To brødre, der døde som ganske små

Iblandt de allerførste erindringer jeg overhovedet har fra min tidlige barndom, og omkring mit gryende familiebegreb, står billedet af min 2. lillebror, der hed Ejner. Dette billede synes mig faktisk at være opstået allerede inden jeg gjorde mig tanker om min første lillebror, Helge. Og det kan muligvis hænge sammen med, at Ejner ikke blev mere end nogle få måneder gammel, imens Helge jo bare var én, der var der, og som var kommet ind i min tilværelse endnu inden min evne til at sanse var udviklet. Jeg husker ikke noget bestemt om hvornår han kom eller hvornår han døde, men kun at han på et tidspunkt var der. Dog husker jeg klart, at han var stærkt handikappet. Han var født med en stor, vist nok vandfyldt, knude i ryggen på størrelse med en knyttet hånd, og dertil var hans ene fod stærkt deformeret. Jeg har i min erindring billedet af ham, som en lille ubehjælpsom skabning, der lå der i den senere så velbekendte kurveflettede vugge med 4 træhjul under, og som, når han blev puslet altid, på grund af denne mærkelige knude, som jeg ikke brød mig om at se, måtte ligge på siden. Hvilke følelser mine forældre nærede i forhold til ham og til det at miste ham, har jeg egentlig aldrig, hverken som barn eller voksen, fået nogen fornemmelse af, sikkert fordi jeg aldrig har spurgt. Den egentlige dødsårsag mener jeg aldrig at have hørt noget om. Og skønt jeg ikke har været mere end 3 – 4 år gammel, og næppe har gjort mig dybere tanker om hans mulige fremtidige livsvilkår, som både stærkt handikappet og vanskabt har jeg fornemmet, at far og mor - måske nok - tog det som en lettelse, da han døde. Siden hen, under min opvækst, kom han til at vise mig noget om liv og død, som jeg ganske langsomt, men givetvis ikke uden hans mellemkomst, kom til at optage i min barnlige forestillingsverden som en erfaring, jeg gjorde mig mange tanker om. Især når jeg kom på kirkegården og så det hvidmalede træstakit omkring morfars gravsted. For det lignede jo slet ikke nogen andre af kirkegårdens stakitter. Det gjorde selve gravstedet nu heller ikke, for det havde ikke, som alle de andre gravstæder, en sten eller en tavle med navn, stilling og fødsels og dødsdatoer på. Og det kunne jeg ikke forstå. Men det var nu fordi Mormor havde sin egen mening om den sag. - Som barn havde hun løbet og leget imellem gamle gravsten, der havde været sat til side i et hjørne uden for kirkegården, hvor de bare fik lov til at gro til med ukrudt, mos og alger. Og det havde givet hende en sådan afsky for gamle gravsten, at hun ikke ville risikere at morfars, og en gang i fremtiden også hendes egen, gravsten skulle ende som legeredskaber for byens børn. - Men tæt ved, udenfor det hvide stakit, op imod kirkegårdsmuren imod øst var Ejners gravsted, lille og undseeligt så det ud. Men det havde en hvid marmortavle, hvor der ikke stod andet end: Sov sødt lille Ejner! Og den lille hvide tavle tænker jeg altid på, og beregner mig til hvor den engang stod, hver gang jeg kommer der, og det gør jeg jævnligt, for det er ikke ret langt fra hvor min egen far og mor nu ligger. – Mange, mange år senere, da tavlen over Ejner for længst var fjernet og det hvidmalede træstakit for længst gået til, så heller ikke Mormors grav, hun efterlevede morfar i 37 år, var let at finde, for hvem der ikke jævnligt kom på kirkegården, derfor fik moster Maren Johanne sat en lille plade over den, hvor der bare stod ”Mor”. – Hun kom der ikke så tit, og ville ikke være nødt til at skulle lede for at finde sin mors grav.

Imellem Hans Svenning og Jørn, i november 1938, da jeg var 12 år gammel, fik jeg endnu en bror der døde få måneder gammel. Jeg husker tydeligt, at mor ventede sig. Det var få måneder efter at far havde købt vores første bil, en DKW cabriolet med totaktsmotor, en kabine der var gjort af krydsfiner, og hvis motor udstødte nogle sære ”pluttende” lyde, når den gik i tomgang. Men den var for øvrigt i tiden op til 2. verdenskrigs udbrud et ret populært køretøj. – Måske bl. a. også fordi den let kørte 20 km. på en liter benzin, noget som far lagde stor vægt på, skønt benzinprisen næppe har været mere end omkring 25 -30 ører literen. – Det var en nat lige efter at jeg var faldet i søvn på loftsværelset lige ovenover fars og mors soveværelse, Jeg vågnede ved at far startede bilen og kørte sin vej. Så vidste jeg godt, at det var fordi han skulle hente jordemoderen i Vester Kippinge. Og det varede da heller ikke længe inden han var tilbage igen. Derefter lå jeg vågen meget længe, indtil jeg kunne høre barnegråd. Så endelig kunne jeg lægge mig til at sove igen. Idet jeg dog var meget spændt at komme ned næste morgen. Jeg håbede meget på at det var en lillesøster, jeg havde fået. – men det var det jo bare ikke. Og så lå der igen en lille dreng i den kurveflettede vugge. Selvom det igen ikke var en pige blev vi naturligvis hurtigt alle sammen meget glade for ham. Han var altid så nem og mild, og på trods af sit korte liv nåede han alligevel at give os mange søde smil. Og takket være vuggens 4 små træhjul kunne vi ældre brødre, til vor store fryd køre ham imens han lå der og pludrede og blæste sølvknapper.

