Turen til det krigshærgede Uganda

Der skete det, at jeg pludselig en gang i juni måned 1986 fik besøg af 23årig aktivist, ved navn Lars Udsholt, der kom direkte fra MS i København,. Han var, så vidt jeg forstod på ham, et eller andet sted stødt på noget, som jeg havde skrevet omkring projektet her i Abosi, muligvis min førsteårsrapport? som han havde følt sig fanget ind af, dog på trods af, som han udtrykte det, at du skriver det hele ud i én køre, hvilket han fandt som en stor skam, og anbefalede mig for fremtiden at hakke det over i mindre afsnit, og det har jeg så lige siden beflittet mig på. Men nu da han alligevel var i Kenya, havde han altså bare fået lyst til at kigge nærmere på, hvad jeg gik og lavede. Hans egentlige ærinde var ellers i øvrigt at sondere mulighederne for at få etableret et samarbejde med lokale kenyanske NGO´er om udveksling af unge mennesker på korttidsbasis to til tre ugers såkaldte arbejdslejre i forbindelse med minibyggeprojekter, hvor dansk og afrikansk ungdom eller andre ungdommelige, progræssive elementer kunne få lejlighed til bo og arbejde sammen. – Og så efter Kenya skulle han til Uganda, hvor borgerkrigens ophør få måneder tidligere, måske, ville åbne mulighed for, at landet nu kunne komme tilbage som MS samarbejdsland? Men foreløbig blev han hos mig i nogle dage for at studere tilgangen til mit projektarbejde, og på trods af den store aldersforskel havde vi det ganske fortræffeligt sammen.

Jeg husker at han iblandt meget andet én aften var med ude på en skole til en fremvisning af en af mine lysbilledserier, som vist nok gjorde ham en smule benovet. Jeg ved ikke helt om det var noget, som andre danske frivillige havde prøver før mig, men projektoren havde jeg i hvert fald lånt på vort landekontor i Nairobi, og lærredet til at vise billederne på var ét af mine lagener, som hængtes op ad en væg, ligesom der også, som altid når jeg var ude på de forskellige af områdets skoler med lysbilleder, mødte i hundredevis af tilskuere i alle aldre, og hvor mine forklaringer omkring de viste billeder oversattes til lokalsprog af en lærer eller en anden kompetent person, og jeg husker også, at Lars tog denne om end ret så usædvanlige form for ulandsarbejde som en af sine virkelig gode oplevelser fra dagene hos mig. Men dog må jeg ærligt vedgå, at det var den særlige omstændighed ved det hele, at han efter besøget hos mig skulle fortsætte til Uganda, der fyldte broderdelen af mine egne forestillinger omkring hans nærvær hos mig, for Lars havde jo ingen bil, men det havde jeg, så måske kunne vi komme overens om, at jeg kørte for ham formedelst et tilskud til dækning af transportomkostningerne. For sandt at sige, jeg havde meget stor lyst til dels at besøge landet, der nu var ved at rejse sig efter borgerkrigen. Men allermest var jeg dog optaget af denne pludseligt opståede mulighed for et genbesøg hos Apolonia, som jeg, om end jeg vidste at hun levede i et lykkeligt ægteskab, og at jeg havde lovet mig selv, at relationerne os imellem, ligegyldigt hvad, skulle forblive som de også helt fra begyndelsen havde været - og desuden var jeg jo da også dobbelt så gammel som hende, og det siger ikke så helt lidt, når jeg, hvis jeg da ellers lever så længe? er ved at skulle passere de 60 år. Men denne lille handel med Lars var mig alligevel særdeles fristende. Også fordi jeg derudover rigtig godt kunne tænke mig at stifte bekendtskab med det land som Winston Churchill en gang for mange år siden havde givet betegnelsen Afrikas Perle. Det land hvori Nilen har sit udspring i Viktoriasøen og som nu endelig efter 20 lange års uafbrudt borgerkrig havde fået fred. Og følgelig viste det sig da heller ikke spor vanskeligt for os på forhånd at fordele rejseomkostningerne, samtidig med at jeg også nok mente, at jeg uden skade kunne rive en uge ud af min egen aktivitetskalender, som alligevel ikke bød på noget, som jeg nødvendigvis måtte tage del i.

