Endnu lidt om min glæde ved at cykle

Kan det da undre, at jeg altid glædede mig over al måde til ferierne. For selv om der var meget arbejde, der skulle gøres derhjemme, så var det dog ikke arbejde alt sammen. - Eller for at sige det på en anden måde: Det at ånde og leve var i de tider noget helt andet, end det der i vore dage forstås ved det samme udsagn, for det var stort set alt sammen forbundet med helt nødvendige daglige gøremål, eller pligter om man vil, der på den ene eller anden måde lagde bånd på os, når det var i hjemmet relateret til planter eller dyr, eller når det var ude, til sociale arrangementer i den nære familie – eller i foreningsliv. - For på grund af den omstændighed, at bilerne endnu var meget få, kunne vi ikke, eller i hvert fald kun med besvær, komme ret langt omkring. - Men sandt at sige, det så vi aldrig som et problem. Nogen vil nok, ud fra vore dages alment anerkendte logik sige, at vi ikke havde kendt bedre. Men vor egen nutids jag og rastløshed, som er en trist sideeffekt af ensidige materielle fremskridt, havde endnu ikke, for alvor, bemægtiget sig vor tilværelses kerneområder. Man hører undertiden den påstand fremført, at moderne mennesker enten selv skal underholde andre, eller også skal de lade sig underholde, og at alternativet til det er kedsomhed. Og at det netop kedsomheden, hvis den ellers kunne få lov til at ”folde sig ud”, kunne komme til at virke som den helt nødvendige spore for at gøre sig fri af kedsomhedens plagsomme liv med dets hang til livslede. – Den påstand kan muligvis have en vis rigtighed. Men i den verden hvor jeg voksede op, var vi så optagede af kampen for det daglige brød, at kedsomheden, hvad enten vi så fandt vore vilkår gode eller utålelige, aldrig levnedes tid og rum i vor tilværelse, det var, råt og brutalt, et spørgsmål om liv eller død. Og begrebet underholdning var, for den brede befolkning, en by i Rusland. – Min barndomslærdom lød, at der skulle en bred ryg til at bære gode dage! – Vi har rigtig mange gode dage, ret beset 70 hele år når jeg tænker tilbage, men har forstået at bære dem i overensstemmelse med den plan Gud havde med os, da han skabte os?

Cyklen og mig.

På et tidspunkt omkring 6 – 7 års alderen, da vi syntes, vi nu havde både lært at gå og at løbe godt nok, fandt vi det på tide at gå over til at cykle, for det var da træls altid at skulle være afhængig af stangen på fars cykel eller af bagagebæreren på mors cykel, når vi skulle et sted hen. Vi måtte til selv at lære det. Og til en begyndelse tog vi en gammel damecykel, vi var så heldige af have stående i et hjørne af loen, den trak vi frem i lyset, støvede den af og fik pumpet luft i hjulene, men det rakte jo kun til en af os, og da Helge, trods det, at han var disse 20 måneder yngre en mig, så var det vist nok ham, der var den mest ivrige. Han lagde en tom kornsæk nogle gange dobbelt og pladserede den på den nederste del af cyklens stel, lige oven over pedalerne, og satte sig over skrævs på den, således at han stadig kunne nå jorden med begge ben, på den måde kunne han ”stage” sig frem, som når man padler en kano. Det var jo genialt fundet på, og da jeg så hvor let det gik, ville jeg selvfølgelig også være med, så jeg fik lov til at gøre det samme med mors cykel. Og selvom vi sad så langt nede, at vi måtte række opad for at få hold på styret, så gik det jo ganske strygende derud af, balancen holdt vi fortrinsvis med benene, nogenlunde på samme måde nutids små børn gør det ved hjælp af sidehjul på deres cykler. Når vi tog ture på den måde sagde vi, at vi gik os en cykeltur. Men i det lange løb kunne det naturligvis ikke tilfredsstille vore ambitioner. Vi måtte bare videre i programmet.

