Om Dybhavn

Ude ved Resle finder vi Dybhavn, som stedet hedder, fordi der ikke er ret langt ud til det dybe vand, hvor skibe tit har ligget for anker, mens de lastede kævler fra skoven, der blev trukket ud igennem fladvandet af et spand heste. Ligesom der også, den gang, var en ca. 200 meter lang træbro ud i vandet, hvor jeg vil skyde på at vanddybden har været omkring 3-4meter, og hvorfra der fra Valnæsmarkerne, via en simpel roejernbane, lastedes sukkerroer i pramme til sukkerfabrikken Nykøbing. - En vejerbod hvor sukkerroerne blev vejet, inden de, ved håndkraft, blev læsser fra banens vogne og ned i prammene, fandtes også. Ja, fundamentet står der såmænd stadig.  Efter at vi havde fået lært os selv kunsten at svømme ude på det flade vand ved Egense strand, også kaldet ”Hylken”, hvor vi brugte cykelslanger som svømmebælter, blev Dybhavn stedet, hvor vi altid gik i vandet, også til trods for at afstanden til var Resle 4 km. eller 3 – 4 gange så lang som til Hylken. For broen, der gik helt ud i det dybe vand bød os en eminent base, hvorfra vi kunne dyrke udspring alt det vi lystede.

Derfor var der igennem årene op imod 2.Verdenskrig og hele min ungdom stor tilstrømning til Resle hver eneste søndag sommeren igennem, hvor folk kom for både at bade og nyde naturen med deres medbragte madkurve. Og mange kom langvejs fra. Dog løjede det noget af under krigen imens de fleste biler stod opklodsede i deres garager. For os børn og unge mennesker var det ikke nok at bade om søndagen. Vi kørte også gerne hver aften, når ellers vejret tillod det. - Ja, der var endda en lang periode en sommer, hvor Hans Clausen fra Kratskovgård, hver aften med godt vejr, kom og gjorde holdt ved Vålse Torv med sin lastbil, og indbød enhver der måtte have lyst, til at springe op på laddet og køre med til Resle på ”badetur”, og det var vi rigtig mange der havde. - Men var der ingen andre muligheder, var det heldigvis, til enhver tid en smal sag for os at cykle derud. -

Som de unge mennesker, vi efterhånden var blevet, kunne vi selvfølgelig også få nogle skøre indfald. Således fandt en kammerat og jeg, et år i påsken, på at vi havde lyst til at cykle til Resle og springe i vandet fra broen. - Når vinterbadere kunne klare det kolde vand, måtte vi da også kunne. - Og vi kom da også ud og sprang på hovedet i vandet. Men vi var sandelig ikke længe om at finde stigen og komme op igen, for det var altså ikke så lidt koldere end vi havde tænkt os. - Hvor farligt det egentligt kunne have være at springe lige ud på det dybe vand, når vi slet ikke var vant til det, kom vi først til at tænke på bagefter. Derfor fortalte vi det heller ikke til vore mødre.

Det at komme ud til Resle blev for mig og mine brødre de grå hverdages eventyr, og efterhånden blev det ikke mere kun om sommeren, vi cyklede derud. For nogle af vore jævnaldrende ”badekammerater”, som var skovfoged Stigsens børn, boede derude. Og naturen, stranden og faunaen bliver jo ikke mindre tiltrækkende af, at det bliver efterår, vinter, eller forår, hvor vandet er for koldt til at bade i. Nu var det også simpelt hen en ren gave til os, at Stigsens drenge, som vi igennem somrene havde lært at sætte stor pris på, også tiltrak os på alle andre årstider, ved at de, ligesom os selv, nød at drysse rundt i skoven, eller på stranden, for at iagttage det liv, som også der, udspillede sig. - En gang, under en af de 3, på hverandre følgende, ekstremt hårde vintre under krigen cyklede jeg sammen med Svend Stigsen, der var et per år ældre end jeg, adskillige kilometer ud over strandisen, i retning imod Femø, ud til nogle vældige isskruninger, der havde samlet sig der. Det er de største isskruninger jeg nogensinde har set, hvilket måske nok, set i verdensperspektiv, ikke siger så meget. Men dog i en dansk sammenhæng en hel del, ikke mindst i vor tid, hvor vi måske skal belave os på vintre, hvor vi knapt nok kommer til at opleve en smule nattefrost.

Ja, snart var det nærmest blevet en fast regel, at Helge og jeg, sammen med en anden kammerat, der hed Ejler, hver søndag over middag cyklede ud til skovfogedens, hvor Svend og Kaj tilligemed deres meget yngre lillebror Knud, ikke lod os vente mange minutter, inden de var ude hos os. Og Knud, der bare var en lille purk med korte ben, som ikke sagde ret meget, men som sikkert nok hørte desto mere, havde aldrig besvær med at vinde med os andre langbenede. Disse, for os alle, ganske eventyrlige vinterskovvandringer står stadig for mig som noget af det bedste, jeg i mit lange liv har oplevet. Og glemmes skal heller ikke de mange kopper kaffe og al den nybagte kringle vi spist efter turene, når det var blevet mørkt i skoven. Den ganske enestående gæstfrihed, som vi der, hver eneste søndag vinteren igennem, blev mødt med, kan vi slet ikke takke nok for.

Men sådanne finurligheder var naturligvis slet ikke noget jeg tog det mindste notits af. – Det er først langt, langt senere jeg er begyndt at tænke over det. For det at komme ud ved skoven og vandet i Resle var jo i virkeligheden mine grå hverdages store eventyr. – Hverdage, som jo egentlig, når det kom til stykket, slet ikke var mere grå, end vi selv gik og gjorde dem. – Og godt nok for det. For hverdagen ville jo være tilbage igen i samme øjeblik vi vel hjemme igen stod af et køretøj - tohjulet eller firehjulet. For så skulle der jo, akkurat som alle andre dage malkes, fodres, samles æg, og hvad det nu ellers er de almindelige dages trummerum drejede sig om. – Og sådan er det altså bare gået til, at Resle Skov har vævet sig ind i min tilværelse, faktisk allerede fra længe før jeg selv kom til verden, som et, for mig, nødvendigt frirum hvor jeg bare gjorde og tænkte noget andet. – Og foreløbig, så synes mine 80 års gang på jorden ikke at have ændret meget på det! – Ejendommeligt må det vel også siges at være, at det, i min erindring, er de mere besværlige udflugter med hest og vogn der står i det klareste lys, på bekostning af alle de senere og meget lettere udflugter med bil som jeg nærmest har glemt - når vi dog til ellers altid tiltrækkes mest af det lette og behagelige? Det er vist det man kalder nostalgi!