Lidt om vore børnefødselsdage

Ligesom børn vist altid har gjort det, glædede vi os selvfølgelig også til vore fødselsdage. For så skulle der jo altid foregå noget særligt. Så kom vore legekammerater helt fra eftermiddagen af og fik chokolade og lagkage, og siden hen også aftensmad. Sådan er det måske stadigvæk! - Mens vi var mindre var det bare naboens børn, en dreng og en pige der var lidt ældre end mig, og så en fætter og 4 kusiner, som vi også havde lige i nabolaget. De kom omkring ved 2 tiden, og da vi jo meget tit legede sammen til hverdag var vi aldrig længe om at finde på et eller andet, spille bold, lege gemme, eller sådan noget. Og så når klokken var omkring 3 blev vi sat omkring det pyntede bord og fik chokolade med kager til, som det hedder i fødselsdagssangen. – Skønt det, at vi faktisk aldrig sang fødselsdagssange. For det gjorde vi slet ikke dengang. Men alligevel glædede vi os voldsomt, og vi havde det altid så dejligt, for når vi var til børnefødselsdag gjorde det ikke så meget om der blev spildt lidt kage på gulvet eller om en kop chokolade væltede ud på dugen. Det var ikke som hvis det skete de andre dage hvor vi hele tiden skulle passe på for ikke at få gjort noget som de voksne ikke brød sig om, for så vidste man jo aldrig hvad der kunne ske? En episode som jeg særligt husker fra en sådan fødselsdag, i min tidlige barndom, en varm sommerdag var at en af mine mindre kusiner havde glemt at få sine trusser (den gang kaldte man dette klædningsstykke, lige ud ad landevejen, for bukser) på da hun gik hjemmefra. Og at hendes lidt større søster skammede hende ud, så jeg syntes det var synd for hende. Herre Gud dog, det kunne da sagtens ske, tænkte jeg.

Men hvis det da ellers ikke ligefrem var regnvejr varede det ikke længe at få drukket den chokolade, for så skulle vi sandelig se og komme ud og lege videre. Vi havde bl. a. en leg der hed ”TO MAND FREM FOR EN ENKE”. Til den leg blev vi stillet op parvis bag ved hverandre i en kø med en enkelt foran, det var enken. Og så skulle det par der stod bagest i køen løbe i en bue hen langs med køen på hver side af den, og frem og tage hverandre i hånden foran køen, imens enken skulle prøve at fange en af de to, der udgjorde parret. Hvis enken så var så heldig at få fat i en af dem inden de nåede hverandre igen, så var det den der var blevet fanget der skulle være enke næste gang, imens den forrige enke nu tog den nye enkes plads i parret der nu stillede op forrest i køen. Og sådan kunne vi så fortsætte så længe vi havde lyst.    

Hvis det nu ikke var vejr til at være ude havde vi også en leg der hed ”SKIBET ER LADET”. Den foregik på den måde at vi alle satte os i en rundkreds med en flaske lige i midten. En af deltagerne skulle nu sætte flasken i sving mens den stadig forblev i midten af rundkredsen. Den som flaskehalsen så kom til at pege på, når den standsede op, blev nu sendt udenfor stuen hvor vi var. Dette blev gentaget anden gang, og en mere blev sendt udenfor. Og de to der nu var ude skulle sammen bestemme hvad skibet skulle være ladet med? Når de havde bestemt sig for hvad det skulle være, f. eks. tomater, skoletasker eller noget helt andet, måtte de komme ind igen. Og nu skulle så alle de andre finde ud af hvad skibet var ladet med ved at spørge sig frem. Og de to der havde bestemt det måtte kun svare med ja eller nej. - Til sådanne børnefødselsdage havde vi naturligvis også altid fødselsdagsgaver med. Det er såmænd ikke fordi jeg husker så forfærdelig meget om hvad vi egentlig gav hverandre, udover at vi naturligvis vågede ret så nøje over, at ingen kom med noget alt for billigt. Sådan husker jeg en gang Hans Svenning havde inviteret til sin børnefødselsdag, da han vel var en 8 – 9 år gammel. Bagerens Hans, der var typen på en lille verdensmand, trak sin moderne ”sportspung” op af lommen, da han så at HS forventede et eller andet, og stak ham en 25 øre i hånden. Hvorpå HS, med alle tegn på skuffelse, udbrød: nå – en 25øre! Hvorpå Hans halvt undskyldende replicerede: Nå, ja, der skulle nu også have været to. Og dermed, endnu en gang, trak pungen frem og betalte.