Far lavede derfor et træbeslag med hvilket saddelpinden med sadlen på kunne spændes fast på damecyklens lodrette rør i en højde, så det passede til, at vore endnu temmelig korte ben alligevel kunne nå pedalerne, Men uha, uha, det var sandelig ikke rart at komme så højt op og samtidig at skulle lære sig selv kunsten at holde balancen. Men efter nogen tid, nogle lettere skrammer og mange forsøg lykkedes det os efterhånden ret godt, især Helge blev hurtigt en habil og meget stolt cyklist. Mig gik det ikke så godt for, jeg var nok mere forsigtig af mig. Og uheldigvis skete der det, lige da jeg troede, at nu var jeg kommet efter det, at jeg med stor fart ned ad Egense banke væltede i grøften lige ned i en masse store brændenælder, der brændte mig ganske eftertrykkeligt over næsten hele kroppen, foruden at jeg også havde pådraget mig temmelig mange, slemme hudafskrabninger. Dette uheld gav mig en sådan skræk for at prøve igen, at jeg konsekvent nægtede, og igen gik tilbage til at ”gå cykelture”. Og det varede et helt år, inden jeg igen fik mod til at forsøge mig udi cyklingens kunst. Men det havde virkelig været en alvorlig tort for mig, at se hvordan Helge, min lillebror, boltrede sig på sin gamle damecykel, imens jeg, som tit nok blev tituleret som den store, den der skulle være den klogeste, bare manglede mod. Men det allerværste var, at en dag, far skulle besørge et ærinde i Nr. Vedby, sagde han til Helge, at han kunne da køre med, imens han til mig sagde, ja, du kan ikke komme med, for du kan jo ikke cykle. Det blev mig alligevel for meget, og så bestemte jeg mig til at prøve igen, og denne gang lykkedes det.

Siden hen har jeg aldrig kunnet forestille mig nogen dreng, der kunne være mere bidt af cykling end jeg var, Jeg adopterede ganske enkelt mors gamle cykel, så hun blev nødt til at skulle have en anden gammel cykel, fordi der slet ikke kunne blive penge til en ny. Og det varede da heller ikke længe, inden den cykel blev mit kæreste eje, som jeg satte mig op på ved enhver given lejlighed. Om sommeren, når stalden stod tom og møddingsbrættet, som ellers, når kreaturerne var på stald, tjente som transportvej for ”møjbøren” (trillebøren), der brugtes til at køre ko – og grisemøj ud på møddingen med, etablerede vi fast cykelbane rundt på ejendommem, og den gik altid fra gårdspladsen, ind ad stalddøren hen ad gangarealet langs grebningen – den rende som køerne, når de er på stald, skider og pisser i, ud af møddingsdøren, hen over ajlebeholderen og ad møddingsbrættet hen over møddingen og ud over den stinkende møddingspøl ad en interimistisk bro og så videre rundt i baggården, igennem laden og ud på sognevejen for derfra at dreje ind på gårdspladsen igen og således fortsætte rundt og rundt lige indtil vi blev trætte af det.. Vi kaldte det at køre dørtræk. Og når vi ellers kørte byen rundt, så gjaldt det for os drenge, ligesom for byens andre drenge, og som jeg er sikker på, for alle initiativrige drenge i verden, er af stor betydning for afstivning af deres selvværd, om at fange de voksnes opmærksomhed, dels ved at optræde i flok og dels ved at støje mest muligt. Og da vi ikke, den gang, havde knallertmotorer at støje med, satte vi et stykke pap fast i forhjulets skærmstiver med en tøjklemme, forbandt denne tøjklemme med cyklens styr via et bånd, således at førnævnte papstykke kom ind i forhjulets eger, når man strammede til i båndet, og var man omhyggelig med monteringen af dette ”aggregat”, kunne man ”producere”, om ikke en støj i stil med støjende knallerter, så dog en støj der for os føltes høj nok til at markere den betydning, som vi selv mente vi havde for vores omverden. Og så var der da også nogle få, som satte en ære i nogle mere destruktive påfund, som f.eks. smedens Niels, der underbyggede sit ego ved at træde hårdt i pedalerne, komme højt op i fart og så pludselig bremse, op alt hvad han kunne, så baghjulet blokerede, og det blev han ved med, indtil han havde slidt dækket helt op - ved de første punkteringer, lappede smeden troligt hullerne – det var jo bare hans profession, og når dækket så var slidt helt op, skaffede smeden ham et nyt til indkøbspris – det var jo også hans profession. Men det syntes nok de fleste vålseborgere var en tak for meget. For at være så ødsel og destruktiv med midlerne stred imod den tids, i sparsommelighedens nødvendighed, opøvede anstændighed.

