Levende Affektionsværdi

Som læseren sikkert allerede har kunnet fornemme, så er det, der driver min lyst til at delagtiggøre andre i, hvad der ligger mig på sinde med alt dette, ønsket om, så godt som jeg nu formår, at trække nogle linier tilbage i tiden, så langt som jeg kan huske og fornemme. Der var den gang, som hovedregel, et mere tæt forhold imellem givere, gaver og modtagere, som, i hvert fald når det var bedst, blev næret af en form for gensidighed og fællesskab indenfor nære familiemedlemmers og venners kreds, men som vor tids stærke fokus på de materielle sider af tilværelsen i nogen grad – nogen ville måske bruge endnu stærkere udtryk - har udvandet. Man kan på en måde sige, at det er denne udvandede fællesskabsfølelse der ligger til grund for det tidsfænomen, der nu, om ikke ligefrem ”påbyder”, så dog fremmer den skik, som moderne mennesker har tillagt sig, med at skrive ønskeseddel ved enhver given lejlighed, hvor ”gavebytning” som følge af ”fejlkøb” ses som det andet alternativ. Når jeg taler om ”gavebytning” så er det fordi, som jeg opfatter det, at det, at give gaver mere og mere løsriver sig fra ideen om at være et bindeled imellem mennesker, og hen imod, ret og slet, at være en kølig, praktisk, økonomisk transaktion i et kontraktlignende forhold. Der er jo ikke langt fra besværet med at afgive og aflæse ønskesedler, som jeg ved nogle betragter som en ren pestilens, til blot, for nemheds skyld, at oplyse sin bankkonto og så lade modtageren selv gå ud og købe gaverne på givers regning - når nu det skal være nemt og praktisk, mere end forpligtende.

Når jeg tænker tilbage til min barndomstid. Så kan jeg jo ikke lade være med at kaste et blik på nogle af dem, der dengang var gamle, og som jeg for manges vedkommende stadig har et klart billede af i min erindring. For mange af dem, var det at få en gave noget højtideligt, der ikke bare var en gestus, som efter nøje overvejelser var blevet dem tiltænkt som pant på et gensidigt venskab, og overrakt dem af et kært menneske. Det var også et vidnesbyrd om noget, der var dem helligt og som forpligtede. Nu skal jeg ikke her prøve at foregøgle, at alt var meget bedre i gamle dage. Det var det såmænd ikke - Men meget anderledes var det dog! – Hvor det, der kunne glæde en gavemodtager allermest for 70 år siden var den tanke, der fra giverens side lå bag ved gaven, der er det i dag, i langt højere grad, opfyldelsen af modtagerens egne særlige behov og ønsker, der anses som en betingelse for at glæden overhovedet kan opstå. - Det var vel også netop det Kim Larsen hentydede til, da han for snart mange år siden sang: Det er en kold tid, som vi lever i, alle går rundt og fryser. Hvormed han vel mente, at vi i og med de seneste årtiers store stigning i vort samfunds materielle velstand også selv er blevet offer for en tingsliggørelse af relationerne mennesker imellem, der har sat følelsesmæssige forhold til medmennesker, der tidligere var en selvfølge, i skyggen.

Begrebet forpligtelse er jo dog stadig spillevende iblandt os. – Heldigvis da. - Der er et billede, der tiere og tiere dukker op fra min erindrings dyb. Det minder mig om min gamle mormor, der engang var en meget stærk og selvbevidst kvinde. Det var for en stor del hende, der opdrog os 4 drenge - med en kærlighed og fasthed, som vi ikke altid skønnede lige meget på. Hendes liv havde bestemt ikke været en dans på roser. Jeg levede og boede sammen med hende lige indtil hun døde som 79årig, da jeg selv var 25. Og hun havde ikke mange kræfter tilbage, da mine egne kræfter toppede. Hun hørte til iblandt dem, af sin generation, der aldrig havde haft nogen mulighed for at ”flotte sig”. Forsøgte jeg i dag at forklare nutidsmennesker om hendes livsbetingelser, ville der næppe være mange, der for alvor ville tro mig. Men hun tog vare på mange ting, der, for hende havde stor affektionsværdi, og som hun hægede om, skønt de var klemt inde på hendes værelse, der ikke var ret stort. Blandt meget andet havde hun et meget gammelt bord, der var både sammenflikket, rokkeløst og ramponeret. Ligesom det igennem mange af mine barndomsår tjente som vort spisebord i køkkenet. Jeg tror nok, at det havde fulgt hende lige siden giftermålet i 1902, og måske var det allerede den gang stærkt mærket af slid. I hvert fald ved jeg, at det ikke var nyt, da hun erhvervede det.