Så en tidlig morgen begav vi os af sted for om muligt at nå bestemmelsesstedet Entebbe ved den ugandiske del af Victoriasøens kyst, inden mørkets frembrud, dér hvor for øvrigt også hovedstaden Kampala har sin lufthavn beliggende, og hvor Lars havde været i kontakt med nogle danske røde kors folk, som var udstationeret dér. Så det var altså en ret lang køretur på omkring mindst 500 - 600 km, og så for den ugandiske del af vejens vedkommende hvor ingen kan vide hvor mange forhindringer der vil kunne opstå undervejs i form af vejspærringer og andre former for forsigtighedsforanstaltninger fra det nye styres side. På grund af den nys tilendebragte borgerkrig, ville man jo aldrig kunne vide? - Det var bare med at håbe på det bedste og ikke frygte det værste. Men da vi næsten havde nået grænsen til Uganda kom jeg til min skræk i tanker om, at jeg uheldigvis helt havde glemt noget meget vigtigt. Godt nok var det lidt over hals og hoved, jeg var kommet på den tanke, at tage til Uganda, men alligevel. – Da jeg, efter at vi havde kørt de første ca. 300 km opdagede, at jeg helt havde glemt, at jeg nødvendigvis, for overhovedet at få lov til at passere grænsen, var nødt til at skulle have bilens registreringsattest med mig, fik jeg godt nok røde ører. Men alligevel, kommet så langt var der jo næsten ikke andet at gøre, end at forsøge, også selvom jeg på forhånd måtte vide, det egentlig måtte være komplet utænkeligt, at jeg ville få lov til at passere grænsen. - Men her var der da, mærkeligt nok, ingen problemer fra den kenyanske grænseposts side.

Men så var der til gengæld store problemer med at få bilen med ind i Uganda. Der forlangte grænsepolitiet nemlig, at jeg for at få bilen med over skulle tilbage til de kenyanske myndigheder for at få dem til at skrive mig en attest på, at bilen ikke var stjålet. Og med den besked gik jeg ret så modfaldent, må jeg nok indrømme, tilbage til den kenyanske grænsepost med denne, ret beset, temmelig tåbelige begæring. Og da jeg inde i denne ellers yderst beskedne grænsepost fremførte mit ærinde, slog de derværende politifolk da også, ganske som forventeligt, en skraldlatter op, en skraldlatter som jeg da også selv, min til fulde udstillede grænseløse naivitet taget i betragtning, med største hjertelighed tog del i.  Men derpå var der så ellers én af politifolkene, der gerne ville have lov til at stille mig et spørgsmål: ”Du kan nok se den lastvogn, der står der udenfor vinduet? Ja, det kunne jeg da selvfølgelig! – Hvis jeg nu fortæller dig, at den tilhører mig, vil du så tro på det?  - Hvortil jeg ganske spontant og aldeles prompte svarede, ja, det røg mig simpelt hen bare ud af munden: ”Jamen sådan ville du jo aldrig sige til mig, hvis du ikke også kunne stå inde for, at det virkelig var din lastvogn! - Men på den måde, viste det sig, havde jeg åbenbart uden rigtig selv at ane noget om det fået det sidste ord – kan man vist sige. For efter et kort øjebliks betænkning sagde den, som jeg fornemmede var chefen, med overbevisning i stemmen: jeg tror ikke den bil er stjålet, idet han bad den ene af de underordnede tage mig med ind ved siden af, hvor han fik besked på at skrive mig den af den ugandiske myndigheder ønskede attest. Og jeg fik den sort på hvidt og var naturligvis himmel henrykt, og da jeg ville betale ham for det – bestikkelse er jo ellers ikke min livret, men i dette tilfælde måtte mit princip vige, tænkte jeg - slog han afværgende ud med hånden, og ind i Uganda med bilen kom jeg også. – Så langt så godt. Men der viste sig alligevel stadig at være en alvorlig hurdle at overvinde. Det var godt nok med attesteringen, men desuden forlangte de ugandiske myndigheder at få bilens motornummer oplyst, men hvor jeg så skulle finde det, havde jeg overhovedet ingen anelse om. Der var bare ikke andet at gøre end at gå i gang med eftersøgningen, som en tid lang forløb resultatløs, dette uanset at jeg både havde stået på hovedet med lygten under motorhjælmen og ikke mindst kravlet rundt under selve motoren. Og havde det ikke været for en ung toldembedsmand, der åbenbart havde set min hjælpeløshed og hjalp mig på sporet, så er det ikke godt at vide, hvor langt jeg var kommet. Men heldigvis fandt jeg ved hans hjælp nummeret, men derfra og til også at kunne aflæse det viste sig at være et godt stykke vej. Det var nemlig lige før motoren næsten skulle løftes ud af bilen. Men jeg måtte igen ind og kravle under den vaske af med benzin og lyse med lygten, men til sidst fik jeg det, hvorefter vi lykkeligvis kunne fortsætte kørslen ind i Uganda.

