Vildmark - Refleksion og Virkelighed

Refleksion

Lige fra den gang, da jeg hjemme i Danmark var kommet på det rene med, hvor i Kenya jeg ville få mit arbejde, og at det også så ud til at blive i rimelig kort afstand fra det, også hjemme i Danmark, kendte og berømmede vildtreservatet Masai Mara, og jeg var helt klar over, at det ville blive et sted, jeg tog hen, så snart jeg fik en god lejlighed dertil. Og det varede da heller ikke mange uger efter min ankomst til Abosi inden jeg / vi ikke længer kunne nære os uden af skulle aflægge dette eventyrland et besøg. Og da pengene ikke kunne række til at vi indlogerede os på en af de mange udmærkede lodges, måtte vi tage til takke med overnatning i telt, i øvrigt en overnatningsform, som vi efterhånden lærte at sætte megen stor pris på. For når alt kommer til alt, så er denne vildmark, når den opleves fra en i alle måder sikret position ikke nær så pirrende autentisk, som når den opleves med kun en tynd teltvæg imellem. Den gang kunne man endnu få lov til at slå telt op i reservaterne forudsat at det skete i umiddelbar nærhed af en af portene. Grunden til at der kun måtte slås telt op i nærheden af dem var naturligvis vildmarkens mange farer, og skulle der hænde et eller andet alvorligt, ville der altid, da portene var døgnbemandede, være hjælp lige ved hånden. – Men i dag er også dette blevet en saga blot.
 
Selvom der findes indgangsporte, så er dette egentlig ganske enormt store område ikke på nogen måde indhegnet, også fordi de vilde dyrs sæsonvandringer ikke må vanskeliggøres (Masai Mara udgør nemlig kun den mindre nordlige de af det i Tanzania beliggende adskillige gange større Serengetti vildtreservat) Og jeg må nok her mange år senere sige, at når det hen over årene blev til rigtig mange kortere eller længere ophold i Masai Mara, så er det nok også fordi vildmarken, hvor alt kan ske og intet er umuligt, har en meget voldsom tiltrækningskraft på os civiliserede mennesker, som ellers behændigt, men alligevel ret ulogisk, undgår at begræde de mange snærende bånd, som vor civilisation faktisk pålægger os. – Og hvor det måske endda også ville passe os ganske fint, om vi nu havde været i stand til nogenlunde sikkert at planlægge vore liv ud i mindste detalje, bare fordi vi hader ubehagelige overraskelser. Samtidig med at der også, tror jeg, dybt nede i os ligger en grundlæggende længsel efter netop vildmarkernes gådefulde utilregnelighed. Kontrasterne imellem på den ene side urtidens for os nutidsmennesker temmelig imaginære udfordringer, hvor improvisation altid må have været vejen frem, og så på den anden side vor egen nutids på forhånd systematiserede og ofte ned i detaljen konkretiserede arbejdsmanualer, der netop tager sigte på at udelukker improvisation mest muligt, burde stemme os til eftertanke. For vis vi løber an på at mennesker som konsekvens af en given tidsalders særlige luner lader sig tildanne efter disses tilfældige skabeloner, så tror jeg, at man har gjort regning uden vært. For som Martin A Hansen skriver et sted i Løgneren, så er fortiden at ligne ved en støver (jagthund) der takket være sit instinkt for jagt kan gøre mange sidespring og svinkeærinder mange steder hen, men som til sidst altid følger op. Fortiden vil altid melde sig, om ikke i teknikkens domæner, så til gengæld så meget mere markant og uimodståeligt i åndens domæne. Og ligegyldig hvor mange svinkeærinder ind i idealiteternes overdrev vi så end i modernitetens navn måtte have forsøgt os med, så er mennesket stadigt, basalt set, det samme, som det altid har været.
 
