Tid til eftertanke – og et møde

Foråret 1986 var for mig, en underlig tid, fordi jeg vidste, at min forbliven i Abosi den gang hang i en meget tynd tråd, og fordi den, som jeg jo selv havde lagt op til det, nu ville være afhængig af udfaldet af den workshop, som jeg helt ud fra mine egne ideer og højskoleerfaringer, omplantet til Afrika, igennem nogen tid havde forberedt mig intenst på, som havde det været til en duel imellem det lyssyn, som jeg så inderligt gerne ville kunne tro på, og så den grundlæggende tvivl på det godes mulighed i en verden hvor det onde kan ligger på lur alle vegne. Sagen drejede sig jo om hvorvidt jeg under denne workshop ville være i stand at genvinde den tillid iblandt AF´s medlemmer, som jeg tidligere havde nydt, men som jeg af forskellige årsager, meget imod min intention, igen havde mistet. Mit arbejde indenfor AF var derfor indtil videre nærmest stillet på stand by, hvilket dog så til gengæld også åbnede for ellers uudtænkte muligheder for, at kaste mig over andre gøremål ikke, mindst omkring de iagttagelser jeg havde gjort i forbindelse med mine egne tanker om, hvad udvikling i det hele taget måtte være for en størrelse? Den opgave som var blevet mig til del ved min udsendelse, var jo i virkeligheden i udgangspunktet, i modsætning til de opgaver som de allerfleste af mine andre danske frivilligkolleger havde påtaget sig, ret flydende og helt uden medfølgende konkrete anvisninger i nogen som helst retning, udover dette ene, at jeg skulle medvirke ved opbygningen af det andelsprojekt, som Abosi Young Farmers Co-operative Society jo var, og som naturligvis skulle ske i samarbejde med societyets medlemmer. - Men hvor jeg dog trods alt havde et mangeårigt forhold til den danske andelsbevægelse, havde dette nye kenyanske andelsinitiativs igangsættere hverken forudsætning for eller viden om, hvad dette overhovedet ville indebærer hverken for dem selv som medlemmer, eller i forhold mig, som formidler, som fremmede fugl i reden, som jeg jo vitterlig også var.

Det eneste de vidste, var at nogen havde fortalt dem, at det var andelsbevægelsen der havde hjulpet danske landmænd til velstand. Og at denne velstand beroede på eksport af smør og bacon var de også helt på det rene med. Men når jeg nu gav mig til at tænkte på, at andelstanken i Danmark i høj grad, for ikke lige at sige udelukkende, var vokset op fra neden med græsrødderne som udgangspunktet, så ville dette projekt jo i modsætning hertil skulle introduceres fra oven for derfra at vokse nedad imod græsrødderne. Derfor måtte jeg da også, især i begyndelsen, mange gange spørge mig selv: Er dette i det hele taget en opgave, som jeg har mulighed for at magte? – Imens jeg på samme tid også kunne finde på at forsikre mig selv om, at dette jo lige netop måtte være en drømmeopgave der passede til både min medfødte trang til at bevise det umuliges mulighed, og til min trang til at tilfredsstille min egen søgen efter sprækker hvorfra gradvise, positive skridt til forståelse af samarbejdets uundgåelige nødvendighed mennesker imellem ville kunne finde næring. Her i Abosi stod jeg jo overfor en fra fremmede, nordlige himmelstrøg importeret løftestang, som det så skulle være tanken, at de herboende mennesker tilhørende en helt anden kultur skulle kunne bruge i forhold til deres egen bevidstgørelse omkring egne potentielle, men endnu slet ikke bevidst udviklede potentialer for at gøre sig gældende i og omkring deres egen eksistens, og med en mulig opstigende grad af velstand i sit kølvand. - Dette syntes mig unægteligt ret så uoverskueligt!