Min glæde ved at træde pedalerne taget i betragtning kan det næppe undre, at en rigtig ny herrecykel stod meget højt på min ønskeseddel. Men sådan en kostede omkring 150 kr. og det var, for mig, rigtig mange penge. Men så var der et par forsendelsesforretninger i København, der postomdelte deres kataloger over bl. a. cykler og cykeldele, den ene kaldte sig ”Candor” og den anden kaldte sig ”Sport”. Jeg indgav bestilling på den billigste, der var fra ”Sport” og kostede 96 Kr. Og I kan ellers lige tro, at var en meget stor dag for mig, da DSB's fragtmand en aprildag i 1938 kom og afleverede den til mig pr. efterkrav, og jeg selv betalte den med mine egne penge. Efter den tid stak jeg af på cyklen, så snart jeg kunne få tid og lejlighed til det, og det er slet ikke for meget sagt, at jeg ligefrem berusede mig i den cykel. Med den kunne jeg også køre uden at have hænderne på styret, hvad der havde været aldeles umuligt på den gamle damecykel. Og det fandt jeg så fascinerende, så der næsten ingen var. Det var lige før det, som det hele drejede sig om var, kun at have hænderne på styret i "nødstilfælde". - Til sidst endte det da også med, at jeg havnede i en dyb vejgrøft, der selvfølgelig også var fyldt med store, kraftige brændenælder. - Så brændt blev jeg sandelig, og det i mere end én forstand. Men denne gang uden at gå tilbage til de gående cykelture.

I det hele taget, så var jeg vist ved at blive temmelig vovet. En gang under krigen 1940 – 45 hvor de allerfleste lastbiler kørte på gengas i stedet for på benzin, der var strengt rationeret, d. v. s. at de havde påmonteret en gasgenerator hvori de fyrede med bøgebrænde, det var ikke den mest effektive drivkraft, men da alternativet var, slet ikke at køre måtte man affinde sig. Derfor kørte disse lastbiler ikke særlig hurtigt, men i takt med deres lavere fart steg til gengæld fristelsen for forvovede cyklister til at gribe fat i en lastbils bagsmække? Det gjorde jeg også mere end een gang. Første gang endte jeg i en bunke skærver, som der ofte kunne være mange af, især langs med de mindre grusveje der altid stod foran udbedringer. Men det værste var nu alligevel en gang, jeg greb fat i et rør, der stak bagud fra en lastbil, det var stejlt opad, så den kørte ikke ret hurtigt. Men jeg havde ikke tænkt på, at denne skide lastbil sagtens kunne nå at få god fart på ned ad bakke. Og I kan lige bande på, at det fik den. Og når jeg tænker på det, må jeg stadig takke Gud og forsynet for at jeg stadig er i live. Og for at det lykkedes for mig at holde styr på cyklen indtil det igen gik opad, og dermed igen så langsomt, så jeg kunne risikere at slippe mit tag i røret uden at miste balancen. Fra  da af havde jeg mistet enhver tilskyndelse til den form for magelighed. 

Efter at jeg var blevet konfirmeret i 1940, lige før Danmarks besættelse, blev en søndagstur på 100 km. ikke længer noget ekstraordinært, eller noget særligt. Også selv om far I mellemtiden havde købt bil, en DKW, som det jo også var meget spændende at komme ud at køre i. Men snart blev der lukket af for benzinen, og DKW'en måtte stilles til side på fire klodser. - Og så blev der først rigtig for alvor brug for at cykle, næsten ligegyldig hvor man så skulle hen. Og sandt at sige, så kan jeg slet ikke huske, at jeg savnede den bil. Det eneste var, at så kunne vi ikke længere, hele familien samlet, køre en søndagstur, eller for den sags skyld, på familiebesøg, med mindre vi ville ty til hest og jumbe. Men det passede mig vist i grunden ikke så dårligt, at jeg nu selv kunne bestemme hvor jeg ville hen og hvornår. Jeg fik en kammerat der var en smule yngre end jeg, der også var glad for at cykle lange ture. Han hed Ejler og var en brodersøn til vores præst, Pastor Brimnæs, som var færing. Og Ejlers mor flyttede med sine 3 børn, Ejler var den ældste, ind i præstegården, fordi hans far, som var styrmand og sejlede i allieret tjeneste under hele krigen, var afskåret fra at komme hjem. Sammen med Ejler cyklede jeg mange lange ture. Og en gang imellem var min bror Helge også med. Men det er ikke altid godt at være tre. For hvem skal så køre alene foran eller bagved?

