Skitse 5 fra Kenya - om forholdet imellem de magtfulde og de magtesløse

Når jeg her hjemme i Danmark fortæller om oplevelser jeg har haft i Kenya, har jeg, føler jeg, en gang imellem problemer med at få enkelte i øvrigt ellers intenst lyttende tilhørere til at forstå, at de sorte er mennesker nøjagtig lige som os selv, og som vi overhovedet ingen grund har til at se ned på, samtidig med at jeg jo på en vis måde godt forstår baggrunden for, at de tænker som de gør. Jeg husker jo kun alt for godt min barndoms tegneserie i Familiejournalen ”Bob og Frank i Afrika” hvor de sorte nærmest fremstilledes dyriske, upålidelige og alt mulig andet nedsættende, der kunne bekræfte den på den tid almindelige danske læser i hendes / hans i ganske ekstrem grad fordoms – og forudbestemte mening om disse negre, som man jo dog, højmodigt, havde løsgjort fra slaveriet. – Og hvis der ellers er noget i menneskers bevidsthed der kun med store vanskeligheder lader sig udrydde, så er det deres fordomme. - Den allerførste sorte mand jeg selv så, da jeg nok må have været omkring 18 - 20 år gammel, var viceskoleinspektør Victor Cornelins der som 7årig, da han bare troede, at han skulle et smut til byen, sammen den bare 4årige Alberta blev tvangsforflyttet til Danmark for i 1905 at blive udstillet i Emma Gads store koloniudstilling i Tivoli. – Og jeg kan på det indstændigste opfordre til, at man læser hans gribende beretning om sit livs rejse ”Fra Sct. Croix til Nakskov”.

Men det er ikke desto mindre disse gamle fordomme der stadig hos mange danskere og vel egentlig hos mange hvide overhovedet, ligger og lurer i underbevidstheden, men som for den ”politiske” korrektheds skyld ikke særlig tit kommer helt op til overfladen, men som jeg ud fra mit kendskab til dybten i den menneskelig psyke ikke tror, at man bare kan forlade sig på at kunne tie ihjel. Jeg tror, at der også skal sættes ord på. – Om end jeg også er helt på det rene med, at dette må gøres med den allerstørste takt og finfølelse for ikke at komme til at virke imod sin hensigt. - Og det er ud fra dette forsæt, jeg med mine afrikaskriverier her i denne skitse forsøger mig som ”afrikakender”. - Nogen vil sikkert sige at jeg med dette, ligesom for øvrigt også med meget andet, er alt for nærtagende, og mit største ønske er da i virkeligheden også, at disse engang i fremtiden måtte få ret.

Afrika og herunder så naturligvis også Kenya, er meget anderledes en det Europa, som vi kommer fra, og det er af årsager, som det kan være svært for os europæere overhovedet at komme overens med, også fordi det jo fortaber sig i fortidens tåger. Men som vi, der så alligevel har valgt at tage nogle få år ud af vort livsløb, for, som det overmodigt - måske endda hovmodigt - hedder sig, at hjælpe dem til om ikke lige at blive som os andre, så dog at hjælpe dem med at blive folk, ”som vi kan have med at gøre”. – Iblandt noget af det allerførste vi som nye frivillige i Kenya blev indprentet var, at vi, dersom vi kom ud for at blive indblandet i en trafikulykke, aldrig måtte stoppe op, som man jo i Danmark netop skal, men lige så vidt det ellers vil kunne være muligt, fortsætte til nærmeste politi for at informere om hændelsen, simpelt hen for ikke at risikere at blive lynchet af ophidsede og meget kontante tililende. Det er nu ellers ikke fordi jeg på noget tidspunkt, fordi jeg var hvid, har følt grund til, på den vis at være at særligt udsat – nærmest tvært imod. Således kom jeg en gang for skade at fornærme landets præsident, idet det her anses for ”majestætsfornærmelse” ikke at standse op og stå ud af bilen dersom man møder – eller bliver overhalet af - den præsidentlige korteges forløbere i form af flere på hverandre tæt følgende politibiler med udrykning, hornene i bund og for fuld fart. – Men hvor skulle jeg dog vide det fra, når ingen havde fortalt mig det? – Så jeg veg bare lidt til side og fortsatte i øvrigt min kørsel. Men omkring et par måneder senere blev jeg kaldt til samtale hos politiet i Nairobi, der belærte mig om, at dette altså var en ganske alvorlig forbrydelse, som jeg da også måtte i retten for og vedtage en bøde på 1000 ksh. Men da var der iblandt mine sorte venner enighed om, at jeg bare skulle være glad for, at jeg ikke var sort, for i så fald ville jeg allermest sandsynligt, af det eskorterende politi, have været hevet ud af bilen og tævet ihjel.