Landevejen til Kampala var af meget blandet beskaffenhed, sine steder var den ganske fin, imens den andre steder var meget dårlig. Der kører jo en masse tung trafik, fordi den udgør en del af den eneste forbindelse imellem Mombasas havn i Kenya og mindst et par tusind km. helt ind i det indre Afrika. Og set i den sammenhæng kan den slet ikke siges at være i tilfredsstillende stand, foruden at den dertil også er noget smal. Men min lille Suzuki krævede jo heldigvis ikke ret megen plads. På visse steder, var asfalten begyndt at brække af fra siderne, for derefter at blive skyllet helt væk af de voldsomme regnskyl som jævnligt forekommer. Således kom vi forbi et sted, hvor 2 lastbiltog, hvor den ene så ud til at have været i færd med at overhale den anden, simpelt hen var væltet til hver sin side, og nu bare lå der og så ganske hjælpeløse ud. Men helt bortset fra det, så var / er Uganda et meget, meget grønt og frodigt land at færdes i, og jeg forstår godt Churchills karakteristik. Men landet har sandelig også, måtte vi konstatere, en masse rigtig urskov, som man umuligt ville kunne komme ind i uden en manchet til at hugge sig vej med. Desværre var vi jo blevet en del forsinkede ved grænsen, så vi nåede ikke vort bestemmelsessted Entebbe et godt stykke vej på den anden side af Kampala før ved 21 tiden, så de sidste par timer måtte vi køre i mørke, men vi var da også mindst 15 gange undervejs blevet stoppet ved vejspærringer bemandet med soldater, nogle gange børnesoldater bevæbnede med våben, som de dårligt nok kunne bære. Men vi havde dog, sikkert fordi vi var hvide, ingen problemer med at få lov at fortsætte, de kiggede bare nærmest skødesløst efter hvad vi havde med os, og spurgte hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen? Men for en sikkerheds skyld sørgede vi hver gang for, som smøremiddel, at have de helt store smil på, og vi var intetsteds udsat for, at de forlangte bestikkelse, som det jo i Kenya er ret almindeligt forekommende. Alt virkede faktisk roligt og fredeligt, og alt taget i betragtning fik vi det indtryk, at der overalt herskede en meget lettet og optimistisk stemning ovenpå disse 20 lange år med den borgerkrig, der jo bare få måneder tidligere havde fundet sin afslutning med Musevenis hærs indtagelse af hovedstaden, Kampala. – Ja, jeg hørte vist ikke ét eneste skud i løbet af den uge jeg var i landet, hvilket desværre ikke helt kunne siges om forholdene i f. eks Nairobi.