Men Pludselig en dag blev han syg af lungebetændelse, som jo den gang var en meget alvorlig sag. Præsten blev tilkaldt og døbte ham Karl Viggo (hvis jeg da ikke husker helt forkert). Men det gik meget hurtigt ned ad bakke, og doktor Berkow, som boede i Vester Kippinge havde ordineret dampning, som den lokale, kommunale sygeplejerske skulle stå for. Det foregik på den måde, at vuggen han lå i – den samme kurveflettede som alle vi brødre har ligget i – blev overhængt med et lagen, hvorefter en speciel vandkande med en lang tud og med kogende vand i blev anbragt ved siden af med tuden inde under lagenet, således at dampen via denne kunne ledes ind i det snævre rum umiddelbart over ham. Men sygeplejersken, som åbenbart ikke vidste nok om denne behandling, begik den fejl at undlade at skifte drengen til tørt svøb umiddelbart efter dampningen, og lod ham i stedet blive liggende i det dampvåde svøb og køle af. Det var det, der efter doktorens udsagn, var grunden til at lungebetændelsen forværredes i stedet for at bedres og derefter forårsagede hans død efter ganske få dage. Han døde om natten, og mormor havde sagt til os, da vi skulle i seng, at han sikkert ikke ville kunne klare natten. Den nat lå jeg igen vågen og lyttede efter, hvad der skete nedenunder. Der var næsten hele tiden støj og uro og ind i mellem græd lillebror. Men med et blev alt stille, og så vidste jeg godt hvad der var sket. Mor havde selv ligget i sengen i nogen tid, så det var far, mormor og naboens kone, der havde våget den sidste nat. Et par dage senere blev han begravet fra fars og mors soveværelse. Hans lille åbne kiste blev anbragt på et par taburetter ved siden af mors seng, så hun kunne se ham, og et par meget gamle messinglysestager med tændte lys stod og skinnede ned til ham. Soveværelset var fyldt op med vores nærmeste familie, naboerne Michael og Valborg samt mejeribestyreren Larsen og hans kone, som også var sygeplejerske, men det var ikke hende der havde behandlet ham. Præsten holdt en kort andagt og vi sang et par salmer. Jeg husker ikke noget om hvad præsten, der hed Brimnæs sagde, eller hvilke salmer der blev sunget. Men billedet af mor, der lå der i sin seng, og så på den lille kolde, døde dreng, glemmer jeg aldrig. Efter højtideligheden ved mors sygeseng blev kisten lukket og båret ud på bagsædet af mejeribestyrerens bil, hvorefter følget til fods begav sig til kirkegarden, hvor præsten forestod jordpåkastelsen. Karl Viggo blev sat ned i den samme grav, som Morfar lå i. Og det var nok derfor der aldrig blev sat hverken sten eller plade over ham. For Mormor havde jo bestemt, at der aldrig måtte sættes noget over dem.

Jeg ved, at Far og mor sørgede dybt over tabet af Karl Viggo, og de gjorde sig mange tanker om hvad de kunne have gjort for at afværge det. Men i det daglige mærkede vi børn ikke meget til deres sorg. Set med nutidige øjne virker det nok for de fleste mennesker underligt, at de, i hvert fald tilsyneladende, tog tabet så, om ikke lige netop let, så dog, om man så må sige, med oprejst pande. – Eller havde de måske alligevel bare sat sig for at gøre en dyd ud af at skjule deres sorg for os børn? – Men det korte af det lange er, at der i min levetid er sket meget store forandringer i mange af tilværelsens forhold, og ikke mindst i menneskers forhold til liv og død. Jeg vil sige det på den måde, at døden den gang ansås for at være en naturlig gæst i et hvilket som helst hjem, en gæst, der når som helst kunne træde indenfor. Døden var det uomgængelige modstykke til livet, et modstykke, som man så mere eller mindre villigt var nødt til at bøje sig for. Men den daglige kamp for udkommet levnede heller ikke megen plads for trods imod en ublid skæbne. Begrebet meningsløshed var der ikke mange, der reflektere over, endsige overhovedet udtalte det ord, langt snarere søgte man trøst i troen på en almægtig Gud i himlen, og på paradisets snarlige komme med glæde over gensynet med de kære, der var gået i forvejen. – Og her er det det værd at hæfte sig ved, at det ingenlunde var et miljø præget af Indre Mission, jeg voksede op i, selvom jævnlig kirkegang ellers var en selvfølge, ja, på en måde havde et skær af ”noget særligt” over sig, for os børn også fordi der som regel efter kirketid vankede et middagsbord, der havde en ganske særlig festlig aura omkring sig. Og jeg husker også, at hvis mor og far havde været til alters, imens mormor var blevet hjemme, måske for at tage vare på forberedelserne til det efterfølgende måltid, så modtog mormor dem altid med et håndtryg og et ”tillykke med velsignelsen”.