Klapjagterne på Valnæs

En årligt tilbagevendende begivenhed, som, især vi drenge, så forventningsfuldt hen til var klapjagten på Valnæs hen i oktober måned. Denne annonceredes hver gang, mindes jeg, ved at skytten fra Valnæs, hvis navn jeg ikke husker, måske fordi han i almindelig daglig tale altid refereredes til som ”Krage Jægeren”, forsigtigt bankede på døren til vort klasseværelse, og som efter skolelærerens: ”kom ind” viste sin lille en smule duknakkede statur i døren med hovedtøjet i hånden, og derefter på lærerens anmodning røgtede sit ærinde, som var at oplyse os om klapjagten på en nærmere angiven dag. Og så klappede alle vi i hænderne, som hvert år glædede os til begivenheden, fordi vi på forhånd vidste, at der også dermed var en skolefridag i vente – og det endda en skolefridag af de helt ualmindelige. Og jeg kan mærkeligt nok kun erindre mig at disse jagter foregik i det allerskønneste efterårs, solskinsvejr.

Vi skulle være ved avlsgården kl. 8,00. Og var man der i rimelig god tid vankede der wienerbrød eller basser til en kop te i folkestuen, men det hele blev bare stillet ind, hvorfor resultatet deraf som regel var, at de største og stærkeste bemægtigede sig godt og vel broderparten af lækkerierne, imens vi der var mindre så kunne se på, at de store smovsede sig. Især husker jeg, af der var en bestemt af de store drenge, som jeg for øvrigt af bitter erfaring vidste altid ragede til sig sad ved bordet i folkestuen med adskillige ”basser” foran sig, skønt han ikke kunne være uvidende om, at der så ville være nogle, der måtte undvære. Men sådan var det altså bare, og det hængte vi andre os altså ikke særligt ved, i og med at det jo da også var den langt mere spændende klapjagt, vi var kommet for.

For alle godsets medarbejdere, var dagen også en virkelig begivenhed ud over det almindelige, da arbejdet i det man den gang betegnede som ”materialen” (samlet betegnelse for arbejdere i markbruget, skovbruget tilligemed de godsansatte håndværkere) på denne dag drejede sig om at facilitetere jagtdagens mange delopgaver, som dog for det store flertals vedkommende bare bestod i, samen med os drenge – enkelte piger, under ”kragejægerens” supervision at danne en lang kæde af klappere, hvis opgave det naturligvis var, ved en vedholden klappen med klaptræerne at skræmme vildtet op af deres sæder, og få dem til i deres forvirrede tilstand at styrte rundt, og undervejs måske også komme på skudhold af den i den modstående ende af såten (den aktuelle jagtopdeling af godsets tilliggender) hvor jægerne ventede på bytte imens de sad / støttede sig på deres kombinerede jagttaburet / støttestok. 

Og det var altid med rigtig store forventninger til den kommende dags oplevelser ude i den fri natur, som under alle omstændigheder var meget anderledes, end det vi ellers kendte til hjemme hos os selv vi mødte. Alle, der ikke selv med forskelligt, fiffigt udtænkt opfindsomhed havde hjemmelavet deres klaptræer, fik dem udleveret i mere simple udgaver af godsets tømrer. Og snart summede det af glade drengestemmer rundt omkring på den store gårdsplads. Men en gang skete det, fortaltes det, det må have været før min tid, at godsejeren personligt også var mødt op i denne flok med den ganske forfærdelige oplysning, at flagsnoren havde delt sig i to, således at det ikke var muligt at hejse flaget på denne store festdag, med mindre da nogle stærke folk ville træde til og bistå med at lægge den ned for at få en ny snor trådet igennem flagknoppen. Men da det var en meget høj flagstang i to dele, som det jo nødvendigvis må være, om den ellers skal ligne noget i en park foran en pompøs hovedbygning, så var det at lægge den ned langt fra nogen let sag. Men alle skulle da i det mindste ned i parken og besigtige kalamiteten. Og under indtryk af det nærmest umulige i sådan på stående fod og på trods af alle gode intentioner, at lægge denne stang ned, var der en af de unge godsarbejdere (vist nok, om jeg ellers husker rigtigt, Erik Andersen, senere Vålse Møllevej 6) der tilbød sig til i stedet for at klatre op i toppen af stangen og tråde den nye snor. – Og han gjorde det! og blev for denne ene gang dagens mand på Valnæs, hvorfor han af godsejeren belønnedes med 10 kroner, hvilket den gang var en ganske fyrstelig betaling, taget i betragtning at den almindelige dagløn næppe har været mere end nogle få kroner – ligesom klappere, der gladelig lod sig nøje med en tokrone for hele dagen. Men for denne usædvanlige bedrift høstede den unge mand, foruden de 10 kroner, stor beundring fra alle, der overværede det.

Selv om kæden af klappere nok ofte må have været mere end en km. lang, var der jo ingen der drømte om at vi skulle kunne nå hen over alle godsets jorder, derfor var der af de marker der var udvalgte udtaget denne førnævnte såt, for om muligt at drive vildtet på skudhold af dem. Og hvad os klappere angik, så havde vi det vildt strålende hvorfor fremmarchen imod jægerne da heller ikke gik helt stille af, der var masser af diverse tilråb, også ind i mellem med somme af den tids mindre lødige iblandt. Men da vi så var nået helt frem til jægerne, og ikke længer skulle klappe, var der andre ting at tænke på, ja, jeg tror ligefrem vi konkurrerede om hvem der kunne få fingre i flest af de, af jægerne nys efterladte, tomme hylstre – de havde, tror jeg nok, på grund af duften af krudtrøg i sig, den duft af eventyr der jo altid tiltrak livslystne drenge, sikkert ikke mindst mig, der helt fra 8 – tiårsalderen, hvor jeg, selvom jeg levede derhjemme i hverdagenes trummerum, samtidig nærede en nærmest umættelig lyst til eventyr. Men eventyrlysten eller ej, så var jeg ikke glad for at komme for tæt, især ikke på de kvindelige jægere, for det var som om disse var langt mere nedladende overfor os proletarunger end de mandlig jægere var, måske fordi overklassekvinderne på den tid i stor stil levede i særlige afskærmede miljøer hvor de mest kun så sig selv og ligesindede, og derfor aldrig hverken havde lært pli overfor tyendet eller dets afkom. Jeg og lillebror Helge kom f.eks. til at passere tæt forbi en sådan ”snobbe” der tydeligvis følte sig kaldet til at opdrage på os. Idet vi dog ellers passerede i tilpas afstand, råbte hun nemlig til os: ”skulle De ikke tage og lette lidt på hatten, når De går mig forbi mig”?

Det allermest spændende ved klapjagten var dog alligevel til allersidst, når vi skulle igennem skovpartens plantage med unge graner, hvor der viste sig at være rigtig mange fasaner, som kom til at lade livet under det påfølgende skudorgie. Og dette blev altså, de få gange jeg var med, kulminationen på en god dags oplevelser helt ud over det almindelige. Ja, det er faktisk en erindring om noget af det fra min barndom som stadig, her i min alderdom, står frisk i erindringen.