Workshoppen, der blev vendepunktet

Jeg ved meget vel, hvor langt der er fra Danmark til Kenya., og hvor himmelråbende store forskellene imellem danskere og kenyanere er. Men jeg vil alligevel vove den påstand, at der på de dybere menneskelige planer, og på trods af alle forskelligheder, også er meget, som vi er fælles om. Enhver hvid vesterlænding med åbent sind, der igennem længere tid og har opholdt sig i Afrika, må nødvendigvis vedgå sin fascination af de sorte folk, ikke mindst fordi de har så mange umiddelbare måder at udtrykke sig på. De evner på aldeles medrivende vis, akkurat som vore egne børn også kan gøre voksne mennesker, som de tillidsfuldt giver sig hen til, bløde om hjertet ved at blande ordene, kroppens gebærder og ansigtets mimik sammen på en måde, så det ligefrem munder ud i en form for magisk- musisk cocktail. For vore egne børns vedkommende desværre kun indtil vi voksne, med det argument vi kalder ”nødvendigheden” får det pillet ud af dem. Imens vi her i Afrika støder på det igen og igen – dog mest udpræget hos kvinderne. - Er dette mon virkelig en medfødt evne, som vi i vore ”udviklede” omstændigheder bryster os af, at vi har været i stand til at vokset fra, men som vi alligevel i mødet med Afrika, måske nok med lidt blandede følelser da vi jo nødigt vil virke naive, må erkende er en af deres helt særegne, kulturelt betingede udtryk for et livssyn, der ikke så let forstyrres af de barske vilkår, som deres livs dage og år ofte er kendetegnet ved. Der er for mig ingen tvivl om, at dette også har noget at gøre med deres religiøsitet og deres, i enhver sag stående forbehold: Ja, om Gud vil? som de sammen med de obligatoriske bønner, før hvert eneste måltid, ja, mange gange også før der bare drikkes en kop te i fællesskab med andre, opfatter som lige så styrkende for sjælen, som føden og teen er det for legemet, idet det ligesom løfter et ansvar fra deres skuldre, som de ved, de ikke magter at bære alene. Og vel, at mærke - det er ikke noget missionærerne, for langt over hundrede år siden påduttede dem. Deres religiøse tilgang til tilværelsen er af langt, langt ældre dato. Vi sekulariserede vesterlændinge har derimod en stærk tilbøjelighed til at mene, at det bl.a. er denne religiøsitet, der står i vejen for, at de kan arbejde sig ud af deres fortrædeligheder, for som en af mine danske kolleger sagde, da han besøgte mig i Abosi, og fik øje på landsbyens nye kirke, som beboerne var så stolte af, at de selv havde skillinget sammen til – eller i hvert fald til en betragtelig del af omkostningerne ved etableringen af den: ”Hvad om de nu i stedet havde skillinget sammen til en teknisk skole, som de dog kunne have fået lidt gavn af? Men ligesom de sorte har visse egenskaber, som måske burde interessere os hvide mere, end det gør? så har vi også egenskaber, som de sorte, måske med rette, måske ikke, misunder os. Eller er det bare fordi, vi hver for sig, indfanges af det, der er anderledes? For mig har der i hvert fald været stor forskel på at være hjemme hos mig selv, og at være fremmed i det fremmede. Er man ude, ser man på sit land og på sig selv med ganske andre øjne, end man ville gøre derhjemme. – Og det kan være i såvel positiv som negativ retning. Jeg er en gang stødt på udtrykket ”udviklingsturisme”, som betegnelse for mennesker fra en rige verden, der for at sige det kort, rejser ud for at frelse verden. Og det kan de være så optagede af, at de rent ud sagt af dårlig samvittighed over deres egen herkomst ligefrem ser ned på denne, og forsøger, med deres ideale forestillinger om kampen imod alverdens elendighed som baggrund, at gå op i en højere enhed med dem de vil hjælpe. Noget sådant er, som jeg ser det, en stor misforståelse, som blot fører til den absurditet, som man heller ikke så sjældent kan opleve, også i de officielle bistandsmiljøer, som, måske lidt groft sagt, viser sig ved, at de sorte modtagere, på skrømt eller for alvor ønsker sig hvide, og de hvide donorer på skrømt eller for alvor ønsker sig sorte. Og det kommer der i bedste fald kun blålys ud af. Det, at vi af vore gode hjerter, eller hvordan man nu ellers vil betegne det? er rejst ud for at hjælpe andre er en seriøs beslutning, som kun kan få mening gennem mødet imellem forskellighederne. Man kan sammenligne det med et lærer elev forhold, hvor forudsætningen for at deres fælles projekt kan lykkes altid vil være, at de hver for sig holder fast i hver deres særlige rolle, ganske enkelt fordi det er spændingsforholdet imellem disse roller der gør, at begge parter kan inspireres til nye positioner og nye indsigter. Vil man i ligemageriets navn forsøge bare at være venner, går spændingen tabt, og der kommer intet, eller kun ganske svagt lys i ”lampen”.

Dette, som almindeligt selvlært menneske, født og opvokset i Danmark, at kunne magte den på mange måde helt overmodige opgave, som det i sandhed er at blande sig selv ind i ukendte historiske og kulturelle sammenhænge med intention om at sætte sine, ikke kun synlige men også i bredeste forstand livsbefordrende aftryk, uanset om man nok så helhjertet er gået ind i det eller ej, er ret beset en temmelig umulig opgave, der nærmest er at ligne ved at en mand spørger et tilfældigt menneske om at kurere sig selv for en sygdom, som ingen har kendskab til. Men gør man det så alligevel. Og det er vi jo mange der, i det mindste, har forsøgt os med, så er det af største vigtighed, at begge parter ved, hvad det er, de har gang i. Er denne gensidige forståelse ikke tilstede, så er alle muligheder åbne for, at den åndelige og materielle voldtægt der igennem århundreder har redet, måske i særlig grad det afrikanske kontinent, som en mare, og som har medført så mange ubeskrivelige lidelser, særdeles nærliggende. Vi, som har hjemme i Danmark, og oplever det ene vidunderlige forår og efterår efter det andet, fordi årstiderne, tålmodigt og regelmæssigt, i takt med vor egen livsrytme og dennes mangeartede åndelige og praktiske gøremåls skiften efter et skema, der med relativ stor sikkerhed kan aflæses på kalenderen, lever vore liv på vilkår, der hvad angår elementernes uberegnelighed - så vel som de menneskelige modsætninger helt ud i ekstremerne ukendte konsekvenser, ligesom vore egne forestillinger om hvad lykkelige omstændigheder er for en størrelse, er, om ikke ganske ukomplicerede, så dog for så vidt, at de ikke fylder os med større daglige, bekymringer, end vi føler, vi kan stå model til også gør, at vi har meget svært ved at forestille os, at nogen anden virkelighed overhoved kan være mulig. Men her i Afrika er det meget anderledes, her møder vi på en helt anderledes uoverskuelig måde vægten af de store kontrasters dramatiske vilkårligheder, det være sig menneskelige, klimatiskes, eller for den sags skyld folkeslagenes tusindårige fra hånden og i munden livsform fulgt op af den indbyrdes krigeriske variant af begrebet sameksistens, som legitimeres ved heroisering af dødsforagten. Og så alligevel, på trods af disse ods synes der dog, uophørligt, og til os vesterlændinges stadige forundring, at være overskud nok til at nære deres livsviljes helt ustyrlige frodighed og fabelagtige evne til ufortrødent at leve i fortrøstning til forsynets, eller til Guds styrelse af skæbnens uransagelige veje. Og kræfterne til videreførelse af denne livsmodets evige tvekamp med ærkefjenden, modløshedens truende malstrøm, strømmer til dem igennem deres fuldstændig sekularitetsblottede hengiven sig til Guds vilje, uanset om denne så er kristen, muslimsk eller hedensk. - De fortalte mig en historie fra meget gamle dage for vist bare et par århundreder siden eller tre da Kenya vel kun befolkedes af 1½ million mennesker, mod i dag 30 millioner, om en klan af deres stamme, Kipsigis, der på grund af sult og tørke var nødt til at foretage en lang vandring med alt hvad de ejede af kvæg, geder og husgeråd og andet, for at finde rigeligere græsning til deres livsgrundlag, kvæget. Men undervejs var der en af deres gamle kvinder, som var blind, og hvis kræfter var udtømte og derfor forventede, som sædvanen ellers var, at blive efterladt til hyænerne. Men da de, til alt held kom forbi en af stammens andre klaners bosteder forhandlede de med dem om at overdrage den gamle kvindes videre skæbne til dem, og de enedes om at betale for det med en ko. Men da disse folk jo også havde småt med føde, og den fremmede kvinde var blind og ikke kunne se, hvad de gav hende at spise, tog de det ikke så nøje med det. Men så var der imidlertid sket det, at kvinden havde fået et fortroligt forhold til en af bostedets mindre drenge, der endnu ikke havde lært at fifle med sandheden. Ham spurgte hun, hvad det egentlig var, hun fik at spise, og han svarede hende, hvad sandt var, at det var efterbyrden fra en ko som netop havde kælvet. - Og i selv samme øjeblik skete et jordskælv, så hele klanen med alt hvad der hørte den til forsvandt ned i en dyb spalte der åbnede sig under dem og lukkede sig over dem igen. Moder Jord havde opslugt dem. Og ingen har siden set dem. – Dette er en historie, som er lige så sand som dagen er lys. For enhver medlem af stammen kender stedet, hvor det skete. Selv jeg, som dog ellers som fremmed var kommet langvejs fra, blev gjort bekendt med fortællingen, fordi, som de sagde til mig, den bærer på en vigtig viden, som er god at have med sig, når vi nu ved, at verden er så fuld af fristelser og ondskab.

