Dyrlægen

Der var en dyrlæge, der kom hjemme hos os igennem hele min tidlige barndom. Han hed Rudolf Birch, men hos os hed han nu aldrig andet end, slet og ret dyrlæge Birch. Han var en meget brøsig herre, som folk omfattede med stor respekt, og naturligvis sagde vi altid De til ham, det gjorde man for øvrigt til alle folk med en boglig uddannelse bag sig. Der gik mange historier om ham. Og jeg husker da også at han var lidt for glad for de våde varer, for en gang imellem måtte han have en anden til at køre bilen for sig – altså når han havde haft kørekortet til vask i lidt rigeligt af de våde varer. Jeg har fundet frem til at han erhvervede sin første bil, en Saxon, i 1919. Den gang var det at møde en bil på vejen en meget stor sjældenhed, og derfor til fare for hestekøretøjerne, der ellers igennem århundreder havde været det enerådende transportmiddel, og det var fordi mange heste simpelt hen blev bange, når de mødte dem, så hvis de ikke havde en særdeles habil kusk ved tømmerne, kunne det somme tider gå galt. Det var da også hvad der en gang hændte for ham, da han mødte en morlille og hendes mand, der på hestevogn var på vej til staden, hesten blev bange og køretøjet havererede imens folkene lå og rodede rundt vejgrøften. Men det tog Birch nu temmelig roligt han rullede vinduet ned og spurgte på sin sædvanlige brøsige facon til haveristerne befindende: Er der nogen døde!

Jeg husker også at far, ligesom alle andre, stod på pinde for ham, når vi havde tilkaldt ham. Han havde ord for at være meget dygtig, om han virkelig også var dygtig ved jeg ikke med sikkerhed. Men folk var i det mindste bange for at lægge sig ud med ham. – Det skete en gang imellem at en ko havde skudt livet ud, som man kaldte det. Det var når en ko lige havde kælvet (født), så kunne det ske at hele livmoderen kom ud sammen med eller umiddelbart efter kalven. Og så var der ikke andet at gøre end at sende bud efter dyrlægen for igen at få herligheden stoppet ind hvor den hørte hjemme. Fakta var, at det ikke så godt ud, når en del af koens indvolde sådan lå og flød i rendestenen sammen med både det ene og det andet.

Så var det bare at have sæbe, håndklæde og en spand lunkent vand parat allerede inden han trådte ind af stalddøren. Det første han gjorde var, at han tog alt sit tøj af overkroppen, så man rigtig kunne se hvordan han så ud. - Som han stod der bøjet over koens bagende med sin blottede, fede og behårede brystkasse, med (næsten) hængebryster, eller i hvert fald en kraftig ansats dertil, og med sit store skallede hoved prydet med et velvoksent, gråsprængt fibskæg på hagen og halvvejs blodskudte øjne, lignede han en krydsning imellem lallefed husmandskone og en galhovedet danmarksmester i brydning.  Men det skulle vi børn nok tie stille med, vi turde knapt nok tænke det. - Men opgaven blev klaret ved fælles hjælp idet Birch tumlede med de ulækre indvolde, alt imens far gav agt på det allermindste vink, som han hele tiden vidste, kunne være undervejs, hørligt ved dyrlægens brøsige påbud og synligt ved hans omhyggeligt plejede fibskægs op – og neddans i underansigtets mimiske eftertryggelighedsopvisning. Jo, far var sandelig parat til at gøre den nytte, der måtte falde for. Når ”operationen” så var overstået, tog han tid til sin, ret nødvendige, varme sæbeafvaskning af overkroppen i det tiloversblevne vand i spanden, greb håndklædet og frotterede sig med myndig og tilfreds mine tilbage til den habitus, hvormed han kort forinden havde gjort sin entré.

Men hvor brøsig han så end var, så havde han, skulle det siden vise sig, også sine dybt menneskelige sider. Det var sådan, at midt under den forfærdelige landbrugskrise i 1930verne, havde far været så uheldig at få den frygtede kvægsygdom ” Smitsom Kalvekastning” ind i sin besætning. Det var en meget alvorlig sygdom, som heldigvis siden er blevet totalt udryddet, men som den gang ruinerede adskillige landmænd med konkurs til følge. For far var det også en yderst alvorlig sag, som bl.a. også afstedkom en mængde dyrlægebesøg. – Og far gruede selvfølgelig for den deraf følgende dyrlægeregning, og begyndte, efter i meget lang tid ikke at have modtaget nogen, at undre sig. På den ene side, var det godt nok at få så mange betalinger, som muligt udskudt. Men på den anden side ville regningen jo også bare vokse sig endnu større. Og dyrlæge Birch var ikke en mand man stillede unødige spørgsmål til. Men på et vist tidspunkt kunne far altså ikke nære sig længer, uden at han måtte finde en lejlighed til at bringe det på bane. Så en gang dyrlægen igen var tilkaldt for at behandle en syg ko, dristede far sig til, en smule henkastet at udtrykke sin bekymring for den store regning alle disse besøg nødvendigvis måtte afstedkomme.  Men dyrlægen fangede bemærkningen lige med det samme, og replicerede omgående i sin vanlige bryske tone: Ejvind Larsen, ved de hvad? – De kan da ikke klage over, at jeg har plaget Dem! – Og mere blev der ikke sagt om den ting! – Men far modtog aldrig de regninger, han ellers havde forventet måtte komme.