Et rent lykketræf må det dog alligevel have været, at jeg samtidig med at hollænderen Jan Houman tilrådede mig at forsøge mig med denne workshop, også hos mine genboer, mine latinamerikanske præstevenner, var blevet opmærksom på en slags udviklingsmanual, som de havde liggende, der kaldtes ”Training for Transformation” (Opøvelse i Forandring) som netop i en, for mig, i min særlige situation lettilgængelig form gav mig nogle ideer til hvordan denne workshop bedst ville kunne gribes an. Ja, jeg tøver da heller ikke med at sige, at hele konceptet jo egentligt var ærkegrundtvigsk i sit udgangspunkt, og var derfor, for mig, såre velkendt. Og jeg vil endda her i bagklogskabens klare lys sige, at uden denne manuals inspirerende tankeflugter hen over dette dybt menneskelige vækkelses og - forandringsprojekt, som AF jo i sandhed også var, næppe ville have været mig muligt at genvinde den tillid hos mine ”klienter” som jeg ulykkeligvis, og meget imod min vilje, tidligere havde måttet sætte over styr. T. f. T. var oprindelig udtryk for et af den sydamerikanske katolske kirke udviklet koncept for bevidstgørelse af den fattige underklasses skjulte, positive samfundsenergier igennem den såkaldte befrielsesteologi, som jo den gang stod i et meget uforsonligt modsætningsforhold til meget stærke samfundsfaktorer i hele den vestlige verden, og her ikke mindst til USA´s inddæmnings og magtpolitiske tilgang til netop Latinamerika. Og det var altså ikke så meget på grund af ukendskab til konceptet som sådan, at det i min situation næppe, uden mit fund af denne manual, ville være faldet mig ind at gøre brug af det, men langt mere fordi jeg ellers ikke ville have været bevidst om det nære sammenfald og parløb der jo egentlig nødvendigvis altid må være imellem betingelserne for og procesforløbene af en ubændig menneskelig græsrodsvækst, uanset hvor på vor klode de så end måtte foregå.

Ja, ovenstående, for nogle mennesker sikkert nok unødigt svævende tankerække, fik mig uvilkårligt til at tænke på 2 katolske nonner, som jeg traf i en togkupé i Irland, den gang jeg nyligt, af MS, var udtaget som ulandsfrivillig til Kenya, og derfor deltog i et helt privat engelskkursus i Dublin. Jeg husker, hvor optaget jeg var af denne, for mig, nærmest forførende fremtidsudsigt, at jeg virkelig  var kendt værdig til udsendelse som dansk ulandsfrivillig, som det den gang hed. Så optaget var jeg af det, at jeg glad og gerne fortalte om det, til Gud og hvermand, og altså også til disse mig fuldstændigt ukendte nonner i toget, som helt tydeligt lod sig rive med af mine malende fremstillinger. Og det som jeg fortalte dem var bl. m. a. at jeg var helt sikker på, at jeg selv ville få mindst lige så stort udbytte af dette ulandsarbejde iblande fremmede sorte mennesker, som de sorte til gengæld, forhåbentligt, også ville kunne få af min tilstedeværelse iblandt dem. - Og skulle jeg nu føre denne tanke til ende, så måtte det jo også være mig, der alene stod med bevisbyrden for denne udviklingsmissions relevans overhovedet. Hvorfor jeg da heller ikke bare følte forpligtelse overfor den håndfuld medlemmer af AF, der havde betalt medlemsbidrag, men overfor hele det område hvorfra disse medlemmer kom, og jeg havde der ud af også draget den slutning, at AF´s geografiske indsatsområde også måtte være mit indsatsområde med den konsekvens, at projektet, selv om det officielt stadig var mynter specifikt på AF´s udvikling, også måtte dække over et langt bredere samfundsudviklingsprojekt. Jeg var da helt på det rene med, at dette kunne have beredt mig mange vanskeligheder, ifald opbakningen til denne forståelse fra medlemmernes side var blevet draget i tvivl. Men det skete til alt held ikke. Og det var da også på denne baggrund, jeg som et første initiativ nu, hvor jeg ikke en gang vidste, om jeg skulle forblive i Abosi, forsigtigt søgte kontakt med områdets folkeskoler, hvor jeg til min store glæde mødte stor imødekommenhed tilligemed en udbredt villighed, ja ligefrem forventningsfuldhed med hensyn hvad vi til fælles bedste kunne hjælpe hverandre med.

