Lillebror Hans Svennings engelske syge

Jeg husker den dag i dag stadigt hvordan far havde vasket og ordnet vores ponyvogn og pudset ”Lise’s” seletøj, fordi han skulle være klar til at køre efter jordemoder, når tiden kom. D.v.s. det der med jordemoderen forstod jeg rimeligvis ikke meget af. Men at køretøjet var gjort klar, og at jeg, lige med et, havde fået en lillebror, kom jeg da efterhånden, efter nogen spekulation, til at forstå. Og han kom altså til at hedde Hans Svenning. Der var bare det ved det, at denne lillebror efterhånden viste sig at være lidt af et skravl, han ville ikke rigtig trives. Og så kom doktor Berkow, kørende i sin bil, en stor topersoners Chevolet med klapsæde bag på, der havde omtrent samme farve som det jeg, afleverede, når jeg sad på potten og lavede gar, (afledt af cigar) - det som jeg, da jeg blev lidt større opdagede, at andre børn kaldte, at lave pølser – eller at lave bob. - Biler var der ellers ikke ret mange af på den tid. – Men han havde altså en, og den steg han ud af med en værdighed, der helt modsvaredes af os andres underdanige ærbødighed. Så trådte han, uden at tage overfrakken af, ind i vor families soveværelse og satte sig på en til denne specielle lejlighed anbragt stol ved siden af den lille kurveflettede vugge med lillebror i - den vugge der allerede tidligere er omtalt. - Men altså, doktoren kiggede, følte, lyttede, studerede den seddel hvorpå mor omhyggeligt havde oplistet patientens temperaturer morgen, middag og aften igennem de seneste dage. Så bad om at få en ske bragt, som han brutalt med skaftet først stak i halsen på lillebror, så han skreg i stedet for at sige arr, som han ellers havde fået besked på, men af gode grunde ikke vidste, hvad betød. Det var tydeligt at se, at han ikke agtede at lade sin ekspertise antaste af et barns anskrig, for doktoren var på de tider slet ikke et almindeligt menneske. Han var en lærd mand, en standsperson, som man passede på hele tiden at omgås som det hørte sig til. – Man kunne jo se på ham, at han vidste en hel masse, som vi andre ikke vidste noget om. Og først efter, grundige overvejelser og efter med en hånd at have mærket nøje efter på lillebrors hoved, hævede han sine øjenbryn og så på os igennem sine smalle, ovale stålindfattede briller, mens han med sin egenartede, hvislende stemme bekendtgjorde, at drengen havde Engelsk Syge, idet han ordinerede gedemælk som den, i dette tilfælde, bedste medicin.

Nu traf det sig så heldigt, at en arbejdsmand, der hed Jacob Jacobsen, boede i det vi den gang som nu kaldte Strædet, en lille blind vej bag ved Skolen, og han holdt malkegeder, som han, da han ingen jord havde, ud over en smule køkkenhave til at dyrke hans families egne fornødenheder, hovedsagelig fodrede med hø, som han havde høstet på nogle af kommunens vejkanter, som man mod betaling kunne leje. Og han var tilfældigvis leveringsdygtig i den mælk, som patienten behøvede. Derfor var det mig, der som mælkemand, fik til opgave dagligt at hente denne friske gedemælk i en lille blikspand med låg, til min ”engelsksyge” lillebror. Men det var nu en bestilling, som jeg ikke brød mig om. For jeg kunne ikke lide lugten, hverken af gederne eller af deres mælk. Og jeg havde svært ved at forstå, at nogen overhovedet kunne få sig selv til at drikke noget så uappetitligt som denne mælk. Til gengæld kunne jeg så prise mig lykkelig over, at det ikke var mig, der led af den Engelske Syge.

Men på den anden side, så kunne der nu være spændende oplevelser at hente under den godt og vel en halv km. lange gåtur, til gedestalden. Det var jo første gang i mit liv, at jeg prøvede at gå så langt på egen hånd. Så man kan vel næsten kalde det for mit første lille kig ud i dén store verden, der lå udenfor Mors velkendte domæne. Således hændte det da også en dag, da jeg gik hjemad med gedemælken, at jeg fik øje på en lille firkantet blikæske, der lå i vejkanten. Jeg var helt sikker på, at jeg havde været utrolig heldig, for det viste sig nemlig at være en æske med snustobak, som hele bandarolen endnu sad på og viste, at den endnu var helt uåbnet. Jeg blev fuldstændig beruset af lykkefølelse. For nu kunne jeg nemlig få lejlighed til at smage noget, der måtte smage helt usandsynligt godt. Jeg havde jo mange gange set hvordan store grove mandfolk kunne blive helt salige i deres ansigter, når de tog sig en pris snustobak, som de fiskede op af en lille æske magen til den, som jeg lige havde fundet, og som de med et hjørne af låget fiskede en lille ”pris” op og puttede i munden for at anbringe den i ”skuffen” imellem tænderne og deres underlæbe. Så det kan nok være, jeg gjorde mig kloge overvejelser over hvordan jeg nu skulle få mest mulig nydelse ud af mit fund. Foreløbig måtte jeg gemme den væk, indtil jeg fandt de helt rigtige omstændigheder, hvor jeg for mig selv i fred og ro kunne nyde denne min allerførste pris. Dette var også vigtigt, tænkte jeg, for ellers kunne jeg jo blive nødt til at dele æskens indhold med andre, der måske kunne finde på at forlange deres del af snustobakken for bare at tie stille med det. Og jeg gjorde mig de mest salige forestillinger om hvordan jeg nu, hvis jeg bare ikke tog alt for meget ad gangen, igennem længere tid ville kunne nyde noget, som de andre børn bare slet ikke kendte til, for di de bare slet ikke havde været lige så heldige som mig.

Men hvor blev jeg dog skuffet, da jeg endelig fuld af taknemmelighed over mit held, fandt en passende lejlighed, hvor jeg helt for mig selv kunne tage en lille for pris af den fine æske, som jeg jo selv havde set, kunne gøre store, stærke mandfolk så salige i blikket. Jeg havde endog forestillet mig, at dens smag måtte være noget i stil med den velkendte røde hostesaft med mandelsmag, som doktoren også kunne ordinere, og som smagte så godt, at man kunne fristes til at ønske sig en forkølelse der var slem nok til at udløse 3 skefulde af den om dagen. – Ja, det kunne måske endda træffe sig, at snustobakken smagte endnu bedre? – Men ak og ve, allerede inden prisen endnu havde nået at lægge sig til rette i skuffen under min savlende tunge (det var jo netop sådan mandfolkene gjorde) måtte jeg spytte den langt væk. For det var dog det værste, jeg i mit liv havde udsat mig selv for. Selv gedemælken måtte jeg i sammenligning med dette sorte stads betragte som et ganske delikat nydelsesmiddel. Og den fine æske med samt dens indhold blev på et øjeblik forvandlet fra det rene lykketræf til noget ækelt og afskyeligt, som jeg aldrig mere ville røre, ikke en gang med en iltang. – Denne fejltagelse har jeg vist aldrig før, lige nu, fortalt til nogen – måske fordi den havde været mig en lærestreg, jeg kun modvilligt tog til mig! - Anderledes med gedemælken, den har jeg fortalt både vidt og bredt om, for den kurerede nemlig, til stor fryd for hele familien, min lillebror for hans Engelske Syge!