Min lykkelige tidlige barndom

Jeg glædede mig bestemt ikke til, at jeg en skønne dag skulle begynde at gå i skole. Tvært imod, jeg frygtede det – eller måske var det i virkeligheden, om end ubevidst, mere det, at så kunne jeg ikke længere gå og gøre lige det, som jeg havde lyst til, men i stedet for blive nødt til at rette ind efter, hvad andre måtte ønske af mig. Jeg gik jo der og tullede rundt efter mit eget hoved. Og godt hjulpet af en livlig fantasi kendte jeg intet til, at gå og kede mig. Jeg havde jo også min yngre bror Helge at lege med, og vi havde det altid rigtig godt sammen, kom kun meget sjældent op at toppes over noget, i hvert fald aldrig over noget alvorligt, til trods for at han somme tider kunne få nogle mærkelige indfald, som f.eks. da han, imens vi i dejligt solskinsvejr fik serveret sødsuppen ude i gården, hvor vi havde et lille bord og to små stole stående, pludselig fik han den ide, at sødsuppen ville smage bedre med en ske fuld grus i, han tog det, rørte det godt rundt, og spiste det! - På et tidspunkt, da jeg var omkring 5 år, blev der bygget et stykke til vores stuehus, og den tilbygning skulle der være kælder under, blev det bestemt, hvilket betød, at en masse opgravet jord, med trillebør, blev kørt ud i en bunke lige ved siden af, og den bunke fandt vi på at grave os ind i, så vi til sidst havde en hule, som vi fandt det både fornøjeligt og spændende at opholde os i, og vi legede, at det var der vi boede. Men så hændte det, at vi blev forkølede, og den forkølelse hævdede Mormor, at vi havde pådraget os ude i hulen, og så sagde hun, at det var hulehoste, det syntes vi var noget underligt noget, for vi var jo netop ikke ude i hulen, men inde i den.  Mormor havde vi det nu også meget rart med. Hun kunne nok være meget bestemt og var ikke nem at løbe om hjørner med. Men hun havde altid tid til både at fortælle historier og til at snakke med os, ligesom det som regel var hende, der bad aftenbøn med os. Og tit gav hun sig også tid til at hjælpe os med at lave legeredskaber, mest i pap, som hun syede sammen f, eks, til en sandmølle, husker jeg. Og så kunne det somme tider ske at vi om morgenen, når vi var ved at skulle op, fik lov til at komme ind hos hende og hygge lidt, og fra sådan en hyggestund husker jeg, at vi fandt på at konkurrere med hende om hvem der kunne levere den største prut. – Jeg husker nu ikke hvem der vandt, men jeg husker i hvert fald, at vi nød det ud over alle grænser. 

Men dog, lidt malurt kunne der også, fra tid til anden, blive til os, i vore små børneliv, for med en livlig fantasi og en ringe forstand, som jo dog hører med til det at være småbørn, kan man også komme på afveje. Således vidste vi, at der oppe på kornloftet lå en gammel cykel, som vi aldrig havde set blive brugt til noget, den lå der bare. Så en dag havde Helge og jeg fundet på, at vi ville have dæk og slanger pillet af den, men det viste sig helt umuligt, da vi ingen skruenøgle havde, men derimod havde vi en stor saks, og hvad var da mere ligetil end at løse problemet ved at klippe dæk og slanger over med den. Efter vel udført arbejde blev der så kaldt til aftensmad. Og stolt satte vi os til bordet og gav os til at fortælle om den gamle cykel, som vi altså nu havde ”befriet” for dæk og slanger. Selvfølgelig spidsede Far straks ører, og ville gerne vide, hvordan vi havde båret os ad med det? Jamen vi klippede dem da bare over med en saks, meldte vi stolte som små paver. Men så kan det ellers nok være, at der blev fyret op til åstedsforretning med påvisning og prompte domsafsigelse. Og dommen eksekveredes på stedet ved hjælp af fars lange spanskrør, som han fra sin egen barndom havde erfaret, svirpede bedst på nøgne numser – og jeg kan kun sige, at vi fik ikke for lidt! Men den næste dag gik vi igen rundt i vort lille paradis og så på blomster, plukkede jordbær, eller efter en lille ekspedition til et pilehegn, som der var mange af, kom hjem til mor med nyudsprungne pilekviste fra gamle nystynede pile (disse kan nemlig have usædvanligt store, saftspændte blade, der næsten er helt brune) og fortalte hende: her kommer vi med sommerblade til dig! Og de lykkelige dage, de dage, som der var rigtig mange af, sluttede som regel af med, at Helge og jeg, efter at vi var lagt i seng i hver sin ende af den smalle, grønne udtræksseng, som stod i Mors og Fars soveværelse, og hvor dynen blev bundet fast i hver sit hjørne, så den umuligt kunne sparkes af, aftenbønnen var bedt og Mormor eller Mor havde givet os godnatkysset på kinden, begyndte at fortælle hverandre de allerværste røverhistorier, vi kunne finde på, jo værre jo bedre – lige indtil den ene opdagede, at den anden var blundet ind. Så først sænkede stilheden sig over et par smådrenge, der alle dagene gjorde hvad de formåede for, selv, efter givne vilkår og bedste evne, at fylde dem med lyst og indhold.