Nu var jeg jo efter god dansk skik på forhånd meget kritisk indstillet til disse skolers udbredte brug korporlig afstaffelse som disciplinærmiddel, da lige netop dette jo var / er noget, som vi danskere har meget svært ved at komme overens med. Og når jeg nærmest fremdrog dette som en bisætning i samtalen med en skoleleder, så var det ikke så meget fordi jeg havde den store forventning til, at jeg ville kunne ændre ret meget på det, men fordi jeg i al mindelighed ville gøre opmærksom på, at dette var noget, der i alvorlig grad faldt os danskere for brystet, og derfor også ville kunne svække danske donores støttevillighed. Og derudaf udspandt der sig så imellem os en meget åbenhjertig dialog, i hvilken forbindelse jeg også bad han forklare mig baggrunden for denne afrikanske praksis. Og det svarede han mig på med ganske få ord, som jeg virkelig bed mærke i, og som jeg ikke mindst nu, efter 30 år, har måttet sande visdommen i. For han svarede: At det var bedre at risikere at ødelægge et enkelt barn end at risikere at ødelægge den vej, som alle børnene ud i fremtiden ville skulle bevæge sig fremad på. Og når jeg ser tilbage på min egen skoletid, og samtidig kaster et øje på den danske folkeskoles situation i dag, så må jeg indrømme, at jeg i nogen grad har måttet give ham ret. Men det er jo unægtelig en helt anden historie. Det var så for øvrigt også på netop denne skoleleders skole, at jeg allerførst fik lov til at afprøve min ide med at bringe udsyn og oplysning ud i de yderste kroge af landet ved at vise lysbilleder for lokalbefolkningen. Sammen med ham fik vi nemlig hængt et hvidt lagen op ad gavlen på en skolebygning, således at jeg, når mørket først var faldet rigtigt på omkring ved 19 – 19,30 tiden, ved hjælp af en projektor til hvilken jeg tappede strømmen fra mit bilbatteri, kunne vise mine lysbilledserier. Og det viste sig hver eneste gang at blive drønende publikum succeser. Som naturligvis senere hen blev gentaget utallige gange i forskellige skoler og efter samme mønster, og dermed også blev stærkt medvirkende til det gode forhold, som jeg fremover, i tæt samarbejde med villige og engagerede lokale folk, som tog sig af den nødvendige tolkning, langsomt fik held til at få etableret i forhold til områdets lokale beboere.

