Cyklingens glæder – når man bare først får det lært.

Som tiden er gået er jeg kommet til at tænke på, at jeg, selvom jeg ikke i mine unge år drev sport på samme måde, som man gør det nu om dage, så har jeg rent faktisk, efter den tids behov og muligheder, drevet megen sport i hele min ungdom, uden at jeg dog rigtig har betragtet det som sådan. Det var bare noget jeg/vi gjorde fordi vi simpelt hen ikke kunne lade være. Jeg/vi havde, som børn og unge mennesker til alle tider heldigvis har, en masse energi som må have afløb på en eller anden måde. En af de ”idrætsgrene” jeg tror jer havde særlig forkærlighed for var cykling. Og det selvom min debut som cyklist endte i en vejgrøft fuld af brændenælder, hvilket jog mig en sådan skræk i livet, at jeg pure nægtede at sætte op på en cykel igen for lang tid. Det kunne vel tyde på at jeg egentlig af fødsel er et forsigtigt gemyt, der afskyer alt hvad der kan være farligt. En egenskab der øjensynlig kan være gået i arv til min ældste søn, der ofte som svar på hans mors formaninger forsikrede Jeg er altid ”forsigtig”. - En egenskab der for øvrigt viste sig at stå i skarp modsætning til hans lillebrors nærmest uimodståelige trang til at afprøve alt hvad der kunne tænkes at være farligt! – Nå, det var et sidespring. Jeg kom da selv, til sidst, i gang med at cykle. Men først efter at jeg, græmmelse for mig selv og til udelt undring for andre, havde set på at min far, sammen med min yngre bror tage en cykeltur sammen, som jeg ikke kunne komme med på, fordi jeg kunne jo ikke kunne cykle. Det var mig alligevel en for flov historie. Det er godt nok ikke helt korrekt at sige at jeg ikke turde sætte mig på en cykel. For når jeg før den tid gjorde det, så havde jeg en speciel måde at ”cykle” på.

Nu var det jo ikke som nu om dage, hvor børn har børnecykler i forskellige størrelser, som de så skifter ud efterhånden som de vokser til. I min barndom havde vi kun de voksnes at køre på. Så jeg tænker at de fleste af mine jævnaldrende har startet med at lægge en gammel pude helt nede på stellet lige over pedalerne, og så sat sig over skævs på den. Hvorefter de har ”staget” sig frem med fødderne, der jo let kunne nå jorden. Efterhånden som man så kom efter at holde balancen, og derefter fik lært at cykle rigtigt, fik man, ved hjælp af en særlig spændeanordning, ofte af træ, spændt en saddel på de opretstående rør, som sadlen normalt sidder på toppen af(stadig på en damecykel) På den måde kunne sadlen anbringes i den højde der passede bedst til benenes længde. Det var altså den måde at cykle på med puden, hvor benene kunne nå jorden, jeg for lang tid faldt tilbage på efter min ”skæbnesvangre” tur i grøften. Nok tilfredsstillede det min trang til sikkerhed, men til gengæld undergravede det min selvtillid.

Nu måtte jeg altså i gang med at cykle rigtigt, på trods af alle farer. Og til sidst kom jeg, og helt vild med cyklingen blev jeg – og jeg er det faktisk stadig. Jeg sprang på ”nakken” af min cykel så snart jeg havde et øjeblik til overs fra min skole og mine hjemlige pligter. Snart cyklede jeg lange ture rundt her på Nordvestfalster,  sådan bare for fornøjelsens skyld og cykleglædens skyld. Om sommeren, når køerne var ude i marken eller i vigen på græs, morede vi os med at lave cyklebane fra gårdspladsen ind igennem staldøren, hen langs rensegangen som fulgte kanten af køernes rendesten, der hvor de ellers sked og pissede, hvilket var os en ren svir. Og hvor vi jo forresten også tit forrettede vor egen nødtørst, fordi vi den gang ellers kun havde et rigtigt lokum med en spand, der jævnligt skulle tømmes og graves ned ude i haven til gavn for ærter, jordbær og kartofler. Og det arbejde var der ingen af os hankønsvæsener der brød sig om, så det lokum blev kun brugt af min mor og min mormor. Nå det var et lille sidespring. Vi kørte altså alt hvad remmer og tøj kunne holde hen af denne rensegang, ud over cementdækslet på ajlebeholderen, derfra hen ad møddingsbrædtet, der lå ud over møddingen for at køre den tungt læssede trillebør med komøg ud hvor det skulle læsses af, og så derfra ud over en lille til formålet selvkonstrueret ”bro”, lavet af et par tilfældige brædder, som vi havde bemægtiget os, Gud ved hvorfra, og derfra igen hen over ejendommens bagindkørsel, ind igennem laden, ud på den skærvebelagte sognevej og derfra igen tilbage til gårdspladsen, hvor vi var startet. Og sådan kunne vi blive ved i timevis for fuld drøn. Vi plejede at kalde det, at køre dørtræk.