Skitse 6 fra Kenya - noget om såkaldt ekspertbistand

I sommeren (den danske) 1987 indkaldte Kenya Cooperative Creameries – K. C. C. – som er den meget nær enerådende mejerisammenslutning i Kenya, oprindelig initieret af DANIDA og stadigvæk i høj grad rådgivningsmæssigt dybt afhængig af dansk ekspertbistand, til et vigtigt møde i Kilgoris som er hovedbyen i Transmara Division hvorunder også Abosi hører. Mødet var fastsat til at skulle begynde kl. 13,00. Men på det tidspunkt var der bortset fra den semipermanente tribune der i samme anledning havde været rejst, ingen tegn på at der skulle foregå noget, i hvert fald ikke lige med det samme. Men efter nogen tid begyndte der alligevel rundt omkring i skyggen af nogle fritstående træer at samle mindre klynger af mænd og enkelte kvinder, hvorimod den ved siden af beliggende markedsplads, som altid på disse markedsdage formeligt sydede af aktivitet allermest af kvinder der køber eller sælger alt muligt lige fra tandbørster og spejle over armbåndsure og brugt tøj til levende høns og allehånde produkter dyrket i deres egen lille shamba (mark / have), eller kvinder som blot dyrker deres sociale samvær, hvad de synes mig at være gode til at rekreere sig, sideordnet deres ellers byrdefulde liv, ved.

Efter endnu en times ventetid begynde dog nogle lokale embedsmænd og andre af Divsionens og lokalsamfundets mere betydende mænd at tage plads på tribunen, ligesom det også på forskellig vis annonceredes at mødet skulle begynde. Og derfor begyndte nu også de mere menige mødedeltagere at trække ud på den åbne plads foran tribunen, hvor de satte sig i græsset ude under den brændende sol. Dog forsøgte nogle at komme i skygge under nogle træer ved siden af tribunen, men de blev af en ung knøs i uniform og bevæbnet med en maskinpistol med fast hånd gennet tilbage til solskinnet igen, imens det tydeligvis passede knøsen glimrende på denne måde at have magtbeføjelser overfor sine andre landsmænd. – Som solen brændte og tiden gik begyndte nogle af de heldige, der først havde anbragt sig i stole med rygstød under tribunens solsejl at gabe af bare kedsomhed. – For tiden skal jo dog, også her i Afrika, gå med noget! – men så lige med ét skete der noget. Indhyllet i en tyk støvsky kom en hel kortege af biler farende og stillede op på rad og række, imens alle, både dem på tribunen og dem nede i græsset rejste sig i ærbødighed for de ankommende, og ud af bilerne steg et antal prominente gæster med KCC direktøren i spidsen, og på grund af afstikkende hudfarve lagde jeg især mærke til en inder med stort hvidt skæg og hvid turban samt en hvid mand medførende en ganske nydelig lige så hvid blondine. Og imens alle satte sig under solsejlet på de stole der var blevet dem anvist, begyndte kedsomheden igen at brede sig over den efterhånden ret så mangfoldige forsamling, der nok for et skønsmæssigt slag på tasken efterhånden måtte tælle omkring de 500 mennesker.

