Om det at gå i vandet

Der var jo en gang for nu mange år siden, da jeg var helt vild med at gå i vandet. Og jeg havde endda lejlighed til det næsten hver eneste dag sommeren igennem, når da ellers vejret var til det. Jeg var jo så heldig at bo tæt ved vandet hele min barndom. Ja, det var sådan at jeg sammen med min bror Helge, der var en smule yngre end jeg, kunne nå at cykle ud og bade i stranden ved Egense når vi havde middagsstund. Det var når vi havde fået vores middagsmad de dage vi ikke var i skole, for i skole var vi jo kun de 3 dage om ugen. Hvilket nu ikke betød at vi helt havde "fri", for vi skulle altid hjælpe til hele den lange dag derhjemme. Men halvanden time til os selv, hvor vi kunne gøre lige hvad vi havde lyst til, det havde vi i denne middagsstund, og når vi så skyndte os at spise maden, havde vi alligevel tid nok til at nå ud og få os en dukkert ved Egense. Se, det var lige noget der passede os kan du tro, det var faktisk også der jeg lærte mig selv at svømme, da jeg ikke var mere end et år eller måske to ældre end du er nu - selvom der ved lavvande kunne være meget langt ud inden vandet nåede op over anklerne. - Men så lige pludselig, når vi nåede ud til det dybe blev det hurtigt meget dybt.

Der var jo ikke noget der hed hverken svømmebælte, vinger eller anden form for det badeudstyr som kendes i dag. Så jeg udstyrede mig med en gammel kasseret cykleslange, som jeg fik lappet og pumpet noget luft i. Og når jeg så pumpede den godt op kom der en stor bule på den som jeg kunne bruge som "hovedpude" når jeg forsøgte mig med at flyde på vandet og bare kigge op i skyerne - det var vel nok ellers fedt, kan du tro. - Men lige pludselig en dag, uden at jeg rigtig vidste hvordan det var gået til, så kunne jeg altså svømme - også uden hjælp af min cykleslange. Derfor kunne jeg smide den tilbage til den bunke gammelt ragelse, hvor jeg havde fundet den. Men helt glemt den, det har jeg altså slet ikke! For som du sikkert selv har fundet ud af, så husker man godt det legetøj, som man engang havde glæde af, også selv om man ikke længer har brug for det.

Men vi gik jo også i vandet ude ved Resle - der hvor vi plejer at tage ud når I alle sammen kommer på besøg hos os ved jul og påske. Jeg husker tydeligt den allerførste gang jeg var der. Da var jeg ikke ret gammel. Mor, Far, Mormor, Helge og jeg, om Hans Svenning var født den gang husker jeg ikke. Men vi var kørende med hest og vogn derud. Og vi skulle alle sammen i vandet, men det glædede jeg mig slet ikke til, for jeg havde en ganske forfærdelig vandskræk. Hvorimod min Mormor, som den gang ikke engang var 50 år, var lige så vild og ustyrlig, som jeg selv siden hen blev, gik i vandet i en lang sort kjole der nåede hende helt ned til anklerne. Prøv at forestille dig en kone gå i vandet i lang kjole. Det kan du vist næsten ikke, vel! - Men da jeg var 6-7 år kunne jeg ikke se noget mærkeligt i det. Men sådan er der jo så meget der har forandret sig.

Senere hen, da vi var blevet noget ældre, gik vi næsten altid i vandet ved Resle. For der var der, den gang, en lang bådebro ud i vandet, der om efteråret blev brugt til udskibning af sukkerroer fra Valnæs til Nykøbing sukkerfabrik. Derfra kunne vi springe direkte ud i det dybe vand. Og du kan ellers lige tro at det var noget helt andet end at soppe ved Egense. Men der var for langt til at vi kunne nå det i middagsstunden. Så det var altid om aftenen, eller om søndagen - lørdagen var jo ikke fridag - vi gjorde det. Ja, jeg husker en sommer hvor en bonde fra Vålse, med en gammel lastbil, mange aftener i løbet af sommeren, gjorde holdt ved gadekæret og samlede alle os større børn og unge mennesker op på ladet og kørte os til Resle for at gå i vandet. Du kan ellers lige tro at vi havde det skægt! Men efterhånden blev vi mere voksne, og meget mere modige, for ikke at sige temmelig uforsigtige. En gang havde en kammerat og jeg fundet på at vi ville hoppe i vandet fra bådebroen længe før vandet var blevet varmt, fordi vi havde hørt noget om vinterbadning.  Det var påske dag, og på ingen måde varmt. Heldigvis slap vi godt fra det. Og jeg fortalte det aldrig til Far og Mor.