Jeg kan ikke i denne sammenhæng lade være med at tænke på Rudyard Kiplings verdensberømte sang ”Mandalay”, hvor han, uanset hvad man ellers måtte mene om hans forfatterskab i øvrigt eksistentielt set udtrykker noget væsentligt om det på godt og ondt at være menneske og på samme tid være bevidst om dybt indlejrede menneskelige tilbøjeligheder og behov. Behov for en, måske, problematisk klarhed omkring selvets utallige labyrintiske modsætningsforhold – og hvis dette ville være muligt også med orienteringen i behold. Mandalay handler om en engelsk soldat, der på baggrund af sin triste glædesløse tilværelse hjemme i London drømmer sig tilbage til ungdommens sorgløse soldaterliv ude i Østen, som altså nu kun eksisterer for ham som erindring – ja, tydeligvis ikke mindst erindringen om denne fortryllende burmapige: ”Sejl mig ud der øst for Sues, hvor den sidste mand er først  / hvor de ti bud ikke gælder, og hvor folk kan føle tørst. / Hør nu kalder templets klokker, og jeg ønsker kun jeg lå / ved den grå Mulmein Pagode og betragte´d på havets blå. – Altså, det barske og det blide er og forbliver for os mennesker komplementære størrelser, der altid optræder som duellerende kombattanter, hvor det i høj grad er udefra kommende bebrejdelser henholdsvis anerkendelser der bestemmer om det er det blide eller det barske gensvar der sendes retur, jævnfør det gode gamle ordsprog: ”Som man sår, så høster man”.
 
 Og det falder mig for, at det først og fremmest er i ”vildmarken”, hvor vore sanser altid må være på døgnvagt, at denne erkendelse kan opstå, hvorimod der i den organiserede civilisation der består af mennesker, der af systemet er reduceret til små bitte viljesløse komponenter i umyndiggørende og døvende samfundsmaskinerier, opsættes mere eller mindre rigide retningslinier for hvad det enkelte menneske, ”til gode for helheden”, har at holde sig efterrettelig. – Men er det nu så også i højere grad menneskets sure pligter, der frem for de mere flagrende men dog lysene visionære drømme, der er født direkte ud af det, der udgør fundamentet under vore dybt menneskelige, skabende potentialer? - Næppe! - Det har ofte undret mig, hvorfor der under Anden Verdenskrig, med al den nød og elendighed som den jo afstedkom, ikke var særlig mange der led af det, som den gang kaldtes” dårlige nerver”, hvorimod man i dag, hvor mange ynder at mene, at det nu virkelig er lykkedes os at sætte tilværelsen på skinner, raskt væk omtaler psykiske lidelser som en udbredt folkesygdom. – Er det fordi vi i virkeligheden, som mennesker, slet ikke kan leve et godt liv uden daglige udfordringer, i sidste instans også på liv og død? Udfordringer som vi i vor vildfarne sikkerhedsnarkotiske tidsalder på alle måder forsøger at forsikre os imod, men som måske i virkeligheden, når alt gøres op, er en blot og bar selvskademani på linje med bulimi og anoreksi. - Jeg husker fra barndommen, at der fandtes en sygekasse, en arbejdsløsheds kasse, og en brandkasse, som alle drejede sig om solidarisk at fordele visse, for det enkelte medlem, katastrofale ulykkers uundgåelige konsekvenser ligeligt på alle. Dette at det samtidig også skulle være en forretning, der skulle kunne betale sig må for disse kassers fædre have lydt ret så orwellsk inkonsekvent. – Men det er al den anden selvskadende aktivitet, som vor højt priste modernitet, alt det gode ufortalt, også åbnet en ladeport for.

