Om min glæde ved at danse

Jeg har altid været meget glad for at danse - havde jeg nær sagt. For det var jeg bestemt ikke i min barndom, hvilket naturligvis hang sammen med et jeg dels var meget genert og dels blev mobbet i skolen. Det begyndte faktisk med, at jeg, i min barndom, ligefrem hadede at gå til dans. Det var, da jeg var omkring 8 - 10 år gammel, og min Far og Mor tvang mig til at gå i danseskole. Sagen var nemlig den, at jeg var så genert, at det sikkert nok har været helt forfærdeligt. Samtidig kunne jeg virkelig blive helt opstemt, og blive rød i hele hovedet, selv bagved ørerne, kunne jeg mærke det, bare ved at se på et fotografi af en sød lille pige. Jeg kan tydeligt huske det -  dog nu i min alderdom, med en blandet følelse af let overbærenhed i sindet, og en velbehagelig duft af mindet. - For bortset fra, at jeg ikke længere bliver rød i hovedet, så kan jeg da stadig falde i svime ved synet af dejlige damer. Og dér, hjemme hos far og mor, var vi jo desværre kun drenge. Så jeg er såmænd så taknemmelig for, at Mor og Far holdt mig til ilden og tænkte, at det måtte være en god ide at få mig sendt i danseskole, så disse ustyrlige flammer kunne brænde ud og blive til vedholdende varme gløder. For uden dem ville mit liv være blevet langt mere kedeligt, og jeg selv en ”tørvetriller” - du ved nok - én der lader sig nøje med alt hvad der er kedeligt, bare fordi alt andet er for risikabelt.  

Den gang  kunne de - hverken Far, Mor eller for den sags skyld pigerne - jo ikke vide, at jeg, dybt inde i mig selv, var så grænseløst betaget af disse små søde væsener, der jo dog også, ligesom jeg selv, var mennesker, samtidig med at de var så meget anderledes end mig selv. Deres hår var sat anderledes. Deres tøj var anderledes. Og ikke mindst deres måde at føre sig frem på var helt anderledes, end den måde vi drenge sædvanligvis førte os frem på. Ja, selv deres vidunderlige kroppe var jo anderledes, selv om det ikke var noget jeg som dreng, i en flok af drenge, havde særlig megen lejlighed til at undersøge nærmere. Men det gjorde jo kun pigerne endnu mere hemmelighedsfulde, og dermed også meget mere spændende. I sandhedens interesse kan jeg dog ikke forbigå, at vi drenge, selv om vi ikke snakkede alt for højt om det, gerne ville lege far mor og børn med vore jævnaldrende kusiner. Så gravede vi huler i høet oppe på loftet. Det var altså meget spændende!

Under sådanne omstændigheder er det vel ikke underligt, om pigerne fik et noget belastet forhold til mig. Jeg var jo, som sagt, bange for dem. Og blev følgelig også både drillet, hånet og mobbet af dem. Ikke mindst i skolen. Jeg tror piger har det med bange drenge på samme måde som hunde har det med bange postbude! De går til angreb og bider efter dem. - Men på den baggrund var det naturligvis ikke rart for mig at blive sendt i danseskole. Havde det så endda været sådan, at vi af danselæreren fik tildelt en dame at danse med. Men så let skulle det absolut heller ikke være. Nej, det var bare med at se at komme ud og byde en ”dame” op. Også selvom jeg kunne se hvordan disse bestræbte sig på at se til den anden side, så snart jeg nærmede mig. Det fik mig ofte til fortvivlelsens rand.  Men efterhånden lærte jeg dog, at det kunne ”betale sig” at byde dem op som ingen andre drenge ret gerne ville danse med. For om dem viste jeg, at de ikke var nær så kræsne med hvem, de nu kom til at danse med. Måske havde de det i virkeligheden på samme måde som mig selv? Men det tænkte jeg nu ikke så meget på.!  - For det var jo mig der var belastet med den byrde det var, at skulle byde op.

Jeg forbandede naturligvis mine forældre for deres stædighed med denne skide danseskole. Og den forblev en pestilens for mig i årevis, imens jeg måtte leve videre med mine komplekser og mit mindreværd, for det var jo i virkeligheden det det var.  Jeg måtte fortsat, også i i årevis, døje med pigernes ubarmhjertige forhånelser, imens jeg inde i mig selv nærede disse ganske uhæmmede forelskelser og drømte om alt det dejlige jeg også forbandt disse modbydelige tøse med. Ja, tøse tænkte jeg vist nok aldrig - det udtryk var mig så nedladende, at jeg end ikke kunne komme over at tænke det. Jeg tror faktisk, at det kunne have gjort mig sindssyg, om det ikke havde været for mine forælders vedholdenhed, også på andre områder. De sendte mig nemlig først på Nr. Ørslev Ungdomsskole. Og siden på dagefterskole i Nr. Alslev. Der lærte jeg andre piger at kende. Nogen der hverken vidste noget om alle mine ubegribelige særheder eller om hvor højest mærkeligt et gemyt  jeg i virkeligheden var. Dette blev for mig en ganske ubeskrivelig forandring til noget der var mig helt nyt og meget bedre.  Det var som om mit virkelige liv først da rigtigt kunne begynde. Jeg så nu pigerne i et helt andet lys. Beundringen og fascinationen bestod, imens det sygelige, der før havde plaget mig,  forsvandt - man kan næsten sige fra den ene dag til den anden!                                                                                                                  

På det tidspunkt begyndte jeg også jævnligt at gå til baller. Ikke for at danse, for usikkerheden  overfor pigerne sad stadig meget dybt i mig. Så jeg gik der såmænd nærmest bare for at se de andre more sig, og for at lytte til musikken. Men så skete det en aften til et bal, at to af pigerne fra efterskolen kom hen og spurgte, om ikke jeg havde lyst til at danse. Og jeg blev så glad, at mit hjerte kom helt op i halsen på mig. Der havde de virkelig ”taget mig på sengen”. Men det lykkedes mig dog, tror jeg nok, at skjule, for dem, hvilken helt uventet lykkelig situation de, med deres umiddelbare, positive opmærksomhed, havde bragt mig i. Og heldigvis havde jeg åndsnærværelse nok til at sige ja tak til tilbuddet. Denne tilsyneladende lille ubetydelige episode står stadig for mig som en af dem der, overhovedet, har betydet mest for mig i hele mit liv. Fordi den for mig blev et helt afgørende vendepunkt. Jeg husker stadig tydeligt situationen og de to piger, der smilede så sødt til mig. Jeg husker også at de hed Lis og Birgit og boede i Sundby F.  - Desværre takkede jeg dem vist aldrig for det. Og nu ved jeg ikke hvor i verden de er - eller om de stadig lever? - Jeg måtte også, dén aften, sende en meget taknemmelig tanke til mine forældre, at de aldrig gav op for de problemer de havde med denne besværlige knægt, som ikke ville i danseskole. For det var takket være dem, at han overhovedet fik lært at danse. Havde han ikke den gang fået det lært. Så er det slet ikke sikkert, at han havde turdet tage imod tilbudet fra de to piger. - Men fra da af blev jeg glad for at danse.  Og jeg havde ikke længere problemer med det at skulle byde en pige op til dans. Ja, igennem mange år kunne jeg finde på at kalde mig selv en lidenskabelig danser. - Er det faktisk endnu, den dag i dag! - Far og Mor er også for længst døde. Takkede jeg dem mon nok for deres halsstarrige stædighed?