Arne Larsen :: Og i samme sammenhæng lidt om skolegangens nødvendighed

Og i samme sammenhæng lidt om skolegangens nødvendighed

Hvad kan vel så være mere nærliggende for mig, efterhånden temmelig alderstegne mand end at lade tankerne gå tilbage til for mange år siden, da jeg selv havde lang skoleferie. Og så sætte det på tryk til f.eks. et barnebarn. Jeg tit og ofte, godt nok først efter at jeg er blevet ældre, funderet over hvordan mon mine egne bedsteforældre havde det med lange skoleferier? Men det er, og har altid været et lukket land for mine forestillinger. Jeg aner simpelthen intet om det, bortset fra hvad jeg har kunnet tænke mig til ved læsning i gamle levnedsskildringer - hvad jeg, beklageligvis, endnu ikke har ofret megen tid på, eller ved at erindre mig hvad min mormor har fortalt - og det meste af det har jeg lykkelig glemt, desværre. – For da hun endnu levede, var jeg ung og havde ganske andre ting i hovedet.

Men gået i skole det har de, disse vore formødre og forfædre, for de var på ingen måde analfabeter. Særlig da ikke min mormor som jeg jo delte hus og hjem med i de første 25 år af mit liv. Hun var en meget levende, og også en medlevende kone, der på trods af et langt liv under meget trange kår aldrig lod sig forfalde til lede ved livet. Hun førte i mange år en intens brevveksling med sine ungdomsveninder - og jeg er så heldig at have en masse breve til hende og fra hende, som jeg heller ikke endnu har givet mig tid til at kaste mig over. - Måske de vil kunne fortælle mig et eller andet?

Men det korte af det lange er, at skolepligt ligesom i dag, det havde de. Men hvor seriøst den har været taget har sikkert været meget forskelligt fra egn til egn, ligesom udbyttet af den også har varieret meget. Mange steder på landet var det endda almindeligt kun at gå i skole om vinteren, og der kan man jo virkelig sige at de har haft lang skoleferie. Så skal man bare huske at dette foregik længe før ferien var opfundet. Min egen far, der gik i skole i Masnedsund (der hvor der nu er Rudolph Steiner skole), fortalte, at han hele sommeren havde byplads der skulle passes inden skoletid, ofte fra kl 4 om morgenen. Men han lagde heller ikke skjul på, at han også sov mere end han lærte i den tid. Og de fleste af hans lærere forstod udmærket, at det ikke var på grund af dovenskab eller urimelige forældre det var som det var, men simpelt hen fordi det var en betingelse for familiernes overlevelse. De måtte ganske enkelt slide i det for at få mad i munden, og det var naturligvis endnu mere vigtigt end at passe skolen.

Derfor var det da også ligefrem en æressag for mine egne forældres generation at undgå, at deres børn skulle udsættes for noget der lignede deres egne oplevelser af skolen. Og derfor blev det for dem utænkeligt, at give deres børn arbejdspligter inden skoletid. Men stadig var skoleferier langt fra at være ferier i vore dages stil. Særlig på landet forblev ferier fra skolen noget der blev indrettet efter hjemmenes behov for et ekstra nødvendigt nap til gode for familiernes velfærd. Sommerferien blev af mange kaldt høstferie og efterårsferien kartoffel - eller roeferie. Og de var ikke på forhånd fastlagte. Lærerne på skolerne rundt i de små landsbyer kunne selv, ved forespørgsel hos børn og forældre om det bedste tidspunkt, fastsætte feriedatoerne netop når høsten eller roerne krævede børnenes hjælp.

For mig, der ikke på nogen måde var vild med at gå i skole, og som det passede fint både kun at gå i skole hver anden dag og at få ferie når der foregik noget ekstraordinært og spændende derhjemme, hvor jeg rigtig kunne få lejlighed til at udfolde mine lyster og evner og ikke mindst min energi, var dette ikke spor uvelkomment. Mit problem med skolen bestod for en stor del i, at jeg var ordblind. Det, som i datidens terminologi bar betegnelsen dumhed. Og som dum får man meget let også heftet mange andre lidet flatterende betegnelser på sig. Jeg kunne rent faktisk hverken læse, skrive eller regne til nogen redelighed, da jeg gik ud af skolen. Og der er en ganske bestemt episode jeg vil huske til min dødsdag. Først og fremmest fordi den gjorde mig meget ked af det – men senere hen også fordi den lærte mig en masse om det at være til. Det var i en læsetime med en ung vikar, som vi havde. Jeg vidste kun alt for godt, at min tur til at læse et lille stykke også ville komme, og som sædvanlig gruede jeg for det, for jeg skulle jo, hvad enten jeg så kunne eller ej.