Virkelighed

Jeg vil her fortælle om en af de meget store oplevelser, som jeg desværre (da Linda, imod sædvane, ikke var med på morgenturen den dag) kunne dele med hende. Jeg var sammen med en gæst fra Danmark kørt på morgen trekking i Masai Mara i det sydvestlige hjørne af Kenya hvor vi havde slået os ned i en teltlejr ganske tæt på floden Mara River, og hvor vi også havde hyret folk fra en nærliggende masailandsby til at passe på os, for at vi ikke skulle blive udsat for hverken menneskers eller vilde dyrs rovgriskhed. Det var en tidlig morgen. Og vi havde ikke kørt ret langt før vi bogstaveligt talt stødte ind i en flok på en halv snes store løveunger der legede tagfat inde i et ret åbent buskads blandet op med temmelig store træer. Først gjorde vi naturligvis holdt og frydede os ved synet af disse mange legesyge dyr, der så ud til at være i den alder, hvor de rimeligvis godt og vel var vænnet fra modermælken. Vi har set mange løver i forskellige størrelser. Men altid har de været optaget af enten at æde eller sove. Og det kan da for så vidt være interessant nok - men i det lange løb alligevel lidt trivielt og uinspirerende. Hvorimod disse altså var i legehjørnet, helt som tro kopier af halvvoksne kattekillinger som dem jeg så mange gange har nydt synet af i min barndoms landboverden. Det var ganske tydeligt, at det var deres rovdyrinstinkt der var under udvikling, godt hjulpet på vej af en ubændig trang til aktivitet og leg. Og skønt de på ingen måde kunne undgå at bemærke vor tilstedeværelse i deres umiddelbare nærhed, syntes de at være aldeles upåvirkede.
 
Nu er det jo sådan med os mennesker, at vi næsten aldrig kan få nok. Heller ikke af nærhed, når noget eller nogen drager os. Og det kunne vi så selvfølgelig heller ikke. Jeg begyndte at spekulere på, om det dog ikke ville være muligt at komme helt ind imellem de legende løveungerne i den remise, hvor der som sagt var ret åbent imellem træer og buske, og som vi jo ellers havde gjort holdt udenfor. - Der kan jo altid være det ved det, at man kan være uheldig og komme ud i noget, som man ikke ved egen hjælp kan komme fra igen. Og selvom disse legende dyr ikke så spor farlige ud. Så var der dog alligevel ingen af os, der ligefrem ville have lyst til at stå ud af bilen til dem. Og selvom man altid har ret let ved at stemple andre mennesker som utilgiveligt letsindige, når de tager chancer. Så stiller sagen sig mærkeligt nok ganske anderledes, når det er én selv, der er ude på overdrevet. - Så jeg kørte altså, i min ret løftede sindstilstand, ind i remisen og holdt stille inde midt i løvernes ”børnehave”. - Og om ikke de, stadig lige upåvirkede, fortsatte deres øvelser i jagtteknik og behændighed. Det var et så fascinerende skue, at det næsten ikke var til at forstå, at det her drejede sig om den nøgne virkelighed. Vi blev, af bare benovelse, ved med at betragte dem, meget, meget længe inde fra vore, trods alt, sikre ”tilskuerpladser” i den gule suzukis sikre hylster, uden overhovedet at bekymre os det mindste om hvordan vi mon så ville kunne komme derfra igen. – Og måske godt det samme, for det ville jo ført frem til en helt anden historie og til en helt anden oplevelse. I stedet blev den nu, som et resultat vor dristighed, endnu en bekræftelse på sandheden i det gamle ord der siger, at man aldrig skal tage bekymringerne på forskud. For heldet var, havde jeg nær sagt, selvfølgelig med os. Vi kunne helt uden problemer komme derfra, for at begive os på vej mod nye eventyr. - Alt imens de unge energibundter troligt fortsatte deres behændige adfærd, som pr. instinkt må have været dem dikteret efter de sidste nye dyrepædagogiske landvindinger således at de med fortrøstning trygt ville kunne se deres kommende voksenliv i møde med mod og konsekvens under vildmarkens barske realiteter.
 