Der hvor vi havde lovet os hen, og hvorfra vor færden i de følgende dage skulle danne udgangspunkt var hos en ganske lille dansk Røde Kors koloni i Entebbe ved siden af lufthavnen. Og selvom vi ikke kendte disse mennesker, som Lars altså bare vidste om, så blev vi modtaget med åbne arme, på nøjagtig samme måde som jeg også selv, når mig ukendte hvide kom dumpende ind hos mig i Abosi, altid modtog dém, hvilket jo i virkeligheden er en Guds gave til os, som man vist kun, Gud bedre det, oplever ude i det fremmede – men et meget stort privilegium er det altså. Der blev vi også fortalt om den dramatiske afslutning af på borgerkrigen omkring Entebbe, om hvordan den tabende parts soldater var helt overbeviste om, at de ville blive skudt med det samme, hvis de overgav sig, og om hvor helt overstadigt lykkelige de blev over at Museveni havde bestemt, at ingen af dem skulle retsforfølges efter krigen. Og det var denne atmosfære af fredfyldt optimisme, der mødte os i landet, ja som faktisk tog os med storm.

Det allerførste vi gjorde, da vi næste formiddag igen kom til Kampala, var naturligvis at opsøge Apolonia på hendes kontor på den katolske mission, for at melde min ankomst. Og hun var naturligvis ved at tabe både næse og mund i bar befippelse over min pludselige og aldeles uventede opdukken, men jeg fik da præsenteret hende for Lars ligesom jeg også præsenterede Lars for hende, men da hun jo ellers sad midt i sine egne opgaver pålagt hende af arbejdsgiveren, missionen, var det hende ikke muligt lige umiddelbart at afse tid til nogen længere konversation, idet hun dog inviterede mig til at bo hos hende og hendes mand i de dage jeg havde tænkt mig at blive i Kampala, hvortil en kollega på kontoret mindede hende om, at det, for tiden, ikke var lovligt at huse udlændinge, medmindre hun først havde indhentet myndighedernes tilladelse, og denne ville der jo af gode grunde ikke være tid til at indhente, hvilket hun derefter dybt beklagede, men heldigvis havde jeg jo også i forvejen et sted at bo. Så derefter aftalte vi at mødes et nærmere aftalt sted i byen den påfølgende lørdag morgen, hvor hun bl. a. også ville præsenter mig for hendes familie.

I øvrigt, så blev mødet med den almindelige befolkning da også, for os, en meget stor oplevelse. Vi var en dag ude at besøge en landsby, som Lars på forhånd havde en aftale med, hvor vi simpelt hen fik en modtagelse der ellers kun kunne være højere rangspersoner værdige. Vi blev modtaget på den stedlige skole, hvor både børn og voksne sang, slog på tromme og dansede for os til den store guldmedalje lige fra vi kom og til vi igen tog afsted, kun afbrudt af taler, som der også var rigtig mange af. Jeg fornemmer at de fleste sorte er langt mere udtryksfulde og levende i deres ageren, og dermed naturligvis også i måden, som de udtrykker sig verbalt på, end vi hjemme i Danmark er vant til, så på det felt har vi virkelig noget at lære, men heldigvis er jeg vist også selv ved at blive smittet af deres frimodighed, men med skam at melde, mest overfor de sorte, det er som om, jeg overfor dem føler mig mere fri, uden at jeg kan redegøre for hvorfor. Men måske er det lige som med teater, hvor forudsætningen for den fuldendte forestilling er altid publikums medleven.