Der var naturligvis også flere andre ting, som jeg rent perifert havde ventileret overfor farmerne som mulige indsatsområder. Og én af dem var aktivering af alle de mange æsler, de havde omkring sig, og som de øjensynligt overhovedet ikke interesserede sig for at gøre nogen praktisk brug af. For hvad det angik, så havde jeg jo i især i Nairobis omegn set, hvordan disse æsler i vid udstrækning anvendtes som trækdyr. Derfor tog jeg da også nu, da lejligheden bød sig, en tur til Nairobi som ”opdagelsesrejsende i æselseletøj”. Og kom i den forbindelse i kontakt med en ældre herre, en 71årig polak, som i sine unge dage havde været kavaleriofficer i den polske hær i 1939, da tyskerne angreb hans land. Han var en meget levende og engageret fortæller og sad altså nu (flere år før muren faldt) i Nairobi i spidsen for et polsk udviklingsprogram med fokus på netop aktivering af alle disse æslers trækkraft, som han, med dette for øje, netop havde et kursus kørende med i en by der hed Limuru, som ligger omkring 30 km vest for Nairobi, omkring uddannelse af de lokale saddelmagere der forudsattes at skulle sy disse mange æslers seletøj. Det er i denne forbindelse vigtigt at understrege, at der i Afrika som helhed, ikke i moderne forstand, findes nogen alsidig håndværkstradition, som den der findes i Europa, og som det jo ikke er for meget sagt, altid har udgjort selve rygraden i europæisk, vesterlandsk foretagsomhed og udviklingskultur. Selvfølgelig var der for disse 30 år siden noget på vej, især i Kenyas byområder under betegnelsen Djua Kali - (Brændende Sol), som var en form for udendørs værksteder, hvor initiativrige mennesker, som mere eller mindre selvlærte, beskæftigede sig med at fremstille et hav af forskellige salgbare ting og sager, ofte af genbrugsmaterialer, ud fra devisen: ”nød lærer nøgen kvinde at spinde”, men ude på landet hvor de allerfleste mennesker dog boede, og stadig bor, fandtes den slags ikke, måske lige med undtagelse, nogle få selvlærte, skræddere der sad ved deres trædesymaskiner, og så måske nogle skomagere der lavede sko / sandaler af gamle bildæk. - Og så er det jo, at man må spørge sig selv om, hvordan det overhovedet vil være muligt at udvikle et landdistrikt, hvor der ingen håndværkere findes? Så naturligvis vakte dette saddelmagerkursus straks min interesse, og jeg havde straks gode ideer desangående parat i baghovedet.

Imens jeg som gæst tog del i dette kursus ville skæbnen også, at jeg mødte en ung sort kvinde fra Uganda, som var sendt dertil af en katolsk, kirkelig organisation, a la KFUK i DK, med base i hovedstaden Kampala, og da hun så også fortalte mig, at hun havde været med til at repræsentere sin organisation ved verdens kvindekonferencen i Nairobi i 1985, blev jeg jo klar over, at hun ikke bare var en fru hvem som helst. Hun var 28 år, gift, havde to børn og hed Apolonia. Meget sjældent har jeg mødt en kvinde, som jeg i den grad fascineredes af ved første øjekast. Og vi blev meget hurtigt meget gode venner, også fordi hun var iblandt de relativt få sorte folk med uddannelse bag sig, som jeg indtil da havde mødt, der, sådan tolkede jeg i hvert fald, blankt afviste den ellers iblandt sorte uddannedes fremherskende ”oppe fra og ned attitude” overfor alle uden uddannelse. Men som tvært imod så det som sin livsopgave at formidle sin viden, sit engagement, og sin inspirationskraft til det dybt rodfæstede og traditionsbundne bagland, som hun tydeligvis satte en ære i at være rundet af. Netop det, som jeg i min afrikatid, i så uendeligt mange sammenhænge, stærkt, men som oftest forgæves, havde måttet efterlyse.

