Lærerinden, som jeg gemte mig for

Det eneste der virkelig kunne formørke mine dage var tanken om at skolen nærmede sig min lilleverden med stormskridt. Som sædvanen var den gang, så gik også vores lærerinde, der hed Frk. Jacobsen, rundt og besøgte de hjem hvor der var en dreng eller pige, der stod for at skulle begynde i skolen. Hun ville nemlig gerne hilse på og tale med såvel barn som forældre. - Dette vidste jeg alt om, fordi Far og Mor, eller måske var det Mormor, der havde fortalt mig om det. Det korte af det lange var, at jeg pludselig en dag, ved et rent tilfælde, så hende komme gående på vejen med retning netop imod mit hjem. For selv om jeg endnu ikke gik i skole, så kendte jeg hende dog så meget, at jeg vidste hvordan hun så ud. Hun var en ret høj dame med en mærkelig arret ansigtshud og havde håret flettet i to fletninger, der var sat op som to store ”frikadeller”, et til at dække hvert at hendes øre. Så I må forstå, at hun virkelig var let genkendelig. I hvert fald, så var jeg slet ikke i tvivl om, at det var hende der kom, og at det var mig hun var ude efter, så jeg skyndte mig op på høloftet for at gemme mig, idet jeg på forhånd havde forsikret mig om, at ingen havde set mig forsvinde derop. Og rigtig nok, det varede ikke længe inden jeg hørte en mig ukendt kvindestemme sige noget til Mor nede i gården. Men selvom min mor, endda meget ihærdigt, kaldte på mig, gav jeg mig ikke til kende. For jeg havde nu bestemt mig for, at jeg ikke ville have noget med den lærerinde at gøre, i det mindste ikke så længe jeg overhovedet kunne blive fri. Derfor blev jeg oppe i høet og lod som ingen ting - forblev tavs som graven. Først længe efter at hendes stemme nede fra gården, og Mors med, var forstummet, kravlede jeg frem fra mit skjul. Og på Mors spørgsmål, om jeg dog ikke havde hørt, at hun havde kaldt på mig, svarede jeg frejdigt, det havde jeg skam slet ikke hørt noget til.