Også det var en galestreg

Som cyklist førte jeg det godt nok altid temmelig træls at føle at du næsten ingen vegne kom ikke mindst i modvind eller op ad bakke. Så kunne det have været meget rart med en motor på cyklen. Ja, motor på cyklen som vore dages knallerter havde man jo slet ikke tænkt på for 60 år siden. Men hvad der slet ikke var så sjældent at se var, at cyklister hagede sig fast i bagsmækken på en lastbil, i reglen i lastbilens venstre side – hvis man da ikke var kejthåndet. Det var virkelig noget der kunne hjælpe på langsomheden. Det var naturligvis også strengt forbudt. Men hvad gør man ikke for at gøre livet lettere? – Nu skal du godt nok huske på, at den gang var farten på vejene ikke var nær så høj som den er nu. Ellers ville sådan en som mig, der på ingen måde var nogen vovehals, nok aldrig have fundet på at gøre det.

Det var en gang jeg havde været til dyrskue i Maribo, som jo den gang var en stor begivenhed. Simpelt hen et sandt orgie af brølende køer, vrinskende heste, gryntende søer, og hvad lyde de mange forskellige arter af dyr nu ellers var i stand til at give sig til kende ved. Foruden at der naturligvis også var en mangfoldighed af andre udstillinger og aktiviteter samt et hav af mennesker. Kort sagt en miniudgave af vore dages Roskilde Dyrskue. Når det hele så var overstået skulle alle herlighederne, først og fremmest alle dyrene, fragtes tilbage på gårdene hvor de kom fra, hvad der naturligvis for det meste foregik med lastbiler. Og det var så på vej hjem fra dyrskue jeg på et tidspunkt følte mig fristet til at hænge bag på en af disse kreaturbiler. Og det gik ganske strygende på et langt stykke af vejen.

Fra Sakskøbing og igennem Guldborg, hvor vejen var både bred og asfalteret gik det helt uovertruffent. Men da vi så drejede fra landevejen imod Alstrup og Vålse blev det godt nok noget problematisk. For nu var det bare grusvej med en del huller i. Og ikke nok med det, vejen var også meget smallere, og så lå der oven i købet skærvebunker i vejsiden. Det gjorde der jo den gang langs med de fleste grusveje. Og det var naturligvis fordi hullerne i vejen jævnligt skulle repareres, og den tjans var altid overladt til en kommunal vejmand med skovl og trillebør der gik og fyldte grus og skærver i hullerne når de blev for store. Derfor var det selvfølgelig mest praktisk at skærverne lå i vejsiden.  Og trafiksikkerheden havde jo alligevel ikke den store betydning, da det meste af trafikken alligevel foregik med hestevogne. Som du måske kan tænke dig til. Så blev enden på mit forehavende at vejen på et sted var så smal at lastbilen kørte mig op i en af disse skærvebunker. Heldigvis var farten ikke ret høj, så der skete kun det at jeg væltede op i stenene og blev lidt forslået. Ud over det, og så ellers en alvorlig lærestreg, pådrog jeg mig ingenting. – Og også det var da helt bestemt heldigt sluppet!