For som jeg måtte se det, så var den udbredte nedvurdering, som uddannede mennesker i bred forstand, man kan næsten sige pr. definition, omfattede deres uuddannede medmennesker med stærkt medvirkende til den stagnation og initiativløshed, der tydeligvis herskede iblandt de allerfleste såkaldte almindelige mennesker omkring mig. Jeg havde jo måttet konstatere, at når familier eller klaner skillingede sammen for at betale for uddannelse af en af deres egne unge, lyse hoveder, så var det først og fremmest i forventning om at vedkommende, efter endt uddannelse, forlod landsbyen til fordel for, helst en større by, fik sig et job, gik i nypressede benklæder, havde hvid skjorte og slips samt fik en behagelig kontorstol både at sidde på, når dette endelig krævedes, og til at hænge sin jakke på, imens han selv, i den udstrækning det ellers var muligt, gik ud i byen for at lave private forretninger til eget bedste, og så ellers som tak for skolehjælpen sendte rigeligt med penge hjem til familien. Og dette selv om mange af disse uuddannede familier dog inderst inde måtte vide, at mange af disse unge vordende ”kontorfolk”, når de først var kommet langt nok væk hjemmefra, også mageligt kunne finde andre og sjovere måder at spendere deres indtægter på end lige at sende penge hjem til familien. – Ja, brodne kar er der jo alle vegne! - Og så var der jo endelig også de mange, som det slet ikke lykkedes for overhovedet at få noget job. - Således kom der kort tid efter min ankomst til Abosi en ung mand og bankede på min dør, han var 26 år og grædefærdig, fordi han altså havde fået en uddannelse og forsøgt at få arbejde i byen, måske i Nairobi, men havde måttet opgive alt håb, og hjemme i sin landsby kunne han nu heller ikke mere være, for der mødtes han kun med hån og spot, fordi han altså ikke havde været iblandt de heldige, der havde fået job på et jobmarked der jo foruden så meget andet også altid var dybt inficeret af nepotisme. Og så var det altså, at han tænkte, at jeg måske havde et job til ham, hvad jeg med beklagelse måtte sige nej til.

Og med denne barske virkelighed in mente kan det vel heller ikke undre, at dem der så havde været heldige nok til at få et godt og stabilt job, fristedes til at betragte deres egen hjemlige bagland som inficeret med en utilladelig naiv inferiøritet. Det kan godt være, at dette er at sætte de dårlige relationer imellem uddannede og uuddannede mennesker på spidsen, men at dette i forhold til begrebet udvikling er en ganske alvorlig hindring, vil ingen med føje kunne benægte. For mig var det i hvert fald nærliggende at antage, at det forhold aldrig er gået op for dem, mest tydeligt nok iblandt mændene, at det alene er ved samarbejde imellem alle disponible kræfter, at fattige landområder overhoveder har mulighed for at løfte sig selv op ved håret, ja, at disse mennesker, uanset hvor mange gange de ellers bedyrede for mig, hvor meget og hvor varmt de ønskede udvikling, i virkeligheden inderst inde bare ønskede at blive ladt i fred, måske for det allermeste fordi de slet ikke følte sig i stand til hverken at overskue denne mulige udviklings omkostninger eller konsekvenser. Eller sagt på en lidt anden måde, det kunne være, at de forestillede sig muligheden af at kunne nyde udviklingens frugter uden nødvendigvis også at skulle betale dens omkostninger, som f. eks. kunne være dette at behøve at arbejde manuelt for sagen frem for bare at nyde friheden til at lejre sig i skyggen under et træ med transistorradioen. Nu skal det i sandhedens interesse også i denne sammenhæng med, at hvor kvindernes tilværelse i langt højere grad end mændenes på mange områder stadig er de samme som før de af udviklingen kastedes ud denne malstrøm af forandringer, nemlig at tage vare på familiernes egne indre velfærd, der er mændenes tilværelse på en helt anden måde ganske enkelt væltet over ende. De har ingen stedet at gå hen med deres kvæg for at finde nye og bedre græsgange, de skal ikke længer, hvad der igennem mange århundreder udgjorde deres hele eksistens metier med våben i hånd forsvare hverken deres kvæg, kvinder, børn eller gamle, men forsøger så i stedet, i bare frustration, at slå tiden ihjel med allehånde andre beskæftigelser, som, selv om disse ikke siger dem noget, dog gør det muligt for dem at plastre selvrespekten til med imaginære magtudfoldelser så som f. eks. at forlange det urimelige af deres kvinder og uden blusel bruge dem som deciderede fødemaskiner, arbejdskuler i en underdanig slavetilværelse, der ligger milevidt fra den selvbevidsthed de oprindeligt havde i stammesamfundene. - Men hvordan fortæller man mennesker, som man er kommet til at holde af, denne barske sandhed på en måde, så de ikke går i baglås? For disse mennesker er jo hverken modvillige eller dumme, ja de heller ikke med føje betegne som dovne, de har blot været som mennesker er flest kloden over. De har hyttet sig så godt de kunne. - Og det var netop med denne realitet for øje, at jeg både gjorde overvejelserne omkring dette spørgsmål til mit hovedbrud og til mit anliggende. Og det er da også på den baggrund mange af mine, for en overfladisk betragtning, ret tilfældige indfald og initiativer skal ses.

