Høhøstens og Vigens glæder

Hjemme havde vi havde et mindre stykke jord ude i vigen, som mest lå med græs til vores malkekøer. Så kørte vi derud med hest og vogn, både morgen og aften, for at malke. Det kunne være en helt eventyrlig dejlig tur når vejret var godt og solen skinnede. Men det var altså ikke ret dejligt, når det var regnvejr. Somme tider slog vi også noget af græsset til hø, hvis køerne ikke kunne nå at æde det, inden det blev for stort. Og mens far så sad på slåmaskinen, med to heste for, og slog græsset, havde jeg nogle meget spændende timer med at finde ud af, hvor mange forskellige blomster jeg kunne finde. Og når jeg så var blevet træt af det, lagde jeg mig ned på ryggen, i det høje græs, og kiggede op i de hvide skyer over mit hoved. Og så tænkte jeg, at jeg fløj med dem, langt væk, hvor jeg aldrig havde været. Når så høet var slået, gik vi og vendte det med en håndrive eller med en høtyv, så det hurtigt kunne blive tørt nok til at sætte op i høstakke, hvor det så skulle tørre efter, inden det kunne køres hjem på høloftet. Men jeg kan tydeligt huske en gang, hvor det ikke gik så godt. Det gav sig nemlig til at regne ned i tove. Og det blev ved med at regne. Til sidst stod der så meget vand i hele vigen, at vi måtte tage køerne hjem. For det hele var fuldstændigt oversvømmet. Det eneste man kunne se var høstakkene, der stak op af vandet rundt omkring. Så det år var der ikke noget hø at køre hjem med.

Og det var en skam, for det, at køre høet hjem fra vigen var altid noget vi børn glædede helt ustyrligt til. Det blev altid læsset på hestevogne, lige til der ikke kunne nås højere med de lange høtyve, som det blev stukket op med. Og til sidst, når læsset var surret godt fast med reb for og bag, og så ellers et læstræ på langs, så blev vi hjulpet op oven på det hele. Og der sad vi så og svajede og gyngede hele vejen hjem. Det kunne også ske, at et læs væltede på vejen, for den gang var der mange store dybe huller i den. Godt nok var det sjældent, at det gik så galt. Men mange træer var der også, på begge sider af vejen. Og det syntes vi var særlig sjov. Så var det bare om at holde sig fast, så man ikke blev fejet ned af grenene. Men endnu bedre var det, når vi kom ind under nogle høje mirabeller, så skulle vi se hvem der kunne nå at få "høstet" flest. Nu var det uheldigvis så tidligt på sommeren, at de endnu var helt grønne. Men som "belønning" fik vi så en gang imellem en ordentlig gang splinterskid. Men det hørte altså bare også med til høhøstens "fornøjelser". Og når først høet så var sat ind på høloftet, kom hele gården til at dufte så dejligt af hø. Men hvad der var endnu bedre var, at så kunne vi gå i gang med at lave huler i høet, der oppe i halvmørket under taget, hvor vi både kunne gemme os, når vi syntes det var sjov, og hygge os i fred og dyrke vort helt eget "privatliv", som ingen andre kunne vide noget om, og det var noget af det allerbedste vi vidste. For det er jo godt nok at have Far og Mor ved hånden, når man har brug for dem. Ja vi kunne da slet ikke forestille os ikke at have dem. Men somme tider kunne de nu godt virke lidt mærkelige, når de troede de skulle bestemme alting. Men oppe i mørket i høet i vores rare huler, der kunne vi altid være i fred for dem!