Når grisesoen skulle til orne

Et af de jævnligt tilbageværende gøremål var, når en so var ornegal (brunstig), så skulle den med hest og vogn transporteres hen til en af byens andre landmænd, som holdt orne, hvad der faktisk ikke var ret mange der gjorde, og det kunne have sine besværligheder, for enten så skulle soen lempes ind i en grisekasse for derefter at blive læsset op på en vogn, så den kunne køres hen til vedkommende ”orneholder”. Og dog, Hvis der ikke var så langt derhen, og hvis soen var nogenlunde medgørlig, kunne den drives. Men så kunne det også ske, at den blev sær og vendte om på halvvejen, så den alligevel måtte køres. Hos ”orneholderen” skulle soen så være i nogle dage indtil han gav besked om, at nu var soen løbet (bedækket) og klar til igen at blive afhentet. Så det var altså ikke nok med, at vi havde besværet med af få soen bragt frem og tilbage. Orneholderen skulle også lukke soen sammen med ornen, undertiden flere gange, før han kunne være sikker på, at det var lykkedes godt nok, for han kunne ikke risikere bare at lade dem være sammen uden opsyn, da det, foruden usikkerhed omkring løbningen (parringen) kunne ende med et gevaldigt slagsmål imellem dem. Men den største ubehagelighed ved at holde orne var, syntes jeg, den ulidelige stank, der altid hang ved en orne, og som næsten ikke var til at vaske af sig, hvis man havde haft med den at gøre. – Så en meget nærliggende grund til at så få landmænd ikke selv havde en orne kunne særdeles vel tænkes at være, at deres koner satte sig imod det. Men det forstår man kun, hvis man selv har prøvet at lugte, eller rettere stinke af orne. - Men da far jo altid var ferm til at finde på nemmere måder at gøre ting på. Konstruerede han en trækvogn på to hjul, der var stor nok til at kunne transportere en grisekasse. Med den kunne vi nu, efterhånden store børn, når vi gik sammen om det, på egen hånd køre en so til orne. Og det var, især når den skulle helt hen i den anden ende af byen, meget lettere end at drive den. Og dertil blev den ikke helt så forvirret over det, som ved at blive drevet. - Der var en gang, da vi, min bror Helge og mig samt to af vore kusiner, skulle hente en so tilbage efter et ornebesøg, hvor orneholderen syntes det var så imponerende, at vi børn, helt på egen hånd, kunne klare den transport. Derfor gav han os hver 10 ører, så vi, på vejen hjem, kunne købe os hver en ispind i brugsen. Og det at få penge til noget så ekstravagant som is, var godt nok ikke noget vi ellers kendte til. Men for ikke at komme til at gøre andre børn på vejen misundelige, gemte vi ispindene i grisekassens halm, når nogen kom forbi.