Det blev fortalt,

om en kone der havde et lille landbrug, men som var ved at blive for gammel og skrøbelig til at klare alt det hårde arbejde der hørte med, hvis hun fortsat skulle kunne tjene til livets ophold ved det. Men heldigvis var der en dreng i nabolaget der kom og hjalp hende efter skoletid - nok mindre for at tjene en smule lommepenge, end fordi han virkelig var glad for at få lov til at bruge sine mange kræfter på noget fornuftigt (læg vel mærke til, at sådan var der, i hine tider, mangen rask dreng der tænkte og gjorde). Og så naturligvis, fordi han også holdt meget af den gamle dame. For de havde det med, på enhver tænkelig måde at muntre hinanden op, når det ind imellem kunne blive lidt surt, de vidste jo begge to, at så gik arbejdet altid meget lettere, det var nu noget, som de sammen havde fundet ud af. - Men en skønne dag kom det sig så, at arbejdet var blevet alt for tungt for konens kræfter, fordi alderen havde taget en temmelig god del af dem fra hende. - Og hvad var vel da mere nærliggende for hende end at betro sig til sin altid trofaste hjælper igennem tykt og tyndt, drengen. Og som den optimist han altid var, trøstede han konen med at sige: Jamen nu skal du bare se, til næste år, så er vi vokset til, og så har vi fået mange flere kræfter. Så til den tid vil vi meget bedre kunne klare det!

Jeg kan også huske en anden lille historie, som min Mormor fortalte os børn, en historie, som både hun selv og vi børn morede sig kosteligt over. Det var om en dreng, som allerede for længst var blevet voksen, da jeg hørte om ham. Men huset hvor han boede ligger der dog endnu. Drengen, der hed Frits, var så uvorn, at hans mor, Trine, til sidst nærmest var tjenlig til en galeanstalt, bare på grund af ham. Engang hun skulle have gæster, havde hun bagt pandekager til dem. Der har sikker været en pæn stak. Og drengen elskede simpelt hen disse pandekager, det vidste hun. Derfor vogtede hun lige så nidkært over dem, som en skrukhøne over sine kyllinger. Men Frits vidste også råd for det. Han gik ud og lukkede alle hønsene ud af hønsegården, ja, han var endda gået helt ind og havde jaget dem ud. Hvorpå han ganske forpustet kom styrtende ind til mor Trine, som han bestemt ingen høje tanker havde om, råbende: Trine Melpap, dine høns er rendt ud i din have. - Og det var nok til at få den stakkels Trine til af glemme alt om pandekagerne. Og det tog hende lige tilpas lang nok tid at få hønsene ind, hvor de skulle være, til at han kunne nå at få sin sult stillet og alle pandekagerne sat til livs.