Galestreger og andre pligtopgaver

Selv syntes jeg nu altid, at jeg var en god dreng. Også da jeg en gang forsøgte mig med at lave forsøg med den elektriske installation. Jeg stak to små skruetrækkere ind i en stikkontakt. Og det var jo vældig spændende. Men da der ikke skete noget, var jeg nødt til at prøve noget mere. – Derfor forbandt jeg disse to skruetrækkere ved at lægge en lommekniv på tværs hen over dem – og endelig skete der noget. Der kom et lille lyn og så gik lyset ud. Det var sandelig ikke så godt, hvis nu min far skulle opdage, hvad jeg havde lavet. Så at undgå et par skrappe ”flade” på siden af hovedet, gemte jeg mig oppe på høloftet og håbede på det bedste? - Men jeg gemte mig dog ikke længere væk i høet, end at jeg mageligt kunne høre hvad der ville blive sagt, når nu de engang opdagede at lyset var gået ud. Det varede da heller ikke længe inden mor og far ivrigt diskuterede hvad der dog kunne være sket, siden der ikke var noget lys. Nå, men der kan være gået en sikring sagde far efter et øjeblik. Men hvad kan da vel have været årsagen til det? Det er da noget mærkeligt noget? Og imens sad jeg oppe i høet, og vidste noget, som de ikke vidste. - Men jeg skulle nok tie stille. Efter nogen tid kravlede jeg ned igen og lod som ingenting. Og det var vist, for mig, både det klogeste og det bedste – men at det var uærligt, kunne jeg jo ikke komme uden om, men her trøstede jeg så mig selv med, at det var fars tæv, som jeg altid fandt ganske urimelige, der nødte mig. - Og nu i skrivende stund kan jeg så fundere over, om det så ikke i virkeligheden var min fars lussinger, der forhindrede, at jeg selv, da jeg fik mine egne børn, netop satte en ære i ikke at give lussingerne videre til dem. - Men måske ligger forskellen deri at, i min fars barndom var korporlig afstraffelse af mindreårige en helt almindeligt accepteret opdragelsesstrategi, hvad den i mine egne børns tid ikke længere, i samme grad, var. Imens jeg dog ser den for tiden indførte kriminalisering af denne fortidige praksis, som alt for vidtgående, ikke så meget fordi kriminaliseringen egentlig er forkert, men fordi den undergraver den autoritet som den opdragende generation nødvendigvis må have overfor de der skal ”drages op”.

En anden gang, var jeg ikke lige så heldig. Sammen med bror Helge legede jeg tit oppe i kornet på kornloftet, vi kravlede rundt i det, gravede os ned i det. trillede os i det, og lejede skib med nogle store nyhøstede græskar fra haven, idet vi skubbede dem foran os fra den ene ende af kornbunken til den anden. Men på dette kornloft fandt vi også andre interessante effekter: F.eks. en stor klodset tingest, som vi havde set moster Maren Johanne rulle nyvaskede lagner og duge på. Øverst på den var der en rektangulær trækasse fyldt med mindre kampesten, der kunne rulle frem og tilbage over et meget solidt bord. Den ene ende af trækassen hvilede på to bevægelige træarme, en i hver side, mens den anden ende af kassen hvilede på en rund valse, som også var af træ. Lagnet eller dugen blev så rullet stramt på dette runde træ, hvorefter den tunge kasse blev trukket frem og tilbage over rullen. Det var hårdt arbejde, kunne man se, men det klæde der havde ligget på rullen blev også flot at se på. Men dette apparat var ikke noget vi kunne lege med, det rakte vore kræfter slet ikke til. Men så var der også en gammel rusten damecykel, uden luft i hjulene, og den var mere interessant. Vi prøvede at afmontere dækkene, men det var jo ikke så let uden skruenøgle. Men så fik jeg en lys ide. Det ville være langt lettere, hvis vi fik fat i en stor saks, for så kunne vi klippe både dækkene og slangerne over. Som tænkt, så gjort. Og selv om vi ikke havde gjort os nogen som helst tanke om, hvad det skulle gøre godt for, syntes vi nu alligevel, at det var et vældig skægt forehavende. Vi syntes endda, at det havde været så skægt, at vi, vidt og bredt, fortalte om det ved næste måltid, som var aftensmaden. Men desværre fik vor begejstring en meget brat ende, da det på et tidspunkt gik op for far, hvad det egentligt var, al vor overstadighed drejede sig om. Han tog spanskrøret, som han for længst havde anskaffet sig, ned fra dørkarmen og ” inviterede” os to drenge op på kornloftet, for, som han sagde, at se lidt på sagerne. Slukørede fulgte vi med, for vi kunne jo nok fornemme, hvad der var i vente. Og vi tog ikke fejl, da vi kom derop trak han bukserne ned, først på mig, for det var jo mig, der var den store, og som derfor også burde have været den klogeste. Og så kan det altså nok være, at jeg fik spanskrøret at ”smage”. Han sagde til mig, at jeg sandelig skulle smage noget, som jeg aldrig siden ville glemme. - Og det gjorde jeg så heller ikke. - Men da turen endelig kom til bror Helge, havde det værste raseri lagt sig. - - Og han var jo da så også den lille, og dermed den lidt mindre skyldige.

