Skitse 7 fra Kenya - hvide elefanter og andre misforhold

Da jeg i 1984 kom til Kenya var ideen om at alle skolebørn skulle have ret til et dagligt vist mål af god og sund sødmælk en ret nylig introduceret, idet dette jo uomtvisteligt fremmer deres indlæringsevne, ingen som helst tvivl om det. – Men hvorfra initiativet til den aktuelt indførte skolemælksordning oprindelig opstod, fortaber sig vist nok i uvishedernes brokkasse. Og om dens gennemførelse skyldtes politiske tiltag fra højeste sted eller mere forretningsprægede overvejelser fra Kenyas største mejeriselskabs – Kenya Cooperative Creameries – KCC’s ledelses side skal jeg ikke kunne sige, for det ved jeg ikke noget om. Men at selskabet har tætte forbindelser til det politiske establishment kan der næppe, selskabets samfundsmæssige betydning som et af landets vigtige nøgleforetagender, herske tvivl om. Og hvad der i hvert fald står fast er, at det er Danida der har initieret ideerne og filosofien bag den, og også formoder jeg, givet grønt lys for ordningens relevans i dagens kenyanske, økonomisk, realistiske virkelighed.

Ikke desto mindre havde jeg opholdt mig i Abosi i ret lang, tid inden jeg overhovedet blev opmærksom på ordningens eksistens. Jeg havde godt nok fra tid til anden været tilbudt disse små pakninger med, tror jeg nok, 200 gram langtidsholdbar sødmælk, når jeg tilfældigvis besøgte en skole, men ellers ikke hæftet mig særligt derved. Og det var først efter at jeg i juni 1987, fra MS Nairobi havde fået en Toyota Hilux ladvogn stillet til min rådighed, at man fra diverse landsbyskolers side opfordrede mig til, når lejlighed gaves, at fragte denne UHT mælk fra Kilgoris, og ud til dem, fordi mejeriet jo kun fragtede den til det videredistribueringslager hvorfra skolerne så var forpligtede til selv at afhente den, men hvorfra de desværre ingen reel mulighed havde for at få dette gjort. Men selvom det var en transportopgave, som vi ellers på ingen måde kunne påtage os, så skete det dog alligevel en gang imellem, når vi havde lejlighed dertil, at vi rent undtagelsesvis gjorde det. Men det var bestemt ikke noget hyggeligt syn der mødte os på dette yderst interimistiske mælkelager, hvor der naturligvis på grund af de allerfleste skolers manglende mulighed for mælkens afhentning var fuldt optaget på alle hylder, men ikke nok med det, mange af disse små pakninger, der for nemheds skyld igen var pakket i mere håndterbare papæsker var simpelt hen på grund af alder og varme eksploderet på hylderne, så hel - og halvrådden mælk flød rundt og fik det hele til at se herrens ud. Og dette tilligemed at beboerne i og i omegnen af Kilgoris, må man formode, har gjort sig til gode med den del, som de nu har kunnet drikke sig ud af, om end uberettiget, for dog at minimere mælkespildet en lille smule. Og dette var så den øjenåbner, der fik mig til at gå ind i en nærmere undersøgelse af denne sags baggrund og konsekvenser. Ligesom den også i allerhøjeste grad befæstede min i forvejen noget lasede respekt for den ekspertviden, som man i Danida såvel som i mange andre danske som udenlandske bistandsorganisationer så flittigt påberåbte sig, og jeg vil endda gå så vidt, at jeg vil konkludere, at alverdens fattige mennesker ville kunne opnå et bedre liv uden disse eksperters påståelige bedreviden.

Det korte af det lange i denne sag er jo bare i al sin enkelhed, at en meget stor del af den viden som disse ellers i hovedsagen lærte folk påberåber sig er uddraget af erfaringer indhøstet i deres egne landes langt mere udviklede, sofistikerede og ikke mindst hundreder gange rigeligere finansielle omstændigheder, og tilsyneladende uden tanke for hvad der overhovedet ville kunne lade sig gennemføre i et uland, hvor resurseknapheden sætter meget snævre grænser for, hvad der er muligt. Men måske er det ikke ganske korrekt, når jeg her påstår, at det er danske eksperters ansvar, at de tiltag som de går ind for gennemførelse af også er realistiske, for jeg ved jo godt, at der kan være mange forskellige forhold der spiller ind i ulandsprojekters relevans, eller ikke relevans, så som politiske eller nationale ambitioner hos magtfulde enkeltpersoner, hvor det jo også, selv i Danmark, hører med til almindelig takt og tone, at man indretter sig efter hvorhen vinden blæser i det firma eller i den organisation, hvor man tjener sit brød, fordi man anser alt andet for værende galimatias og den sikre vej til arbejdsløshed. Men her er det så, at jeg ud fra mange års omgang med mennesker nødvendigvis må anføre, at de hermed forbundne ekstraomkostninger altid først og fremmest må betales af vedkommendes eksperts allersvageste medmennesker. – Og det er vel ikke lige det, der er formålet med det arbejde, man som hjælper for ulandenes fattigste, har sat sig for at udføre.

