Anden Verdenskrig

Ligesom lokalpolitiske spørgsmål altid stod til diskussion hvor far færdedes, så var det samme faktisk tilfældet for storpolitik, for selvom det ikke var noget småfolk som min far eller andre, ja, ikke en gang den danske regering, havde vel noget ord at indføre hvad det angik, så var det alligevel noget, der blev diskuteret mand og mand imellem – somme tider endda grænsende til det lidenskabelige, da det jo var et emne, som der iblandt danskere, især her ude på landet var vild uenighed om. For den tyske ekspansionspolitik, især hen imod 1930vernes slutning, delte vandene i en grad så mange landmænd ikke en gang var på talefod med hverandre. Og det bundede helt overvejende i, at tyskerne ikke stillede særlig store kvalitetskrav til fødevarerimporten fra Danmark samtidig med at de var rede til at betale godt. Modsat englænderne, der både stillede større krav og var karrige med betalingen.

Hvad der ellers foregik i Tyskland med hensyn til jødeforfølgelser, eutanasidrab, bogafbrændinger og andet var der øjensynligt ikke, hverken af den danske offentlighed eller pressen, nogen større interesse for at grave i. En vis grad af uvilje imod jøder var vel i forvejen ikke ganske ukendt. Og det andet kom ligesom ikke os særlig meget ved. Men i nogle, især intellektuelle, kredse samt blandt de mindre jordbrugere spirede der efterhånden en voksende frygt og uvilje frem imod Hitlers diktatur og ekspansionstrang, som dog stadig, for mange, var blandet op med beundring for Hitlers evne til at skabe orden i det kaos, der ellers, lige siden 1. Verdenskrigs slutning, havde behersket landet. Det blev dog som åren gik, for mange, stadig mere åbenbart, at Hitler pønsede på en passende lejlighed til at starte en krig. Men jeg tror ikke at ret mange danskere for alvor gjorde sig tanker om, hvad det ville / kunne indebære for os, for vi var jo neutrale og som sådan ikke indblandet i det.

Selv gjorde jeg mig mange tanker om det, for selvom jeg kun var 13 år, så havde jeg længe lyttet intenst til, hvad der var blevet sagt i radioen, og til de voksnes diskussioner. Så morgenen den 1. september i 1939 husker jeg som var det i går. Ja, angik det måske ikke lige os, så var det dog et alvorligt og uhyggeligt billede, der tegnede sig i horisonten. At England og Frankrig ville gå med for at komme Polen til undsætning vidste vi. Det skete så den 3. september, England kl. 11,00 og Frankrig kl. 17,00, og så vidste jeg at der ikke var nogen vej tilbage. Jeg mærkede mig tidspunkterne på dagen og sagde til mig selv: så, nu er også England i krig, og: så, nu er også Frankrig i krig. Det var for mig en meget mærkelig oplevelse, jeg havde jo hørt de voksne snakke om de lidelser, som den forrige verdenskrigs havde forvoldt rundt omkring på Europas krigsskuepladser, og selvom jeg givetvis ikke forstod ret meget af det, så havde jeg dog forstået så meget, at det var noget meget forfærdeligt, der nu var sat i gang. – Og hvad ville der nu kunne ske her hos os? Jeg begyndte at følge meget nøje med i nyhederne fra Pressens Radioavis. Og ventede spændt på, at de allierede skulle komme polen til hjælp, det var jo derfor de var gået i krig. De havde erklæret sig solidariske med Polen og havde taget konsekvensen af det, men de kom ikke polen til undsætning, som de havde sagt, eller som mange i det mindste havde troet, at de ville. Men det viste sig jo at være en umulighed, og det var der nok en del, også her i Danmark, der skuffedes over. Det kom også bag på de fleste, at tyskerne var så vel forberedte og overmægtige, hvor de allierede viste sig at være komplet uforberedte og himmelråbende underlegne Og selv folk, der med frygt og græmmelse modtog meddelelserne om de tyske triumfer i Polen og om nedkæmpelsen af Frankrig, begyndte nu så småt at fremkomme med beundrende bemærkninger om tysk storhed. - Med udsigten til et kommende europæisk, arisk, stortysk førerskab modererede man sine synspunkter og begyndte at indrette sig på dets komme. Jeg måtte, for mit eget vedkommende, indse, at der ikke var mange, der turde tvivlede på udsigten til at Tyskland ville sejre.

Men nu er det ikke en egentlig krigshistorie, jeg havde tænkt mig at skrive, men en beretning om livet på landet i skyggen af krigens rædsler, som jeg selv oplevede det indenfor inden for grænserne af det miljø som det nordvestfalsterske område, i al sin overskuelighed udgjorde. For selv om krigens virkninger på hverdagenes gøremål igennem de første måneder ikke, bortset fra at visse varer, bl. a benzin og visse fødevarer, hurtigt blev rationerede, så var forandringerne i dagligdagen ikke ret synlige. Det synlige liv gik i det store og hele videre som det altid havde gjort. Men uroen og usikkerheden sad i folk. Det havde igennem årene med landbrugskrise få år tidligere, været svære tider for mange. For bønder og husmænd som havde haft tvangsaktion og økonomisk ruin hængende over deres hoveder, for daglejere og andre, som for de flestes vedkommende enten ikke havde fast arbejde, eller som havde mistet det, de havde, ja selv for offentligt ansatte var det smalhans, eftersom det offentlige heller ikke havde midler at betale tjenestemændene med. Dem der havde det bedst, var dem der forstod, hvordan man lever på en sten, og dem der havde et stykke jord, hvor de kunne dyrke det, som de skulle leve af. Men nu var det ligesom, at der igen var kommet gang i samfundsmaskineriet, så der værste nød kunne afhjælpes. Nu var der lys for enden af tunnelen. - Og så nu denne krig, skulle den nu igen til at ødelægge det hele? Stemningen iblandt folk synes at afspejle forvirring og tågede forestillinger. For at beskrive den skulle man måske ty til en gammel historie. - En af de gamle grækere, der hed Damokles omgikkes tyrannen i Syrakus som hed Dionysos, og Damokles lovpriste ham for hans rigdom og magt og for at være i besiddelse af den højeste lykke. Men ikke desto mindre, så ophængte han et sværd over Dionysos hoved i et hestehår som symbol på den livsfare som Dionysos selv, sammen med alle andre mennesker i heldige omstændigheder, til alle tider har svævet – og i al fremtid vil svæve i!