Skitse 4 fra Kenya - om valg i både Kenya og i Danmark

Det vil med rette kunne påstås, at det jeg her skriver ligeså meget vil være en danmarksskitse som en kenyaskitse – men den er dog skrevet i Kenya – men kommer altså også til at handle om det Danmark, mit kære fædreland, som jeg ser det her nede i Kenya under ækvators brændende sol. – Jeg har nemlig lige i dette forår, efter at jeg ikke havde oplevet dette ganske vidunderlige danske forår i næsten 4 år, været hjemme i dette forår. Og mit ærinde derhjemme var noget så ekseptionelt som den 7. maj i 1988 at blive viet til min kære Linda i Haslev kirke. – Men dette vil blive beskrevet ved anden lejlighed. Det korte af det lange var, at jeg igennem disse 4 år har bestræbt mig på at indleve mig i den kenyanske hverdag på godt og ondt imens den hjemlige danske virkelighed langsomt har haft fortonet sig i en måske nok lidt glorificeret erindring, samtidig med at mine 4 år i den kenyanske havde ændret mangt og meget, for mig, i min indstilling til forholdet imellem u – og ilande, hvor jeg i stigende grad stiller mig skeptisk overfor den måde hvorpå vi aktuelt udmønter vore gode viljer i forhold til Ulandene. For så længe vi forsøger at ”udvikle” ved blot og bar overførsel af penge, teknologi og knowhow er vi, efter min mening på galt spor, al den stund de mennesker denne hjælp er tiltænkt forbliver i den tankeverden, som de kender og reagerer ud fra.  Men for at denne hjælp skal kunne komme disse mennesker til gode, er det nødvendigt, at vi i langt højere grad end i dag besinder os på også at søge at udvikle de rent menneskelige sider af vore bistandsmodtagere, sider der dog er lige så uløseligt knyttet til de tekniske, som en skomager er til sin læst, og derfor forbliver indsatser på den ene front slag i den tomme luft uden tilsvarende indsatser på den anden front. – ikke fordi vi på nogen måde skal forsøge at optræde belærende. Men fordi vi besidder magtfulde midler på den tekniske front er det jo ikke dermed givet, at vi også besidder de modsvarende kvaliteter på den rent menneskelige front. - Meget kunne tyde på, at disse kvaliteter er gået tabt for os i den lange opadgående økonomiske udviklings malstrøm, som har fået os til at tro, at vi dog er fanden til super intelligente mennesker i en grad så vi fuldstændigt har glemt, at vi samtidig også er små sårbare mennesker prisgivet Herrens Marks vilkårligheder. - Der hvor jeg gerne vil hen og forsøger at blive forstået er, at enhver form for udvikling sker igennem impulser fra en kultur der via en given person eller medie springer over til et givent medie eller person tilhørende en anden kultur, som så hele tiden igennem løbende vekselvirkninger ad den vej kan komme til at virke berigende på begge parter i det omfang gensidigheden holdes for øje. Og det ér muligt at gøre denne vekselvirkning til en uudtømmelig kilde, på samme måde som kærligheden også vokser hos alle der deler den med andre, også kan være det.