Og galestreger, det har vist nok alle vi drenge lavet. Godt nok, så er jeg og mine brødre kommet fra landbohjem, hvor der ikke, på grund af vore hjemlige pligter, var så meget tid til den slags. Modsat dem af vore kammerater der var børn af arbejdsfolk, som næsten aldrig blev sat i arbejde udenfor skoletiden, fordi der hos dem ikke rigtigt var noget, de kunne sættes til. Det skal da ikke være nogen hemmelighed at vi, som altid blev sat i arbejde så snart vi kom fra skole, tit var misundelige på dem. Skønt der såmænd sikkert ikke var så meget at misunde dem, for det var vist ikke så ualmindeligt, at de i stedet bare gik og kedede sig. Og når det endelig kom til stykket, så havde jeg det faktisk slet ikke så dårligt med det praktiske derhjemme. Og det jeg var mest glad for ved min skoletid, var helt sikkert det, at vi kun skulle i skole 3 dage om ugen.

For eks. Var jeg ikke mere end 6 år da jeg blev sat på en malkeskammel med besked på at malke en ko med mine små hænder. Og det var jeg endda ikke så lidt stolt over. Ja, jeg kan jo stadigvæk, som det her ses, finde på at prale med det. Men i det hele taget var der jo, på den tid, mange arbejdsopgaver i landbruget som sagtens kunne klares af børn. For farlige maskiner var der næsten ingen af, men derimod behov for masser af håndkraft og godt håndelag. Naturligvis var det ikke alt arbejde vi var lige begejstrede for. At muge ud under heste, grise, køer og fjerkræ var vel ikke lige det allermest spændende at tænke på. Især ikke når møddingen, som det somme tider hændte, var fyldt op og havde det fedtede møddingsbrædt skrånede ret stejlt opad. Så kunne det være noget besværligt at få en trillebør fuld af møg bakset ud til ”endestationen” uden at få lort på sig. Til gengæld kunne det være noget af en loppetjans at være på markarbejde med hestene – ganske særligt hvis vejret var godt og lærkesangen skøn at lægge øre til, imens store flokke af måger sværmede tæt omkring en på jagt efter regnorme. Tit kom de så tæt på en, så man fristedes til at gribe ud og fange de mest nærgående af dem i flugten.

Men også efterrårspløjningen kunne man godt glæde sig til, uanset hvor dårligt vejret så ellers kunne arter sig. Når bare man havde tøj på der passede til vejret. kunne man gå der bag ploven med tømmerne eller linerne, som vi altid sagde, om livet og sindigt lade hestene trække sig fremad, imens ens tanker og fantasi tog på langfart, og imens timerne umærkeligt skred hen imod tiden for middaghvil eller fyraften i mors lune stue. Det var et arbejde, som for uindviede vel kunne se dræbende, trivielt ud, men som for enhver levende sjæl også kunne rumme selve sindbilledet på det at være til, og uanset klimatiske luner, så kom man aldrig, hverken fysisk eller psykisk, til at føle sig kold. Hvorimod det f.eks. at køre med ringtromle, radrenser eller hesterive i varmt og dejligt solskinsvejr kunne være en alvorlig prøvelse, fordi det var så søvndyssende, at det til tider slet ikke var til at holde ud. – Ja i virkeligheden lyder dette her vel alt sammen temmelig nostalgisk. – I hvert fald for mig selv, der en gang for flere menneskealdre siden levede med det, og i det. 