Og under krigen, det vari 1941, var jeg sammen med Helge på en uges cykeltur til Nordsjælland i sommerferien. D. v. s. jeg var jo gået ud af skolen, så det var rettere i Helges sommerferie. Vi havde telt med, så vi fik rig lejlighed til at nyde friluftslivet, og ikke mindst friheden. Det er nu ikke så meget jeg husker om den tur. Kun nogle få spredte oplevelser. Vi havde et lille telt med, og vores bagage havde vi fordelt i 4 cykeltasker hængt over cyklernes bagagebærere. Vi havde også et af de nu antikke boxkameraer. Men vi anede ikke noget om hvad det i det hele taget var muligt at fotografere. Da vi f.eks. ville tage billeder ved Kronborg, sikrede vi os, at en af os var med på nært hold. For så var vi da sikre på, at der dog kom noget på billedet, for hvis nu afstanden hen til selve slottet var for lang til kameraet? Jeg kan også huske at vi havde en smørdåse, der havde en gummiring til at tætne skruelåget, der gjorde at smørret, når det havde været udsat for sommervarmen længe nok, blev ganske uspiseligt, fordi det så kom til at smage mere af gummi end af smør. Og det satte os i et vanskeligt dilemma, fordi det var os en ret utænkelig tanke at kassere det, og spise tørt brød uden smør eller fedt havde vi vel aldrig prøvet. Første nat slog vi teltet op under nogle mindre piletræer lige ned imod vandet ved Fakse Ladeplads. Det var et ganske vidunderligt vejr, og vi sov trygt og godt i vore nyanskaffede soveposer, teltet havde ingen bund, men vi fandt os godt tilrette i det bløde tørre sand, og vågnede næste morgen ved pilebladenes raslen for en let morgenbrise da solen allerede var begyndt at tørre duggen af teltdugen. Der var ikke ret langt til et mejeriudsalg, hvor vi købte en l. sødmælk på flaske til at hælde over de rå havregryn, brød havde vi jo med hjemmefra. Næste aften var vi nået langt ind imod København. Vi svingede ud imod Køge Bugt i god tid inden vi kom ind i den rigtige bytrafik, hvor vi slog teltet op på en eng ved siden af nogle kolonihavehuse. Ingen af os havde været i København før, men herfra vores teltplads kunne vi da i det mindste betragte hovedstaden, om end på afstand. I øvrigt gruede vi også for at komme ind i den københavnske trafik med lysreguleringer og en masse andre ting og færdselsregler, og ikke mindst sporvognene, som vi ikke anede ret neget om. Men på den anden side, når vi igen var kommet hjem, ville vi også gerne kunne prale med, at vi havde cyklet i København. Men vi kom da tilfældigvis forbi Islevhusvejkroen i Husum, og der gik vi ind i kroens skyggefulde have og fik os en kop kaffe, inden vi skulle fortsætte imod Esrum. Men da vi havde kørt en times tid opdagede vi, at vi havde glemt vort dyrebare boxkamera. Så vi måtte spurengstregs tilbage, alt hvad remmer og tøj kunne holde, i det forfængelige håb, at ingen i mellemtiden havde taget det. Og det viste sig, at det var der heldigvis ikke. Så selvom vi var blevet slemt forsinkede, så var det altså et par meget glade og lettede fyre, der tog turen mod Esrum en gang til.