Og dette nye eventyr lod ikke vente ret længe på sig. - Som det fremgår af ovenstående, er man ikke, når man færdes i afrikanske vildtreservater, absolut bundet til at følge afstukne veje. Man kører nu og da rent ud sagt på lykke og fromme i det ”uvisse”. Idet man dog gør klogt i at indrette sig efter de lokale omstændigheder, hvor ubehagelige overraskelser hele tiden kan gøre én ”skakmat”. Man skal f.eks. ikke køre hurtigt i højt græs, der meget let kan gemme på store sten, som bilen ikke vil have ret godt af at brase ind i.  At man pludselig kan blive hængende i et sumpet hul, lærer man også at leve med. - Firehjulstrækket klarer meget. Og er man uheldig, er der ikke andet at gøre end at slå sig til tåls med, at der nok snart kommer andre forbi, og som altid vil være flinke til at yde assistance. Skønt det da heller ikke på nogen måde hører til sjældenhederne at "nødstedte", fordi der netop ingen kom forbi, har måttet indrette sig på natlig ”varetægtsarrest” under de ret så ubekvemme omstændigheder, som en meget lidt luksuspræget bil kan byde på. Samtidig med at de måske har måttet døje både sult, tørst og søvnløshed, foruden at de, måske værst af alt, har været nødt til at forrette ”indendørs nødtørst”, bare fordi denne ”vidunderlige natur”, med dens mange eksotiske, ukendte, natlige lyde alligevel var dem mere påtrængende end hvad de umiddelbart ligefrem kunne finde nydelse ved.
 
Nå, det var et lille sidespring, blot til illustration af de vilkår man altid færdes under i vildmarken. Som der naturligvis heller ikke på dén dag, var givet dispensation for. Som sagt lod eventyret ikke vente længe på sig. Vi fulgte på et langt stykke maraflodens bred på udkig efter flodheste og krokodiller. Flodheste var der ganske som vanlig ret mange af på de steder hvor de plejede at være. Krokodiller var det mere sparsomt med, de gemmer sig jo ofte i vandet og er svære at få øje på, når de kun lige har de karakteristiske fremstående øjne og næsebor oven vande, som lige så godt kan tages for sten eller små klipperev i vandskorpen. - Men så pludselig, som vi just havde passeret en bakketop, åbnede der sig for vore øjne en stor flad slette, hvor tusinder og atter tusinder af gnuer havde samlet sig. Og jeg tænkte ved mig selv: Måske vil vi nu meget snart blive vidne til en af dyreverdenens mest fascinerende åbenbaringer af spontan nødvendighed. - Men på den anden side, det ville dog alligevel være et helt ufatteligt tilfælde, hvis lige netop vi skulle have held til på den måde at være på det rette sted, på den rette tid. Det ville jo, ret beset, være det samme som at vinde den store gevinst i lotteriet.
 
Jeg standsede op og stoppede motoren for ikke at gøre unødig støj. Og jeg tror også, at vi holdt vort vejr - i hvert fald så længe vi kunne, ventende i åndeløs spænding. Vi havde jo nok hørt disse beretninger om gnuernes vandringer imod nye friske græsgange. Vandringer, der fra tid til anden krævede, at de måtte krydse floder, og altså i dette her tilfælde floden Mara, hvor krokodillerne altid lå på lur for at tiltage sig deres, fuldt berettigede, andel fra naturens store husholdning. Og skønt det er almindelig kendt blandt folk, der som Linda og jeg, har været i Masai Mara mange gange, at de mange turister der ferierer rundt omkring på de hoteller der ligger spredt i hele reservatet, og som med deres professionelle vildtguider som formidlere, når det nu er sæson for deres vandringer, holder nøje øje med disse mange gnuers bevægelser,. For hurtigt at kunne være på pletten, når det sker. Men på dette sted var der, da de første dyr satte over floden, stadig ikke andre tobenede væsener end til stede end Lis og mig. Hvilket nok hænger sammen med, at det, selvom gnuerne måske igennem dage og timer har haft samlet sig, er meget vanskeligt at forudsige nøjagtigt hvornår de vil sætte sig i bevægelse. Og for turister der har betalt en halv bondegård for at komme til Masai Mara fra fjerne hjemsteder på kloden, med det ene formål at opleve det eksotiske afrikanske folke - og dyreliv, findes der ikke noget mere dræbende end det at skulle sidde uvirksomme i et trekkerkøretøj og ”spilde” tiden med at vente. Derfor kommer disse folk, der ikke har andet i hovedet end at få usædvanlige billeder i kassen, for det meste halsende, når det hele allerede er ved at være forbi.
 
