Omkring konfirmationen.

Ordet konfirmation betyder som bekendt bekræftelse. - Her bekræftelse af den dåbspagt, som forældrene, på barnets vegne, indgik ved barnedåben. Men i det praktiske liv, den gang jeg selv blev konfirmeret, indebar det derforuden store forandringer i ens daglige tilværelse, i hvert fald for langt de fleste af os. Kun for de få der skulle fortsætte i mellem - eller realskolen ændrede det kun lidt. Imens det for alle vi andre betød, at vi slet ikke skulle i skole mere. Os der kom fra et landbrug kunne jo bare blive hjemme og hjælpe til der, som vi hele tiden havde gjort, dog nu på fuld tid. Anderledes var det for børn af arbejdsfolk og andre der ikke havde behov for børnenes hjælp derhjemme. De blev sendt ud at tjene bønder, som man sagde. Ikke kun fordi de skulle have noget at lave, men i høj grad også fordi deres hjem havde brug for at blive aflastede for underholdet af dem hvad angik mad, tøj og lommepenge.

Det vil sige, at disse sammen med deres forældre, for de var jo endnu ikke myndige, indgik i et ”fæstemål” som tjenestedrenge - eller piger, almindeligvis på en gård, hvor de, for drengenes vedkommende, skulle tage del i alt, på en gård, forefaldende arbejde, og for pigernes vedkommende, gå husmoderen til hånde med husarbejdet, heri kunne også indgå børnepasning såvel som pasning af køkkenhaven, som jo skulle levere frugt og grøntsager til husholdningen, og endelig hønseholdet som sædvanligvis også hørte under husmoderens domæne. Hvordan pigernes arbejdsdag ellers formede sig, kan jeg, af gode grunde, ikke sige meget om. Dog må det lige huskes, at det nogle steder også var et krav, at tjenestepigerne, ved siden af alt det huslige, deltog i malkningen både morgen og aften. På samme måde kunne det også forholde sig med lugning og optagning af roer, høstning af korn og hø. I det hele taget var det rigtig mange steder sådan, at hvor karlenes arbejdsområder var bestemt afgrænsede, der udgjorde pigernes og nogle steder også husmødrenes arbejdsindsatser ”ude” sammen med tjenestekarlene – drengene nærmest en form for støtte, når disse havde besvær med at nå, det de skulle til rette tid. For nogle piger kunne det være en ren svir med den form for afveksling i et det facto langt mere afvekslende arbejdsfællesskab, imens andre på det bestemteste frabad sig det.    

Ved datidens landbrug var der et hav af forskellige gøremål, der fulgtes af de forskellige årstider, samtidig med at de faste daglige gøremål gik igen året rundt. Der skulle malkes - med hånden - morgen og aften, enkelte steder endda også om middagen. Der skulle muges ud under køer og grise, der skulle fodres, strigles heste og køer, når en so skulle fare (føde smågrise) skulle der våges over den, der skulle holdes et vågent øje med hvornår en ko var brunstig, og skulle trækkes til tyr – ikke sjældent på en anden gård nærved eller længere væk. Og var denne tyr lidt langsom i optrækket kunne det tage en rum tid inden den besindede sig til at springe, så tålmodighed var tit påkrævet. Korn til grise heste og køer skulle igennem møllen for at males til grutning, eller skrå, som andre kaldte det, hvilket dog de allerfleste steder var gårdmandens egen sag. – Og hestene skulle, især på de tider af året, hvor de arbejdede hårdt i marken, fodres med havregrutning mindst 6 gange om dagen. Det er fordi hestens mave faktisk er bedre indrettet på at æde hø, halm, græs og rodfrugter, der i forhold til næringsindholdet fylder meget. Men det kan den bare ikke klare dagligt hårdt arbejde på, uden at miste kræfterne. Derfor skal den, for at kunne arbejde, have mere energirige kornprodukter, allerhelst havre, angiveligt fordi havren i sin naturlige uafskallede form indeholder langt mere træstof end nogen af de andre kornsorter. Men heller ikke af havre kan hesten tåle ret meget ad gangen, uden at den risikerer at få forstoppelse, og det er en meget alvorlig lidelse for en hest. De her nævnte daglige gøremål var vel de vigtigste, om end nogle sikkert er blevet glemt.. Hjemme hos os selv, hvor vi, efter den tids målestok, havde mange høns, skulle de jo også fodres, vandes og holdes et vågent øje med, ligesom der naturligvis skulle samles æg ind flere gange daglig. Og ”gødningsbrættet” – altså den ”hylde”, som man i et ordentligt hønsehus havde anbragt under de siddepinde, som hønsene sad på om natten, for at opfange nattens ”gødningsproduktion”, skulle skrabes ren hver morgen, for dermed at undgå unødigt mange snavsede æg. Og snavsede æg var man nødt til at skulle gøre rene med en fugtig klud eller med sandpapir. Var der mange af dem, gav det et både tidkrævende og enerverende ekstraarbejde.

