Brudstykker fra mit liv med fjerkræ

Det er ikke for meget sagt, at jeg er vokset op med fjerkræ. Lige så længe jeg kan huske, har far og mor haft hønseavl og kyllingesalg som en meget væsentlig del af deres eksistensgrundlag. Og før dem igen lykkedes det faktisk min Mormor at overleve et meget vanskeligt livsafsnit som ung enke med to mindreårige piger (1914 - 24) ved at holde høns. - Det var før der var noget der hed social forsorg. Så i den gesjæft mine forældre overtog fra hende i 1924 havde hønsene allerede forlængst været indarbejdet. Mormor har sikkert haft høns til at ruge kyllingerne ud. Men så længe jeg kan huske er de blevet ruget ud i rugemaskiner. I de første år i det man kaldte fladrugere. Men deres kapacitet var ikke ret stor. De lignede en stor firkantet, flad kasse på 4 lange ben. PÅ bagsiden havde de en petroleumsbrænder, indkapslet i kvadratisk påbygget kasse, der næsten gik helt ned til gulvet. Trækket til brænderen, og dermed maskinens temperatur, blev reguleret med en lille cylindrisk æterbakke, som graden af varme fik til at udvide eller trække sig sammen. Og under bakken med æggene var der naturligvis en bakke med vand, for luftfugtighedens skyld. For at kunne udnytte maskinens kapacitet bedst muligt skulle æggene gennemlyses både 10. og 18. Dagen. Så de ubefrugtede æg, dvs. dem der ikke viste nogen tegn på befrugtning, kunne blive taget fra og solgt til bageren. Alle de æg der blev lyst fra på 18. Dagen, brugtes som foder for svinene. Jeg ved ikke nøjagtig hvornår rugemaskinen blev taget i brug. Men hvad jeg tydeligt husker, er de små gule dunklumper der blev tager ud af maskinen nede i kælderen under den nye hverdagsstue og soveværelse, en tilbygning til stuehuset på vel ca. 30 kvadratm. der i 1932 blev opført i anledning af Maren Johannes og Kristens forestående bryllup. Det har altså tidligst været da jeg var 6år. Men det maskinelt at kunne udruge kyllingerne krævede jo også en "kunstig kyllingemoder". Løsningen på det problem kom med" opfindelsen af de såkaldte kassemødre. Det var en rektangulær kasse på et par kvadratm. Delt i to rum, og med et løst "tag" over. Hvor det ene rum havde gulv af zinkplade, hvorpå der blev lagt et godt lag sand eller grus. Midt i det rum var der et lavt "tårn", nærmest af form som en gryde, også af zinkplade, hvorunder der var placeret en petroliumsbrænder, noget i stil med de petroliumslamper man også i vore dage finder rundt omkring i de små hjem. Disse kunne kun reguleres manuelt. Så tilpas med varme afhang af hvor øvet man var i dels at indstille brænderen og dels ved afdækning af "taget". Derfra var der så en lille dør til det andet rum, hvor der kunne være sand eller fintskåret hakkelse på gulvet. Og i det rum var så også vand og ædetrug anbragt. Igen fra dette rum var der udgang til det fri. Var det lidt hen på foråret stod disse kassemødre altid inden døre , men om sommeren kunne man godt anbringe dem udendørs. Det siger sig selv, at disse kyllingemødre repræsenterede en betydelig brandrisiko. Så der var mange, der slet ikke brød sig om dem eller overhovedet ville anvende dem. Og deres kapacitet var jo heller ikke ret stor. Men problemet med naturmetoden var jo, at de allerfleste høns slet ikke følte trang til at lægge sig og ruge før solen var kommet nogenlunde højt på himlen, dvs. når sommeren stod lige for døren.