Men i øvrigt, så kan de sortes generelle smertetærskel mand og mand imellem, især når det drejer sig om folk tilhørende forskellige stammer, eller hvis det drejer sig om tvister imellem magtfulde og mere ordinære mennesker, ofte være ekstrem lav og tilsyneladende blottet enhver form for øvrighedskontrol, Et eks. herpå fik jeg på et tidspunkt i en af de lidt større landsbyer, Ndanai, ikke langt fra Abosi, hvor der boede en rigmand, som vist nok i fuldskab havde gjort sig skyldig i drab på en af hans lokale, men altså samtidig bare almindelige medborgere, hvorover der forståeligt nok havde rejst sig en sand proteststorm, der førte til at rigmanden åbenbart følte sig forulempet i en grad, at han krævede hævn, en hævn som han altså åbenbart havde midler, hvormed han kunne købe sig til den. - En styrke på omkring 20 – 25 politifolk fra den nærmeste lidt større by, Sotik, var blevet sendt ud på en uanmeldt, korporlig straffeaktion imod Ndanais beboere. Men uheldigvis for disse politifolk, så var der altså nogen der telefonisk havde afsløret planen, således at de, da de ankom til Ndanai fandt hele landsbyen fuldstændig mennesketom, hvorover disse mange politifolk blev så frustrerede, at de, da der ingen landsbyboere var at prygle, gav sig til at gå i lag med de trafikanter der tilfældigvis var på gennemrejse igennem byen. Og det ved jeg, fordi også de folk der kørte igennem byen med mælk fra Abosi Farmers til mejeriet i Sotik havde været udsat for ret så grove overgreb og derfor så ganske tydeligt mishandlede ud, da de kom tilbage. Jeg er da ikke spor i tvivl om, at jeg, i fald jeg selv havde været på gennemrejse, overhovedet ikke ville være blevet antastet. Men det ændrer jo ikke ved de sortes tilsyneladende næsten maniske behov for voldelig adfærd overfor deres egne, og på samme, tid men i andre sammenhænge, kan være ganske overstrømmende hjælpsomme. Og jeg må ærligt tilstå, at denne tilsyneladende manglende selvkontrol, eller hvad den ellers ville kunne karakterisere som, også i mit daglige arbejde, hvor den dog ikke særlig tit er kommet åbent frem, har ført til mange overvejelser, hvor jeg har vendt og drejet dette uafviselige misforhold imellem hvad der samfundsmæssigt set betinger et stærkt sammenhold, og dermed mulighed for fremdrift, og hvad der rent faktisk internt mand og mand imellem foregår af direkte, ofte meget impulsive, men utvivlsomt for det meste ret ubevidste overgreb på samme sammenhold, som uvægerligt vil forhindre al fremdrift, og hvor skillelinien, meget bredt betragtet, synes mig at gå imellem de magtfulde og de magtesløse. Samt at begge parter hver for sig forsøger at gøre en dyd ud af ligefrem at sublimere deres roller i dette spil, hvad enten de så end tilhører den ene eller den anden gruppe af kombattanter – men med katastrofale følger på grund af den handlingslammelse af helheden, som det forårsager.

Jeg er helt på det rene med, at de ulandsarbejdere, der har fået en mere konkret udspecificeret opgave som f.eks. lærer på en teknisk – eller anden form for undervisningsinstitution – eller som sygeplejerske på en sundhedsklinik, ikke konfronteres med disse problemer i nær samme grad som jeg gør, fordi min opgave jo netop lyder på at hjælpe med til at organisere en andelsforening, hvor dette at formidle et ligeværdigt samarbejdet imellem forskellige mennesker med vidt forskellige kompetencer og vidt forskellig status i øvrigt lige fra den ressortminister hvorunder jeg, her i Kenya sorterer, og ned til de simpleste analfabeterede farmere i det kooperativ, som jeg har fået til opgave at supervisere, hvorimod det hos de institutioner som læreren eller sygeplejersken arbejder for, langt hen ad vejen er disse institutioner selv der, om man så må sige, må tage stødet, således at ulandsarbejderne selv kun berøres indirekte, selvom institutionerne jo alligevel, på det overordnede plan, også indgår i de samfundsmæssige afhængighedsforhold, hvor de samme misforhold, som jeg ovenfor har forsøgt at anskueliggøre, begribeligvis også her, på den mere lange bane, vil gøre sig gældende. – Og jeg må indrømme, at jeg har svært ved at få øje på de mere overordnede koordineringsindsatser i retning af en tydeliggørelse af disse misforhold, som vore danske bistandsmiljøer, mere kollektivt, er gået ind i helt uanset deres helt afgørende betydning for hvem vore indsatser, finansielt så vel som personalemæssigt, vil / kan komme til gode. – Eller er talen om eksistensen af en såkaldt bistandsmafia med et fastfrossent sanseapparat alligevel ikke bare kun løs snak?