Ud over hvad jeg allerede har fortalt er det sparsom hvad jeg husker bortset fra vore besøg dels på Kronborg og dels på Frederiksborg Slot. Vi var nede i Kronborgs kassematter og se Holger Danske der sidder og sover imens hans skæg er vokset ned i den bordplade af sten, som han sidder ved, og om hvem sagnet fortæller, at når Danmark stander i våde, vil han vågne op og slå fjenden på flugt. Det sagn kunne jeg ikke lade være med at tænke på, da vi stod og betragtede ham sammen med en del tyske officerer og menige soldater. Men besøget på Frederiksborg Slot var så absolut turens højdepunkt. Ja, jeg må sige, at det besøg stadig står for mig som noget helt unikt. Men ellers, alt i alt, så er det ved den tur, der, i det mindste for mig selv, har manet allermest til eftertanke rent faktisk den omstændighed, at vore forældre overhovedet gav os lov til at tage den alene. Vi var faktisk ikke ret gamle. Og selvom forholdene i vort land, på trods af den tyske besættelse, og på trods af at krigen rasede ude i verden, var forholdsvis rolige, så var det dog alligevel, selvom det ikke var noget vi, som børn tænkte på eller fattede rækkevidden af, så må det for Mor og Far alligevel have været følt som en ufredstid. – Og så er det jeg må spørge sig selv, ville jeg også, i samme situation, have givet mine egne børn lov til det? 

Det tror jeg faktisk ikke, at jeg ville, men hvem af os der så gjorde / ville have gjort det rigtige er så givetvis en ganske anden sag. For når jeg forsøger på at sammenligne min egen barndom med den barndom, jeg selv gav mine egne børn. Så må jeg beskæmmet indrømme, at hvor vi, i min barndom, på trods af mange hjemlige pligter, på trods af økonomisk smalhans og måske også på trods af vores fars temmelig håndfaste syn på sine børns opdragelse, så havde vi alligevel også friheder, som mine egne børn, og i særdeleshed de børn der nu om stunder vokser op, ikke har, og som de end ikke bare kommer i nærheden af. Vi havde faktisk slet ikke så lidt tid, hvor vi var helt uden for de voksnes kontrol og overvågning, somme tider sammen med andre børn og sommetider helt alene. Hvorimod mine egne børn, og i særdeleshed nutidens børn, synes mig, under den ene eller den anden form, at være under konstant overvågning. – Man siger at livet er livet værd!  Og jeg tror ikke på, at vore børns liv og udfoldelser i tråd med vore dybere menneskelige behov i tilstrækkelig grad kan tilgodeses, når de hele tiden, mere eller mindre kontant, bliver sat på bundne opgaver, underordnet den ultimative opgave det er at tilegne sig kompetencer, der kan sikre materiel tryghed og succesfuld fremtid. Børn der konsekvent har været forment adgang til, groft sagt at gå deres egne veje, kommer til at savne et spændingsmoment, som jeg tror, er en vigtig drivkraft i, især drenges, tidlige udviklings – og formningsproces, og de vil, bevidst eller ubevidst, blive disponeret enten for trang til oprør, trang til at sprænge en usynlig spændetrøje, en trang der for nogle kan være så voldsom, at de mister de bindinger til samfund og medmennesker, der er kendetegnet ved mådehold i krav og forventninger til deres omgivelser, eller de vil være disponeret til lydigt, eller dydigt, at underordne sig den nærmeststående autoritet. Vi må aldrig glemme, at vi mennesker, i os selv, hverken er gode eller onde, men produkter af de omstændigheder, der tilfældigvis har været vores. Vi rummer alle muligheden for at udvikle os til både det ene og det andet, helt afhængig af den dannelse som miljø og nærmeste familie har indpodet i os, og som tenderer til at gøre os til det vi er, eller bliver.

Vor tids løsen, udråbt til den højeste samfundsvisdom, synes mig at være fleksibilitet og omstillingsparathed, men den løsen er i virkeligheden i bedste fald intetsigende, i værste fald forførelse, medmindre vi da besinder os på, at vi er sociale væsener og som sådan dybt afhængige af hverandre og de samfundskonstruktioner, som vi tilhører og er ansvarlige overfor. I Ældre tider, hvor jorden var tyndt befolket og samfærdselsmulighederne ringe, var det både muligt og naturligt, med mange snævert afgrænsede samfund, der var fri til at udvikle sig i mange forskellige retninger. Da var det ret enkelt at overse, hvem man var afhængige af og ansvarlige overfor. Men i vor postmoderne tid, hvor jordens befolkningstæthed er mangedoblet og samfærdselen langt bedre organiseret, er så alle disse vidt forskellige og ofte indbyrdes mistroiske eller direkte fjendtlige samfundskonstruktioner, af omstændighederne, tvunget meget tættere ind på hverandre med stærkt forøgede friktionsmuligheder til følge, hvilket gør det både kompliceret og diskutabelt hvordan vi, ud fra disse vilkår, skal definere et samfundsmæssigt, afhængigheds - og ansvarsforhold. Men et er sikkert. Uden ansvarsfølelse, også overfor folk der før har stået os fjernt, og hvis livssyn og drømme vi, som oftest i gensidighed, ingen forståelse har haft for, går vi en meget turbulent tidsalder i møde. For den gensidige afhængighed af hverandre vil vi stadig, i og med at vi alle bebor den samme fælles jord, hverken kunne frasige os eller ignorere.