Mit møde med det rigtige Afrika, med dets mennesker og al den mystiske gådefuldhed som hører dette kontinent til, var mig en sand åbenbaring af mangfoldigheden i vor klodes umådelige rigdom af forskelligheder. Forskelligheder, som jeg hen ad vejen kom til at lære at se som særdeles vedkomne udfordringer, og som jeg i stedet for som tro discipel af vesterlandsk målbevidsthed, at arbejde på en strømliniet ensliggørelse af, spontant gik i gang med at udforske som det ”livets salt”, uden hvilke al menneskelig skabertrang sløves og løbe ud i lutter meningsløshed. Den opgave, der her var mig betroet, tænkte jeg med en dansk bondes grundtvisk inspireret resonement i baghovedet, ”hvordan skulle jeg egentlig kunne udrette noget til gavn for disse mennesker uden først at skaffe mig viden om hvor de kommer fra, hvor de står og hvad de tænker? Vigtige spørgsmål, som jeg havde en fornemmelse af ikke at kunne få fyldestgørende svar på ved bare at udspørge dem? Det er jo nu engang således med os mennesker, at vi faktisk lever livet ud af en sammenhæng, der overordnet set er bestemmende for vor gøren, laden og kulturelle egenart, og som på mange felter udspiller sig langt mere ubevidst, end bevidst. Hvis nogen, for os fremmede, ville finde på at udspørge os danskere om baggrunden for at vi handler sådan eller sådan, ville de allerfleste af os unægtelig stå med et alvorligt problem, ville vi mon overhovedet være i stand til at svare? i hvert fald ikke på stående fod. De sorte har det sikkert på samme måde. Og deres blufærdighed omkring deres fortid taget i betragtning ville de sikkert vige udenom eller direkte undslå sig. Men de har til alt held også ud af deres egen kreds fostret historisk bevidste mennesker, der i lyset af de voldsomme forandringer som deres samfund allerede har gennemlevet, har erkendt nødvendigheden af kunne byde nye livsformer og livstolkninger velkommen som noget, der ikke bare vokser ud af den blå luft, men som hvis det skal blive til velsignelse for kommende slægter, gerne skulle vokse ud af deres egne rødder, der stikker meget dybt i den afrikanske muld, og derfor, i skriftlig form og på museer har engageret sig i bevarelse af denne dyrebare kulturarv. Men det er til gengæld også bestræbelser, der ude i de mindre lokalsamfund ses på med alt andet end milde øjne, fordi det der betragtes som utidig nyfigenhed. Men takket være dette har også jeg dog kunnet få adgang til noget, der viste sig meget værdifuldt i forhold til mit videre arbejde. Bl. a. fandt jeg frem til en mand ved navn Ian Orchardson, der godt nok var englænder, men som igennem en årrække i 1900tallets begyndelse havde levet iblandt kipsigierne, talte deres sprog, havde giftet sig med en af deres kvinder, hvorved han, også iblandt kipsigierne selv, antoges som en af deres egne. Han fortæller bl. m. a. hvordan både masaier og kipsigiser nærmest kunne betragte deres blodige træfninger som regulære sportskampe, hvor de sågar kunne beslutte sig for at spise et festmåltid sammen, inden de ”gik til værks” og sloges på liv og død med knive, spyd, buer og pile. Og disse bataljer angik som oftest, for angriberne, de angrebnes kvæg, kvinder og børn, som, dersom de vandt slaget, som krigsbytte optoges i de sejrendes ejendom og stammefællesskab. Dog ikke hvis drejede sig om folk fra stammer der ikke havde omskæring som en del af deres tradition, som f.eks. folk fra luostammen, da disse ifølge masaiernes overbevisning, i modsætning til dem selv, i kraft af manglende omskæring forbliver børn livet igennem. Man kan sige, at masaier og kipsigier derimod, takket være sammenfald i tradition og livsform, gensidigt betragtede hinanden som respektfulde ”yndlingsfjender”, som de med god samvittighed, og glad hengivenhed på liv og død krydsede klinger med. Disse beretninger, som har været overleveret fra generation til generation via de gamles fortælleglæde, og formet som de var efter den læst som netop deres særlige livsvilkår havde skabt, udgjorde de den kontinuitet, der har været slægternes, klanernes og stammernes livsnerve. Og det er ret beset denne livsnerve, som jeg med respekt og veneration må forsøge, efter ringe evne, at være med til at give ny livskraft, så de, måske, igen en gang ved egne kræfter vil kunne dreje deres egen histories hjul. Det fadt mig ind, efter det jeg allerede da havde oplevet, at det slet ikke er usandsynligt, at de langt tilbage i tiden i deres møde med den vestlige civilisation blev grebet af en underlegenhedsfølelse der både ribbede dem for deres dybt rodfæstede livsopfattelse, deres sunde skepsis overfor det fremmede, og ikke mindst for deres stolthed, og derfor alt for villigt gjorde en dyd ud af at kaste sig i støvet for denne fremmede ”overmagt”, som de dog samtidig med at de så op til dem for deres ubegribelige kunnen, også inderst inde må have foragtet for deres respektløshed, imens vi hvide vesterlændinge på den anden side, følte os kaldede af Gud, vores Gud, til at underlægge os den ganske verden - måske også i nogen grad som resultat af en forfejlet tolkning af Jesu befaling: Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple! Og her kan disse folkeslag, der både var sorte og ”uvidende” for os hvide kristne fundamentalister ”formørkede i sind og sjæl”, nok have udgjort en ”lækkerbisken” ud over det almindelige, hvad enten vores tilstedeværelse i Afrika så skyldtes gejstlige eller verdslige engagementer. Realiteten var jo den, at missionærer og kolonisatorer, fordi de havde fælles rødder i vor vesterlandske kristne kultur, i høj grad arbejdede hånd i hånd. Det er blevet mig fortalt, at, i hvert fald nogle hvide missionærer i mødet med de sorte forklarede dem, at deres egne religiøse sædvaner og trosforhold, som jo alt sammen bare beroede på tilfældige, mundtlige overleveringer med tvivlsom sandhedsværdi på ingen måde ville kunne måle sig med det, som de ville blive velsignet med, såfremt de ville frasige sig deres gamle tro og lade sig døbe ind i den nye. ”For se bare her! Alt om denne tro står nedfældet i denne bog”, bedyrede de og viste Bibelen frem. – Som Kenyas første præsident, Jomo Kenyatta, engang fandt anledning til at udtrykke det på en måde, der ikke kunne misforstås: Det begyndte med, at vi ejede den jord vi stod på, og de (de hvide) havde Bibelen i deres hænder. Men så lærte de os, at vi skulle lukke vore øjne og bede til deres Gud. – Det gjorde vi så, men da vi igen åbnede vore øjne, kunne vi se, at det nu var os der havde deres Bibel i vore hænder, imens det var dem der havde den jord vi stod på! – Og så står vi alle sammen her i dag med alle vore genvordigheder, gensidige beskyldninger og opgaver, som der ingen lette løsninger findes på. Netop derfor er der ingen vej uden om at vi sorte som hvide må finde sammen om i fællesskab - og hver for sig - at erkende, at vi som mennesker, hver på vores måde, svigtede vore dyreste adelsmærker: viljen til at forsvare ethvert menneskes førstefødsret. – Det, det drejer sig om, her og nu, er ikke at dele sol og vind lige. Gjort gerning står ikke til at ændre! Det drejer sig derimod om at vi i stedet ufortrødent arbejder sammen om at forsone os med fortidens fejltagelser, og med dette som udgangspunkt søger efter bedste evne at hjælpe hverandre på vej i en verden, der på få årtier, for os alle sammen, har forandret sig til fuldstændig ukendelighed. - Og det er, om så hudfarven er sort, hvid eller noget andet, en gigantisk opgave der dermed ligger foran os.


Jeg var efterhånden kommet godt i gang med den mere detaljerede planlægning af workshoppen, meget vel vidende, at dens udfald ville betyde knald eller fald både for mig selv og for det arbejde, som jeg dag for dag blev stadig mere grebet af, da det, som jeg havde i tankerne var, at gøre den til noget nær en tro kopi af et højskolekursus hjemme i Danmark, dog af gode grunde uden det sanglige islæt, som vi ellers kender hjemmefra, og som for mig igennem hele min tilværelse har været af fundamental betydning. Men alene de sprogmæssige barrierer ville jo gøre dette umuligt her, og dertil har jeg i dette land stort set ikke oplevet, at andre end kvinderne og børnene synge. Jeg vidste jo kun alt for godt, at højskoletanker, iblandt mine frivilligkolleger, kun fandtes som kuriosa. Ja, mange af dem var jo desuden unge nok til, at jeg mageligt kunne have været deres far, og selvom jeg ikke af den grund på nogen måde følte mig ”ved siden af” iblandt dem, så nærede jeg ingen illusioner om at kunne rådføre mig med nogen af dem omkring netop dette forehavende. Jeg var uden tvivl den eneste i flokken på ca. 70, der overhovedet kunne komme på den slags tanker i forbindelse med udviklingsarbejdet. Heller ingen af dem havde jo, som jeg selv, i min ungdom med baggrund i 2. Verdenskrigs rædsler, oplevet den magi der kunne springe af gode, ærkedanske Kristen Kold’s ide om først at live op og siden lyse op, og af gamle Grundtvigs kloge ord: ” Oplysning være skal vor lyst / er det så kun om sivet / men først og sidst med folkerøst / oplysningen om livet”! Det var intet mindre end dette, jeg satte mig for at plante om i den afrikanske bush, altså helt igennem min egen personlige måde at mobilisere et fremmed samfunds skjulte kræfter på, for at kalde dem til dåd. Jeg havde allerede høstet rimelig god erfaring for, hvad de lokale folk forstod ved undervisning. For det var jo netop, hvad de forventede fra mig – vel at mærke i den form, som englænderne for generationer siden havde indført, og som pegede hen imod et såkaldt ”white colured job med jakke og slips”. De sorte vidste godt, at det var noget blodløst noget, som man kun underkastede, hvis man derved kunne se frem til at blive ”udviklet”. Og det var jo netop denne udvikling de var så taknemlige for, at jeg var kommet dem til undsætning med. Men jeg havde også en ret sikker fornemmelse af, at hvis jeg begyndte at undervise dem på den måde, ville der overhovedet ingen være, der hørte efter, fordi det simpelt hen var dem alt for kedsommeligt. Hvis jeg derimod fortalte dem en historie, gerne med pædagogisk sigte, var de straks lutter øre. – Det var med denne viden i baghovedet jeg sammensatte programmet for Workshoppen. Jeg ville forsøge på en og samme tid at trække på fortiden for at vække inspirationen imod fremtiden. Det er jo sådan, at de i deres tidsforståelse kun regner med fortiden og nutiden ud fra den såre logiske slutning, at vi ikke kan vide noget om fremtiden, og at den i øvrigt også kommer ganske af sig selv. - Tænk om dette danske ”kunstgreb” skulle blive fremtidens værktøj i den menneskelige udviklings tjeneste i Afrika? – Hvis jeg da ellers har mestret den, selv for mig selv, indviklede opgave det er, nu og her, bare at forsøge at forklare noget, som måske egentlig ikke lader sig forklare.

I dagene op til workshoppen, kørte jeg området tyndt sammen med et af bestyrelsesmedlemmerne, i AF, for at få overtalt så mange farmere som muligt til at tage del. Jeg vidste udmærket, at de, selvom de måske nok havde sagt ja, hverken ville have skrupler, eller få deres nattesøvn spoleret ved at holde sig væk. For i den retning er afrikanske mænd troløse. Ved kursusstart kl.14 den 19. maj 1986 vidste jeg intet om hvor mange, der ville komme. Jeg kunne ikke en gang være sikker på at nogen overhovedet ville møde op. De eneste jeg kunne være nogenlunde sikker på ville komme var de 10 facilitatorer mig selv inklusive, og to gæster. Men til min fortrøstning mødte dog 17 kursister op, ikke så mange som jeg havde håbet, men dog nok til at det i det mindste ikke af den grund ville ende i fiasko. Men allerførst vil jeg her referere til min overordnede tilgang til dette, efter hvad jeg ved, første danske, højskoleinspirerede workshop arrangeret i et udviklingsland overhovedet. I guidebogen, ”Training for Transformation” fandt jeg et lille stykke, skrevet af det selvstændige Tanzanias første præsident, Julius K Nyerere, der som overskrift havde ”Frihed og Udvikling”. - Frihed og udvikling er knyttet lige så tæt sammen som kylling og æg. Uden kylling kommer der ingen æg, og uden æg kommer der ingen kylling. Og på selv samme måde forholder det sig med Begreberne frihed og udvikling. Uden udvikling ingen frihed og uden frihed vil udvikling være en umulighed. Udvikling befordrer nemlig frihed – forudsat at det er udvikling af de bredere befolkningslag. Folket kan ikke blive udviklet, men kun udvikle sig selv! Selvom det er muligt for en fremmed at bygge en anden mands hus, er han ikke i stand til at bibringe denne mand den stolthed og selvbevidsthed, han som menneske kunne have følt ved selv at bygge huset. Disse vigtige følelser kan kun skabes inde i én selv ved ens egne handlinger. Sagt med andre ord, man udvikler sig, ved det man gør. Folket udvikler sig selv ved at tage deres egne beslutninger, ved at udvide deres egen formåen og færdigheder og derigennem få adgang til og ansvar for deres egen ligeværdige deltagelse i det samfunds liv, som de er en del af. Mennesket udvikler sig selv ved deltagelse i frie diskussioner om et nyt forehavende og ved at følge med i den senere beslutningsproces. Imens ingen bliver udviklet ved at blive styret ind i nye forehavender, på samme vis som en kvæghjord drives til vandingsstedet eller til nye græsgange. Folket kan rent faktisk kun udvikles ved hjælp af sig selv, ved sin egen fantasi og ved sin egen nysgerrighed.