Et af de sidste år hun levede, havde mine forældre, hvad vel ikke kunne siges at være urimeligt, efter års tovtrækkeri, fået hende overtalt til at flytte fra sit hidtidige værelse, der med tilbygningen i 1932 var kommet til at ligge lige midt i huset til et andet og mindre værelse i den vestlige ende, hvor der så, desværre, ikke mere var plads til, at hendes kære køkkenbord også kunne være der. Det blev derfor sat til side i et udhus, hvor vi håbede på, at hun hurtigt ville glemme det. - Noget senere, da vi tænkte, at hun vist nok havde glemt det, kastede vi det, ude på marken, ned i en dyb grøft, der lige var blevet rørlagt og derfor stod for at skulle sløjfes. - Men det varede ikke mange dage inden bordet var kommet tilbage igen. - For gamle mormor, der næste ikke havde kræfter tilbage, havde nemlig, hvor utroligt vi så end fandt det, magtet at få bordet, der på ingen måde var let, rullet op af grøften og 200 meter hen over en mark, så det igen kom til at stå, hvor det før havde stået. - Nu kom hun så til mig, en aften hvor vi var alene hjemme, og bad mig mindeligt, om jeg dog ikke nok ville hjælpe hende med at få det båret ind på hendes værelse. Men jeg, som jo dog var en moderne ung mand, vidste bedre, hvad der var rigtigt og forkert, så jeg var meget kort på hovedet og sagde blankt nej. Den afvisning er jeg, som årene er gået, blevet mindre og mindre stolt af. Ikke fordi jeg tror, det ville have været muligt, at få det gamle bord ind på værelset igen, med mindre vi da ville anbringe det på højkant op ad en væg. - Men kunne jeg dog ikke, i det mindste, have talt med hende om det. - Udtrykt min forståelse for hendes ønske - forsøgt med nogle trøstende ord? – Men her var det to vidt forskellige verdener, der tørnede sammen, som, for så vidt, åndeligt set var jævnbyrdige, men ikke fysisk. For Mormor var hverken dement eller på anden måde utilregnelig – kun legemligt svag. Men hun havde et stort ønske, som jeg med koldt blod ignorerede. - Og vel kan koldt blod, i en moderne verden, ofte være både formålstjenligt og nødvendigt. – Men det kolde blod kan også amputere. – Det kan amputere den livsnerve, der binder os sammen som mennesker, og som vi er skabt med, for at den skal forhindre, at vi, sårbare og hjælpeløse, bliver ladt alene. - Måske skulle vi forsøge os med et helt nyt projekt (hvis der da ellers i denne verden overhovedet findes noget, der kan siges at være helt nyt?) – Projekt ”Levende Affektionsværdi”. - Bare som modvægt imod et overhåndtagende projekt ”Dødbringende Økonomisk Succes”! – Vel vidende, at godheden også, i sin konsekvens, kan bærer sin egen modsætning, ondskaben, i sit moderskød.

Jeg ved så godt som nogen, at der i Paradisets Have iblandt mange andre skabninger, også var en slange, der som substitut repræsenterede det onde. – Og at vi alle har ”en rem af huden”. – Naturligvis havde mormor det også. Og det er hændt en enkelt gang, at hun virkelig skuffede mig. Det må jeg også fortælle om, selv om det bliver en lidt længere historie, da en forklaring om baggrunden er nødvendig. Sagen er i korthed den, at Far og Mor på et tidspunkt, efter at vi tre store var blevet voksne, men endnu ikke rigtig ”fløjet af reden”, tog en stor skolepige til sig, hvis egen mor, af en eller anden grund, ikke kunne tage sig af hende. Det var fra deres side, noget der lignede en ren humanitær gestus, der gik ud på at give denne pige et sted at være, der var mere kærligt og varmt end det hendes mor havde været i stand til at give hende - øvrigt i fuld forståelse med denne mor selv. Hvis jeg husker ret, så varede hendes ophold hos os i et par års tid, omkring hendes konfirmation. Hun faldt godt til hos os, og også vi, mere eller mindre, voksne sønner bifaldt i høj grad vore forældres beslutning derom. Under disse omstændigheder er det vel ikke underligt, at pigen blomstrede op. Bare det at vi alle sammen ofrede hende en opmærksomhed, som hun aldrig tidligere, igennem sin opvækst, havde været genstand for. Og da hun både var en køn og veludviklet pige, hændte det naturligvis også, at hun mere eller mindre skjult ”spillede op” til os store drenge. Hvad der i nogen grad foruroligede vore kære forældre – for kunne vi nu modstå hendes, også til dels pubertetsbetingede, helt åbenlyse behov for menneskelig nærhed? – Far gik så vidt, som til, i utvetydige vendinger, at advare os, dels under hensyn til hendes unge alder, og dels til hans egen stilling som medlem af kommunens børneværn! – For at sige det rent ud, så tror jeg, at hans bekymring, der sikkert fuldt ud deltes af Mor, var temmelig unødig, samtidig med at jeg, på en måde, godt kunne forstå den. – Men på Mormor virkede situationen anderledes. Hun tilhørte jo, trods alt, en helt anden tid, og så på denne pige, og på hendes ”opspil” til os med helt andre øjne. På et tidspunkt, hvor en af vore kusiner, omtrent jævnaldrende med vores ”plejesøster”, var på besøg, hvor disse to rigtig kønne piger stod side om side, begyndte Mormor at tale nedsættende om hende / til hende, idet hun helt umisforståeligt, og på hendes bekostning, fremhævede sit eget afkom. Hun betegnede den ”fremmede” som værende, det vi i vore dage ville kalde ”selvpromoverende” og ”udmalet”, hvorimod vor kusine, som hun udtrykte det: ”beskedent førte sig frem i al tarvelighed”, og gav dette en kraftig understregning med bemærkningen om, ”at, det synes hun nu meget bedre om”! – Det var altså en tydelig besked til både pigen og til os drenge. – Jeg husker nu ikke om det kun var mig selv, der overværede optrinet. – Men jeg blev meget ked af det, dels fordi det var så nedrigt overfor pigen, som, utvivlsomt i forvejen, bar rundt på mange lignende, sårende oplevelser, der var blevet hende tilføjet fra anden side, og dels fordi det i nogen grad udviskede det billede, jeg ellers havde haft af Mormor. - Af grunde som jeg ikke kender, mistede vi forbindelsen med pigen. Men til min store glæde dukkede hun op for at gratulere ved Mors og Fars guldbryllup. Og da gav hun os bestemt det indtryk, at det kun var gået hende godt, efter at hun havde forladt os.