Ole Madsen – en af sin tids originaler

Ole Madsen boede i et ikke særlig gammelt bindingsværkshus med stråtag, der lå på venstre side af den del af Dæmningsvej der fører ud imod vigen. Huset nedbrændte omkring 1950, men hvor det lå, var der til helt op i begyndelsen af dette århundrede et lille kvadratisk krat, der markerede.

Jeg ved ikke hvorfra Ole Madsen stammede, men det fortaltes, at han havde en bror, der var dyrlæge. Nok var han en af tidens skæve eksistenser, men det var vist på ingen måde fordi han manglede hverken intilligens eller åndsevner. Han kom ofte i mit hjem, fordi han var en inkarneret havemand, idet han selv omkring sit hus havde en have, der var kendt viden om for sin egenartede skønhed, og som han meget gerne viste frem for folk der, sådan bare i forbifarten, havde fået lyst til at kigge indenfor. Men skønt han boede til leje, og der sikkert oprindeligt ikke har hørt ret meget jord, om overhovedet noget, til huset, som lå på hjørnet af en vigparcel, tilhørende en af gårdene i nabolaget, så fortaltes det, at han simpelt hen bare flyttede hegnet uden at spørge ejeren om lov, hvis han nu syntes, at haven trængte til at blive udvidet lidt. Og måske har ejeren til gengæld syntes, at det ikke var noget at gøre et større nummer ud af, eftersom Ole jo lagde et stort arbejde i at kultivere den og virkelig også fik noget smukt ud af det, imens det for ham selv kun betød så lidt om han havde den smule jord mere eller mindre at okse med, det var jo kun vigjord, som alligevel ikke regnedes for så forfærdeligt meget. 

Mine forældre, der jo også var glade for deres have, havde ikke altid den tid den, som de egentlig gerne ville, derfor blev jeg, som dreng, mange gange, sendt ned til Ole i Vigen for at tilkalde ham til et eller andet havearbejde, ligesom det da også kunne hænde, at han, når han tilfældigt kom forbi, kom ind og stillede det stående spørgsmål, som jeg så livagtigt husker ham for, måske allermest fordi han ikke talte i den brede nordfalsterske dialekt, som alle andre på egnen ellers betjente sig af, han talte langt snarere fint, som man sagde: ”Er der noget at gøre i fruens have i dag”?. Hvilket jo også røbede, at han var en af den tids tilflyttere. Et arbejde, som han igennem adskillige somre klarede for os var at slå græsplænen med le, for det forstod han sig på, som ingen anden. Det var nemlig et arbejde, der krævede et særligt godt håndelag for at blive gjort ordentligt og pænt. Men en skønne dag fik far den ide at anskaffet sig en rigtig moderne plæneklipper. Men da den kunne fås i 2 størrelser, valgte far, der jo altid var tilbøjelig til at tænke stort og praktisk, den største (bredeste), fordi det allerede den gang foresvævede ham, at tid måtte være lig med penge, eller måske for ham, selv om han ellers aldrig i min barndom havde ret mange af dem, tid til andet arbejde, som også kunne være ganske nødvendigt. Men desværre viste det sig, at denne fine maskine, måske også fordi græsset var blevet for stort, var helt umulig at skubbe maskinen igennem, han forsøgte så han at sætte vores tjenestedreng foran som trækkedreng, men maskinen hverken kunne eller ville det, som den var beregnet til, og som en sidste kompromitterende udvej måtte Ole så alligevel til med leen. Næste gang fik græsset ikke lov til at vokse sig så stort, men stadigvæk forblev den lettelse som plæneklipperen skulle have givet os nærmest ikke til at få øje på. Og til sidst måtte far bide i det sure græs og erstatte den store (brede) maskine med den lille (smalle), og så endelig kunne vi, med god samvittighed, og på trods af Oles hedeste ønsker permittere ham og hans le. Men desuagtet, så fortsatte Ole stadig at have sin gang i vor have, og han påtog sig også med glæde alle mulige andre opgaver i den. Hvad han fik for det aner jeg ikke noget om, men jeg ved, at han altid spiste sammen med os, når han var der.