Da vi var blevet lidt ældre holdtes disse fødselsdage separat.

Men vi vedblev naturligvis med at sætte stor pris på de pyntede borde med chokoladen og kagerne – især lagkagen. Men de lege vi legede blev mere ”udfarende”. Ofte legede vi røvere og soldater. Og ofte kunne de foregå med hele Vålse og nærmeste omegn som vor tumleplads. Intet under at der så skulle være meget mad på fadet, når det blev tid for aftensmad. Men det var sjældent enden på det. På disse fødselsdage kunne legene tit fortsætte til langt ud på aftenen. Hvis de ikke gjorde det, havde det ikke været nogen rigtig god fødselsdag. Det blev på ingen måde ringere hvis en smule dramatik opstod undervejs. Jeg husker en gang hvor vi spillede fodbold inde i gården at bolden med et ”velrettet skud” blev sendt lige igennem et køkkenvindue, hvor den sammen med en masse glasskår havnede midt i et stort og bugnende fad smørrebrød, som min Mormor lige havde smurt og rettet an. - Det fad blev der desværre ikke noget aftensmad ud af! – En anden gang, hvor jeg var til børnefødselsdag hos en skolekammerat der boede på Vålse Bageri, fordi hans far var bageren selv. Og vi var naturligvis også at se bageriet, og det kan nok være at vi gjorde store øjne da vi så både en ælte maskine der spyttede brødene ud inden de så kom ind den kæmpemæssige bageovn, og endnu større øjne gjorde vi, da vi så at bagerens hest blev fodret med de brød, der ikke blev solgt imens tid var, I den forbindelse kan jeg da også fortælle, at mennesker, som vi i dag ville kalde ubemidlede kunne komme til hans butik og købe daggamle kager for meget små penge. Jeg tror at folk i almindelighed og bageren med naturligvis, var temmelig godt underrettet men hensyn til hvem der ikke havde så mange penge – eller var det måske bare sådan, at folk der godt kunne betale simpelt hen ikke ville være bekendt at spørge efter gammel kage, fordi det for dem var en æressag at kunne klare sig selv. Nå, det var lige et sidespring, men tilbage til børnefødselsdagen.

Det kom sig for, efter at det var blevet mørkt, at vi opdagede, at der i et nabohus, var en gammel kone, der stod i sit sovekammer og klædte sig af uden at have trukket gardinet for. Inden længe stod vi en halv snes halvstore drenge og betragtede sceneriet, der tog en ganske rum tid, lige indtil hun havde fået sin natkjole trukket over hovedet og fik lyset slukket. – Så kom ikke og fortæl mig, at store drenge ikke interesserer sig for gamle koner! Og så husker jeg i den forbindelse en historie som en af skolekammeraterne fortalte om et rent dydsmønster af en mand, der havde tilkaldt politiet fordi han mente, at en kone, der boede i nabohuset opførte sig dybt anstødeligt når hun klædte sig af uden at trækkerullegardinet ned, inden hun skulle i seng, for det kunne han se fra sin egen stuevindue. Men lige meget hvor meget politimanden spærrede øjnene, kunne han intet se. Men så sagde den dydige mand til ham: ”prøv så lige at kravle op på det skab, der står lige ved siden af dig. Så skal du ellers bare lige se!  Det skete også en gang vi var til fødselsdag hos bagerens Svend, at der hen på aftenen udbrød brand i tækkemandens hus, der var gammelt og naturligvis tækket med strå, (det hus der i dag ligger næst efter købmandsgården ud ad Vesterskovvej) det brændte selvfølgelig helt ned.