Jeg ved egentlig ikke, hvad det var der gjorde, at jeg, da jeg så ud over dette nærmest overnaturlige sceneri, var helt sikker på, at disse myriader af dyr var ved at gøre klar til at krydse floden. I hvert fald gik det sådan, at vi ikke kom til at vente mange minutter før den første og modigste, eller måske har denne ligefrem været udvalgt eller selvskrevet til det, satte over og dermed indledte en tilsyneladende uimodståelig og på samme tid yderst følsom og farlig fase af artens livscyklus. - Og hvorfor er det så, at vi mennesker i den grad lader os fascinere af gnuernes vandringer i Afrika, såvel som af karibuernes i det nordlige Canada, når vi dog betragter fugles og fisks tilsvarende migrationer over langt større afstande, om ikke ligefrem som trivielle, så dog som hørende med til vore mere dagligdags naturfænomener?  - Ja, når man nu har været så heldig selv at have været vidne til, bare en lille begrænset episode af denne særlige arts, hvad man kunne kalde tilpasning til den niche, som den globale husholdning måtte have levnet dem af eksistensmuligheder. Så kunne man måske falde på den tanke, at de ligesom vi mennesker, i modsætning til fugle og fisk, ifølge naturen, fortrinsvis er henvist til at bevæge os på landjorden, og til dels har samme hang til flokmentalitet, hvorved der opstår en vis grad af parallelitet i vore livsvilkår. Det kan heller ikke være nogen tilfældighed, at disse dyr på denne måde samler sig i sådanne ganske enorme flokke, når de sanser, at det er ved at være tid for dem til at krydse floden for at finde bedre og friskere græs på den anden side. Det er jo en blanding af sult, desperation og flokinstinkt der på en og samme tid både holder dem tilbage og tvinger dem frem.
 
Sikkert er det, at overgangen meget ofte kan være dødsens farlig for dem, både på grund af de altid jagtberedte krokodiller, der ikke kun jager når de er sultne, men i bogstavelig forstand samler forråd. Men også på grund af strømmen, der somme tider, især efter længere tids kraftige regnskyl, kan blive så stærk, at den tvinger de svagere dyr, og dem der har været uheldige at komme til skade i selve flodsengens glatte klippeagtige bund, ud af kurs og udmatter dem, så de ender som let bytte for vildmarkens mange store kødædere. Der er vist ingen tvivl om, at det er disse barske vilkår, der op igennem tiderne har lært dem, at det der sikrer dem den bedste og ”billigste” overgang er, at de i bogstavelig forstand styrter over floden i en tæt og ubrudt kæde. Og så lader dette være det våben, som de kan bruge til at udmatte deres modparter med. På samme måde, som de også beskytter deres kalve derved, at hinderne alle sammen kælver indenfor ganske få uger, og dermed forhindrer, at et unødigt stort antal kalve ender som rovdyrføde. For der er jo dog grænser for hvor meget kød der kan konsumeres på så kort tid - også selv om disse nyfødte kalve virkelig ér meget sårbare i de første dage af deres liv.  
 