Og dog, så må jeg i sandhedens interesse vedgå, at jeg ikke sjældent havde det dårligt med min far. Han kunne som før nævnt være opfarende og hidsig, når jeg ikke var ham tilpas. Og så vankede der nogen på ørerne. Og jo flere der vankede på ørerne, jo mere utilbens gjorde jeg mig – ikke fordi jeg egentlig ville det. Det kom bare helt automatisk af sig selv. Far lagde da heller ikke skjul på, at det var den behandling han selv engang havde fået, med besked om at det var den eneste rigtige måde at tugte sine børn på, om der ellers nogensinde skulle blive ordentlige folk af dem. Hvilket jeg bare ikke forstod en disse af. – Men alt det har jeg for længst tilgivet ham, for ond, det var han bestemt ikke, tvært imod. – Tilgive skal man jo også kunne – først og fremmest for ens egen skyld.

Men uanset alle anklager, så havde jeg altid en stærk trang til at gøre mig fortjent til fars anerkendelse. Og da jeg jo har været med til at håndmalke lige siden jeg var bare disse seks år gammel, førte dette naturligvis, efterhånden som jeg blev ældre og mere habil, også stadig mere malkearbejde med sig, så meget at det også en gang imellem godt kunne føles som en sur pligt. Derfor lettede det som regel noget på det, når bare jeg kunne få det ”krydret” med noget andet, der kunne bringe lidt afveksling ind i det. Det sjoveste var altid at malke køer, der for nylig havde kælvet, ikke mindst når de gav usædvanlig megen mælk i spanden. Så kunne jeg simpelt hen blive pavestolt. Derfor fandt en gang på, i stedet for at hælde mælken direkte i jungen som vi ellers altid gjorde, at stille en helt fyldt spand mælk, som jeg netop ville vise far, for at han skulle blive rigtig glad og imponeret, op på et stykke mur, hvor jeg vidste at han snart ville komme forbi, og så umuligt kunne undgå at se den. – Men ak og ve, lige i det samme som far kom forbi, imens jeg selv ganske opstemt sad på min malkeskammel og malkede en anden ko i en anden spand, ventende på hans eftertragtede, rosende ord, var en kat hoppet op og sidde på denne højt pladserede spands kant for at labbe i sig af den dejlige varme mælk. Men da den så far nærme sig, blev den bange og forføjede sig, idet den, da den hoppede ned fra spanden satte af med så stor kraft, at spanden væltede ned for fødderne af far, så han, så gar, fik sine træsko fyldt men denne dejlige varme nymalkede mælk Og så kan det ellers nok være, at jeg fik grund til at græde over spildt mælk, for far fik et af sine raptusser, og jeg fik et godt lag øretæver - tilligemed endnu en lærestreg omkring det faktum, at rosende ord ikke er noget, man selv kan plukke ned fra træerne, fordi sådan er det bare – selvom det godt nok alligevel også var ”kattens”!

Men bortset fra det, så befandt jeg mig til de allerfleste tider rigtig godt med dette malkearbejde, hvilket let kunne uddrages af, at jeg ofte sad på min malkeskammelen og sang et bredt udsnit af min børnelærdoms sange for fuld hals. I det hele taget så udgjorde det at synge mig glad, en vigtig ingrediens i understøttelsen af min psykiske ligevægt igennem alle hverdagenes sorger og glæder. Til min konfirmation holdt vor nabo en lille pæn tale til mig, og det han især pointerede var den glæde han følte ved at kunne høre mig synge Jeppe Åkærs ”Jeg bærer med smil min byrde”, som lige netop var den sang, som jeg nok igennem mit liv har haft på læben allerflest gange – selvom den da så langt fra var den eneste sang eller salme jeg kunne fuldstændig udenad. Det kunne for den sags skyld lige så godt være Chr. Winthers ”Flyv fugl flyv over furesøens vande” – ”Fred hviler over land og by” af B. S. Ingemann – folkevisen ”Det var en lørdag aften”. – ”Se det summer af sol over engen” af Holger Drachmann eller H. A. Brorsons ” Her vil ties her vil bies”.  Eller også én eller anden, anden af vor dejlige danske sangskats klenodier.