Det er aldrig vanskeligt for os fremmede at få øje på alt det der ikke er som det burde være. Men at forsøge at medvirke til en korrigereing af det, der er forkert, er en helt anden sag, som først og fremmest for både unge og gamle, for lærte som for ulærte kræver empati, tålmod og masser af tid. Jeg kan godt forstå, at mange ellers dybt engagerede mennesker sorte som hvide giver op overfor at engagere sig alt for dybt i tilsyneladende uløselige misforhold. Men der er det vigtigt at huske på, at der også i kulturer vi, som de fremmede vi er, umiddelbart fristes til at afskrive som værdiløse alligevel altid vil være elementer af stor værdi for de mennesker det angår, og som det kan /vil være af afgørende betydning for dem at kunne tage med sig ind i de fremmede nye livsbetingelser og omstændigheder, som uundgåeligt vil komme til at udgøre deres fremtid. Kultur er ikke noget man skifter fra den ene dag til den anden, på samme måde som mennesker uden kultur, overhovedet, mange gange ender med at blive farlige for deres omgivelser. - Men nu tilbage til min søgen efter mulige emner for fremtidige projektinitiativer, for seletøjet var jo ikke den eneste mulighed. Jeg tænkte også på, at jeg gerne ville gøre noget for områdets kvinder, som jo stadig, på samme måde som de igennem mange århundreder havde gjort det, kogte maden på åbne bål ved at stille kogekarret på 3 sten over ildstedet. Hvilket er ekstremt arbejdskrævende, ikke mindst på grund af alt det brænde der faktisk brænder til ingen verdens nytte og som tilmed for det allermeste må hentes langvejs fra, af kvinderne selv, ligesom det da også er dybt usundt på grund af al den røg det fylder hytterne med, foruden at det dertil også er dødsens farligt på grund af faren for at små børn falder ned i denne åbne ild.

Så derfor tog Apolonia og jeg ved en given lejlighed en lille smuttur tur til et andet udviklingsprojekt i nærheden af Nairobi, Bellerive Fundation, som udgør en underafdeling af det noksom bekendte Aga Kahn Dynastis verdensomspændende netværker til menneskehedens bedste, som hun vidste om, og som igennem nogle år havde udviklet et meget simpelt komfur der var muret op af brændte sten og afdækket med en jernplade med to kogesteder at sætte kogekarrene ned i ligesom det også havde aftræksskorsten af blikplade. Med andre ord, så var dette en særdeles billig og effektiv udgave af de brændekomfurer der brugtes i Danmark så sent som i 1950erne og - 60serne. Altså et kæmpe fremskridt. Men de arbejdede også med store koge faciliteter til institutioner, noget ala de gruekedler som vi også indtil 1950 - 60 brugte i Danmark, men her isolerede og i rustfrit stål, også til afløsning af de åbne ildsteder der foruden at kræve uanede mængder af brænde, på grund af varmeudviklingen var ulidelige at arbejde ved.  jeg dog foreløbig måtte nøjes med at skrive mig bag øret, for eventuelt senere brug. Ja, gode ideer kan der såmænd altid være nok af, men vanskelighederne ved at få dem accepteret af potentielle brugere er til gengæld meget store. Som en lille krølle på dette komfurbesøg, så var nogle unge mennesker, lige da Apolonia og jeg ankom, i færd med at montere et sådant komfur, hvis skorsten skulle op igennem et bliktag. Og tilbage stod nu kun at få bruddet på bliktaget tætnet omkring gennemføringen med en form for tjæresubstans, hvorom der tydeligvis udviklede sig en voldsom diskussion om hvem af dem der skulle dømmes til ved denne tætningsproces at få hænderne indsmurt i tjære, fordi de åbenbart af bitter erfaring vidste, at den næsten var umulig at vaske af igen. Men så var det altså at jeg pludselig var den rette mand på det rette sted, idet jeg vidste, at dette problem ganske enkelt og effektivt kunne løses ved at opløse tjæren på hænderne ved godt og rigeligt at smøre dem ind i margarine, og derefter på en gang afvaske både tjæren og margarinen med sæbe og vand. Og dette råd blev så, som et af mine mere beskedne udviklingstiltag, straks modtaget og taget i brug med kyshånd, hvilket jeg noterede mig som et slående bevis på, at alt ikke altid er helt håbløst, heller ikke i Kenya.