Der er en lille episode fra sådan en fødselsdag, der igennem hele mit liv, med jævne mellemrum, er dugget op i min erindring. Vi var til fødselsdag hos min skolekammerat, Knud Bonde, der sammen med sin mor Ragnhild og sin gamle morfar, der altid sad og bakkede på sin langpibe, og boede i et lille, gammelt og en smule tilbagetrukket hus et stykke nede ad strædet (den lille blindtarm til Østervej ikke ret langt fra skolen) Vi har sikkert leget røvere og soldater, og den dreng jeg havde fået til makker var brugsmand Hansens søn, Tage, der var et par år yngre end mig. Jeg husker at vi havde sat os på en sten et eller andet sted, og der i vor ensomhed i aftenmørket fik vi sammen en ganske dybsindig samtale om det at tro på Gud. Det var den eneste gang jeg igennem min barndom talte med nogen andre end mor eller mormor om disse ting. Bibelhistorie og salmevers udgjorde jo den gang en meget betydelig del af vort skolepensum, og jeg må vedgå, at det store flertal af os skolebørn ikke brød os særlig meget om disse ting, men nærmest gjorde nar ad dem, imens de få af os der så mere nuancerede på de dele af pensum tav, når de os omtaltes imellem os. Og der på denne sten viste det sig, måske til overraskelse for os begge, at vi var enige om at synes, at vore kammeraters tilnærmelsesvis blotte afvisning af disse hellige lektiers nødvendighed i skolen måtte være forkert, om man så må sige. Og jeg tror, at grunden til at denne lille episode altid er vendt tilbage hos mig er, at jeg der havde fået en slags forbundsfælde. Vi gik jo ikke i skole sammen, og kom så heller aldrig mere til at tale sammen om det.

Sagen er nok den, at vi bække, iblandt kammeraterne, må have hørt til iblandt de mere tænksomme gemytter. Hvad han senere kan have tænkt derom, kan jeg jo ikke vide. Men for mit eget vedkommende er der slet ikke nogen tvivl. For de prøvelser, som jeg igennem mit liv har været igennem, ville jeg næppe være kommet så nogenlunde helskindet igennem, som jeg faktisk selv mener, at jeg er, uden at jeg helt fra barnsben havde haft mine fødder sådan nogenlunde solidt planter i vor gamle kristne kulturbaggrund. Og ikke mindst udenadslæren omkring vor gamle, danske sang – og salmeskat, har været mig en ren skattekiste. Skulle nogen i dag finde på at spørge ind til min kristne tro, må jeg nok nødvendigvis blive dem svar skyldig, for der er ting i vor officielle kristne, troslære, som jeg må sætte spørgsmålstegn ved. Men kærlighedsbuddet, som jo dog er dens absolutte hovedfordring, vil jeg aldrig, min menneskelige skrøbelighed vel erkendt, des ældre jeg er blevet kunne komme uden om, og jeg synes at vi, vor kristne kulturbaggrund taget i betragtning burde interessere os mere for det liv, som vi sammen er sat på jorden for at få det bedst mulige ud af er langt vigtigere for os, end at gå så højt op i bare at være gode med det formål for øje, at blive frelst og skaffe os en plads i himlen, når vi en dag skal herfra. Det kan da godt være, at nogen vil synes, at jeg i den sag er fejl afmarcheret. – Men det får så være! – Det korte af det lange i den sag er, at Tage, den gang iblandt kammeraterne ofte tiltalt ”Gumse” sikkert fordi han som barn ikke var særlig stor af vækst, men som alligevel imod slutningen af teenageårene pludselig begyndte at skyde i vejret med raketfart, sådan gik det så også for mig i erindringen om ham hen imod min manddom og alderdom, og det på trods af, at jeg aldrig mere kom til at tale med ham, men dog nåede at hilse på ham, kort tid før også han måtte afsted i en alt for ung alder.