Efter al sandsynlighed, så var jeg sikkert den eneste der havde øje for den anden side af hele dette scenarie. – Den side der tegner et dybere perspektiv og sætte de ganske store kontraster, som denne forsamling også, for mig, frembød, måske fordi min tankeverden er så elastisk og vidtspændende som den er. For på trods af de mange der i forskellige grader, med forskelligt held og mere eller mindre bevidst lægger hele deres stræben an efter et europæisk idol som en mulig nøgle til en slags Paradisets Have, så sætter disse stolte masaier dog stadig, i hvert fald foreløbig, deres præg på det land, som de befolker, de gamle mænd med deres stoisk uimponerede statur indhyllet i deres fuldstændigt, hovedsagelig i farven rød i forskellige nuancer, på alle måder løsthængende gevandter, der når vinden læser, intet skjuler – og de unge slanke, muskuløse moraner (krigere) med deres lange okkerfarvede nedhængende ”opsætninger” af deres fra naturens hånd tæt krusede hår. Godt nok, så har både de gamle og de unge, om man så må sige, fået ”tænderne trukket ud” idet det ikke mere er lovligt for dem at bære, for de gamles vedkommende buer og pile og for de unge deres lange spyd, på offentlige steder, hvor de højest må bære en forholdsvis lang kniv, sikkert begrænset i længden, i en skede - I forne tider var de frygtede af deres nabostammer, og opgivet af de fremmede kolonisatorer fordi de heller døde end samarbejdede med disse omkring de nye tider, der med vold og magt skulle indføres, hvorfor netop deres kultur da også påkaldte – og faktisk stadigt påkalder sig - alverdens opmærksomhed og nysgerrighed. Og så er det samtidig som om der ligefrem fra alle sider løbes storm imod dem i udviklingens hellige navn. Jeg har jo set dem ude på savannen med deres kvæg når de stod ude midt i ”no where”, støttende sig til deres stok, eller i deres karakteristiske stilling med stokken hvilende på begge skuldre og med armene hvilende højt på hver deres ende af den, imens de som ubevægelige statuer tog bestik af de store vidder centreret omkring deres kvæg, - som symboler på en tid der godt nok nu er ved at rinde ud. Men alligevel må jeg respektere og beundre dem for deres uimponerethed over en verden hvor alt er til salg for højeste bud – men bare ikke deres selvrespekt!

Det kan da godt være, at det vil undre nogen, at jeg, som med danske skattepenge betales for at gøre et praktisk stykke arbejde i Afrika, kan hensætte mig selv i sådanne bagstræberiske tanker, som jo egentlig, mit forehavende taget i betragtning, burde være mig ligegyldige. Men der sker mærkelige ting med én, når man står med en opgave der går ud på bevidst at gribe ind i fremmede folkeslags liv og færden. Hjemme i DK var samvittigheden måske en lille smule sløvet, alting gik jo så stærkt, at der ligesom ikke var tid til at fordybe sig de mulige konsekvenser af det man gik og lavede. Men her ude i Kilgoris, eller andre steder i de såkaldte udviklingslande kan man, imens man ofte i timevis venter på et eller andet, have oceaner af tid. Og dertil får man, hvis man da ellers trives, også et langt dybere forhold til de mennesker man omgås, og så står man jo pludselig der med en samvittighed, der hele tiden vil blande sig og sætte spørgsmål.

Men hovsa, nu var jeg lige på et splitsekund tilbage i den konkrete virkelighed igen. For ud af endnu en vældig støvsky kom der en Landrover farende, som kørte helt op til tribunen, hvorfra en uniformeret mand steg ud, helt åbenbart ham som vi så længe havde ventet på, og som nu anvistes sin hædersplads, imens alle endnu en gang rejste sig i ærbødighed. – Og dermed kunne mødet så endelig tage sin begyndelse med den obligatoriske bøn, der denne gang læstes af en præst. Og dernæst blev ordet, på tur, givet til to politikere der i kraft af deres, sikkert medfødte, fremragende oratoriske begavelser holdt et par ganske glimrende valgtaler, som alle tilsyneladende ved deres kraftige bifalds og vedvarende klapsalver syntes mig at tage imod med kyshånd. – Næste taler var så den uniformerede mand, vi så længe havde måttet vente på. Han var noget så fint som District Commisioner, eller mere forståeligt sagt, en repræsentant for regeringsmagten. – Altså en mand med både magt og myndighed. Og han så det helt åbenbart, som udsendt fra allerhøjeste sted, som sin opgave at give disse træge masaier en ordentlig opsang. Først gjorde han højligt nar ad dem, fordi han jo kunne se, at adskillige af dem var kommet anstigende til dette vigtige møde i deres gammeldags luftige antræk, og dernæst for at en masai sagtes kunne være ejer af 300 køer, og alligevel ikke få mere mælk fra dem end netop lige kunne fylde en sodavandsflaske, hvorefter han gik over til på morsomste vis at gøre sig lystig over deres måde at udvælge avlstyre på, idet de jo i hvert fald ifølge ham, øjensynligt foretog disse valg ud fra vedkommende dyrs hornlængde og form. Men til sidst, som rosinen i pølseenden, lovede han til gengæld 12½’s lån til dem der ville indkøbe renracet kvæg for hurtigst muligt at kunne levere mælk til dette nye anneks til KCC´s landsdækkende netværk af mejerier og køleanlæg for mælkeopsamling.

