Den lille Karen fra Bavnehøj

Jeg tror at dette må være den allertidligste sådan nogenlunde sammenhængende hændelse fra min barndom, og som jeg også mener, at jeg ser mig i stand til autentisk at gengive, i hvert fald som jeg husker den. Den må have fundet sted i løbet af sensommeren 1933, da jeg netop lige er begyndt at gå i skole. Det var en meget skøn solskinsdag, og far havde spændt Lise for ponyvognen, fordi mor og far, uden al tvivl kraftigt opfordret af mormor, der var meget haveinteresseret, havde bestemt, at de ville til rosenudstilling i Guldborghave. En ikke lige så let sag dengang, som det er i Dag. For som Guldborghave jo ligger på lollandssiden af Guldborgsund og Vålse på falstersiden, og da det også var før Guldborgbroen skulle vi jo sejles derover med Guldborgfærgen. Så selv om der ikke var meget mere end en mil imellem de to steder, så var det alligevel en omstændelig rejse.

Men vi lod som ovenfor nævnt Lise trave afsted med os imod Guldborg i ponyvognen. Nu var det så også sådan, at den gang Guldborg Færgegård endnu var meget andet end bare dette at skulle sørge for gæsternes traktementer og natlogis, så havde den naturligvis også den dertil svarende alsidighed, idet der med til bestillingen hørte en rejsestal, hvor de rejsende kunne opstalde deres heste. Men foruden de langvejsrejsende på gennemfart, var der jo også lokale folk, der bare lige skulle over, måske uden at tage køretøjet med, og deres heste skulle der også være plads til. Så med den viden i bagagen kunne vi være sikre på at vi efterlade hest og køretøj på guldborgsiden imens vi selv sejlede over på lollandssiden for at se på roser, også selvom det godt nok viste sig, at der var mange andre falstringer end os, der havde fået den ide. Og takket være at det var sommer var der jo også plads nok på engen bag ved færgegården.

Og derfor var der da også en masse mennesker på pladsen foran færgelejet, der ikke havde andet at bestille end at nyde det gode sommervejr imens de ventede på at færgen sejlede igen. Og der på pladsen mødte vi så iblandt mange andre kendte og ukendte folk familien Ellen og Hans Clausen junior – i daglig tale dog mest kendt som ”Lille Hans”, og hans far som ”Gammel Clausen” – med deres børn. Og hver gang jeg kommer til at tænke på denne rosenudstilling, er der et ganske bestemt billede, der dugger op i min erindring, og det er billedet af deres lille datter Karen, som simpelthen var sådan en glad lille pige der ligefrem elskede at vise, alle der ville høre på hende, at hun havde lært alfabetet udenad, selvom hun ellers ikke var begyndt at gå i skole, for hun kunne nemlig synge det på melodien fra: ”Jeg vil sjunge om en helt” – den om Tordenskjold. – Og jeg må vist indrømme, at jeg var temmelig duperet, sikkert ikke mindst for den selvsikkerhed hvormed hun gjorde det. Jeg skal love for, at hun kunne sit alfabet, og hun ikke var begyndt i skolen. Hvor jeg selv, til min egen græmmelse, skønt jeg jo netop gik i skole, ikke kunne gøre hende det efter.