Workshoppen indledtes mandag d. 19. maj 1986 på et katolsk konferencecenter, hvor jeg havde lejet mig ind med den, og den indledtes med lunch, hvorefter alle samledes i foredragssalen, hvor jeg bød kursister, facilitatorer og gæster velkommen, idet jeg udtrykte håbet om, at alle ville få både glæde og udbytte af de kommende dages samvær, og pointerede i øvrigt, at udkommet i høj grad ville være afhængigt af hver enkelt deltagers helhjertede medvirken, altså på ingen måde kun af facilitatorers og andre resursepersoners bidrag. Som første punkt læste jeg den gamle kipsigis legende om Kipsoroi. Der fortæller at Kipsoroi var en ung knøs af stammen der udførte mange utrolige bedrifter, og at han havde magt over vandet. - Ved en bestemt lejlighed blev han forfulgt af kanibaler, som havde til hensigt at dræbe og spise ham. Han nåede lige akkurat frem til en stor flod, da han så at forfølgerne var tæt på at indhente ham. Men han befalede vandet at løbe væk, og det adlød og løb væk, så han kunne krydse floden. Men nu var forfølgerne så tæt på, at de var nået omtrent midtvejs ud i den tørre flod, da han selv var nået helt over. Men da råbte han: ”Vand af min mødrende onkels slægt kom tilbage, og jeg vil give dig en sort og en hvid perle. Igen adlød vandet og kom øjeblikkelig tilbage, og opslugte alle forfølgerne. Og så fortsatte jeg: Lige siden tidernes begyndelse har liv været skabt ved liv. Menneskeheden har formeret sig og fornyet sig som resultat af menneskers møde med hverandre. To mennesker, forskellige fra hverandre, har mødtes for i fællesskab at skabe nye mennesker. Og på samme måde har mennesker, der både hvad sprog, levevis og en mængde andre ting var forskellige fra hverandre, til alle tider, igennem deres møde fundet frem til nye måder at leve på. Gensidig inspiration er en betydningsfuld faktor igennem hvilken den samlede menneskehed har fornyet sig, sommetider i pludselige ryk der kan have skabt forvirring og rodløshed i de forskellige tankeverdener, og sommetider i lange jævne drag, som mennesker undertiden knapt nok har lagt mærke til, måske netop fordi dette passer bedre til gennemsnitmenneskets naturlige holden fast ved og afhængighed af det genkendelige. Sådan har det altid været, og sådan vil det blive ved med at være, imens de mere pludselige ryk giver spillerum for det fantasifulde og det særligt innovative. Men vi vælger jo ikke selv den tid vi skal leve i, derfor skal vi forsøge at finde os til rette, der hvor vi er, og med de vilkår der gives os, ligesom vi må leve med de forskelligheder vi som enkeltindivider, hver for sig, indeholder. Men alle har vi her og nu det tilfælles, at vi er mennesker. Jeg har altid forestiller mig, at forskellen på europæiske og afrikanske folks rødder i bund og grund var fuldstændig unikke for det sted fra hvilket de kom. Derfor blev jeg meget overrasket, men også glad, da jeg fandt frem til fortællingen om Kipsoroi, den fortæller mig nemlig, at selvom vi igennem umindelige tider har vidst meget lidt om hverandre, så har vi dog alligevel også nogle næsten enslydende fortællinger, der igennem mange, mange generationer har været overdraget fra slægt til slægt, med det formål at opildne de nye slægter til, hvis eventualiteterne krævede det, igennem erindringen om hengangne tiders og heroers bedrifter at lade sig inspirere til udførelsen af forehavender, der uden disse erindringer ville have været utænkelige. Det er mit håb, at denne workshop, vil kunne inspirere os alle sammen, til hver især, at gøre en ekstra indsats for i fællesskab at forsøge at identificere nogle værdier, som kan være med til at befordre os lykkeligt ind i den ukendte fremtid der venter os alle sammen. Gid dette må lykkes. - Og hermed vil jeg endnu en gang byde jer alle hjertelig velkommen til nogle spændende dages samvær her i Sotik.

Punkt 2 var en læsning fra det Gamle Testamente 2. Mosebog kap. 14. Vers 8 – 28.

Det fremgår af dette, at det var mig aldeles magtpåliggende dels at fremhæve hvad sorte og hvide er fælles om, dels at prøve at bløde op på det vel nok mest indgroede misforhold der med næsten matematisk sikkerhed dukker op selv i vore allermest velmente forsøg på at give den gensidige respekt højeste prioritet i alle former for udviklingsarbejde, nemlig den, at de sorte alt for sjældent tager til genmæle, formentlig fordi de hellere undertrykker deres inderste følelser overfor os hvide, ofte dog på en måde som det kan være svært for os at lodde ægtheden af. Enten tier de, eller også siger de ting, som de ved /tror, vi gerne vil høre. Selv kan jeg i hvert fald ikke frigøre mig for den tanke, at disse følelser ligefrem kan blive ”dyrket”, sikkert for de fleste menneskers vedkommende ubevidst, men som alligevel i et mere kollektivt perspektiv kan blive styrende for deres måde at agere på, og det mest ulykkelige ved dette er desværre, at det over en kam nok må siges at give pote. For når de udstiller deres fattigdom, hjælpeløshed, eller andre svagheder, vil der straks være godtroende hjælpearbejdere der af et godt hjerte træder til. Men faktum er, at den hjælp som de derved kan hente hjem altid forbliver en ”pyrrhushjælp” der nok ”hjælper” med til, at mildne deres nød en smule lige i øjeblikket, men desværre også er med til at sløve deres egne incitamenter til at tage de initiativer uden hvilke de aldrig vil komme videre end til at skulle stå med hatten i hånden for bare at sikre sig den allernådigste overlevelse på ”laveste blus”. Derfor hviler der et tungt ansvar på os om, at vi ”hjælpere” ikke kommer til at gøre de ulykker, der i forvejen er store nok endnu større. (Her undervejs vil jeg lige minde om, at det er næsten 30 år siden dette foregik).

Når jeg efterfølgende valgte at lade Father Carlos læse fra Bibelens Gamle Testamente 2. Mosebog kap. 14 vers 8 – 28, så var det dels fordi jeg ofte har måttet konstatere, at kipsigierne og sikkert mange andre af Kenyas stammefolk ikke synes at deres egen historie (som omtalt andetsteds) er værd at skilte med, men at de til gengæld synes at være stærkt optaget af de gammeltestamentlige tekster, som de tilsyneladende, måske, bare har taget til sig som substitutter for deres egen historie? Og det er min erfaring, at det, at tage udgangspunkt i noget der er dem bekendt både skærper deres lydhørhed og deres medleven – også hvad angår helt andre emner end dette. Og så er der endelig det forhold, at fortællingen om jødernes overgang over Det røde Hav på mange måder udgør en parallel til deres egen aktuelle situation. Jøderne ville friheden for slaveriet, men var, da det kom til stykket, yderst træge med hensyn til at betale prisen. Mange vendte sig imod Moses og bebrejdede ham, at han havde ført sit folk væk fra egypterkongens beskyttelse og kødgryder bare for at lade dem sulte og dø i ørkenen. – Kipsigierne, og også de sorte generelt, vil også gerne kunne tilegne sig alt det som moderniteten vil kunne byde dem, men alligevel helst uden at opgive den frie livsførelse, som alligevel kun huskes af de meget gamle iblandt dem, og som beskriver en tid, der bare slet ikke findes mere. Men igen må jeg gøre opmærksom på, at dette også må stå som udtryk for mange sorte mænds dagdrømme, og mændene sidder jo stadig, på væsentlige områder, tungt på magten. – Med kvinderne er det anderledes. Og måske er den dag ikke særlig fjern, hvor mændene må slippe dagdrømmene, og agte på nutiden simpelt hen for at undgå at kvinderne tage magten fra dem. - Men lad os da for Guds skyld håbe, at de forliger sig forinden. For matriarkatet vil næppe vise sig mere opbyggeligt end det vi allerede har set, at patriarkatet har været.

Punkt 3: spørgsmål til deltagerne om hvilke forventninger de havde til workshoppen?
Følgende svar blev afgivet:

Hvordan etablerer vi moderne mælkeproduktion?
Hvordan bekæmper vi kvægsygdomme?
Hvad kan vi gøre for bedre at kunne arbejde sammen?
Hvordan kan vi få en dyrlæge udstationeret i Abosi?
Hvordan løser vi vort vandproblem?
Hvordan får man den bedste græsmark?
Vi vil gerne vide mere om forskellige græsarter?
Hvordan får vi renracede køer?
Hvordan arrangerer vi ekskursioner med besøg hos andre farmere?
Hvordan kan vi etablere et bedre samarbejde med regeringen?

Punkt 4: En lytteøvelse!

For at kunne arbejde godt sammen er det vigtigt at kunne lytte opmærksomt!
Som illustration af dette blev følgende meddelelse givet til en vilkårlig deltager:
”Sig til Mr. Arne, at han skal levere 3 æsler og 1 kalv ud til Chesoen (en af landsbyerne) i morgen formiddag kl. 10”.
Denne meddelelse blev derefter videregivet igennem 5 budbringere. Og det viste sig, at den meddelelse den sidste budbringer afleverede lød: kom med æslerne!

Derefter deltes deltagerne op i mindre grupper for at diskutere følgende spørgsmål:
Hvad så I? – Hvad hørte I? Hvad kan vi lære af det?

Alle var meget overrasket over i hvilken grad meddelelsen havde skiftet mening ved bare at gå fra mund til mund. Derfor skal en sådan meddelelse altid være enkel og klar, ligesom man, som budbringer, skal lytte meget opmærksomt, samt gentage den for at sikre, at den er rigtig forstået. Det blev også fremført, at en interessant meddelelse altid ville være lettere at huske. Men alle var nu på det rene med, at denne lemfældighed med viderebringelse af beskeder / budskaber også forekom inden for AF, og at dette givetvis kunne være en alvorlig hindring for det gode samarbejde.

Punkt 5. Øvelse i samarbejde:

Uden godt samarbejde vil AF ikke kunne blive et godt redskab til gode for medlemmerne.
For at illustrere dette var en stor sten bragt til veje, og en af deltagerne blev bedt om at bære den væk fra pladsen, hvilket selvfølgelig var helt umuligt. Derfor blev én mere kaldt til hjælp, da det stadig var umuligt blev en 3. og en 4. kaldt til undsætning, og nu kunne de muligvis have løftet den, hvis de bare kunne have fundet steder på stenen, hvor de kunne få fat, men sådanne steder fandtes ikke på den. Nu blev så, så mange der kunne få plads omkring stenen, bedt om at forsøge, og nu kunne de faktisk løfte den, men da de stod alt for tæt sammen, kunne de ikke bære den noget steds hen. Gruppen blev nu bedt om indbyrdes at diskutere hvilke muligheder der måske stadig kunne være for at løse problemet, men efter nogen diskussion frem og tilbage var der én der fik en lys ide. Ikke langt fra stenen lå der nemlig en sæk, den lagde de ved siden af stenen, og væltede den over på sækken. Og herefter kunne bare 4 mand med lethed bære den hvorhen de ville.