Og det var så det. Og nu blev ordet så givet til KCC´s direktøren selv. Og det var let at se på hans påklædning, at han havde studeret i Europa, efter al sandsynlighed endda i DK. For trods det, at han tilhører den kenyanske superelite, der så langt overvejende går til møde i skjorte, slips, nypresset, nålestribet jakkesæt og blanke snøresko, stod han der, som en anden provo, i opknappet skjorte krøllet vindjakke og jokkingsko. – Han havde dog ikke meget andet at sige, end at han havde bestemt, ar der her i Kilgoris skulle bygges dette køleanlæg for opsamling af områdets mælk, til periodevis afhentning til et rigtigt mejeri, fordi som han udtrykte det, der af hensyn landets samlede forsyning med mælk skulle åbnes op for dette særlige områdes rige potentiale og traditionsbestemte forkærlighed for kvægdrift, idet han også oplyste, at anlægget ville være klar til at modtage mælk fra 1. januar 1988, hvorefter han præsenterede bygmesteren, som var den før omtalte inder, samt den dagligt tilsynsførende med byggeriet, den også tidligere omtalte hvide mand med blondinen der hed Hans Andersen. Og dermed sluttede så dette vigtige møde i Kenyas mest betydningsfulde andelsselskab overhovedet, imens alle fuldstændigt, som normalt i Afrika, gav deres glæde begejstring og taknemmelighed luft ved massive glædesudbrud og vedvarende klapsalver. – Vel havde masaierne fået dem en alvorlig opsang, men det bliver de jo næppe brystholdne over, tvært imod, for opsangen blev jo givet dem af en standsperson, der stod nærmere Gud end dem selv. Og i øvrigt vil de sikkert som sædvanligt fortsætte med at gøre, som om intet var hændt.

Men hvorfra mælken til dette nye køleanlæg skal komme er der for nærværende ikke mange, især ikke i lokalområdet, der kan få øje på, Men det er jo givetvis et direktiv, der er kommet fra højere politisk sted, hvorfra man har sat sig for at udfordre disse træge og modvillige masaier på deres veneration for deres kvæg, der vel ligesom så meget andet traditionelt arvegods opsamlet og hæget om hos alle Kenyas, Gud ved hvor mange, stammer som virkelig èr en tung dødvægt for landet at slæbe rundt på. Men et mere tænksomt bud på hvor der ville kunne være et nogenlunde sæsonuafhængigt udbud af mælk til dette køleanlæg kom fra en kollega til mig, og det gik ud på, at det da kunne tænkes, at det over tid, måske, ville kunne komme fra netop det område, hvor jeg går rundt og snakker snusfornuft med farmerne for at forsøge at aktivere kræfter, der bare hidtil har ligget brak – kræfterne er der, men problemet er at få dem trukket ud af braklægningen. Men noget sådant kræver megen tålmodighed, og dette halsløse initiativ, hvor relevant og ønskværdigt det så ellers i øvrigt måtte være, vil efter alle solemærker ende som et slag i den tomme luft.

Men afslutningsvis vil jeg dog her afsløre, at også jeg er nostalgiker. For naturligvis gav navnet Hans Andersen mig en helt ubændig trang til bare for et lille øjeblik at tale dansk med en dansker. Men da han selv hele tiden var travlt beskæftiget med sine forretninger omkring sit arbejde, lykkedes det mig dog alligevel at komme nær nok til hans blondine til i al beskedenhed bare at sige ”dav”. Hvortil hun lyste op i et kæmpesmil og replicerede: ”Nej, kan det virkelig være rigtigt”? – Men mere kom der så heller ikke ud af det skind, imens jeg efterfølgende dog kunne forføje mig tilbage til Abosi med bevidstheden om, at jeg dog alligevel opnåede at have mødt et par landsmænd.