Naturligvis var der også som en del af denne modtagelse inkluderet en festlig fællesspisning hvor menuen bestod af kogte bananer, (matobe) - som er deres måltiders grundsubstans på samme måde som de kogte kartofler er det hos os - løse ris og kogt svinekød samt hjemmebrygget øl og en aldeles fremragende form for frugtsaft. Alt sammen var det første klasses, og herunder ikke mindst også børnenes non stop sange som baggrund for hele arrangementet. – Og så var der alle kvinderne i deres stilfulde, lange kunstfærdigt og sirligt forarbejdede kjoler i stærke farver, og med store korte pufærmer der som små tuer skyder op ude på skuldrene, som var nær ved at kunne tage pusten fra os fremmede. Og heller ingen af hverken børnene eller mændene var beskidte og lasede i tøjet, som jeg ellers så tit ser det mange steder i kenyanske landsbyer. Vi måtte virkelig undre os over, at de på trods af deres fattigdom, og på trods af de mange års lidelser under despotiske lederes skalten, valten og indbyrdes blodige rivaliseren på bekostning af den almindelige befolknings liv og velfærd, alligevel har været i stand til at bevare en værdighed og et livsmod, der slet ikke kunne undgå at gøre et meget dybt indtryk op os fremmede, ja, der nærmest, for os, slet ikke var til at forstå.

Jeg var også en dag sammen med en mere stedkendt ugander ude at køre en lang tur i et område hvor gurillakrigen, bare 6 måneder tidligere havde været ganske særlig hård og grusom, det drejede sig om den såkaldte Luwero Triangel, et område nord for Kampala på ca. 22,000 kvadratkilometer, altså et område omtrent halvt så stort som Danmark, der så også for en ret betydelig del bestod af tæt uigennemtrængelig urskov. Men som dog før 1980, hvor guerillakrigen for alvor tog fat, havde en befolkning på estimeret 1 ½ million mennesker hovedsagelig tilhørende Bagandastammen, og som nu i landskabsmæssig forstand var forvandlet til et spøgelsesområde med forladte halvt nedfaldne huse og landsbyer misrøgtede kaffeplantager og vingårde, alt i alt til en ekstremt deprimerende udstilling af menneskelig foragt for generationers arbejde med at omforme vild natur til tæmmet kultur. Det var her den nuværende præsident, Youweri Museveni i 1981 startede sin guerillakrig imod Milton Obotes regeringshær, og hvor begge parter ganske enkelt søgte at tvinge den fuldstændig sagesløse befolkning til at vælge side eller at blive skudt på stedet. Omkring 1 million mennesker nåede, mener man, at flygtede til andre dele af landet, imens det anslås at der under den 5 år lange krig var omkring 700,000 mennesker der mistede livet i bare dette begrænsede område. Den del af befolkningen, som det ikke lykkedes hurtigt nok at komme væk blev simpelt hen bare myrdet og deres husdyr brugt som føde for de stridendes parters soldater, imens de mange forældreløse børn der uundgåeligt måtte være udkommet af denne brutale virkelighed ikke havde anden mulighed for overlevelse end at slutte sig til den vilkårlige part af de stridende fraktioner, som de nu tilfældigvis var blevet prisgivet, og hvor de oplærtes i krigshåndværket og det allerede fra 6 – 7årsalderen, hvor de så også til gengæld havde ry for at være aldeles frygtløse, kun opsatte på at hævne deres familiers mordere, som de i virkeligheden slet ikke kendte identiteten på, men som de ved ren hjernevask fra de voksne soldaters side var blevet indpodet, var de andre. – Og det må her bemærkes, at de stridende parter, ligesom det gælder for borgerkrige i det hele taget, formeligt konkurrerede om at udtænke de allermest beskidte tricks.

