En lidt ældre garderobedame i Nr. Vedby Forsamlingshus

Jeg oplever ikke så sjældent, når jeg fortæller små historier fra gamle dage, at yngre mennesker ryster overbærende på hovedet af den hensynsfuldhed, hjælpsomhed og ikke mindst ærlighed overfor andre mennesker, som mange af disse historier jo vidner om, at der den gang, på en helt anden måde end i dag, var gældende mand og mand imellem. Jeg fornemmer, at når de ryster overbærende på hovedet, er det måske, fordi de tænker: åh, den gamle nar, han kan nok bare ikke længer huske så godt, og når han så oven i købet vil påstå, at folk den gang var mere hensynsfulde og ærlige, end de er i dag, så er det da bare ren og skær idealisering og hukommelsesbedrag. - For folk er såmænd i dag, som de altid har været - og dermed basta! – Og for så vidt må jeg jo give dem ret. Men dog pege på at tiden den gang var en ganske anden, - de allerflest mennesker blev hvor nu en gang var født, og kom heller ikke i deres levetid ret langt hjemmefra, weekend udflugter var et ukendt begreb, alle havde deres arbejde og udkomme i nærområdet og alt dette og meget andet af samme skuffe gjorde, at alle kendte alle, og sådan er det jo slet ikke nu om dage, hvor der selv i mange små landsbyer er mange mennesker, der dårligt nok kender deres nærmeste nabo. - Også for mig her i Vålse, hvor jeg dog er født, opvokset, og hvor jeg nu, efter min tilbagekomst fra 40 års ”udlændighed”, for snart 25 år siden igen bor hvor jeg engang trådte mine barnesko. Nu er de allerfleste af landsbyens beboere mig ganske ukendte, og det er altså ikke kun fordi næsten alle mine jævnaldrende har sat træskoene.

Og så må jeg må jo bare indrømme, at deres påstand om at folk er som de altid har været, kan jeg ikke stille noget op imod– kun fortsætte med mit, som jeg hele tiden har gjort, og derfor nu tilføjer denne lille historie til de mange, jeg allerede har fortalt. Idet jeg dog må fastholde, at dette hverken skyldes idealisering eller hukommelsessvigt, men at der i mellemtiden er blevet vendt op og ned på vore omstændigheder i en grad, så det såmænd ikke bare er vore naboer og fælles landsbyboere vi ikke mere kender – måske kender vi ikke en gang os selv? hvilket man så kan begræde, men kalde de forne tider tilbage, kan vi jo ikke! – Så måske skulle vi besinde os på, hvordan vi ville kunne genkalde os forne tiders mere respektfulde hensyntagen til medmennesket, også under vore nye omstændigheder? – kan - eller vil vi ikke det, ser det i hvert fald mørkt ud for vor fælles fremtid!

Og med dette lille hjertesuk, vil jeg vende mig til historien. - Da jeg i mine unge dage gik til bal rundt omkring i egnens forsamlingshuse, da var garderoben ens alle steder med en skranke, hvor man afleverede sit overtøj og fik et bevis udleveret, som man så senere skulle aflevere, for at få det udleveret igen. Selvbetjening var der kun, når det drejede sig om mindre bestyrelsesmøder eller lignende. Men der var en ganske markant undtagelse fra denne regel. Og det var i Nr. Vedby Forsamlingshus. For der var der slet ingen skranke, men et eller andet sted sad der, ved de større arangementer, en gammel kone på en stol, som holdt øje med at alt var / gik til som det skulle, så godt som dette nu kunne lade sig gøre der inde midt imellem alle knagerækkerne med overfrakkerne, halstørklæderne og hvad andet gæsterne ellers havde haft med til at lune sig i, som der altså bare ikke var behov for igen, før ballet, andespillet, eller foredraget var forbi.

For når man kom med sit overtøj fandt man selv en ledig knag til at hænge det på, fandt frem til konen og stak hende en 10 – eller 25øre, eller hvad det nu kostede, gik sin vej, og kom senere tilbage for at tage tøjet, hvor man selvfølgelig kunne huske, hvor man selv havde hængt det, og forlod garderoben med en bevidsthed om, at konen havde sørget godt for, at enhver kunne være tryg ved hendes uforligneligt, pålidelige ansvarlighed for de egendele, som af os havde været hende betroet.

– Jeg husker ikke om hun fortsatte som garderobedame lige til hun ikke længer kunne sidde en hel aften på en stol, men jeg kunne godt forestille mig det. Hendes navn husker jeg heller ikke. Men når jeg nu fortæller, at det var Charles Nielsens mormor, så ved jeg, at i hvert fald en hel del af de mere lokale læsere af dette, vil føle, at de ligesom kender hende, for som man siger: Æbler falder sjældent ret langt fra stammen.