Hans Svenning som plejebarn

Der skete det imens lillebror H. S. var lille, ja måske nok omkring 4 - 5 år. Mor var tit syg og lå i sengen, og så kunne det godt være et problem at have tre mindreårige børn i huset. Ikke fordi jeg tror de følte sig belastede af det, for mormor var der jo også, og var den gang stadig i sin bedste alder. Men en dag kom Pastor Brimnæs og hans frue på besøg, hvad de, dog, for den sags skyld, ikke så sjældent gjorde. Men denne gang havde de et ganske særligt ærinde. De kom for at gøre far og mor et forslag. De havde selv en datter på samme alder som HS, som godt kunne trænge til lidt selskab. Og når nu mor var syg og skulle ligge i sengen, tænkte de, at mor måske kunne have godt af at blive aflastet, ved at de påtog sig at tage sig af HS i nogen tid. Og det forslag tog mor og far, efter nogen betænkningstid, imod. Og desuden aftalte de at Helge og jeg skulle komme med op i præstegården og være i de første dage, for at HS ikke skulle få for megen hjemve. Og sådan blev det.

En skøn varm sommerdag ret før middag skulle vi følges med lillebror hen i præstegården, for at få ham installeret. Det første vi skulle efter ankomsten var at vi skulle sætte os til middagsbordet, og det gik også ganske lydefrit for os fremmede brødres vedkommende. Men det gjorde det ikke for Ingebjørg, som deres lille datter hed. Hun skrålede i vilden sky hele tiden mens vi spiste, og hun nægtede pure at sætte sig hen til bordet. Men efter nogen tid stilnede det da lidt af igen. Og inden det blev sengetid var hun faldet fuldstændigt til ro, og blev lagt i seng i forældrenes soveværelse med endnu en barneseng, ved sin side med HS i, imens alt nu igen åndede fred og fordragelighed. Og efter at præsten havde bedt aftenbøn med dem, faldt de deres søde, sødeste søvn. Imens Helges og mim opgave som ”bisiddere” kunne betragtes som lykkelig afsluttet, og vi kunne igen gå hjem til vort eget. Dog fortsatte vi med at være hos lillebror i hans plejehjem i de følgende dage.

HS, som vel nok fra begyndelsen ikke var vildt begejstret for at skulle op og være i præstegården, faldt nu ellers meget hurtigt til, og blev efterhånden meget glad for at lege med Ingebjørg, så glad at Helge og jeg hurtigt kunne ”nedtrappe” vor stabiliserende tilstedeværelse. Efter nogen tid, så det næsten ud til at HS helt havde glemt, hvor han var kommet fra. Og henne i præstegården slækkede de måske en lille smule på ”børnetilsynet”, fordi HS ikke mere snakkede om hverken far, mor eller brødrene. Men ikke desto mindre skete det en skønne dag at han var fuldstændig sporløst forsvundet. Og da han ingen steder, hverken i præstegården eller i den store have, var at finde, blev præstens tjenestepige, på cykel, sendt ud på vejen for at se efter ham. Og meget rigtigt, selv om de troede, at han havde glemt hvor han egentlig hørte til, fandt hun ham på vej hjem. Hans stedsans fejlede altså ikke noget. Ligesom han også helt uden indvending vendte om og fulgte med pigen tilbage. - Det eneste han sagde ved synet af hende var: der kom en dyt! – Men heldigvis, efter en månedstid eller to var mor blevet rask igen, og det blev tid til at lillebror skulle hjem, hvor han hørte til. HS og Ingebjørg var nu blevet så gode venner, at de forsikrede hinanden om, at de, når de engang blev store, skulle være mand og kone. Det viste sig nu alligevel, at HS virkelig havde glemt en hel del. Og at han nu skulle det, som man, nu om dage med et fint ord, kalder repatrieres. Og både Mor Far og Mormor gjorde alt for at komme ham i møde. Jeg husker meget tydeligt at Far, som elskede jordbær, bar ham ud i jordbærbeddet for at give ham det flotteste af dem alle sammen. – Mens HS, til Fars skuffelse, bare vrængede på næsen og afslog overhovedet at smage på det.