En stor støvsky rejste sig der hvor dyrene, i en tæt og ubrudt strøm, kastede sig ud over flodbrinken og videre ud i den fossende og frådende flod, der på det sted vel var omkring 30 - 40 meter bred. Og hvor de ”over stok og sten” dels svømmede og dels stavrede igennem den klippefyldte flodseng. Det kunne se ud som om de havde valgt det rigtige sted. For, så vidt vi kunne se, blev de ikke angrebet af krokodiller. Disse har åbenbart ikke været på netop dette sted, lige på det tidspunkt. Men der var få af dem, fortrinsvis store kalve, der helt åbenbart kom i svære vanskeligheder på grund af strøm og klipper. Alt i alt så det imidlertid ud til, at de, takket være deres medfødte foragt for dødelige farer, kunne klare skærene og de dramatiske omstændigheder. Således at den strøm af dyr der kom ud af støvskyen på den ene side, stort set var talmæssigt identisk med den strøm, der våde og med solglinsende hårlag, trak op over brinken på den modsatte side. Men selv om det gik vældig hurtigt. Så var det let at se, at det ville tage mange timer, inden hele flokken ville kunne være vel ovre.
 
Men sådan skulle det bare ikke gå. For i disse moderne tider er heller ikke dyrene gået fri af forandringernes malstrøm. Hvor de ellers i årtusinder har levet, stort set uforstyrret af mennesker, må de nu ”dele” med dem. Ja, endog i udstrakt grad underordne sig disses luner og forgodtbefindender. - Både nysgerrigt og hensynsløst blander menneskene sig alle vegne. – Og naturligvis også her. For det varede vel næppe mere end en 10 - 15 minutter, inden vi absolut ikke længere var alene på stedet. I løbet af næsten ingen tid var et hav af alle mulige typer af safaribusser, landrovere og andre terrængående køretøjer dukket frem fra reservatets kroge, for med deres indhold af turister fra hele verden, der ”svært bevæbnede” med videokameraer, avanceret fotoudstyr og kikkerter i lange baner, meget snart ville være klar til at ”aktionere”. Nogle af dem kunne slet ikke komme tæt nok på ”åstedet”, hvorved de helt blokerede for udsigten for andre mere beskedne medturister. - Hvis da ellers denne særlige art overhovedet findes? Men til vor store forundring fortsatte gnuerne deres medrivende ”vandgang” som om de slet ikke ænsede al denne pludseligt opståede ståhej, der let kunne være på vej til helt at blokere dem vejen. Først da et helt filmhold med mega udstyr på stativ og hele pibetøjet tog opstilling på den modsatte side af floden, stoppede de. Da følte de måske alligevel, at nu kunne det ellers være chikane nok. - Og der stod vi så alle sammen slukørede tilbage. - For nogle af os, meget tænkeligt, med en mere eller mindre udefinerbar selvkritik. - Havde det nu også været helt rimeligt, at vi, som de ærligt interesserede iagttagere af en af dyreverdenens mest spektakulære foreteelser vi i virkeligheden var, blev så nærgående, at vi kom til at gribe forstyrrende ind i dyrenes mere intime livsudfoldelser?  For andre utvivlsomt med ærgrelse over at de slet ikke, i bare iver for at bringe deres ”isenkram” i den mest fordelagtig position, nåede at ofre opmærksomhed på det, som der, over stok og sten, havde bragt dem til stedet, nemlig bare at få lov til at opleve et af den levende naturs mere forunderlige foreteelser. - Men jeg er næsten helt sikker på, at vi havde ét til fælles. Og det var den flove smag i munden!  En fornemmelse af at være blevet ”brændt af”. Endnu en gang var vi blevet bedraget af vor grænseløse trang til selviscenesættelse - til, for enhver pris, at ville sætte vor egen dagsorden. Også der hvor vi ville kunne have haft en mulighed for i betaget selvforglemmelse at lytte os frem til et lille gran af tilværelsens inderste væsen og i ydmyghed at undres over, at den verden hvori vi er sat, på trods af dens umådelige kompleksitet, alligevel i vitalitet og skønhed udgør et hele, som ganske enkelt unddrager sig enhver beskrivelse. - Men som måske også på sigt, i en hensynsløs verden på godt og ondt, vil være prisgivet menneskenes uforstandige gøren og laden. – Men lad os alle håbe på, at kommende generationer i en fremtid der ligger skjult for os stadig må kunne glæde sig over, og forundres ved, mødet med en verden der fortsat vil kunne gøre dem målløse af euforisk begejstring!