Og det som der i virkeligheden er sket med denne alt for ambitiøse skolemælksordning er jo at man eksempelvis under store omkostninger og med meget besvær transporterer denne mælk helt ude fra bushen tilligemed de yderligere 30 km. fra Abosi til Sotik, en transport af uafkølet mælk under forhold, der på grund af regn og uføre forårsagede forsinkelser mange gange allerede ved ankomsten til mejeriet, kvalitetsmæssigt, har mistet broderparten af sin værdi. Men denne mælk giver man så, fordi det dog ligger inden for mulighedernes grænse, den dyreste behandling mælk kan få, pakker den i den dyreste emballage der findes, hvorefter den selv samme mælk, igen under store omkostninger og med stort besvær transporteres tilbage, ikke til der hvorfra den oprindelig måtte være kommet, men til et for mejeriet langt mere bekvemt, centralt beliggende sted, hvorfra de allerfleste af de skoler, som mælken ellers var tiltænkt, bare ikke har mulighed for at få den afhentet. – Ville man endelig sikre sig, at skolebørnene fik den mælk, som det bevisligt er så godt for dem at få, kunne man jo langt mere enkelt og med omkostninger som samfundet også ville kunne magte, arrangere sig med nogle koner, der på skift ude på de enkelte skoler kogte lokalt indsamlet mælk og fordelte den til børnene. – Men den tanke er der altså helt åbenbart ingen af disse kloge hoveder, der har kunnet fange. Imens jeg da også har en velbegrundet mistanke om, at den vildfarelse som dette projekt står som udtryk for, hovedsageligt grunder sig på et forhold, jeg som realistisk tænkende individ mener, at jeg også i mit eget ulandsarbejder støder på gang efter gang.

En gang jeg så en af ”mine” farmere siddende i skyggen under et træ lyttende til et musikprogram fra sin obligatoriske transistorradio, imens han stolt betragtede den traktor, som kørte rundt og foretog jordbehandling i hans shamba, fordi han en af de nærmeste dage skulle have sin majs sået. Men da jeg foreholdt ham, at han dog ellers ville kunne spare mange penge ved at foretage denne jordbehandling ved hjælp af sine egne okser, som han jo alligevel havde gående, penge som jeg vidste, at han havde hårdt brug for til f. eks. at betale for sine børns skolegang med. Men derved så han ganske uforstående på mig, idet han replicerede: jamen bruger I da ikke traktorer i det land, som du kommer fra? Jo, det gør vi da, måtte jeg indrømme. Hvorefter han fortsatte: hvorfor skulle det da så være forkert af os her i Abosi at gøre det samme? eller er det bare fordi I fremmede anser os som værende fattige og uudviklede? Og der følte jeg ham virkelig svar skyldig. – Og nøjagtig det same spørgsmål er disse, muligvis, slet ikke så ubegavede danske eller andre eksperter og rådgivere garanteret blevet stillet overfor af uforstående lokale beslutningstagere og enkeltmennesker masser af gange – og er ligesom jeg selv, blevet dem svar skyldig – Hvorfor må vi ikke, når I godt må?

Og dette spørgsmål er, i hvert fald for mig at se, i en nøddeskal den snubletråd, som vi såkaldte ”udviklere” gang efter gang giver op overfor, og det af mange forskellige grunde, ligesom det også for en meget stor del er årsagen til at så megen udviklingsbistand bare løber ud i sandet eller i værste fald virker direkte retarderende på vore målgrupper. For det er ikke et spørgsmål, der på nogen måde gives noget enkelt og klart svar på. Også fordi det for de sorte rent følelsesmæssigt rummer så uendeligt mange aspekter og traumer, pådraget dem af den skånselsløse medfart vi som de overmennesker vi engang fremstillede os selv som overfor dem, og som på ingen måde, af dem, er glemt, og endnu kun yderst mangelfuldt erkendt af os selv. Jeg oplevede dette meget tydeligt i forbindelse et arrangement jeg havde fået ideen til, da en gruppe danske gymnaster besøgte Kenya, hvor en secondaryklasse i Kilgoris blev sat sammen med et antal gymnaster, med det ene formål at lære hverandre bedre at kende. Nu havde der på lige netop det tidspunkt, i de kenyanske aviser