Igen blev deltagerne delt op i grupper for, ligesom efter lytteprøven, at gennemdrøfte selve handlingsforløbet. Og de kunne på ny konstatere, hvor vigtigt en dygtigt vel gennemtænkt organisering af enhver opgaveløsning er, og hvor vigtigt det også er, ikke bare at kunne bruge kræfterne, men i høj grad også fantasien.

Som Punkt 6 læstes efter supper en tekst, af den brasilianske ærkebiskop Helder Camera som jeg på dansk har kaldt ”Igangsætning”. At sætte i gang er først og fremmest at sætte sig ud over sig selv, at bryde igennem den skal, der holder os fast i det bestående. At ophøre med at gå i ring som om vi selv var altings midtpunkt. Man må virkelig lade sig indfange af dagligdagenes små og store opgaver og derefter løse dem i fællesskab. At sætte i gang er ikke at sprede os over sø og land, eller at rejse hurtigere end lyden, men det er allermest af alt at åbne os selv overfor andre mennesker, prøve at lære dem at kende – at gå ud for at møde dem. - Åbne sig selv for ideer, også for dem som vi ikke umiddelbart bryder os om. Det er netop hvad den gode rejsende i tidernes hverdage har at gøre. Lykkelig er den der forstår ordene: hvis du er uenig med mig, så har du noget at give mig. – Hvis den du følges med altid bifalder dig allerede inden du har åbnet din mund, så er han ikke din rejsefælle men din skygge. Når uenighed ikke er inspireret af trangen til systematisk at blokere, men netop kommer af et andet livssyn, kan det kun styrke dig. – Det er muligt at rejse alene, men den rigtige rejsende ved, at rejsen dybest set er et billede på selve livet, og at livet fordrer nogen at følges med. Lykkelig er den der føler, at han altid er på vej, og at hver den han møder er hans medrejsende. Den gode rejsende hjælper den modfaldne han møder på sin vej, og ser når denne har tabt gejsten. Han tager dem han møder, som han finder dem og lytter til dem opmærksomt – nænsomt – selvforglemmende, opmuntrer dem, til at fortsætte og til at genopdage rejsens glæder. – At rejse blot for at rejse er ikke nogen sand rejse – vi må have et mål, som vi kan holde os for øje – og stile imod. – Der er rejser og rejser. For de abrahamitiske minoriteter betyder igangsætning at holde sig i bevægelse, og at hjælpe mange andre til også at holde sig i bevægelse med det for øje, at gøre verden mere retfærdig og mere medmenneskelig.

I forbindelse med denne tekst viste der sig imidlertid imellem farmerne at være en meget udtalt uvilje imod den form, jeg havde givet denne workshop, og de forstod slet ikke meningen med den tekst, der netop lige var blevet læst op. De var netop alle kommet til workshoppen fordi de var åbne, og havde aldeles ingen skal at skulle gennembryde først. Som den ældste deltager med stor vægt og pondus fremførte: Vi er ikke taget den lange vej helt til her til Sotik (byen, hvor det foregik) for bare at høre på historier, og blive stillet spørgsmål. Vi er kommet for at blive undervist i hvordan man kan drive moderne landbrug! - De var kommet for at blive undervist og ikke for at blive stillet spørgsmål. De kunne heller ikke forstå, hvorfor jeg havde taget dem helt til Sotik, bare for at læse historier for dem og for at lege med dem. De var alle sammen voksne mennesker, og det de var kommet for, og som de ønskede sig var at blive undervist. Og herefter stillede de mig det meget personlige og meget direkte spørgsmål. ”Hvad er det, du har i sinde at gøre for os og for AF? Og det insisterede de at få et fyldestgørende svar på. I den sammenhæng var der også deltagere der beklagede, at alt for lidt af hvad der var blevet sagt slet ikke var blevet oversat til engelsk, da de virkelig havde et varmt ønske om at jeg for alvor forstod, hvad det var de ankede over.

Da ramtes jeg af en helt overvældende følelse af, at nu er det, at det gælder, den konfrontation som jeg selv, helt bevidst, havde lagt op til, var nu kommet, og at det som det nu drejede sig om for mig, var at få dem til at forstå ting, som var dem meget fremmede, og vel at mærke uden derved at komme til at støde dem fra mig. Eller måske mere direkte, at få konfrontationen til at blive en sag omkring deres egne holdninger, langt mere end en sag imellem dem og mig. Jeg havde godt nok hele tiden været på det rene med, at mit forehavende var højt spil. Og nu stod jeg så her med ryggen imod muren, og havde intet at tabe, fordi det jeg kunne tabe allerede var tabt. Men at jeg stadig havde alt at vinde. – Og til min fortrøstning kunne jeg notere mig, at jeg heldigvis havde fulgt Houmanns råd med hensyn til afstanden fra Abosi, fordi jeg nu tydeligt kunne se, at uden dette ville ”slaget” allerede have været tabt. Og selvom det under alle omstændigheder så betænkeligt ud, hvad Father Carlos’s nik over til mig tydeligt bekræftede, idet han med en betænkeligt usikker mine opfordrede mig til at svare på de stillede spørgsmål. Der blev mussestille i lokalet, og jeg mærkede den spændte opmærksomhed hvormed alle ventede på, hvad jeg mon nu havde at sige til dem. Men på den anden side havde jeg også en ret sikker fornemmelse af, at der ikke var nogen af kursisterne, der ligefrem var ude efter at ”ramme” mig, men, at de fleste langt snarere krydsede fingre for mig. Og det var en vigtigt viden / antagelse for mig, når jeg nu skulle forsøge mig som brobygger! Jeg må indrømme, at jeg var uforberedt på den alvor, som selve lokalets blotte atmosfæren stedte mig i, jeg følte mig rent ud sagt ”taget på sengen” i en grad så jeg i virkeligheden tog ordet uden at have nogen klar intention om hvordan jeg egentlig havde tænkt mig at gribe situationen an. Men jeg indledte med at fremhæve, at jeg udmærket kunne forstå deres reservation overfor den form, jeg havde givet denne workshop, og at jeg også udmærket vidste, at den var udtryk for en måde at undervise på, som de aldrig tidligere havde hverken prøvet eller hørt om. Men at divergenserne imellem os beroede på vidt forskellige måder at anskue begrebet undervisning på. Jeg mindede om, at de jo havde fået deres undervisningssystem fra englænderne, som jo aldrig havde haft anden hensigt med at undervise sorte folk, end at gøre dem til kolonimagtens gode og trofaste håndlangere. Men at man i Danmark, hvor jeg jo kommer fra, betragter dette system som meget uhensigtsmæssigt, ikke mindst når det drejer sig om at undervise voksne mennesker til at blive selvstændigt tænkende individer, og hvis intention det er at blive selvberoende borgere i et frit land. Og jeg fortsatte med at forklare, at der i tidligere tider hvor der næsten ingen forandringer skete i deres forfædres måde at leve på, hvor generation efter generation bare kunne fortsætte i samme spor og overlevere de samme nødvendige færdigheder og den samme nødvendige viden uforandret til næste slægtled. De yngre lærte af de ældre, og det som det gjaldt om var at høre efter og så ellers gøre som der var blevet sagt. Men alt dette er anderledes nu. Hvad enten vi bryder os om det eller ej, så er verden omkring os i vor tid i stadig bevægelse. Vore livsbetingelser vil ikke i morgen være ganske de samme, som de har været det i dag, og så er det, at vi hver især og i fællesskab må forsøge løbende at indrette os på de krav, som morgendagen stiller til os, og det kan vi kun gøre ved målbevidst at træne os op til at kunne besvare, og reflektere over, de spørgsmål, som vi uafladeligt, i kraft af disse stadige forandringer, stilles overfor. Derfor er det ikke længer nok bare at lade sig belære og kritikløst høre efter hvad der bliver sagt, vi må også lære både selv at stille - og besvare spørgsmål, så vi derudaf kan forme vor helt egen profil i vor helt egen tilværelse. Men i øvrigt bad jeg om deres undskyldning for, at jeg ikke i tilstrækkelig grad, havde været i stand til at forklare den egentlige mening med den nys oplæste historie. Men at deres reservation imod den, havde været mig et vink med en vognstang, om nødvendigheden af, at vi hver for sig holder fast i, at grundlaget for den udveksling af synspunkter, som workshoppen også skal stå som udtryk for, at ethvert ærligt udsagn fra deltagerne skal være særdeles velkomment, og at jeg som lederen og initiativtageren vil takke jer for, at også I har følt det magtpåliggende at bringe jeres anker frem. Men jeg vil prøve at tænke tingene nøje igennem endnu en gang, og så se om jeg ikke kan gøre det bedre i morgen. Og som en slutreplik forsikrede jeg om, at jeg, selvom jeg ikke forstod deres sprog, alligevel gjorde mig stor umage med tolkningen af jeres tanker, ja, at dette var mig en æressag. Og jeg ser, efter at jeg netop her i denne stund har oplevet den seriøsitet hvormed også I tillægger jeres deltagelse i workshoppen, med fortrøstning frem til de kommende dages samvær.

Dagens sidste programpunkt var evalueringen. Og den kom, efter omstændighederne, til at forløbe i en mere venlig atmosfære, end jeg kunne have forventet, om end der stadig sporedes udbredt reservation. Der sluttedes af kl. 22 med en bøn.

Det havde været en meget anstrengende og også en enerverende dag, følte jeg. Ville jeg mon være i stand til at ”bage det brød jeg havde slået op”? Dette spørgsmål fyldte rigtig meget i mine tanker den aften, og nattesøvnen gik det da også noget ud over. Men selvom næste dags udsigter ikke tegnede alt for lyse, så havde jeg vel alligevel lov til at håbe på det bedste – at dette ikke ville blive min svanesang i Abosi, for jeg mærkede, at det stadig mere og mere blev mig en hjertesag, at kunne fortsætte arbejdet for AF. Jo, jeg var vist virkelig rede til, om nødvendigt, at holde fast, om så kun med det yderste af fingerneglene. – Dette her skulle bare lykkes! – Allerede ved workshoppens start opstod et besvær, som jeg slet ikke havde regnet med. Jeg havde af hensyn til vigtigheden af at opretholde et godt forhold til de under Landbrugsministeriet på egnen udstationerede konsulenter også inviteret disse til at være med. Men de nægtede pure at bo og spise sammen med os andre på centeret med den begrundelse, at det ville være aldeles upassende for dem at blande sig med almindelige farmere, ja, det kunne de ifølge deres status slet ikke tillade sig, så derfor forlangte de deres sædvanlige diæter udbetalt. Hvad jeg rent ud nægtede. Idet jeg gjorde mig de mest ihærdige anstrengelser for at forklare, at hele ideen med denne workshop netop var, at vi alle skulle bo og spise sammen, også for at lære hverandre bedre at kende. Men det kunne de altså bare ikke se noget fornuftigt formål med. Til sidst gik jeg med til at betale dem det samme, som det ville have kostet, at have dem boende på centeret, hvilket de dog følte sig højligt fornærmede over, da det, efter hvad de sagde, kun udgjorde halvdelen af hvad de havde krav på. Jeg havde egentlig haft allermest lyst til slet ikke at betale dem noget som helst, men føjede mig for ikke at være årsag til unødig ballade. Takken jeg fik for det, var at det som vi andre foretog os nærmest ikke interesserede dem en høstblomst. Så jeg havde det mildest talt bedst, når de ikke var der.

