Lidt fra min fars opvækst

Han blev født den 13. august i 1901 i noget der hedder Ørslev Kohave på Sydsjælland. Hans far hed Hans Peter Larsen og hans mor hed Kirsten. Og de boede i et lille gammelt hus, som jeg desværre aldrig har set. Det eneste jeg ved om det er det min farfar fortalte mig om at lynet engang, under et voldsomt tordenvejr, slog ned i det, og at det var et sand Guds under at han ikke selv blev slået ihjel ved den lejlighed. Han sad nemlig på en stol i køkkenet lige foran brændekomfuret og læste avis. Men fordi han syntes at tordenen blev stadig værre rejste han sig og gik ind i stuen til Kirsten og børnene. Og knapt nok var han kommet ind i stuen før lynet slog ned i skorstenen og splittede komfuret samt den stol han lige havde siddet på fuldstændigt ad og kastede det hele ud igennem vinduet, der med karm og hele redeligheden, der landede ude i på gårdspladsen. Men fordi det var skorstenen lynet ramte antændte det heldigvis ikke ild i huset.

Om Far allerede var født den gang spurgte jeg ikke. Han var nr. 3 i flokken ud af 7. Det var jo den gang fattigfolk normalt altid havde mange børn. Og 7 var bestemt ikke mange. Jeg ved ikke om fødslerne gik lettere den gang end nu om dage, men rigtig mange kvinder døde i hvert fald i barselseng. Far var en ordentlig krabat på 6½ kg., da han kom til verden. Men det blev også fortalt at farmor fødte børn lige så let som hun smuttede mandler. (Dette sidste gjorde hun nu næppe ret tit – om overhovedet nogensinde, da sådan en luksus ikke var for småkårsfolk). Om det var en skrøne ved jeg ikke, men det sagdes også om hende at hun en af de gange hun ventede sig var gået ned til vandposten, der ikke kun stod lige udenfor køkkendøren men et godt stykke vej væk, for at hente vand, og kom tilbage med en spand vand i den ene arm og den nyfødte unge i den anden. Der var altså ikke så meget med at faderen skulle være til stede ved disse mange lykkelige begivenheder. Også det markerer jo forskellen fra nutiden. Faderen havde altid mere end nok med at tjene til føden for familien. For arbejdsdagene var lange, sikkert mindst 10 timer om sommeren, 6 dage om ugen og ferie kendtes slet ikke. Dertil var der ingen anden transport til arbejdspladsen end ”apostlenes heste” Hvor langt farfar har haft til arbejdet ved jeg ikke bestemt men jeg gætter på 1 – 1½ times gang hver morgen og hver aften. I en del år arbejdede han på herregården ”Iselinge” ved Vordingborg, og senere på teglværket i Nyråd.

Senere, antagelig omkring den tid da far skulle til at gå i skole, købte de huset på Færgegårdsvej 57 i Masnedsund, som en af mine tanter først solgte for få år siden. Jeg kan forestille mig hvor voldsomt et spring det må have været for familien at flytte fra det afsides sted langt ude på landet og ind til et helt nyt kvarter der netop var ved at skyde op, næsten på den bare mark. For Masnedsund kan, indtil ganske kort tid før, ellers kun have bestået af nogle få huse omkring færgestedet der dannede den gamle forbindelsesvej imod syd til Gåbense på Falster og dermed også til det sydlige udland. Og den skole som far kom til at gå i, som for øvrigt stadig ligger der, om end den nu fungerer som en privat Rudolf Steinerskole, nå have været ganske ny. Og som byskole måtte børnene herefter til at gå i skole hver dag, i modsætning til alle steder på landet hvor de kun gik hver anden dag. – eller måske kun om vinteren? Hvor meget far så fik ud af denne skolegang er en anden sag. For, for at kunne opretholde livet og klare enhver sit var børnene nødt til at hjælpe med til familiens underhold. Og det betød at de blev sendt i det som de kaldte ”byplads”, som kunne være alle mulige ”stik-i-rend-opgaver” for byens næringsdrivende, der skulle klares efter skoletid, og om sommeren også ofte nogle timer før skoletid. Far fortalte at han tit sad og sov i timerne fordi han simpelt hen var så træt at han, selv om han egentlig havde stor lyst til alt det skolen kunne give ham, ikke magtede at holde øjnene åbne. Og at lærerne så igennem fingre med det, da de jo kun alt for godt kendte baggrunden for drengens træthed, er vel forståeligt.

Og så snart børnene så var blevet konfirmeret var det med at få dem afsat på en gård, hvor de kunne komme ud og tjene til føden. Ja det var endda slet ikke ualmindeligt at også skolepligtige børn blev sendt ud at tjene bønder. - Måske var det netop for at undgå det at farfar og farmor flyttede til byen, hvor børnene meget lettere kunne både have byplads, gå i skole og så samtidig bo hjemme? Og derfor blev der så heller ikke nogen begrundelse for at hverken far eller hans søskende skulle sendes hjemmefra før de var blevet konfirmerede. Men så var der altså heller ikke her ”nogen kær mor”. Så måtte alle simpelt hen ud og tjene bønder. Den ældste, Marie kom på en gård i Nr. Vedby, imens de tre næstfølgende, Peter, Ejvind (far), og Åge kom til at afløse hinanden ude hos skovfoged Andreas Christensen i Vålse Vesterskov.