Mange af disse børn er nu af de nye magthavere blevet samlet sammen i særlige skoler. Men lige meget hvad, så kan det næppe for den store del af disse små ukendte skæbner blive andet end tragedier og traumefyldte tvangsforestillinger der kommer til at udfylde resten af deres liv. Ja, det går for mig, som fuldstændig uvidende og udenforstående tilskuer, bare langt ud over hvad jeg synes, at jeg ville kunne rumme, og dog er det den nøgne skinbarlige virkelighed. – Som en makaber påmindelse, og som denne virkeligheds autentiske vidnesbyrd kunne jeg adskillige steder, ikke kun her, men faktisk overalt i landet, se hvide kranier og andre mere vejrbestandige skilletdele i sirligt arrangerede ganske monumentale opsætninger, vel sagtens i et forsøg på at levendegøre hvor meningsløs døden ved krig altid er. De mennesker der måske netop nu langsomt forsøger at vende tilbage til deres landsbyer har altså som en allerførste tankevækkende beskæftigelse begyndt deres hjems genopbygning med at samle de jordiske rester sammen af venner, slægtninge, mordere eller hvem det ellers ville kunne være, ingen kan vide det? for et upartiskt men til gengæld solidarisk og illusionsløst tidsbegreb har udslettet deres spor, de taler nu alle det samme sprog, og vil alle sammen det samme. Men som Apolonia da også fortalte mig, så udgjorde overgangen fra døden og ind i evighedens blomstersmykkede mindelunde en stinkende sump af ganske ubegribelige dimensioner.

Om lørdagen havde jeg aftalt at mødes med Apolonia inde i Kampala, hvor jeg imens jeg ventede på hende inde i en stor butik, hvor de solgte allehånde souvenirs og hvor jeg købte den håndudskårne ugandastol, som Linda og jeg stadig har stående i vores vidunderlige udestue. Og da hun i den andetsteds beskrevne lange sirlige, og i hvert fald for mig lige i øjeblikket, ganske bedårende lange kjole tog hun mig faktisk med storm – i hvert fald indtil jeg fik sundet mig, og kom til at huske på, at denne påklædning, for dem, jo i grunden var langt mere hverdagsagtig end jeg var vant til fra DK. Og så forærede hun mig ved samme lejlighed fra samme butiks store udvalg af souvenirs, som tak for at jeg ville køre med hende ud til sine forældre, for at præsentere mig for dem, en meget præsentabel brun barkhat, som hun satte på mit hoved, idet hun dog samtidig informerede mig om, at den altså bare ikke tålte at blive våd. - Forældrene boede et temmelig langt stykke vej udenfor Kampala, hvor de hele tiden under krigen havde været så heldige at bo i et område der ikke i nær så udpræget grad som det føromtalte Luwero havde været mærket af krigen, men som desuagtet alligevel havde været skueplads for mange mord og bortførelser. Hun fortalte bl. a. også hvordan hendes far utallige gange havde følt sig nødsaget til at flygte ud i urskoven, så snart morgenlyset meldte sig, for ikke at vende tilbage igen før mørket var faldet på. Og hvordan hendes mor ikke turde være hjemme, men heller ikke vidste, hvor hun turde gå hen. - Hendes forældre var godt nok ikke hjemme da vi ankom, fordi de tog del i en begravelseshøjtidelighed i nabolaget, således at jeg dermed også fik et lille indblik i denne side af deres tilværelse, ligesom vi også inviteredes til, som kære gæster, at tage del i deres til lejligheden tilberedte fælles måltid, der naturligvis også her bestod af matobe og kogt okse og eller hønsekød samt det hjemmebryggede øl.