Og dette skønt hans personlige renlighed lod en del tilbage at ønske, han lugtede af både det ene og det andet, hvorfor mange da heller ikke gerne så ham træde indenfor i deres hus. Han var af statur godt og vel middelhøj, og kraftigt bygget, han har sikkert som ung været det man kalder en flot fyr, han havde også et ret kraftigt overskæg der vel at mærke altid var veltrimmet, men alligevel ansås for værende en smule suspekt, ikke mindst når det blev båret af en særling som ham. (Bare et par årtier tidligere var både overskæg og fuldskæg ret almindelige). Jeg husker ham især for det meget lune glimt i øjet, som jeg tror han altid havde, når han omgikkes børn. Ja, man kan vist uden overdrivelse sige, at han, selvom han i høj grad havde sin usobre fremtoning imod sig, måtte beskrives som en stor børneven. At han kunne komme til at lugte temmelig uhumsk, var nu heller ikke så underligt, for sagen var den, at han havde en svaghed for katte, så dem havde han et utal af i og omkring sit hus, og for at skaffe mad til dem, gik han (jeg tror ikke at han ejede en cykel) op til Vaalse, til slagter Bengtson med en jutesæk, som han fik fyldt noget slagteaffald i, hvorefter han, med den på nakken, gik tilbage til Vigen, hvor kattene ventede ham, og det kan jo da næsten ikke være andet, end at sækkens indhold har saftet godt og delikat ned ad ryggen på ham. Så lugten, der altid hang ved ham, havde i hvert fald sine naturlige årsager.

Hvor mange gæster han ellers havde i sin have, er det ikke godt at vide noget om. Men fakta er, at den var almindelig kendt på egnen. Det var da også derfor, at jeg sammen med et par andre drenge en søndag eftermiddag fandt på, at vi kunne cykle ned og se på hans have, hvor vi jo vidste, fordi det var noget folk snakkede om, at der altid var masser af velplejede blomster, nyrevne havegange og en græsplæne så blød og dejlig at hvile på. Ja, det viste sig sandelig også alt sammen at være sandt, skal jeg love for, for da vi nok alligevel en smule beklemte var kommet inden for i den, hvor alt var så sirligt arrangeret med det stråtækkede bindingsværkshus midt i som hele vejen rundt var indrammet med træer og buske, der sikrede både læ og intimitet. Ja også intimitet, selv om det godt nok ikke var en kvalitet vi ellers i egentlig forstand i daglig tale forbandt med en have. Da Ole Madsen havde observeret vores besøg, kom han ud til os og fortalte vidt og bredt om stort og småt angående haven. Det var igen hans evne til at stille ind på lige netop den bølgelængde, hvor han vidste, han kunne fange vor ellers til daglig flyvske interesse og delte opmærksomhed. Og da vi så havde været igennem haven, der i grunden ikke kunne siges at være særlig stor, bad han os om, sammen med sig selv, at lejre os midt på den nyslåede plæne - slået med le forstår sig - der foruden græs også gav ly til mange kortstilkede tusindfryd husker jeg, hvorefter ham trak et bundt brevpapir frem, som han havde i en lomme, og begyndte at læse en historie for os, som han selv havde forfattet. Jeg husker slet ikke noget om hvad denne historie handlede om, men jeg husker, at vi alle 3 lyttede andægtigt lige indtil historien var færdig. Da vi tog afsked med ham, var vi unægtelig en smule benovede, fordi, vel havde vi fået det ud af besøget i hans have, som vi havde forventet, men vi havde også fået noget andet og mere end det, for han havde spontant løftet en flig af det slør, der ellers altid omgav ham, og som ellers havde gjort det umuligt for os at se ham som andet end en særling. Men her ved hans andet jegs mellemkomst havde han nu åbnet en anden og for os hidtil ukendt og berigende verden, som også gjorde os til noget andet, end det vi hidtil havde været, og som bevirkede, at vi herefterdags så særlingen Ole Madsen med helt andre øjne, end vi tidligere havde gjort.

For mit eget vedkommende voksede jeg jo efterhånden, langsomt men sikkert, ud af barndommen, og selvom jeg fortsat nærede de drømme som hørte denne min egen helt unikke barndom til, og som jeg aldrig siden helt har kunnet slippe, samtidig med at der så også kom så meget andet nyt og spændende til, så gled historien om Ole Madsen i baggrunden – troede jeg. Få år senere blev han syg, og kunne ikke længer passe sin have, ja, han kunne velsagtens ikke engang passe sig selv. Derfor flyttede han hen på alderdomshjemmet, hvor venlige mennesker kunne hjælpe ham tilrette med sit liv, det af det, som der endnu kunne være tilbage. Da jeg sidste gang så ham, stod han udenfor kirkemuren med en flok drenge omkring sig. – Og jeg tror, efter hans unge tilhøreres ansigtsudtryk at dømme, at han vist nok må have været optaget af at fortælle dem gode historier? Men jeg har siden, som I ved dette kan læse jer til, her i min alderdom stadig erindringen i behold – erindringen om en mand og hans historie, som altså hermed nu nok så smukt også føjer sig ind i min egen fortælling. - Som jeg har lyst til at slutte med Gamle Grundtvigs ord:

Fædrene land

som ved afgrundens rand

midt i bølgerne blå

skal du blomstrende stå

med din maj og med dine kærminder

som en mø med letrødmende kinder,

du har endnu det bedste tilbage,

det lå gemt hos den gamle af dage.