Men der var dog nu, trods alt, i det samlede billede af workshoppens foreløbige forløb stor overvægt af positive aspekter. Jeg tænker her på de folk, der deltog for at hjælpe mig, og som satte alle sejl til for at få det hele til at lykkes. Det drejer sig om Father Carlos og 3 farmere, som han, for deres gode evner som formidlere, havde udvalgt iblandt medlemmerne af den katolske menighed, men som jeg dog ikke på forhånd kendte. Og ikke mindst de to landbrugsuddannede folk fra Houmanns projekt, som jeg af gode grunde heller ikke kendte. Jeg må sige, at nok havde jeg stor tillid til både Carlos’s og Houmann’s redelighed. Men jeg blev ikke desto mindre ligefrem betaget af den uforstyrrelige ligevægt og ubeklikkelige loyalitet, hvormed disse folk i enhver henseende gik ind på mine forslag og i øvrigt ved enhver lejlighed støttede mig i bravt. Jeg, som jo dog bare var en, dem helt ukendt hvid udviklingsarbejder, der var kommet i vanskeligheder, og som nu, ved deres hjælp skulle have kastanierne raget ud af ilden. Afrika er i sandhed kontrasternes kontinent, og det både geografisk og klimatisk, men dog i ganske særlig grad hvad dets mennesker angår. Ingen evner vist som dem at lægge sig selv til side, for at gå op i en højere enhed med medmennesker hvis sag de ønsker fremmet. Jeg har allerede flere gange fremhævet kvindernes særlige betydning og muligheder i afrikanske samfundsforhold. Men alligevel føler jeg det ikke i mindste måde omsonst at arbejde med mandegrupper. Jeg tror nemlig på det paradoks, at det er de undertrykte – kvinderne – der er frie, og undertrykkerne – mændene – der er ufri. Det er en kendt sag at magtens tro følgesvend er frygten for at miste den, og denne frygt er nok den mest destruktive gift der overhoveder kan ramme et menneske. Det som denne workshop dybest set står som udtryk for er netop at bortlede mændenes opmærksomhed fra denne frygt for ”tab af ansigt” ikke mindst i eget hjem. Vi vil prøve på at åbne farmerne en alternativ vej til, om ikke lige magt, så til anseelse. For jeg har også set adskillige eksempler på den pondus en farmer kan opnå ved åbenhed overfor - og et vist held med nye, mere effektive metoder i landbruget, der i synlig grad har forbedret både hans økonomi, familiens velfærd og hans egen anseelse iblandt ligemænd. Men det forudsætter, at mændene får lejlighed til at samle det fornødne mod sammen. Jeg må i denne forbindelse nævne Apolonia fra Uganda, som en af de meget stærke, unge, afrikanske kvinder. Jeg traf hende til en demonstration af seletøj til æsler der foregik i byen Limuru 30 km. vest for Nairobi. Vi kom i snak, og jeg fortalte om den mandeworkshop jeg stod i begreb med at planlægge, og om de nærmere omstændigheder omkring den, samt ikke mindst om dette helt nye udviklingkoncept, som jeg takket være inspiration fra forskellig side, og også fra gamle, danske Grundtvig, men som jeg alligevel for det meste selv havde stykket sammen, og som jeg kaldte ”Folkestyret Udvikling”. Og da Apolonia arbejdede med kvindefrigørelse indenfor den katolske kirke i Ugandas hovedstad Kampala, var hun selvsagt meget interesseret i dette forehavende. Og hvad var da mere nærliggende for mig end at invitere hende til at komme og være med. Og jeg må nok sige, at hun som eneste kvindelige deltager tilførte alle os mandfolk et islæt af idebefordrende umiddelbarhed som modspil til vore egne mere irrationelle mandeinstinkter, hvilket slet ikke er den værste ingrediens at have med på en workshop, hvor selve den atmosfære, der omgiver den er af overordentlig stor betydning.

Tirsdag den 20. maj.
Dagen begyndte med en kort bøn, og derefter læstes en legende fra Indien om Regnbuen, og hvordan farverne begyndte at skændes om hvilken af dem der er den bedste, den vigtigste eller den mest uundværlige.
Der var engang da alle farverne i verden begyndte at skændes. Hver og èn af dem påstod at være den bedste, den vigtigste, den mest uundværlige, etc.

Men da kom et forfærdeligt uvejr, uden at de havde bemærket det, og gjorde ned ét dagen mørk som den sorteste nat, og himlen flængedes af et kæmpelyn, der for øjeblikke fuldstændig blændede deres syn imens skraldet samtidig døvede deres ører og regnen styrtede nådesløst ned over dem som et vandfald. Og det pludselige uvejr overrumplede dem og gjorde dem så bange og skrækslagne, at de helt glemte deres giftigheder og instinktivt styrtede i armene på hverandre for at søge beskyttelse.

Men da sagde regnen til dem: I dummefarver som ikke tænkte på andet end at dominere over hverandre. Ved I ikke at Gud skabte hver en af jer med et særligt formål. Enestående og forskellige er I, Og han elsker jer netop som han skabte jer. Tag hverandre i hænderne og slå følge som hans bestemmelse var. Og så vil han spænde jer ud over himlen i en storslået bue i jeres allerdejligste farver, som en påmindelse til jer om at I alle er ham lige værdifulde og om at I skal leve sammen i fred. Derfor vil Gud, hver gang han har givet en god byge for at vaske verden ren, sætte regnbuen på himlen. Og når vi ser den, skal vi minde os selv om, at han vil, at vi skal være glade sammen.

Under den efterfølgende refleksion og samtale viste det sig helt tydeligt, at farmernes havde en dyb forståelse, ikke blot for fortællingens budskab, men også for dens forbindelse til deres egen situation under opbygningen af deres nye fælles organ, AF, og med det bearbejde, ikke mindst deres egne forudfattede standpunkter, som de nødvendigvis ville være nødt til at komme overens med for at få et brugbart redskab ud af det.

Det der for mig var særlig interessant denne morgen, og som jeg med glæde iagttog omkring samtalen om ”Regnbuen” var, at det stærkt negative syn, som de aftenen i forvejen havde haft på gårsdagens historier var erstattet med tydeligt positive reaktioner. Og det fik mig igen til at tænke på Mzee John Milgos nok så bistre bemærkning: ”Vi er her for at blive undervist, ikke for bare at lege og høre på historier”. Hans og de øvrige deltageres erfaring med undervisning, i ”hvidt regi” gik jo ud på, at det altid drejede sig om overførsel af eksakt, steril viden uden uvedkommende dikkedarer som f. eks. historier eller forskellige former animation, et koncept som jo i virkeligheden var dem fuldstændig fremmed og alt for blodfattigt for deres gemyt. Men ikke desto mindre, så var det jo netop dette blodfattige, som de forventede at undervisning nødvendigvis måtte være, og som de derfor forlangte at få, for ikke at føle sig holdt for nar. - At en hvid udviklingsarbejder kunne finde på at gå på tværs af sin ”egen stammes sædvane”, havde de slet ikke forestillet sig. Og når de så nu, allerede morgenen efter, øjensynligt som den naturligste ting tog imod den samme form for ”levende undervisning”, så kan det vel kun være, fordi de i virkeligheden bifaldt, at jeg ud af min bedste vilje prøvede at ændre undervisningsmåden i en retning, som ville passe langt bedre sammen med deres egen gamle tradition for indlæring, som jo ellers altid havde gået hånd i hånd med selve begrebet opdragelse, i den forstand at ”de ældre drog de yngre op til sig”. Her var den så blot spundet ind i lidt andre omstændigheder. Og så er dette eks. dog kun ét ud af utallige, hvor den fremmede indblanding i traditionelle måder at gøre tingene på har skabt langt flere problemer, end den har løst.

Næste programpunkt var de lokale regeringsansatte landbrugskonsulenters redegørelse - dem som jeg personligt gerne havde sendt hen hvor peberet gror - for deres muligheder for at være lokale farmeres rådgivere.

Konsulenten under ministeriet for cooperativ udvikling fortalte meget udførligt om cooperativ bevægelsens opståen i Kenya, om dens formål, arbejdsområde og om de retningslinier den i øvrigt var undergivet. Farmerne benyttede lejligheden til at stille adskillige relevante spørgsmål, også spørgsmål i forbindelse med AF.

Husdyrbrugskonsulenten kom ind på mange spørgsmål med relation til kipsigisfolkenes traditionelle livsgrundlag, kvæget. Og som forventet, kom der en lang og særdeles vedkommende dialog i stand omkring hans redegørelse, eller foredrag om man vil. Der blev også snakket en del om græsningsproblemer og om hvilke græstyper der, efter hans mening ville være bedst egnede under de klimatiske forhold der netop herskede på denne egn.

Som den sidste af de regeringsansatte konsulenter, var det en mand der var mere lokal end nogen af de andre, idet han modsat de 2 andre, ligesom jeg selv, var stationeret helt ude i bushen, og derfor, som bosat midt i området, om man så må sige, var mere tilgængelig. Også han redegjorde for hvilke muligheder han ville have for at assistere farmerne, specielt med hensyn til bekæmpelse af sygdomme hos kvæget. Også han blev flittigt udspurgt om forskellige sygdomssymptomer og behandlingsmuligheder.

Straks efter middagspausen blev ordet givet til de to landbrugslærere, som Jan Houmann havde stillet til min rådighed, Joseph Amendu og Pius Jegu. De startede op med at grave endnu dybere ned i farmernes situation, deres problemer og forventninger. Og som indgang til dette meget bredt formulerede emnekompleks blev alle bedt om at arrangere sig to og to for sammen, med hver en hånd på kuglepennen, at tegne et hus. Hvis dette nu viste sig, hvad det gjorde for de fleste, alene af den grund at kun den ene af et par ville kunne benytte sin højrehånd, at være lykkedes rimeligt godt, så var det alene fordi samarbejdet ikke havde fungeret, sådan af forstå at den ene havde ladet sig lede af den anden. Og det er jo ikke lige netop det, der forstås ved samarbejde, selvom det kunne ligge snublende nær at antage det. For skal et frugtbart samarbejde etableres er det nødvendigt at alle lægger alle evner og kræfter i det. Herefter blev de bedt om at nævne de problemer, som de mente, at de havde. Og det var følgende:

Vi har ingen bil til at bringe vores mælk til mejeriet.
Vi har intet lager, hvor vi kan hente de forskellige hjælpestoffer, vi behøver.
Vi har ingen klar ide om hvad udvikling er for en størrelse.
Samarbejder medlemmerne imellem er ikke godt nok.
Vi har aldrig fået noget ud af det jordstykke, som AF ejer.
Vi har ingen vægte til at veje forsk. varer f.eks. mælk med.
Vi har intet kontor og ingen kontorfaciliteter.
Vi har intet lactometer, der kan afsløre vand i mælken
Vi har ingen ordentlige veje.

Efter at have set nærmere på de forskellige problemer og diskuteret mulighederne for deres løsning udtrykte de stor forståelse for, at de havde et meget stort behov for mere uddannelse. De var meget opsat på komme i gang med at bygge kontor og lager, ligesom de også ville gøre en ekstra indsats for bringe et bedre tillidsforhold til veje medlemmerne imellem, for derigennem at inspirere til øget samarbejde og mere dybtgående meningsudvekslinger. Efterfølgende udspandt der sig en lang diskussion om de dårlige veje Og mange af farmerne mente at vejbyggeri helt klart var en regeringsopgave. Men lærerne prøvede at gøre det klart, at det ville være en helt umulig opgave for regeringen sådan lige på en studs at skaffe alle landdistrikter gode veje. Regeringen ville ganske enkelt ikke have en kinamands mulighed for klare så stor en opgave. Og i den forbindelse oplyste Mr. Arne, at det for meget lang tid siden, da vejene blev anlagt i hans land var blevet bygget af de mennesker der boede langs med dem, og derfor havde gavn af dem. Og da kommunerne langt senere skulle overtage dem forlangte de, at vejene før overtagelsen skulle være bragt i forsvarlig stand. Han gjorde også opmærksom på, at der altid ville være en sammenhæng imellem jordens værdi og afstanden til ordentlig vej, hvilket så også betyder, at farmere, hvis de selv forbedrer vejforholdene, ad den vej kan hæve prisen på jeres egen jord.