En lille weekendtur blev det da også til i forbindelse med denne opdagelsesrejse til gode for hidtil uprøvede udviklinger. Ja, i virkeligheden så havde jeg jo nok allermest taget denne som en form for afledningsmanøvre fra den ellers enerverende uvished omkring min forbliven i Abosi eller ikke?  Og som en yderst beskeden sidegevinst til den tog Apolonia og jeg sammen med et par af de andre mandlige kenyanske deltagere i ovennævnte kursus en lille søndagsudflugt i min gule Suzuki, som netop lige var stor nok til, at vi, forudsat kravet om komfort ikke var afgørende, kunne klemmes ind i den. Vi havde tænkt os at bestige den udslukte vulkan Longonot, som vi jo så mange gange næsten bogstaveligt havde kunnet kigge ned i hver gang vi ad landevejen, dog på nogle kilometers afstand, havde passeret den i det, set på afstand, aldeles storslåede naturscenarie, som den var omgivet af. Men dette forehavende måtte vi dog opgive, fordi der ingen farbare veje var så tæt på krateret, at vi i løbet af den disponible tid ville kunne nå at gå til fods både op og ned igen. Og selvom det ovenfor beskrevne naturscenarie, på tæt hold nærmest forvandledes til halvørken, hist og her overstrøet med enkeltstående forkrøblede paraplytræer i mandshøjde, så fik disse tre unge mennesker sammen med mig en rigtig god søndag ud af det ved bare at bevæge os halvvejs op til krateret og ned igen imens vi snakkede, skæmtede og diskuterede til den store guldmedalje, hvor jeg sikkert i deres selskab, aldersforskellen taget i betragtning, må have gjort det ud for en eller anden form for faderskikkelse. Og jeg husker da også meget tydeligt at Apolonia på et tidspunkt helt spontant udbrød: ”This day has been the very brightest day in my whole live”. (Denne dag har været den allerlyseste dag i hele mit liv). - Og for mig står den da også stadig, efter alle disse år, i et helt særligt lys.

Men så var det ellers også ved at være den tid, hvor jeg skulle tilbage til min workshop i Sotik, og da jeg ikke just glædede mig til at skulle sige farvel til Apolonia, kunne jeg da heller ikke nære mig for at spørge, om ikke også hun, som et led i hendes erfaringsopsamling i forbindelse med arbejdet med fattige kvinder i Kampala, kunne have lyst til at være med til den, idet jeg selvfølgelig også tilbød at betale hendes dermed forbundne transportudgifter. Og det havde hun i meget høj grad. Sagen var bare den, at hvor jeg bare havde været med på kurset som gæst, så var hun indskrevet som kursusdeltager og kunne derfor ikke uden videre tage sig 4 dage fri. Men hun fik det alligevel, sikkert det gode formål taget i betragtning, ordnet og kørte med mig til Abosi, hvor workshoppen så skulle begynde i Sotik den påfølgende dag.