Det som det her drejer sig om er jo at forsøge at danne sig det helt store overblik over den historiske virkelighed der altid ligger til grund for os menneskers gøren, laden og frem for alt for de valg, som vi hele tiden foretager ud fra de ydre påvirkninger vi udsættes for, så vel som fra de indre tilskyndelser hvis grundfjeld, når det antastes, kan slå helt uberegnelige gnister til alle sider. – Og når Karen Blixen, som jeg forstår hende, taler om menneskets stolthed som dets dybe forankring i hver deres eget særlige tankeunivers som værende uantasteligt, dersom de ikke skal bortforvitre deres identitet og lade dem ende op som viljesløse ofre for deres tilværelses meningsløshedernes malstrøm af tilfældigheder. - Der forekommer som bekendt udefra kommende påvirkninger der selvom de kan virke nok så alvorlige og udfordrende, alligevel, på trods, befæster menneskers stolthed og identitetsfølelse, på samme måde som der også er forskel på hvert enkelt individs modstandskraft. Men når KB i tilslutning hermed opfordrer til at vi altid giver de besejrede tid og rum til at de kan ære deres døde, så er det netop hendes understregning af nødvendigheden af, at vi, de sejrende, værner om de besejredes stolthed. (I min personlige udlægning ”for ikke en skønne dag ved vort eget overmod at kalde nemesis frem” – nemesis er navnet på hævnens gudinde i den græske mytologi). - Og hvis der ellers er noget, som vi hvide igennem århundreder har forsyndet os imod i vores omgang med Afrikas sorte folk, så er det vel netop dette at vi med koldt blod har trådt deres stolthed ned i det allerdybeste søle, vi har kunnet opfinde, og at vi stadig endnu ikke til fulde er ophørt dermed.

Som hvid i Afrika nyder man, efter min mening ganske uberettiget, det privilegium i meget stor udstrækning at blive set op til. Selv har jeg kun en eneste gang i løbet af næsten 7 år mødt en sort mand der direkte opførte sig ubehageligt overfor mig på grund af min hudfarve. Og det på trods af mere end 150års hvid kolonisering af deres land, og deres hele tilværelse på en ofte så utilstedelig kontant og hensynsløs måde, at den nødvendigvis må have efterladt dybe ar i deres selvforståelse. – Og så alligevel! Som hvid i Afrika kan man også nyde det privilegium at være velkommen alle vegne næste uanset hvad. F. eks var Linda og jeg, som vedhæng til et sort parlamentsmedlems invitation til et barbacueparty i hans diplomatomgangskreds, hvor vi dog ellers frabad os deltagelse grundet vor nærmest upassende påklædning uden mulighed opshining, og vi ville da nødig komme til at ligne vagabonderende subjekter i et sådant high society arrangement. Men da vore venner insisterede, sagde vi alligevel ja, og fik heldigvis også en rigtig god aften ud af det. – Men hvornår ville en sort i vore omstændigheder mon blive ladt indenfor i et tilsvarende hvidt selskab? Men grunden til at jeg nævner dette i denne skitse er nu også, at der også i ovennævnte party deltog en sort professor ved det vidt berømte Makerere Universitet i Kampala, Uganda. Og han og jeg fik en længere dybsindig samtale netop omkring sorte og hvide menneskers forhold til hverandre. Og ud af denne samtale spandt der sig fra hans side en meget åbenhjertig erkendelse, som det sandt at sige virkede fuldstændig overraskede på mig skulle kunne komme fra en højt uddannet sort mand af hans kaliber og anseelse. Han vedgik uden noget som helst forbehold, at han ikke kunne forstå baggrunden for at sorte mennesker ganske uanset stand, uddannelse eller status i øvrigt, til enhver tid følte sig hvide mennesker underlegne. – At jeg skulle opleve dette ude hos de dybt traditionelt indstillede farmere i Abosi kunne jeg til dels forstå. Men at den selv samme udmelding skulle komme fra en professor ved Makerere Universitetet, ville jeg aldrig have troet. – Men det fortæller mig så til gengæld, hvor alvorligt skadet den afrikanske folkesjæl er blevet af slavehandelens, kolonivældets og de hvide overmenneskers skalten og valten med de sorte folks skæbner. – Vi fratog dem med koldt blod deres stolthed – men hvad vil der ske, den dag dette for alvor går op for dem?

Og så vil jeg ellers slutte denne lille fortælling om identitet, med at referere til den person som den også begyndte med – Victor Cornelins – for hvem det var lykkedes ikke bare at forlige sig med sin ubarmhjertige bortførelse fra sit hjem, men også at tilgive sine bortførere deres ugerning. Han var nemlig på grund af den musiske natur, der besjælede ham, blevet dybt optaget af vor nationale danske sangskat, hvor én ganske bestemt strofe kom til at stå for ham som vores – danskernes – erkendelse af vor skyldbevidstheds nødvendighed – altså også overfor ham! - Og det var strofen fra Johannes Helms kærlighedserklæring ”Jeg elsker de grønne lunde” hvor det hedder: Mig fryder din ros din ære / mig knuger din sorg dit savn / hver glans hver plet vil jeg bære / som falder på Danmarks navn.