Det var feset ind, at for at kunne læse, og få mening ud af det læste, skulle man kunne skille ordene ad i stavelser. Og erfaringsmæssigt, plejede læreren som oftest at hjælpe mig på gled, når der var et ord, han syntes jeg var for længe om at finde ud af. Et af disse ord var: bagefter. Da han langt om længe syntes, at mit studium af dette banale ord havde varet længe nok, ”hjalp han mig”. Men i sin irritation - formoder jeg - lavede han lidt om på stavelserne, så det blev til: ba gef ter. Og troskyldig som jeg var, gentog jeg det, nøjagtig som han sagde det. - Med det resultat at hele klassens fuldstændig tøjlesløse latteranfald kom væltende ned over mit stakkels hoved, og tårerne stod som en styrtsø ud af mine slørede øjne! - Og det skal, for en ordens skyld, siges, at dette ingenlunde var nogen enestående episode.

- Kan det da undre, at jeg glædede mig over al måde til disse ferier. For selv om der var meget arbejde, der skulle gøres derhjemme. Så var det dog ikke arbejde alt sammen. - Eller for at sige det på en anden måde: Det at ånde og leve var på en ganske anden måde, end det i vore dage er tilfældet, forbundet med de nødvendige daglige gøremål, der jo næsten alle på en eller anden måde var relateret til planter eller dyr, når det var i hjemmet. Eller til sociale arrangementer og begivenheder i det nære familieliv eller i lokalt foreningsliv, når det var ude. - For takket være den omstændighed, at bilerne endnu var meget få, kunne vi ikke, eller i hvert fald kun med stort besvær, komme ret langt omkring. - Men sandt at sige, vi så aldrig dét som noget problem. Det var jo bare som det var. Nogen vil nok med vore dages gængse logik sige, at vi jo ikke havde kendt det bedre, hvad der vel kan være sandt nok, al den stund fremskridt glæder os og tilbageskridt skræmmer os. Kun er der det ved det, at vor menneskelige tilværelse langt mere præges af tilfældet end af logikken, samtidig med at vi er pisket til at holde glæden fast, hvis vi ikke vil styrte os selv ned i et stort sort hul.

Selv har jeg tit og ofte, godt nok først efter at jeg er blevet ældre, funderet over hvordan mon mine egne bedsteforældre havde det med lange skoleferier? Men det er, og har altid været et lukket land for mine forestillinger. Jeg aner simpelthen intet om det, bortset fra hvad jeg har kunnet tænke mig til ved læsning i gamle levnedsskildringer - hvad jeg, beklageligvis, endnu ikke har ofret megen tid på, eller ved at erindre mig hvad min mormor har fortalt - og det meste af det har jeg lykkelig glemt, desværre. – For da hun endnu levede, var jeg ung og havde ganske andre ting i hovedet.

Når jeg lader tankerne gå tilbage til for mange år siden, da også jeg havde lang skoleferie. Og så sætte det på tryk til et barnebarn, som altså nu er dig. Selv har jeg tit og ofte, godt nok først efter at jeg er blevet ældre, funderet over hvordan mon mine egne bedsteforældre havde det med lange skoleferier? Men det er, og har altid været et lukket land for mine forestillinger. Jeg aner simpelthen intet om det, bortset fra hvad jeg har kunnet tænke mig til ved læsning i gamle levnedsskildringer - hvad jeg, beklageligvis, endnu ikke har ofret megen tid på, eller ved at erindre mig hvad min mormor har fortalt - og det meste af det har jeg lykkelig glemt, desværre. – For da hun endnu levede, var jeg ung og havde ganske andre ting i hovedet.

Men det korte af det lange er, at skolepligt ligesom i dag, det havde de. Men hvor seriøst den har været taget har sikkert været meget forskelligt fra egn til egn, ligesom udbyttet af den også har varieret meget. Mange steder på landet var det endda almindeligt kun at gå i skole om vinteren, og der kan man jo virkelig sige at de har haft lang skoleferie. Så skal man bare huske at dette foregik længe før ferien var opfundet. Min egen far, der gik i skole i Masnedsund (der hvor der nu er Rudolph Steinerskole, fortalte, at han hele sommeren havde byplads der skulle passes inden skoletid, ofte fra kl 4 om morgenen). Men han lagde heller ikke skjul på, at han også sov mere end han lærte i den tid. Og de fleste af hans lærere forstod udmærket, at det ikke var på grund af dovenskab eller urimelige forældre det var som det var, men simpelt hen fordi det var en betingelse for familiernes overlevelse. De måtte ganske enkelt slide i det for at få mad i munden, og det var naturligvis endnu mere vigtigt end at passe skolen.