Et nyt spørgsmål blev stillet til farmerne: Hvad er jeres forventning til Mr. Arne? Og hertil svarede de store flertal samstemmende: Vi forventer mere undervisning og finansiel støtte.
Og så igen et 3. spørgsmål: Hvordan forestiller I jer, at I kan gøre AF mere effektivt? Hvortil de svarede:
Vi må prøve at hverve flere medlemmer.
Vi må have flere instruktioner.
Vi skal have regelmæssige møder.
Vi må forøge mælkeproduktionen.
Vi må forsøge at gøre bedre brug af de anvisninger vi får.
Vi må udbygge de personlige relationer medlemmerne imellem.
Vi må studere AF’s love og føre dem ud i livet.

Alle svar blev debatteret et for et, og disse debatter gjorde stadig mere tydeligt, at denne workshop på mere end en måde var vel anbragt, og at den positive stemning omkring den stadig udviklede sig, Og dette var ikke mindst takket være de to konsulenter fra Jan Houmanns projekt. Der meget tydeligt demonstrerede, hvor vigtige erfaringer med, og viden om målgruppernes realistiske muligheder og daglige omgang med deres udfordringer, er i udviklingsarbejdet. Det stod efterhånden særdeles klart, at disse flere års arbejde med netop folk af kipsigisstammen havde bibragt disse to landbrugskonsulenter en sikker strategi for aktivering og inddragelse af alle deltagere på en måde, så de også uvilkårligt gik ind i arbejdet med liv og sjæl. Der kunne i hvert fald ikke længer spores selv det mindste tegn på nogen af gårsdagens reservationer.

Derefter fulgte en indgående instruktion i taklingen af kvægholdets mangesidede problematikker, og i særdeleshed om fordelene ved at holde køerne i moderne ”staldfodrings units”, ligesom de blev gjort opmærksom på vigtigheden af at være yderst omhyggelig med fodring og pleje af dyrene, og at rent drikkevand hele tiden var tilgængeligt, ligesom også de rigtige mineraltilskud til foderet var et absolut must, sammen med alt det græs køerne ville æde – ca. 70 kg daglig pr. ko. En god mælkeproduktion er meget afhængig at alt bliver gjort, som det skal gøres. Problemerne omkring sygdomsbekæmpelse blev naturligvis også meget indgående taget under behandling. Og endelig til allersidst blev der afgivet en lang redegørelse for hvorledes man bedst kunne komme i gang med at dyrke den særlige variant af græs, der er en absolut forudsætning for kunne holde køerne i de, på denne egn, endnu helt ukendte, staldfodrings units.

Da dette nu synes uddebatterer for denne gang, blev det tid til at, jeg, som lovet aftenen før, kunne redegøre for de særlige præciseringer omkring undervisningsformen, som mine nærmere overvejelser i mellemtiden havde udmyntet sig i. – Jeg er helt sikker på, begyndte jeg, at alle der er til stede her, vil være enig med mig i, at et land uden bønder og bondebrug ville være et meget fattigt land. Hjemme i mit land siger man endda, at når bare bønderne har penge så har alle andre borgere i landet også penge. Og det er jo nu en gang således, at basis for bøndernes velstand er den jord som de dyrker ved hjælp af den ekspertise som de har erhvervet sig parret med den flid hvormed de udfører deres arbejde. Og derfor mener jeg nok at man kan sige, at bønderne selv skaber deres egen velstand. Og at hvis nogle sætter sig med hænderne i skødet og venter op, at velstanden skal komme af sig selv, ender det altid med en lang næse. Men jeg tror på, at grunden til at de allerfleste af os bønder ikke så let trættes af arbejdet er, at vi lever så tæt på naturen og alle dens underværker, vi har daglig omgang med alle de komponenter som livet her på jorden består af, og vi føler os ansvarlige for dem, og gør derfor hvad vi kan for at tage vare på dem. Se blot på en lille nyfødt kalv, der allerede inden moderen har nået at slikke den ren for de sidste rester af efterbyrden, er kommet op at stå på sine usikre lemmer. Og den har kun én tanke, og det er at støde sin, endnu, slimede snude ind i moderens yver for at få sit livs første mælketår. – En ganske voldsom energi er samlet i denne lille skabning, hvem kan overgå den? Igennem lang tid har den, inde i mors liv, ligget og forberedt sig på at møde denne verden, selvom den, ganske på linie mennesker, aldrig har bedt om at blive født. Nej, livet er ikke noget man beder om, endsige ønsker sig. Det kommer bare!

Der var en gang for længe siden, at mit hjemland havde været udsat for alvorlige ulykker. Vore fjender havde bemægtiget sig store landområder. Og det næste var så, at det korn som bønderne ellers havde kunnet sælge til gode priser på verdensmarkedet, med et slag var blevet usælgeligt fordi Amerika oversvømmede markedspladserne med korn til dumpingpriser, så det slet ikke mere kunne betale sig for bønderne at så deres jord til om foråret. Derfor blev hele landet meget fattigt, og alle mennesker led nød. Og da hverken i regering eller andre kunne findes råd for, hvad der ville kunne bringe landet på fode igen, var der en gammel præst, der fik en ide. Jeg ved, sagde han, at alt for mange raske unge mænd går ude i bondelandet og ikke ved hvordan de igen skal kunne tjene til livets ophold. Jeg ved også, at der ude i landsbyerne findes mange unge mennesker, som selvom de ikke har gået ret meget i skole er velsignet med ganske god forstand. Derfor vil jeg bygge en skole, som vil kunne hjælpe den i gang. Det skal være en skole for ganske almindelige unge mennesker, hvor de ikke skal studere for at blive lærde i almindelig forstand, nok skal den lære dem at blive bedre til at regne, skrive og læse. Men dertil skal den, som det allervigtigste, også lære dem noget, som ingen skole i hele verden nogensinde før havde tænkt på at indføje i nogen timeplan – den skal nemlig tænde en ild i deres hjerter, og derved lære dem at blive, i bedste forstand, mennesker af kød og blod, der også forstår sig på at bruge både deres hoveder og deres hænderne til gavn for deres land og til glæde for dem selv. Men landets lærte folk og andre, som på trods af deres landsmænds fattigdom, havde deres på det tørre, morede sig og gjorde grin af denne skøre ide. ”Tror han virkelig at han kan lære disse dumme bønderknolde noget som helst, de evner jo knapt nok at skrive deres eget navn, men må nøjes med en tommelfinger, når de skal skrive under på noget. Men det værste er dog alligevel, sagde de til hverandre, at de lugter af både ko og gris, ja, man kan rigtignok sige, at de lugter af det, som de er. - Bønder! Men præsten der havde fået ideen, lod bare som ingenting og fortsatte med det, som han havde sat sig for. Og skolen blev bygget og kom i gang, og den allervigtigste opgave, den fik, var, som allerede sagt, at lære de unge mennesker fra bondelandet noget om at være mennesker. Og hvad dette så ellers ville sige? Ja, han fortalte dem om de gamle nordiske vikinger, som takket være deres viden om at sejle på de store have, gav sig til at bygge nogle ganske imponerende langskibe som de kom langt omkring med. De sejlede til Island og Grønland, ja, endogså til Amerika. De invaderede England og bød de engelske stormænd fred på deres betingelser. De tog på krigstogt til Frankrig, Spanien og hjemsøgte mange af middelhavets kystegne, hvor folk frygtede dem fordi de var nogle rå krigskarle der stjal, hærgede og slog ihjel, hvor de kom frem. På samme måde sejlede de ad de russiske floder langt ind i Asiens enorme fastland. Og de gode danske bønderkarle lyttede opmærksomt til disse gamle fortællinger og inspireredes af deres forfædres vidtløftige forehavender og frygtløse bedrifter, ikke til at gøre dem alle disse grusomheder efter, men for at sige til sig selv: de havde vovemod, og de lod sig aldrig friste til at ligge på den lade side. Men hvordan er det med os selv, godt nok er vi ikke mere et krigerfolk, som den gang, men ikke desto mindre mærkede de at fortællingerne tændte en ild i deres hjerter. Og de sagde til sig selv: det følger helt af sig selv, at vi ikke skal fare rundt med brand og bål imod fremmede folkefærd. Men alligevel behøver vi vel ikke, at sidde her og gøre ingenting mens vort land er i nød. Henfarne slægter udførte glorværdige bedrifter! – Det skal vi også gøre! Og da denne skole efter nogle få måneder var lykkedes med at puste nyt liv i dens elever tog de tilbage til de landsbyer, som de var kommet fra, med favnen fuld af nye ideer, og med en virkelyst, som deres med-landsbyboere derhjemme aldrig havde set mage til. Og som disse, fordi de jo ikke havde fået tændt nogen ild i deres hjerter, slet ikke kunne forstå, og bare tænkte, at denne skole måtte da have sat griller i hovedet på dem, og gjort dem til utilregnelige brushoveder. Men de fortsatte ufortrødent deres forsøg på at gøre deres mere træge landsbyfæller bevidste om nødvendigheden af, at også de medvirkede til at sætte en bevægelse i hele det lokale fællesskab i gang. Og takket være vedholdene, ihærdige bestræbelser lykkedes det virkelig, over nogle årtier, fordi denne skole for folket efterhånden fik tag i en stadig stigende del af de unge vordende bønder, at få etableret en stærk andelsbevægelse ude i lokalsamfundene, først og fremmest med mejeridriften som løftestang for en bredere vifte af forskellige virksomheder, som i løber af hundrede år forvandlede det fattige danske bondesamfund til et blomstrende, initiativrigt industrisamfund, hvor fattigdommen slet ikke længer var den svøbe, som den tidligere havde været.

Og jeg vil gerne som afslutning på denne fortælling om andelsbevægelsens gennembrud i Danmark minde jer om, at som det var mine fjerne danske forfædres bedrifter der inspirerede mine nære forfædre til at tage skæbnen i egne hænder, således er det også mit inderlige håb, at jeres fjerne forfædres bedrifter kan inspirere jer til også at tage jeres skæbne i jeres egne hænder. Vi har det tilfælles, at det ofte er blodige, historiske begivenheder, vi har at referere til. Og nogen vil sikkert spørge, hvordan vi kan være stolte af sådanne bedrifter, som jo set fra en anden synsvinkel også var skammelige? Dertil vil jeg sige, at det jo ikke er det skammelige ved bedrifterne, vi er stolte af. Men det er det mod og den uegennytte der gjorde disse menneske rede til, med livet som indsats, at kæmpe for deres folks eller stammes liv og eksistens under de betingelser der nu engang herskede, på deres tid. Helt på samme måde som den lille kalv, jeg indledte min fortælling med, ville være dødsdømt, uden at kunne suge næring fra sit moderlige ophav, således kan heller ikke et folk eller et stammefællesskab overleve uden en stolt tradition at suge næring fra. For kalven er det alene dens instinkt der er drivkraften – men for mennesket, hos hvem man kan sige, at instinktet for at træde frem og inspirere til handling først må vitaliseres af stoltheden. – Det er således stoltheden, der er ”grundfjeldet” i vor menneskelige drivkraft. – Det vidste den føromtalte, gamle præst, der gjorde sin tids unge mennesker opmærksomme på netop dette. Og måske endda endnu vigtigere, han vidste desuden, at hvis det hele projekt skal kunne lykkes, så skal alle være med, med lige værdighed, både de velstående og de mindre velstående, de kloge og de mindre kloge, for ingen kan undværes. Ja, jeg vil uden overdrivelse fremhæve denne gamle præst som både vismand og som vort lands største poet, der foruden med sin særlige skole, også med sine sange og salmer vækkede hele det danske folk til dåd.