For overhovedet kunne manøvrere i denne komplicerede verden, er det nødvendigt, at vi sammen arbejder hen imod konstruktionen af en overordnet instans, der kan bløde op på de gamle modsætninger og fjendskaber. (Hvilket jo allerede er langt på vej). Men det hele vil utvivlsomt være omsonst, dersom den almindelige borger i disse vidt forskellige samfund ikke besinder sig på fremtidens verdens beskaffenhed, og villigt indgår i et dannelsesforløb, der tager sigte på, med udgangspunkt i den dannelseskultur som hvert enkelt samfund, uanset forskellighederne, til alle tider har haft som deres fundament, at transformere den, uden nødvendigvis at ensrette, om man så må sige, ud i en udvidet konsekvens, hvor den omfatter hele samfund imod tidligere bare enkeltindivider. At det vil være en yderst kompliceret proces behøver ingen at tvivle på, al den stund de fleste mennesker i verden enten kæmper for bevarelse af deres egne privilegier eller angriber andres. For os såkaldte civiliserede og udviklede mennesker I Vesten, for det er jo dem, jeg kender bedst, vil jeg sige, at vi skal høre op med at lade os bedrage af forestillingen om, at livet helst ikke må gøre ondt. – Med forestillingen om at livet ikke kan være lykkeligt, medmindre det har formet sig, som man havde tænkt sig – kort sagt, med mindre livet har været succesfuldt. Og så må vi besinde os på, at livets mening består i andet og mere end det, at jage en viden og en kunnen hvis udkomme alene skal gøres op i materielle og magtpolitiske termer i forhold til os selv, og vort eget ego. Vi må genopfinde den samfundskapital der beror på, at vi alle sammen er sociale væsener, der, for at fuldføre vor mission i verden, er afhængige af, selv, sammen med verdens brogede mangfoldigheds udtryk og indtryk, at udgøre et inspirerende led i den dannelse, der igennem generationers erfaringer er nedfældet i vore slægters rødder. Det er et meget alvorligt fejlskøn, når vi i overmod forlanger at andre, i vore øjne mere primitive samfund, skal forlade deres eget livsfundament og adoptere vort. – Det er helt enkelt ikke muligt uden at ødelægge det essentielle, det storladne, i det at være menneske. For mister vi først det, så mister vi os selv og vil være hjemfaldne til livet under en junglelov, hvor enhver form for menneskelighed vil være bandlyst.

som sådanne der også i livet findes en anden meget væsentlig, men i vor tid i betænkelig grad overset kapital, der består i en menneskelig dannelse, som jeg mener, fortjener en højere prioritering. Også selvom det kræver at vi gør op med mange indgroede forestillinger, om hvad der er op og ned, må vi erkende, at vi er hoppet med på en karrosel, der kører rundt med os, og som det ikke bliver nogen let sag at få drejet hen i en retning af mere menneskelige målsætninger. Vores tur blev velsignet med uafbrudt solskin, sommeren viste sig fra den bedste side. Den sidste dag stod regnen ned i tove, al bagage blev totalt gennemblødt. Men det gjorde kun turen mere perfekt. Mor og Far bød deres to vanddrukne mus velkommen hjem og stod parat med tørt tøj. den bedste al den stund bliver endelig, så husker jeg, at regnen den sidste dag stod ned i tove, så vi, da vi nåede hjem, ikke havde en tør trevl, hverken på kroppen eller i bagagen. Så det var virkelig dejligt at være hjemme hos mor igen.

 - Og jeg kan forsikre, at det ikke har været sidste gang, at det har været tilfældet.