Nu kan kultur jo være et meget vidt begreb, og under hensyn til min indledende bemærkning om at det egentlig et lige så meget er en danmarksskitse jeg skriver på, har jeg jo egentligt gerne i denne forbindelse villet fortælle lidt om, hvordan jeg efter disse 4 år i Kenya har genoplevet mit fædrelands kulturelle image på de præmisser, som min udlændighed har forlenet mig med. – Jeg forlod Kenya ganske kort tid efter at landets parlamentsvalg havde fundet sted. Og jeg ankom til Danmark netop som valgkampen var på sit højeste. – Den kenyanske valgkamp kender jeg jo mest fra det endnu kun sparsomt udviklede yderdistrikt, hvor jeg opholder mig. Og jeg ved, at den i andre egne af landet, især i de mere udviklede områder af landet og særligt i større byområder, har været langt mere barsk end der hvor jeg bor. Men så vidt jeg har kunnet forstå, så har interessen været udtalt stor over hele landet.  – Hvad der overraskede mig særdeles meget herude var den, man kan næsten sige, rituelle gejst hvormed man omtalte dette at skulle afgive sin stemme. Det var både noget som man så hen til og var optaget af. Valget her foregik i to runder, hvor det i første runde drejede sig om kandidatopstillingen. Og det foregik på den måde, at alle der var registrerede som medlemmer af det eneste tilladte parti KANU kunne møde op på valgstedet dagen før første runde og stille sig i køen bag et billede af den kandidat som de ønskede opstillet. Og så på et nærmere angivet tidspunkt blev disse køer talt op, og dermed var denne del af valget afgjort, og alt var foregået på en stille og rolig måde. Men selvfølgelig er det ret så umuligt at afgøre hvor mange % af de stemmeberettigede, der havde været mødt op. Ligesom det jo heller ikke er særlig demokratisk, når kun medlemmer af KANU overhovedet har lov til at tage del. Men det som jeg kunne se var jo bare, at der var virkelig mange. Næste runde foregik så 3 uger senere, men denne gang som hemmelig afstemning om dem der i 1.runde havde opnået kandidatur.  Det er hævet over enhver tvivl, at selvom valgproceduren på papiret ser ganske tilforladelig ud, så er der foregået mange skjulte så vel som åbenlyse fiksfakserier, nok især ved optællingerne, hvor det kan være særligt fristende, da landet jo ganske enkelt slet ikke råder over det nødvendige kontrolapparat, og såmænd nok heller ikke over troværdigt mandskab til at betjene dette. Men det for mig bemærkelsesværdige var, at folk almindeligvis godt er ganske på det rene med, at de bliver snydt og bedraget, så vandet løber ned af dem, men de tier alligevel ikke stille, og bruger så den indflydelse de har på bedst mulig måde. Og i betragtning af, at valginstitutionen endnu er meget ung, og i høj grad bærer præg af en gammel kultur i nedbrud, og af de fødselsveer der er en naturlig følge af et nybrud, der endnu ikke har fundet sine egne ben, har det været en opløftende oplevelse for mig at være vidne til. – Mange vil sikkert ikke være enig heri. – Så derfor vil jeg nu gå direkte over til det danske folketingsvalg. – Som allerede anført, så dumpede jeg i bogstaveligste forstand lige ned midt i valgkampen, i det øjeblik jeg landede i Kastrup. – Hvis det da ellers kan været klogt, på den måde, at glorificere denne med et navn der før i tiden stod for noget ganske andet? Til min undskyldning kan dog fremføres, at jeg er en gammel mand, og derfor ser min barne - og ungdomsdages valgkampe som forbilledlige. – Jeg må desværre indrømme, at jeg fik en temmelig flov smag i munden, ved at finde interessen for valgets spørgsmål iblandt vælgerne chokerende ringe. Ja, mange almindelige vælgere vidste såmænd dårligt nok, hvad det overhovedet drejede sig om. For mig at se, så drejede det sig for aktørerne allermest om at vinde points i et spil for galleriet. – Men anderledes kan det vel heller ikke være, når det alligevel i sidste ende er galleriet der bestemmer valgets udfald. Om dette er der vel kun at tilføje, at galleriet er fuldstændig ligeglad med noget så væsentligt som kandidatopstillingen, måske lige ud over dette at påpege det aldeles udemokratiske i, at det kun er en ganske lille håndfuld mennesker der altså helt på egen hånd afgør, hvem der måtte være egnede til at beslutte, hvad landets tarv er.