Jeg må nok vedgå, at jeg faktisk ikke ved ret meget om hvordan forholdene der egentlig har været, for far fortalte kun meget sjældent noget om det. I hvert fald ikke udover hans historie om den gang han kun ved skæbnens gunst overlevede et fald fra et træ. Det var, hvis jeg ellers husker ret, på den tid af året, hvor de første bøgegrene lige netop var begyndt at grønnes. Og da han jo tit færdedes frit når han vogtede skovfogedens får og kreaturer ude på engene, for det meste mutters alene hele dagen, havde han samtidig masser af tid til gå og fantasere og til at lade sig indfanget af alle de skøre påfund som nu engang hører drengeverdener til. Og hvad der til alle tider har fristet drenge er, og har altid været at klatre i træer. Og når der så oven i købet sad nogle spæde grønne skud et godt oppe i et træ, som det kunne være en ikke ringe bedrift at få fingre i, kunne der ikke være meget at betænke sig på. - Men ak og ve, der skete altså et eller andet der gjorde at han faldt ned. Heldigvis brækkede han ikke halsen. Men han fik slået et stort hul oppe oven i hovedet – han må helt sikkert have fået et kraniebrud. – Og havde det da ikke været fordi skovfogedens nogle år yngre søn, der også var glad for at færdes i skoven, tilfældigvis var kommet forbi og havde set hvad der var sket. – Ja, så ville far højest sandsynligt ikke have overlevet. Og så ville der jo unægtelig have været meget der, var kommet til at se meget anderledes ud – ikke mindst for os efterkommere, der i så tilfælde aldrig ville være blevet født til verden. Men hverken doktor eller andet sundhedspesonale tilkaldtes, han blev bare putte i seng efter den tids almindelige skik og brug, imens man trøstigt afventede udkommet deraf. - Nogen større blødning har der jo begribeligvis ikke været. 

Men hvordan kunne han nu også komme på den tåbelige ide at hente bøgegrene ned fra dette famøse træ, har jeg forsøgt at fundere over? Selvfølgelig først og fremmest fordi, som ovenfor bemærket, at han ligesom alle andre normale drenge var en dreng fuld af drengestreger. Men måske også fordi han har syntes at han gerne ville indynde sig hos ”skovfogedmadammen”. Som jo reelt set var hans madmor, hende der, i sin egenskab af at være skovfogedens mor, så helt suverænt var den der vidste og bestemte alt i skovfogedhjemmet. – Begrebet ligestilling lå helt uden for denne selvbevidste kvindes forestillingsevne. Det kan meget vel tænkes at hun kan have sat sig for at tage far under sine vinger. I hvert fald mindes jeg ikke at have hørt ham tale nedsættende om hende. Og det var/er vel ofte således med meget magtfulde kvinder, at i modsætning til magtfulde mænd, kan enten, rent instinktivt, være moderligt beskyttende overfor de svagere, eller også kan de være det stik modsatte, ved slet og ret aspirere til prædikatet ”en heks”. Man må jo huske at det, på den tid at være yngste tjenestedreng, godt kunne være en svært udsat position i den ”hjemlige” hakkeorden. Ikke sjældent var det netop ham alle andres frustrationer og ondskab risikofrit kunne hældes i hovedet på, netop fordi han var ude af stand til at forsvare sig. Derfor gjaldt det for ham bare om at værge sig på bedste måde for at kunne ”overleve”. Et af de stående udtryk som jeg særligt husker far for, er dette: ”Vil du i verden frem min dreng, så buk”! – Der er for mig ingen tvivl om at det ikke bare var noget han som barn havde lært af de voksne, som en god leveregel. Men også noget som han i høj grad havde måttet føle formålstjenligheden af på sin egen krop.

Jeg er helt sikker på at forholdene i det lille hus på Færgegårdsvej ikke overhovedet har været præget af nogen som helst form for luksus. Men både børn og voksne har kunnet mærke at det var deres hjem. Og børnene har kunnet mærke at deres forældre omfattede dem med kærlighed, selv om vilkårene materielt set var mere end beskedne. Jeg kan levende forestille mig en mors og fars bekymring ved på nåde og unåde at skulle sende deres børn forsvarsløst i armene på disse ofte meget selvbevidste gårdmandsfolk, der ikke sjældent så ned på disse simple arbejdsfolk, såvel som på deres afkom. – Hvis de da ikke ligefrem ringeagtede dem på linie med det skidt de selv trådte på. Ofte var føden afmålt og det simpleste af det simple.

Det sted hvor de skulle sove kunne i mange tilfælde ikke kaldes et værelse – snarere et firkantet ”indelukke” i et hjørne af en svine eller kostald, der kun nødtørstigt var afskærmet fra det øvrige staldrum, så de klimatiske og lydmæssige forhold forblev ens begge steder, ligesom adgangsforholdene for mus og rotter også var det. – At sengen bare var en firkantet kasse med halm i var vel mere reglen end undtagelsen, og at under såvel som overdyner nærmest kunne lignes ved en stor sæk med blytunge hønsefjer ligeledes. Men alle disse, for os nutidsmennesker at se, fornedrende forhold blev dog, om ellers de rent menneskelige relationer imellem gårdfolkene og tyendet var positive, til at bære, og i modsat fald bare godkendt, for det fandtes jo ingen andre muligheder. Og det er rimeligvis dette, der har været tilfældet på denne skovfogedgård. - Som jeg forestiller mig denne gamle skovfogedmadamme, er det hende der har stået for det menneskelige synspunkt der kort kunne sammenfattes i talemåden: ”Herren mildne klimaet for de klippede får”. – Måske har Farfar og Farmor netop sendt deres 3 drenge til skovfogedgården fordi de kendte til forholdene på stedet. Og måske har far igennem hele sit liv tænkt på denne skovfogedmadamme med taknemmelighed hver gang han strøg sin hånd hen over sit hoved og mærkede det hul han fik slået for hendes skyld?