Der har sikkert til alle tider været stor forskel på hvordan de forskellige gårde tog sig ud i forhold til hverandre. Nogle var velholdte og ordentlige at se på, hvor andre kunne være mere tvivlsomme og vække mistanke om ejerens – driftslederens manglende overblik. Ofte, så var grunden til orden eller uorden et udtryk for ejerens – driftslederens evne til at koordinere alle disse ovennævnte daglige gøremål med de gøremål som var årstidsbestemte, for dem var der jo også mange af. For at begynde samtidig med det nye år kunne f.eks. nævnes ting som udspredning af staldgødning, som var en både arbejdskrævende og omstændelig affære. Først skulle staldgødningen hjemme i møddingen læsses på en vogn for at blive kørt ud på marken hvor den i første omgang blev aflæsset i små bunker for derefter at blive spredt ud før nedpløjningen kunne ske i forbindelse med vinterpløjningen, alt i det omfang alt dette ikke allerede var tilendebragt, eller frosten ikke forhindrede det. Trimning / rydning af træer og hegn brændeflækning til kakkelovne og risbrændehugning til komfuret. På gårde med stråtage skulle der bredtærskes og opredes tækkehalm. I vintre med megen sne kunne snekastning på kommunale veje kræve rigtig megen arbejdskraft, som blev indkaldt af en kommunalt, ved borgerligt ombud udpeget snefoged.

Ved de første forårstegn var det tid at tænke på udbringning af kunstgødning og eventuelt ajle. Renovering eller nyetablering af indhegninger til kreaturer - og hestefolde. Og så med det rigtige forår kommer naturligvis bearbejdning og tilsåning af markerne. Hurtigt efterfulgt af nøje kontroller af de forskellige afgrøders udvikling og stillingtagen til eventuelle uregelmæssigheder og forholdsregler der imod. På ældre gårde: vedligehold af bygninger så som kalkning af ydervægge, tjæring af bindingsværk. Et arbejde der traditionelt skulle være afsluttet til pinse. Roelugning 1. 2. og 3. gang. Høbjergning og endelig godt hen på sommeren høsten med alle de gøremål, som hører den tid til. Derefter sædvanlig efterårsbearbejdning af markerne, såning af vintersæd samt roehøst, for, senere hen imod årets slutning, at afslutte årets arbejdscyklus med tømning af møddingen møjspredning ude på marken og vinterpløjning.

Ja, sådan var der rigtig mange gøremål, som hver for sig måske ikke var særlig omfattende, men som altså sammenlagt kom til at udgøre det man den gang forstod ved udtrykket ”dagens dont”. Og det gjorde så også, at der var rigeligt med afveksling i årsrytmen, og at denne, til de fleste tider, af de fleste involverede, ikke fandtes spor kedelig. – I hvert fald ikke hos de gårdmandsfolk der gerne ville have glade og tilfredse tjenestefolk, og som forstod sig på at omgås dem på en ordentlig og redelig måde. Det havde altid været sådan, at de gårdmandsfolk, hvad enten de så søgte tjenestekarle eller tjenestepiger, aldrig behøvede at søge i aviserne, fordi disse altid var eftertragtede af tjenestefolkene, af hvilke der oven i købet kunne være adskillige kvalificerede, som der kunne vælges imellem. Hvorimod dem der havde et mere tvivlsomt ry ofte ikke blev besat før lige omkring skiftedag 1. maj eller 1. november.  Det er værd at bemærke, at hvor attraktiv en plads kunne være, ikke sjældent afgjordes af den pågældende husmoders evne til at tiltrække de unge mennesker, ikke kun via et venligt og omgængeligt væsen - men også i høj grad via hendes vilje og evne til at lave god mad. – I nogle pladser blev folkene altid længe. Ja, det kunne forekomme, at en bonde blev nødt til at ”bede” en veltjent og vel anskrevet karl om at søge sig en anden plads, fordi, som man sagde, at han var blevet for gammel i gårde. Det ville som regel sige, at vedkommende mere arbejdede efter sit eget hoved, end efter hvad bonden ønskede af ham.  

Der var naturligvis også både drenge og piger, der kun nødigt ville ud og ”tjene bønder”. Disse kunne så, forudsat at deres forældre var villige til at hjælpe dem med at finde sig en læreplads i et eller andet håndværk, eller i en forretning, hvad ikke nær alle forældre formåede. Problemet ved det var som regel, at meget få håndværksmestre, ville tage unge mennesker i lære direkte fra skolen. De var jo almindeligvis kun 13 - 14 år, og uden først at have gennemgået den modningsproces som det indebar, at have været ude at tjene ”bønder” eller at have arbejdet som arbejdsdrenge / piger et eller andet sted, tiest netop ved landbruget, hvor så langt de fleste arbejdspladser for netop den gruppe ungarbejdere jo var at finde, havde de ikke store muligheder for at finde læremester, der ville være villig til at indgå lærekontrakt med dem. Uden denne modning optrådte de jo som blanke, og fuldstændig ubeskrevne blade, og uden det kvalificerende skudsmål, som en god anbefaling fra en troværdig husbond kunne udgøre. For den der gerne ville i lære, var en god anbefaling guld værd.