Som eftermiddagens sidste punkt blev deltagerne bedt om gå udenfor og finde hver 5 forskellige, tilfældige ting at tage med ind. Derefter blev de delt op i grupper med 5 i hver, som uden at tale sammen, skulle forsøge at bygge et eller andet meningsfuldt af disse sammenbragte ting. Og bagefter blev så hver enkelt deltager spurgt, hvad han mente de havde bygget? Og selvfølgelig havde de ligeså mange meninger om det, som der var medlemmer i gruppen. Der blev afgivet mange forskellige fantastiske og overbevisende forklaringer. Herigennem kom det for en dag, at de alle var aldeles fremragende skuespillere, og at de også er særdeles vel udstyret med humor såvel som med ironi i en grad, så vi vesterlændinge kunne have særdeles gode grund til at misunde dem. Men det korte af det lange var bare, at der intet som helst brugbart var kommet ud af det. Hvilket så igen med al ønskelig tydelighed viste nødvendigheden af en god kommunikation, planlægning og samarbejde, om ikke det hele skal ende med at blive til det bare grin og ingen ting, som her.

Om aftenen blev der vist en lysbilledserie tilhørende Jan Houmanns projekt der handlede disse moderne staldfodrings units, om kvægpasning og rationel foderproduktion, som bagefter blev ivrigt diskuteret, inden vi til allersidst evaluerede dagens forløb. Og den viste, at der stadig var nogle af deltagerne, der ikke fandt den anvendte undervisningsform hensigtsmæssig. De havde fortsat mere end svært ved at se nytten af deres egne svar på alle de spørgsmål, som stilledes dem af underviserne, som de dog ellers havde forventet skulle undervise dem. Andre fremhævede at sprogproblemerne var ret så generende, de mente ikke at mine, muligheder for at følge med i det hele var gode nok. Men alligevel, så var stort set alle enige om, at det havde været en god dag, som havde givet dem en god ny indsigt i mange nye ting.

Som min egen fornemmelse af både evalueringen og den almindelige stemning i det hele taget måtte jeg især fremhæve, at i forhold til den foregående dag, havde denne været langt mere venlig og afslappet. Også for mig står sprogproblemerne som en alvorlig hindring for en sund og harmonisk udvikling, ligesom de også gør en workshop som denne både besværlig og tidkrævende, især når, som det somme tider kan være nødvendigt, skal oversættestil 2 eller endnu flere forskellige sprog, og dertil kan så lægges, at tolkene ikke altid er kompetente nok. Selv kræver jeg kun sjældent alt oversat til engelsk, måske fordi jeg bevidst har øvet mig i at læse ansigter. Men her ved workshoppen havde jeg så netop for at opfange eventuelle sproglige misforståelser bedt Father Carlos, der er et rent sproggeni om at hjælpe mig. Og så kan jeg ellers ikke lade være med at tænke på, at det ikke kun er her i Kenya, men også i mange andre egne af verden, hvor mennesker brutalt fra en generation til den næste rives ud af deres gamle livsmønstre, og dermed efterlader millioner af bedsteforældre, der ikke har mulighed for at fortælle deres børnebørn noget som helst og vice versa i et kulturelt ingenmandsland. Givet er det naturligvis, at disse problemer bliver mere synlige, jo fattigere et samfund er. hvilket dog, for mig at se, langt fra er det samme som, at disse uheldige virkninger er mindre i de mere velstående miljøer. Denne workshop har på netop dette felt, synes jeg, været mig en tiltrængt lektion i at skabe opmærksomhed omkring ”sprogforvirringens” realiteter og nødvendigheden af at vi aktivt søger at modvirke dem.

Vi danske har jo haft det held, indtil for en generation siden eller så kun at have et sprog, og tilmed Grundtvig, og mange andre med ham, til at lære os at tolke dets mange kringelkroge og dermed at holde styr på vor begrebsverden på en måde, så vi efterhånden knapt nok overhovedet kerede os om, hvad det i grunden var, dette drejede sig om. Men en af hans sange begynder således: Kun ord, som går i sagn og sang fra mund til mund i folkevang opholder folkelivet. I folkets egne gamle ord kun folkelig oplysning bor af folkeånden givet. I livets dyd og livets dåd Guds hjertelag og vise råd sig selv må åbenbare. / Har han sig skabt hos os et spejl han også, det slår aldrig fejl for os sig vil forklare. / Når folkelivet sine kår, og midt i dem sig selv forstår med alle sine gåder, / da folder ud sin kraft det frit og gør til målet kæmpeskridt, hvor helteånden råder! – Ingen kan altså sådan uden videre skifte sprog uden samtidig at måtte kaste uerstattelige værdier ud med badevandet, og vil dermed også miste vitale dele af både livsmod og orienteringsevne. Derfor mener jeg, at det vigtigste, som vi fremmede ”udviklingspræster”, for det er vel egentlig det vi giver os ud for at være, kan gøre foruden på forskellig måde at søge at bevidstgøre om nutidens fordringer, må være at minde vore målgrupper om, at de altså i deres egne traditioner, legender og historiske overleveringer har livsvigtige værdier, som de først og fremmest for deres egen skyld, men dermed også for den samlede menneskeheds skyld, skal værne om og holde i ære.

Onsdag d. 21. maj.

Dagen begyndte med en kort bøn, hvorefter en historie baseret gammel indisk legende blev læst op. Legenden handlede dybest set om vigtigheden af at kunne styrke et samfunds fællesskabsfølelse på de moderne individbaserede succeskriteriers bekostning. Og her bevæger vi os så direkte ind på en kollisionskurs med vor almindelige nutids, danske erhvervstankegang, hvor individet klart er det omdrejningspunkt som fællesskabet skal indordne sig under. Men man skal ikke have boet og arbejdet i Afrika længe for at komme i tvivl om denne læres relevans her.

Det er nemlig som om afrikansk kultur, som netop fra gammel tid så helt udpræget var en fællesskabskultur, i mødet med vores vestlige, stærkt individualiserede kultur inficeredes med en grådighed, der kunne sige spar 2 til den, trods alt, mere moderate trang til at tjene penge, som ud fra vor europæiske selvforståelse blev det adelsmærke som betingede, at vi igennem mange generationer har kunnet holde vore fremskridts ultimative drivkraft - på godt og ondt – profitten -, i ære. En drivkraft, der altså bare med de afrikanske realiteters utvetydige tale til os for længst burde have overbevist os ”ulandshjælpere” om, hvad det i grunden var, disse mange hvide bistandselefanter kom – og fortsat kommer af. Er de udtryk for de sortes holdningsløshed. - Står de som udtryk for den hvide races manglende respekt for alt, hvad der er os fremmed, som vi derfor betragter som os uvedkommende? – Eller står de måske bare, i sidste ende, som udtryk for én af den menneskelige udviklingshistories mange blindgyder?


Næste punkt på programmet var mødet med en farmer tilsluttet Jan Houmanns projekt. Og han forklarede først særdeles indgående om sine erfaringer med sin staldfodrings unit, som han efter få år havde fået godt gang i, og var meget begejstret for. Ligesom han jo også berettede om de gevinster det gode gruppesamarbejde, som dette altid naturnødvendigt ville generere. Han havde også en hel del at fortælle om driften af en mindre grovvareforretning magen til den som AF påtænker, som han sammen med en gruppe farmere fra hans egn havde fået stablet på benene. Og det siger naturligvis sig selv, at dette var noget, alle lyttede særlig opmærksomt til. Også fordi der senere på dagen var planlagt en ekskursion til netop hans farm tilligemed til en anden farm tilhørende hans nabo.

Og straks efter lunch borede alle deltagere 2 lejede matatoer, (ganske almindelige pickups men en påbygget mere eller mindre interimistisk kabine og træbænke) og kørte dem til de før omtalte farme. Og denne ekskursion blev helt sikkert workshoppens absolutte højdepunkt. For der havde alle deltagere rig lejlighed til ved selvsyn at studere det, som vi nu i så lang tid havde snakket om, ligesom begge værter fil lejlighed til at besvare en meget lang række spørgsmål som deres videbegærlige kolleger fra AF flittigt stillede. For mig var det velgørende at iagttage den gnist hvormed begge værter svarede, forklarede og demonstrerede deres farme. Men det var næsten endnu mere bemærkelsesværdigt med hvilken indsigt og entusiasme farmernes koner heller, på ingen måde, ikke gik af vejen for at svare på endog vanskelige spørgsmål. I den forbindelse glædede det mig overordentligt at høre et udbrud, som en synligt forbavset deltager senere fremkom med: ”Og så blev vi endda også belært af en almindelig bondekone”! Hvilket han øjensynligt ellers aldrig havde troet muligt. Også besøget på den omtalte lille grovvarehandel, der så vidt man kunne forstå fungerede efter hensigten, så ud til at være dem en vigtig inspiration til, at de også selv fik lyst til at gå i gang med det selv samme.

Vel tilbage på centeret foretoges en indgående analyse af de gjorte iagttagelser med henblik på deres egne muligheder under deres egne omstændigheder. Og de fandt ud af hvor det ville være mest hensigtsmæssigt at begynde. I forlængelse af dette fik de af de to konsulenter fra Jan Houmanns projekt en grundig indføring i den omhyggelige planlægnings nødvendighed ligesom de periodiske evalueringer også måtte være det med henblik på, at justering af planerne undervejs i forløbet kunne blive påkrævede.

Hver enkelt blev nu spurgt hvilke fremtidsdrømme de havde haft, da de var unge? Og hvordan det så senere var gået? For overraskende mange, eller burde det egentlig være det? var den store drøm, at komme til at eje en bil. Men for så godt som alle var drømmene da heller ikke gået i opfyldelse. Så de havde altså været nødt til at korrigere og rette ind efter de muligheder de havde. Men det vigtigste er heller ikke at drømmene går i opfyldelse, men for det første at korrigere dem, så de ligger inden for mulighedernes grænse, og for det andet heller aldrig at tabe drømmen af syne, men at bevæge sig fremad skridt for skridt. Forestil jer at drømmen er som en stjerne, der er uendeligt langt væk, og derfor umulig at nå i ét stræk. Det er klart, at så må vejen dertil deles op i etaper, og så må der gøres stop undervejs for at overveje situationen og måske tage nye bestik, inden der sættes i gang med næste etape. Det er også vigtigt hele tiden at have et vågent øje med eventuelle nye muligheder, der helt uventet kan dugge op, såvel som for uventede vanskeligheder der jo også kan dugge op. Man må populært sagt altid have et øje på hver finger. Man behøver jo heller ikke nødvendigvis at have køerne i en unit, andre løsninger kan, hvis omstændighederne taler for det, også bringes i anvendelse.

Næste punkt på programmet var en demonstration af nødvendigheden af at alle deltagere i fælles initiativer, som f. eks. denne grovvarehandel, gør en aktiv indsats, og at der ikke er nogen der bare passivt følger de andre. Derfor blev alle kaldt udenfor og bedt om at fordele sig 2 og 2 sammen, hvorefter den ene af de to fik besked på at lukke øjnene og simulere blind imens den anden skulle tage hans hånd og lede ham rundt på plænen. På et tidspunkt blev der så givet signal om at bytte rollerne om og gentage øvelsen. Bagefter skulle de så fortælle hvordan de havde følt det at være blind og blive ført rundt af en anden. Der var stor enighed om, at det var særdeles ubehageligt at blive ført, og det uanset om det så ville havde været en aldrig så troværdig person der ledte. Dette ikke at vide hvor man blev ført hen, er slet ikke tilfredsstillende, ja, det er direkte ubehageligt.