For i Danmark er en politiker de facto ikke længer politiker, men entertainer, hvad der vel også helt åbenbart føres bevis for ved den omstændighed, at politikere, særligt de mest magtfulde af dem, nu har fået spindoktorer til at råde for dem. En politiker skal heller ikke længer stille sine vælgere overfor nogenlunde klare og forståelige alternativer, men i stedet udlægge det tættest mulige røgslør omkring sine intentioner, og derefter overlade til spidsfindige journalister eller andre professionelle meningsmagere at spille ping pong med hverandre for at afgøre, hvem af dem der bedst forstår at tækkes en underholdningsafhængigt offentlighed. – For der er skam penge i skidtet – og hvis man altså bare er fiks og moderigtig nok vil man helt sikkert også vinde – ja, nogle kalder det godt nok smigrende ”vælgerkorpsets gunst”. Jeg mener nu mere der er tale om at vinde vælgerkorpsets selvforskyldte, forblindede godtroenhed for sit eget professionelle magtbegær. Men vælgerne har dog altså på et givent tidspunkt bekvemmer sig hen til et valgsted hvor mange, gætter jeg på, inde i stemmeboksen slår plat og krone, inden de sætter deres kryds – for herregud vi følger gerne i vore forfædres – og mødres spor, om ikke for andet, så for at bestyrke os selv og hverandre i, at så længe stemmeprocenten er lige så høj, som den næsten altid har været, så er vort demokratiske sindelag både funktionsdygtigt og fuld af virilitet. – Men set i forhold til valgkampene for 50 -70 år siden, så må de i dag snarere kaldes en legen blinde buk. For den gang var der noget der hed ”en mand er en mand og et ord er et ord” – og en holdning er valid, indtil andres argumenter formår at ændrer den.

Og hvad har så alt dette med ulandshjælp at gøre? Jo, det en sandhed uden modifikationer, at ingen kan give noget væk, som de ikke har. Jeg har ovenfor argumenteret for, at al ulandshjælp, for overhovedet at have nogen effekt, består af to hovedbestanddele og den ene af dem er økonomisk – teknisk og den anden består i menneskelig opmærksomhed, følelsesmæssig indlevelse i de menneskers omstændigheder og deres tankeverdener som hjælpen er tiltænkt. Og ingen af disse to kan hver for sig rygge noget som helst, hvor sammen kan de gøre underværker. Og det er da også grunden til, at jeg altid har set de forberedelser som ulandsarbejdere, aktuelt, forlanges at gennemgå er fuldstændig utilstrækkelige. De burde være på mindst et halvt års kursus på en dertil egnet kostskoleinstitution med de, til de ovenfor skitserede discipliner, faste temaer på timeplanen, dette for både at sikre, at dem der på samfundets regning sendes ud i marken også er klædt tilstrækkeligt godt på til jobbet, og på den anden side at forsøge at sortere dem fra, der ikke føler sig tilstrækkeligt skikkede dertil. Men til gengæld må samfundet, naturligvis efter forhandling, undlade direkte at blande sig i hverken de dispositioner disse mennesker så foretager eller af politiske årsager på anden måde dekretere retningslinier der ikke, ved forhandling, på forhånd har været fastlagte. Det kan godt være, at der efter sådanne retningslinier ville ske en betragtelig reduktion af vor ulandshjælp. Men til gengæld kommer vi heller ikke til at forårsage nær så mange ulykker ved misforståede og derfor dybt tragiske ulandsprojekter, der efter min bedste overbevisning i bedste fald overhovedet ikke virker, og i værste fald rent ud sagt retarderer dem, som vi troede vi skulle hjælpe. - Men jeg må dog nok i denne forbindelse understrege, at dette naturligvis ikke gælder katastrofehjælp. Der må der nødvendigvis gælde andre kriterier.

Afslutningsvis vil jeg her til sidst pointere, at de synspunkter jeg her slår til lyd for på ingen måde er nye, og det er fordi alle udviklinger meget ofte forekommer i spring og holder stand igennem et vist åremål hvorefter de igen afmattes og giver tid og rum for en ny bølge af erkendelser. Og på denne måde har tider, moder, vilkår og livsopfattelser igennem hele historiens forløb vekslet og afløst hverandre – Således at vi i dag med samme ret som for tusind år siden kan hævde og forlade os på, at der intet nyt er under solen.