Og hendes forældre modtog mig ligeledes i deres eget hjem med en sådan hjertelighed, som man vist kun kan opleve i kontakten med de sorte mennesker. Apolonia var den sidste i en søskendeflok på 7, fortalte hendes far, der i øvrigt slet ikke havde nogen særlig uddannelse, men alligevel talte et ganske udmærket engelsk, hvad der ellers er ret ualmindeligt for en farmer i hans alder her langt ude på landet, men han havde, sagde han, viet hele sit liv til at sørge for at alle hans børn fik en uddannelse, imens han nu ellers lod til at være beskedenheden selv. Han var heller ikke på nogen måde en meget talende mand, men var dog alligevel synligt glad for at vise sine familiebilleder frem, og der var mange af dem – også brudebilleder af samtlige børn i sorte jakkesæt og lange hvide brudekjoler. Og det var tydeligt at se, at han var meget stolt af dem alle sammen. Og stolt var han også over at kunne vise nogle billeder fra Rom, hvor han engang havde været, betalt af dén katolske mission, som han var medlem af. De var alle dybt religiøse, hvad jeg, deres livsomstændigheder taget i betragtning, ikke finder noget mærkeligt ved. De / vi faldt alle på knæ og bad en bøn så snart vi var kommet ind i deres hus, og det samme gentog sig, da vi skulle sige farvel.

Hen på eftermiddagen kørte vi så til det hus et lille stykke udenfor Kampala hvor Apolonia selv boede sammen med sin mand. Hun havde jo ellers, som allerede tidligere nævnt, efter at jeg på den måde ganske uventet havde været dukket op på hendes arbejdsplads været indstillet på, at jeg skulle bo hos dem i de dage jeg blev i Uganda – Nu var jeg der så, men hendes mand, som jeg forstod det, var ansat som sælger i et stort internationalt firma der forhandlede entreprenørmaskiner, var ikke, som hun havde forventet, hjemme da vi ankom, hvilket hun tydeligvis var noget skuffet over. Og da han stadig ikke var kommet, da det var ved at blive mørkt, fortalte hun mig, at det var hendes helt alvorlige forsæt, at jeg altså skulle hilse på ham, inden jeg igen tog af sted, og det fuldstændigt uanset om jeg så skulle blive lige til næste morgen. Og dette fik mig uvilkårligt til at tænke, at den virkelige grund til at jeg ikke kunne bo hos dem måske alligevel ikke så meget var på grund af myndighederne som på grund af ham? – Men måske er dette heller ikke, når det endelig kommer til stykket, så mærkeligt. Der ville sikkert også være en del danske mænd, der ikke umiddelbart med fryd og begejstring ville modtage én for dem fremmed mand som logerende i sit hjem, god ven eller ej, som konen havde løbet op i London eller Paris. Men på den anden side kan det jo også i dette konkrete tilfælde fortælle en hel del om Apolonias psykiske råstyrke og feminine resurserigdom. For mig står hun i hvert fald, også efter disse mange år, som af én af de absolut stærkeste kvindeskikkelser jeg igennem hele mit liv har haft den glæde at møde.

Men lidt hen på aftenen dukkede manden alligevel op og hilste hjerteligt på mig, igen på en måde, som jeg endnu en gang må fastslå, at kun de sorte mestrer, og vi kom meget hurtigt i god snak, hvoraf det også fremgik, at det var ham magtpåliggende at sige tak for alt, hvad jeg havde gjort for Apolonia, og det både i Nairobi og i Kenya i det hele taget, og hvor han ligeledes kraftigt understregede, at skulle det hænde sig, at jeg igen kom på besøg i Uganda, så ville jeg til enhver tid være meget velkommen til også at bo hos dem. Og jeg fornemmede tydeligt, at hans særdeles åbenhjertige gæstfrihed overfor mig gjorde hende meget glad.

Nu kan de der læser dette jo nok spørge hvorfor i alverden jeg på den måde bryder mig om at bevæge mig derud, hvor der bestemt, de sortes også jævnligt udstillede særdeles kontante måde at afgøre tvister på, kan være en risiko for at blive indblandet i særdeles ubehagelige tildragelser. Svaret herpå er, mener jeg, at jeg føler mig som en slags opdagelsesrejsende i menneskelivets gådefulde labyrinter, hvor ingen nye erkendelser opnås uden at noget også må sættes i spil. - Og dertil, så er min hang til eventyr jo, som de vil vide, der kender mig, aldeles ikke af ny dato.