Dette måtte herefter tages som et ganske håndgribeligt bevis på, at skal AF eller et hvilken som helst andet kooperativt foretagende blive det nyttige redskab, det var tænkt som, er den første betingelse at alle involverede i medbestemmelsen tager denne meget seriøst. Skjulte dagsordener vil altid være aldeles ødelæggende. Derfor må grundig træning i foreningsarbejde også stå meget højt på prioritetslisten.

Endnu en kort demonstration af sammenholdets betydning fulgte. Derved at en af deltagerne fik en tynd stok stukket i hånden med besked på at knække den, hvilket naturligvis var en let sag. En anden fik en lignende opgave, og en tredje. Så fik en deltager et helt knippe tynde stokke i hånden, med besked på også at knække dette. Men det var umuligt. Og heller ikke da han fik én til at hjælpe sig var det muligt, ja, de kunne faktisk ikke en gang bare bøje det. Ja, dette var såmænd bar et mere generelt, illustrativt bevis på sammenholdets betydning.

Efter aftensmaden var der filmfremvisning af en dansk film, udlånt af Den Danske Ambassade i Nairobi, om livet på en dansk bondegård. Ligesom der også vistes en film om Den Danske Andelsbevægelse. Og på samme måde som deltagerne følte sig imponerede, for ikke at sige ligefrem bjergtagne af det de havde set om eftermiddagen, blev de det så igen ved at overvære disse to filmfremvisninger. De lagde især mærke til hvor seriøst og entusiastisk hele denne danske landmandsfamilie gik op i deres arbejde og naturligvis især i deres arbejde med deres køer. Og ikke mindst hvor glade de så ud til at være for de ting, som de beskæftigede sig med. De havde også bemærket sig, at manden på gården gik til traktorkursus om aftenen. Og i det hele kom der en både lang og nyttig snak ud af fremvisningen af disse to film. Og endelig var der også en helt anden ting, der havde overrasket dem: og det var at også hvide mennesker kunne arbejde!

På grund af det sene tidspunkt. Klokken var blevet henad 23. Blev evalueringen af denne dags aktiviteter kort, og den lød på at alle havde været ovenud glade og tilfredse. Ikke en eneste havde så meget som skyggen af noget forbehold.


Torsdag d. 22. maj.

Vi begyndte dagen allerede kl.7,00 med en kort bøn, hvorefter novellen ”Hans første Flyvetur”
af Liam O’ Flaherty (Irsk forfatter) læstes op. Den handler om en mågeunge, der bliver ganske forskræmt ved tanken om at skulle kaste sig fra den trygge rede og ud i den tomme luft, om alle de tanker den gør sig, da den ser hvordan mågemor, mågefar og dens søskende boltrer sig i det element de er skabt til at leve i, men også om hvordan sulten til sidst gjorde, at den kastede sig ud i lutter desperation, og netop derved opdagede hvor vidunderligt det dog alligevel var at føle sig på omgangshøjde med de udfordringer, som livet stillede til den.

Og straks derefter gik vi gang med at lægge planer for de aktiviteter der skulle sættes i gang umiddelbart efter workshoppen.

Man ville se at få denne grovvareforretning etableret.
Man ville plante den nye græsart, der egnede sig bedre til staldfodring.
Man ville Gå i gang med vejforbedringer
Og man ville skaffe sig bedre avlsmateriale til gavn for øget mælkeproduktion.
Og det som man allerførst ville koncentrere sig om var:

Grundigt at gennemdrøftet, hvordan man kunne sikre sig, at der nu også virkelig kunne komme skred i tingene.

Dertil behøvedes:
Jævnlige møder.
At alle bidrog og at man støttede hverandre.
Og at alle bestræbte sig på, løbende, at dygtiggøre sig.

Og herefter stod der nu kun tilbage at slutte workshoppen af.
Deltagerne rettede en varm tak til alle som taget del i organiseringen af denne workshop og til alle der havde medvirket som undervisere. De understregede stærkt at de alle sammen nu var klar til en fornyet indsats med den bestemte målsætning, at deres respektive landbrugsbedrifter nu for alvor skulle forbedres.

Og så fik jeg ordet for at give deltagerne endnu et ord med på vejen, og jeg begyndte med at sige, at da jeg var en lille dreng, havde jeg et meget stort ønske om at kunne gå hen til det sted, hvor regnbuen gik ned i jorden, fordi jeg tænkte, at det måtte da være det allerdejligste sted på jorden. For i min lilleverden måtte det da være det sted, som min mormor fortalte om, som hun kaldte Paradisets Have, men som var gået tabt fordi en slange, havde fristet Eva til at spise et forbudt æble. Men det kunne jeg ikke rigtig forstå. Derfor er det, som jeg husker mest om det, bare det at jeg flere gange forsøgte at komme derhen. Men hver gang måttet give op, dels fordi mine ben ikke var ret lange, og dels fordi jeg ikke turde bevæge mig ret langt væk hjemmefra. Men tænkte jeg: når jeg engang er blevet en voksen mand ligesom min far, så? – Men, som det så tit går her i livet, skete der bare det, at jeg efterhånden som jeg voksede mig større også drømte andre drømme. Engang drømte jeg således at jeg meget gerne ville kunne svømme ligesom en fisk. Jeg havde jo mit hjem tæt ved det store vand og havde derfor haft held til at lære mig selv at svømme, så helt umuligt skulle dette vel alligevel ikke være. Ja, sådan er det vist med os mennesker, hvis vi ingen drømme har, kan vi vist i virkeligheden slet ikke være rigtige levende menneske. Om drømmene går i opfyldelse eller ej er ikke særlig vigtigt, så længe de er udtryk for en længsel, der ikke lader én i fred. En del af jer har sikkert kendt til større eller mindre urværker der jævnligt skulle trækkes op for at kunne ”køre videre”. For os mennesker er det vore drømme, der virker som den ”nøgle”, hvormed vi trækker vore ”dikkeværker” op, så de ”køre videre”. Og for mennesker, om hvem man kan sige, at de er ildsjæle, som f.eks. alle jer, der er her, er jeg sikker på, at drømmene, vil virke så stærkt, at de vil ”smitte af” på jeres naboer og andre, som så i løbet af dagene og årene der kommer også vil sætte sig i bevægelse sammen med jer. Som jeg tidligere har nævnt, så er der, i det stykke, forskel på mennesker og dyr, endskønt vi mennesker dog ligesom dyrene har hjemme i den samme såkaldte ”dyreverden”. Men hvor dyrene agerer efter instinkt, agerer vi mennesker efter tilskyndelser, der kommer fra vore viljer, hvilket igen betyder, at der hvor dyrene agerer i verden ud fra deres respektive instinkter, der skal vi mennesker ved vore viljers hjælp beslutte os til hvorledes vi vil agere i verden.

Så vidt jeg har forstået på det, som jeg i den korte tid jeg har været her i Abosi har nået at læse mig til om traditionelt afrikansk livsforståelse og afrikansk virkelighedsopfattelse, så har det jeg her har omtalt som menneskets vigtigste drivkraft, drømmene og viljen, også for afrikanske folkeslag altid været en levende realitet. Men måske har der med kolonitidens helt åbenlyse degradering fra ellers at have været stolte og selvberoende folk til under tvang at have tilpasset sig fremmede magtstrukturers autoritet og umyndiggørelse udviklet sig til en for stolte folkefærd katastrofal slavementalitet, der netop fratager både enkeltindivider og fællesskaber deres naturlige incitamenter til, ud fra egne motiver, at tage beslutninger om deres ageren i verden. Men dette behøver ingenlunde at forblive en permanent tilstand. I kan, utvivlsomt med rette, bebrejde kolonisatorer og andre fremmede magtmennesker deres destruktive fremfærd, og I kan begræde jeres egen alt for villige, accept af disse fremmede autoriteter. Men det bringer jer ikke videre i jeres kamp for generobringen af jeres tabte stolthed. Jeg har med beklagelse bemærket, at dette har medført, at mange af jeres landsmænd og stammefrænder på livsvigtige områder mangler troen på deres egne fremtidsmuligheder. Men ligegyldig om de fremmede koloniherrer begræder deres handlinger eller ej, så vil jeg nu, efter disse 3 frugtbare dage sammen med jer, sige til jer, at I må gøre jeres stolthed til jeres adelsmærke. I husker sikkert den store sten, som I skulle flytte. Sækken, var forudsætningen for at I kunne flytte den. - I det arbejde, som I nu har givet hverandre håndslag på at hjælpe hverandre med at gennemføre, er det jeres stolthed og tro på egne muligheder der er forudsætningen for at jeres bestræbelser aldrig kan forblive frugtesløse.

Herefter læstes Father Carlos fra Bibelen. Esajas’ Bog Kap.35 vers 1 – 6.

Ørken og hede skal fryde sig, ødemark juble og blomstre – blomstre frodigt som rosen og juble, ja, juble i fryd. Libanons herlighed gives den, Karmels og Sarons pragt. Herens herlighed skuer de, vor Guds højhed. – Styrk de slappe hænder, lad de vaklende knæ blive faste. – Sig til de ængstede hjerter: vær stærke, vær uden frygt. Se eders Gud! Han kommer med hævn, gengæld kommer fra Gud, han kommer og frelser eder. – Da åbnes de blindes øjne, de døves ører lukkes op – da springer den halte som hjort, den stummes tunge jubler, thi vand vælder frem i ørkenen, bække i ødemark.

Og til allersidst rettede jeg en varm tak til alle der havde taget del i denne workshop. Og gjorde opmærksom på at fra nu af, ville jeg ikke længere være den eneste, der har prøvet føle sig som den Moses, som mange engang havde svært ved at forstå. I tiden der kommer, kan det hænde, at alle vi der tog del i denne workshop, når vi igen er tilbage iblandt vore ligemænd i landsbyerne i AFs område, også ligesom Moses vil møde modstand. Men heldigvis, så er vi nu mange, og vi vil arbejde sammen. – Jeg har haft mange dage i mit liv, som jeg husker for nedslående meddelelser eller hændelser. Men heldigvis har jeg også haft rigtig mange dage, som jeg erindrer mig for glædelige hændelser. Og jeg er overbevist om, at dagen i dag, også når jeg en gang om mange år, om Gud vil det, og jeg er blevet en gammel mand, stadig vil stå for mig som en af de allerlyseste i mit liv. Derfor har jeg bestemt mig til at synge en dansk salme for jer, der netop er skrevet over det bibelske skriftsted, som lige er blevet læst op. Og den er tilmed forfattet af den præst, som, da mine forfædre for mange år siden var i nød, tændte ilden i de unge danske farmeres hjerter for omkring 150 år siden. Jeg håber, at I vil bære over med mig, at jeg ikke er nogen stor sanger. Men sandt at sige, jeg synger for jer fordi jeg er så glad, at jeg slet ikke kan lade være. Jeg føler det omtrent som da jeg hjemme hos mine forældre gik og var en glad og lykkelig dreng, der elskede at synge, og netop derfor kendte så mange af mit folks sange – også den jeg nu vil synge. – Blomstre som en rosengård. – Og dermed var de 3 vigtigste dage i hele min afrikatid nået til sin lykkelige afslutning!

Og som en sidste lille krølle kan jeg tilføje, at dette ikke blev den eneste og sidste workshop. Mange kom til at følge efter. Og der blev aldrig mere behov for at lade dem foregå langt fra Abosi, for den hjemlige mission rådede heldigvis også over udmærkede faciliteter til formålet.