En besyndelig drøm.

Der var en morgen imens vi arbejdede i Kenya, hvor jeg vågnede op fra min søde søvn og slog en skraldlatter op - til meget stor forundring for Linda, der vist ikke, hverken før eller efter, har været ude for en så overraskende form for opvågnen fra min side. - Jeg havde drømt, at Una var blevet forlovet med Kronprins Frederik. Underligt nok opholdt vi os på ”Svends Minde” som jo er mit fødehjem. Og vi stod ude ved vejen og ventede på et eller andet, som jeg slet ikke kan huske, hvad var. Så lige pludselig kom Prins Henrik farende på motorcykel. Og da han, ganske uventet, så os stå der ude ved vejen, standsede han naturligvis op, og foreslog at Una da bare kunne sætte sig op på bagsædet og køre med ham til Amalienborg. Det ville hun selvfølgelig hellere end gerne, for det var helt tydeligt, at hun var vild i varmen med ”sin Frederik”. Så hun var ikke sen til at tage imod tilbudet, og så kørte de sammen deres vej. Men af en eller anden grund, som jeg heller ikke kan huske, ville jeg så også gerne ind på Amalienborg og se hvordan Una egentlig befandt sig på dette store fine slot. Hvordan jeg så ellers kom derind står også som en uigennemsigtig tåge for mig. Hvad jeg derimod meget tydeligt husker er, at disse flotte gardere med bjørneskindshuerne på ikke ville lukke mig ind. For de forlangte at få at vide, hvilket ærinde jeg havde. Hvortil jeg, så godt jeg nu kunne, forklarede dem om dette temmelig nye forhold imellem min datter og Kronprinsen. Det havde de imidlertid slet intet hørt om, og kunne sandelig da ikke lade sig nøje med sådanne ”luftige” historier. Da jeg stadig insisterede, forlangte de i det mindste at få opgivet navnet på denne, min datter, og det forlangende holdt de meget stædigt fast på. Hvilket bragte mig i en forfærdelig kattepine. For jeg kunne nemlig lige pludselig slet ikke erindre mig, hvad det nu var hun hed. – Men så opstod der igen et af disse, for drømmehistorier, meget almindelige huller, som man altid gør klogest i ikke at hænge sig for meget i, simpelt hen fordi de virker så forvirrende. Så den slags springer man let og elegant over og lader som ingenting. For det korte af det lange er, at jeg ikke aner hvordan jeg så alligevel kom ind på slottet - men ind kom jeg altså! – Måske finder jeg frem til en sandsynlig forklaring inden næste gang jeg fortæller historien? – Man må nemlig altid huske på, at historier der aldrig bliver hverken lagt til eller trukket fra og let kan ender med at blive stadig dårligere og dårligere af det! – Og det er noget af det allerværste en god historie kan komme ud for.

Inde på slottet så jeg ikke noget til Una. Men Frederik stødte jeg da på. Og han blev meget glad for at se sin ”kommende svigerfar”. Så glad, at han trak mig med hen til et stort fornemt skab, der var fyldt op med det allerfineste sølvtøj - fra Georg Jensen - er jeg ganske sikker på. Så tog han en stor sæk og fyldte den med noget af det sølvtøj, der stod i skabet, og han tog bare fra en ende af, og sagde, at det skulle jeg have med mig hjem til Vålse. Jeg ved nu egentlig ikke hvor glad jeg var for alle disse gaver, sølvtøjet var da godt nok, men hvad med skabe til at stille det ind i når jeg igen var hjemme? – Og så var sækken, som Frederik blev ved med at fylde i, efterhånden blevet meget tung, og jeg vidste, at jeg med sikkerhed selv skulle bære den igennem hele slottet og ud ad slotsporten, hvor dem der med bjørneskindshuerne måske stadig ville have et ”godt øje” til mig.  Men så langt nåede jeg bare slet ikke med mine fine gaver. For på vejen igennem alle de mange gemakker stødte jeg pludselig, og til min store overraskelse, på Margrethe. - Ja, jeg tillader mig at tro, at også iblandt de kongelige er man, sådan inden for den nære families kreds, dus og på fornavn! - Og Margrethe blev vist lige så overrasket over at se mig der slæbene omkring med min tunge sæk, som jeg blev over at støde på hende. Og hun spurgte hvad jeg mon dog kunne have i den der sæk? Da jeg jo havde helt rent mel i posen og tilmed regnede med, at jeg i kraft af min kommende tilknytning til den kongelige familie og dermed til hoffet havde en vis adkomst til at gøre hvad jeg gjorde, fortalte jeg glædestrålende og med næsten upåtaget taknemlighed hvad det var, og hvordan jeg havde fået det. – Men det viste sig nu med umisforståelig klarhed, at jeg havde gjort regning uden vært. Hun gengældte nemlig slet ikke min store ”undersåtlige” glæde ved min lykkelige omstændighed. Tvært imod tog hun en stram mine på og informerede mig kort og bestemt om at DET VILLE HENDES MOR IKKE SYNES OM! - Og i bevidstheden om denne alvorlige afbrænder vågnede jeg op til en ny dag , med nye eventyr. - Og så er vi altså igen tilbage der, hvor beretningen begyndte. – Lige der hvor jeg tog til at skraldgrine! – Og Linda skrev det ned!