde spenderet på mig.

Og så dagen før dagen, den 31. marts 1940, vaskede Ingeborg igen al denne velduft ud af mit hår, og lagde i stedet et utroligt flot fald i det, så flot, at jeg næsten ikke kunne kende mig selv. Men det var ikke det eneste. - Nej, hun fortalte mig også, hvad der for mig var det allervigtigste af alt, nemlig, at jeg nu var blevet sådan en flot ung mand at se på - og det var der i hvert fald aldrig før nogen der havde sagt til mig. Jeg voksede simpelt flere tommer - og glemte hende aldrig for det - heller ikke da hun var blevet en gammel kone. Og at selve konfirmationsfesten med den nærmeste familie og genbo forløb til ug behøver jeg formodentlig slet ikke at nævne. Ligesom jeg også ved den lejlighed fik endnu en blomst i knaphullet, denne gang dog ikke af Ingeborg, men derimod af vor genbo, som mormor ellers altid havde haft et horn i siden på - om det til allersidst -. Han holdt nemlig en lille tale for mig, hvor han udtrykte sin store glæde ved så mange gange at have lyttet, når jeg tidligt og silde sang vore gode danske sange så det hørtes viden om, og i hvert fald tydeligt ovre på den anden side af vejen. Og han havde bemærket, at det måtte være ”Jeg bærer med smil min byrde”, der var min hofsang, hvad det vitterligt også var. Alt dette lærte mig, at vi mennesker i almindelighed, for det meste, er nogle utaknemlige skarn. Og blandt meget andet også er derfor verden ikke bedre end den er. - Men verden kunne måske blive en lille smule bedre, hvis vi alle sammen huskede, at taknemlighed og hjælpsomhed mod andre allermest gør én selv glad. - Og det er så det, jeg hermed forsøger at huske mig selv og andre på.

Mormors horn i siden på genboens handlede om en gang mormor og morfar havde været inviteret over til dem til en kaffetår. Men at der så samtidig skete det uheldige, at Danmarks, den gang som nu, magtfulde finansminister kom på uanmeldt besøg hos dem, nemlig (C.V. Bramsnæs) som var nabokonens bror. Og det bevirkede uheldigvis at de ”naboelige” husmandsfolk, som dog ellers havde været inviteret, kom til at føle sig som nok så uinteressante mennesker i skyggen af en finansminister. – Det var det ene, og det andet opstod da naboen Michael i 1914 i anledning af 1. Verdenskrigs udbrud blev indkaldt til sikringsstyrken, for da kom konen grædende over til mormor, og i sin fortvivlelse over mandens indkaldelse betroede hun mormor, at hun nu sagtens kunne være glad, for hun vidste dog i det mindste hvor hun havde sin mand – han var nemlig kort forinden død af lungebetændelse.