været gjort et stort nummer ud af at kenyanske professorer i kenyansk forskningssammenhæng havde fundet frem til en meget effektiv aidsmedicin, hvilket en elev under denne samtale havde lagt særlig megen vægt på, men hvortil en af gymnasterne med eller uden forsæt var kommet til at sætte spørgsmålstegn ved, og det var altså en udmelding, som eleven prompte og øjensynligt også noget fortørnet havde kommenteret ved at konkludere, at danskerne måske ikke brød sig om at sorte folk også var i stand til at skabe resultater. Men da vedkommende gymnast efterfølgende fortalte mig om episoden, lagde han vægt på, at han da slet ikke forstod denne kenyanske skoleelevs voldsomme reaktion? - Men den ér jo netop et udtryk for en automatreaktion, der er forårsaget af det samme mindreværdskompleks, som førnævnte farmer jo også lå under for, og som undergraver den selvtillid uden hvilke det vil være dem umuligt at komme videre end der, hvor de lige nu står.

Og hvad kan vi så som udviklingsarbejdere overhovedet gøre ved dette problem? som, der som ovenfor antydet, intet klart svar findes på. Ja, jeg tror egentlig, at dette spørgsmål allermest handler om en psykologi, der på trods af hvad jeg igennem mine mange år i branchen har erfaret, nærmest slet ingen opmærksomhed har været omkring, skønt dette ellers udgør et særdeles afgørende aspekt af vort arbejde. - Jeg traf en gang en danidaekspert, der var ansat til på egen hånd at renovere et antal cattledips (en badefacilitet der skal forhindre, at kvæget dør af den frygtede Eats Coast Fever, der skyldes en farlig tæge) som for år tilbage havde været initieret og bekostet af Danida, men som altså nu lå øde og misrøgtede hen, fordi ingen, som de ellers havde lovet, havde taget vare på dem. Hvor man så nu forestillede sig at kunne revitalisere både dem og deres eventuelle brugeres interesse for deres fortsatte anvendelighed hed ved denne nyistandsættelse. Jeg ved at vedkommende ekspert gik op i sin opgave med liv og sjæl, ja, at han rent faktisk arbejdede en vis legemsdel ud af sine bukser. Men at han samtidig inderst inde var dybt i tvivl om dets nytteværdi fremgik af, at han afsluttede vor samtale med ordene: ”Ja, hvis dette ikke hjælper, så er der ved Gud i himlen heller ikke noget andet der vil kunne hjælpe”! – Og det ville der så efter min vurdering heller ikke være. For sagen er den, at vi som hvide og sorte lever i hver vore egne skarpt afgrænsede verdener, som der reelt ingen forbindelse er imellem. – Enten burde vi holde vore fingre fra dem og deres problemer, eller også bliver vi nødt til – da initiativet jo ér vort eget, og at vi gør, det vi gør på egen foranledning, – at gøre os den ulejlighed at se vore målgrupper som dem de i virkeligheden er, også bagom deres egne igennem århundreder tillagte reaktionsmønstre overfor fremmede, der for at sige det ligeud allermest ligner teater, hvilket dog også, ifølge min bedste overbevisning, ér muligt. Men det kræver, at vi ser på dem med en helt anden form for opmærksomhed, en den vi i det store og hele hidtil har set dem med. - For fremtiden burde vi ud fra en ærligt ment overbevisning som det allerførste tiltag i enhver form for projektarbejde søge at få vore målgrupper til at forstå, at nok er vi hver for sig, som vi er, men at vi også i bund og grund er ligeværdige.

Jeg ved kun alt for godt hvor svært dette kan være, og for at det skal kunne lykkes kræver det da også en meget stor tålmodighed, fordi jeg også ved, at forhåndsopfattelsen hos de sorte, når de beder os om hjælp, i næsten alle tilfælde ganske enkelt er at pumpe os for flest mulige godbidder, der måske realistisk set slet intet har at gøre med det projektforslag der foreligger i deres officielle oplæg. – Og det er denne teaterlignende forestilling, som jeg mener, vi skal lære at gennemskue. Og jeg mener det ikke mindst ud fra min erfaring om, at de i virkeligheden i sidste ende, omfatter den med den allerstørste respekt, der kan gennemskue deres finter, finurlige afledningsmanøvrer og forstillelser, akkurat som gjaldt det et spil skak - vel at mærke uden at føle os gået for nær. – Indrømmet - dette vil for de fleste effektivt arbejdende vesterlændinge på forhånd være temmelig ulideligt, men til gengæld for den kreative enormt spændende - og dertil vor eneste mulighed.